Jens-Martin Eriksen: Paybacktime - Kristendommens instrumentalisering i den ideologiske krigsførelse og de nye fortællingsleverandører

En af de bemærkelsesværdige ændringer, der er indtruffet siden det såkaldte systemskifte i 2001 er, at de ideologiske politiske diskussioner er forsvundet fra de politiske partier og næsten udelukkende foregår blandt intellektuelle. Naturligvis med én eneste undtagelse: Dansk Folkeparti. DF har også været det sted hvorfra det såkaldte systemskifte i stort omfang har krystalliseret sig både ideologisk og i praktisk politik. Det er det eneste parti, der med sine nationalkonservative holdninger og med sine markante intellektuelle, har formået at formulere ideologiske positioner imod hvad man betragter som udhuling af en kristen, national kulturarv, og imod hvad man forstår som kulturrelativisme og multikulturalisme. DF har således været i stand til at samle en række intellektuelle, både i sin egen organisation og med medfølgende repræsentationer i samfundsmæssige institutioner, som fx DR, samt i foreninger, som fx Trykkefrihedsselskabet og Nomos. Disse foreninger er opstået i de forløbne år i kølvandet på de modsætninger, der er blevet eksponeret mellem de to kulturalistiske opfattelser, højre- og venstrekulturalismen. Og de forstår sig selv som en art modstandsbevægelse. Ikke kun mod selve fjenden, den voldelige islamisme, men også imod hvad man opfatter som den intellektuelle islamismes indflydelse på venstrefløjen og blandt venstreliberale. Politiken, eller Systemet Politiken, som det nu hedder i den paramilitære retorik, er den ideologiske hovedmodstander. Det er ingen overdrivelse, og næppe heller særligt epokegørende, at karakterisere DF og disse organiske intellektuelle, som er tilknyttet partiet og dets forskellige supportergrupper og hangarounds – bl.a. Groft Sagt på Berlingske Tidende - som det nationalkonservative Danmarks politiske avantgarde. Sådan har det været indtil nu, siden det som venstrefløjen nærmest betragter som bevægelsens Machtergreifung med faldet af regeringen Nyrup i 2001. Det var nu tid til at rulle først og fremmest flygtningeloven af 1983 tilbage samt omkalfatre det, der er blevet kaldt systemet af sandheder med bl.a. Rune Lykkebergs bog, Kampen om Sandhederne. Dette omfatter en vidtgående ideologisk kamp, der strækker sig ind på mediepolitiske, skolepolitiske, uddannelsespolitiske og æstetiske områder. Denne kamp berører naturligvis det, som den nationalkonservative intellektuelle avantgarde måske i endnu højere grad end den praktiske politik ser som sin hjertesag: den folkelige selvforståelse og identitetspolitiske forankring. Overfor denne omfattende ideologiske offensiv fra DF og dets organiske intellektuelle er det ikke for meget at sige, at andre borgerlige såkaldte kulturpersonligheder har opført sig som Sympathisanten, dog uden selv at være aktivister i organisationen og uden selv direkte at fremføre den hårde kulturalistiske dagsorden, som DF og dets intellektuelle står for. Denne omfatter genkristningen både åndeligt og institutionelt, samt restaureringen af gammel-borgerlige kulturnormer i Danmark. Men dette billede er nu ved at ændre sig, her syv år efter det såkaldte systemskifte. Kredsen af Sympathisanten af borgerlige intellektuelle ser ud til at resolvere, at de befinder sig i et ideologisk klima med en stadig paralyseret venstrefløj og venstreliberale, som ikke har haft noget troværdigt modsvar til den nationalkonservative offensiv. Og de opfatter heller ikke, at venstrefløjen og venstreliberale på den anden side har haft noget modsvar på de islamistiske anslag, som har ramt det danske samfund. Disse anslag giver de udtryk for at have aflæst i en mere og mere inflatorisk eftergivenhed overfor muslimske kulturelle rettighedskrav om særregler i danske institutioner og i det danske samfund generelt. Og det altoverskyggende i det man nu efterhånden godt tør definere som en ideologisk krigsførelse, er naturligvis karikaturkrisen. Venstrefløjen og venstreliberales manglende vilje til at forsvare deres politiske modstander Jyllands-Posten imod de internationale islamistiske anslag, der ikke kun omfattede forsøg på pression og politisk censur, men bl.a. også indbefattede konkrete dødstrusler mod personer, har både DF og dets intellektuelle samt mange andre borgerlige intellektuelle set som det helt store nationale forræderi, som det deciderede Dolchstoß. Herefter har der ikke længere været nogle gode argumenter for ikke at træde ud af kredsen af Sympathisanten og ind i kredsen af erklærede ideologiske Aktivisten. Nu kan man uden at være det mindste kontroversiel eller blive opfattet som partikammerat i DF, tordne mod alt muslimsk, og ikke kun sekteriske træk ved islam eller islamisme. Nu er det blot et synspunkt blandt mange andre, at man kan kræve al muslimsk identitet ud af den danske offentlighed. Og det kan man naturligvis gøre ved at hævde en gammel territorial nationalisme. Og på linje med den nationalkonservative avantgarde fremføre, at kristen skik i eet og alt har en hævdvunden ret til at gennemsyre og beherske enhver tænkelig del af det danske samfund. For det danske samfund og det danske folks identitet er i sandhed kristen. Som et eksempel på denne glidning fra sympati til decideret ideologisk aktivisme i en kristen offensiv blandt intellektuelle, kan man fremhæve den tidligere biskop i Roskilde Stift, Jan Lindhardt, således som han udtrykker sine synspunkter i erindringsbogen Det skal råbes. Man er således beredt til på linje med DF at være fortællingsleverandør for den kulturelle kamp. Og ikke overraskende giver denne nye radikalisering i kampen et spillerum for teologer og kirkeligt orienterede intellektuelle, som kan hævde deres fagligt-ideologiske ballast med instrumentaliseringen af kristendommen i kulturkampens tjeneste. Det afgørende her er tre våben, således som det fremstilles af mange nationalkonservative kirkefolk. Det første er en fortællingskonstruktion, der går ud på at etablere kristendommen som forudsætningen for Oplysningen og det moderne, demokratiske samfund som en historisk sandhed. Det andet våben er en fortællingskonstruktion, der går ud på at fremstille muslimsk helligskrift som én stor samlet opfordring til vold, og som noget der ikke kan tolkes anderledes. Det tredje våben er en kontekstualisering af disse to modsætninger mellem en human kristendom og en konstitutionel voldelig islam. Man fremstiller således den aktuelle kulturkamp som blot en ny fase i det 1400 år lange krigeriske mellemværende mellem kristendom og islam. Et generelt træk ved kristne nationalkonservative – også Jan Lindhardt – er at pointere, at denne kamp for øjeblikket antager en bestemt karakter, der strækker sig fra kulturkamp over voldsanslag og lavintensiv borgerkrig til deciderede terrorhandlinger. I disse slagudvekslinger er individerne, der handler, bare at betragte som agenter for deres respektive kulturer. De tegner således med deres eventuelle voldshandlinger blot kulturenes potentiale og påkalder derfor med disse handlinger hele deres kultur en kollektiv skyld. Denne forståelse kommer for de kristne nationalkonservative tydeligst til udtryk ved synet på terrorhandlingerne den 11. September 2001. Her opfattes handlingerne som enkeltpersoners, men på vegne af en hel muslimsk kultur i Vesten, og med denne kultur som en hujende, hadefuld sympatisør. Under karikaturkrisen var det naturligvis de manipulerede masser, der afbrændte danske ambassader i de mellemøstlige lande, der i denne optik optrådte som danske muslimers talerør mod den ytringsfrihed, der er en del af den danske identitet – og som er blevet nationaliseret som en naturlig del af den kristne arv. Religionernes sammenstød. Det er den slagmark, man fra DF og deres intellektuelle og den større og større gruppe af Sympathisanten, der konverterer til egentlige Aktivisten, har kunnet udfolde sig på. Og her har man kunnet sætte stadige mere dristige og aggressive fremstød i værk under kristendommens banner. Danske forfattere er næsten alle som een blevet slået med fuldstændig tavshed efter karikaturkrisen. Forfattere og kunstnere hverken skriver eller udtaler sig længere om politik og ideologi, men nu kun om livsfilosofiske emner og livsstil. Venstrefløjen og venstreliberale har under disse nationalkonservative offensiver været på eet langt tilbagetog, idet man ikke har haft noget holdbart svar i de ideologiske kampe. Man har selv været forblindet af venstrekulturalismen, og således været i modstrid med sit oprindelige ideologiske oplysningspolitiske grundlag. Dette paradoksale forhold, der fuldstændig har paralyseret venstrefløjen og venstreliberale, er om ikke blevet artikuleret eksplicit, så dog opfattet af det store flertal af befolkningen. Man er som vidne til slagudvekslingerne mellem de nationalkonservative og venstrefløj og venstreliberale blevet stillet overfor to onder, hvor man i den konkrete situation må vælge det ene. Og her har man foretrukket den nationalkonservative kulturalisme med dens hæmningsløse krav på ubetinget kristen prominens, frem for en venstrekulturalisme, hvis kompromiser med islamistiske rettighedskrav forekommer ubegribelige. Man ser træk i islam, og ikke kun islamisme, som har effekter, der er identiske med racisme; forbuddet mod frafald og mod at gifte sig med ikke-muslimer, det chauvinistiske syn på ”vantro”, ytringsfrihedens underkastelse under religionen, kønsdiskriminationen osv. Og man identificerer disse, som noget der aldrig kan forenes med demokrati, menneskerettigheder og retsstat. Og man ser samtidig en venstrekulturalistisk fløj, der har undveget at konfrontere sig med denne misere. Så i mellem nationalkonservativisme og venstrekulturalisme har det ikke været svært at vælge for den forundrede befolkning. For Jan Lindhardt kommer billedet af den aktuelle konfrontation mellem kristendom og islam til udtryk ved omdrejningspunkterne 11. September og Karikaturkrisen; ”Det er en foruroligende situation, men set i et historisk perspektiv er det ingen ny situation, for det har vekslet mellem fred og krig i kristendommens 1.400 år lange historie med islam”. Og vi befinder os ifølge Jan Lindhardt i en krigstilstand, som har forskellig karakter, alt afhængig af hvor på frontlinjen mellem kristendom og islam vi befinder os i tid og rum. På Balkan har den kamp for 15 år siden haft én karakter. Jan Lindhardt har tidligere udtrykt det sådan, at man måtte have naturlig sympati med ”sine egne”, de kristne serbere, i krigen mod islam i denne konflikt. Det var reelt et politisk valg til fordel for de paramilitære morderbander, som blev sendt imod den bosniske civilbefolkning fra det serbiske indenrigsministerium. Det var en vurdering, der kom til udtryk mens han var biskop, og ikke én der i offentligheden blev vurderet som så kontroversiel, at han blev stillet til ansvar for den. I sin nye bog plæderer Jan Lindhardt for en styrkelse af og en besindelse på den kristne selvforståelse. Vi har været alt for eftergivende. Nu er det Payback time fra dansk side, når det kommer til religionernes plads i det offentlige rum. For en besindelse på vores kristne arv tilsiger os, at vi først og fremmest er lig med vores kultur. Vi, de indskrevne i vores kultur, må indse, at selv om vi alle er mennesker i verden og i Danmark, så er vi først og fremmest en del af en kultur med dens vandmærke på os; ”I Danmark er det udbredt med et særdeles naivt menneskesyn. Vi mener ikke, kultur betyder ret meget, men at det er mennesker, som betyder noget. Vi tror, de muslimske nydanskere tænker ligesom os. Ud fra en kristen tanke om, at alle mennesker er skabt af Gud, er det rigtigt, at verden består af mennesker. Men mennesker lever i kulturer, som er meget forskellige. Det skaber en kulturel naivitet, når man glemmer kulturforskellene … […] … Skraber man lidt i en muslim, vil man se, at religionen fylder og præger hans værdier”. Dette forhold kan vi ikke lyve os bort fra, og skal heller ikke forsøge. Det kommer der bare nogle naive gøglebilleder ud af. Og religionen er nu engang det centrale i vores identitet, og dermed vores tilhørsforhold til hver sin kultur. At forsøge at se bort fra det, og ligefrem som statsministeren, at plædere for at underspille dette ved at tale for mindre religion i det offentlige rum, ”er både plat og naivt” ifølge Jan Lindhardt. Religionerne, kristendom og islam, er som ild og vand. De kan aldrig forenes, og man skal heller ikke vove forsøget med at lade dem mødes i en dialog. Hver deres identitet er så forskellig, at det må og skal ende i konflikt. Derfor – da muslimer nu engang bor i Danmark og er vores medborgere, som vi skal behandle høfligt – så er en fredelig sameksistens det eneste mulige. Men samlivet med islam er en tikkende bombe, hele tiden en mulig religionskrig. Og derfor er det bedst, om vi realiserer en adskillelsens politik, at vi nok arbejder sammen og færdes i samfundets organisationer, men at vi ikke taler sammen eller blander os med hinanden. ”At mødes på midten vil ikke give nogen som helst mening for nogen af parterne”. Et kompromis mellem kulturer og konkrete forhandlinger vil ikke give nogen som helst mening, hverken for islam eller kristendom, men kun føre til at tab af egentlighed og identitet, sådan må man fortolke det. Og således også i sidste instans med individerne. For vi er hver og én en organisk del af noget større. Vi er lig med vores religion og kultur, som vi ikke kan overskride, og hvor indenfor vi kun kan forstå og realisere vores liv. Det kræver ikke den store anstrengelse for at se, at Jan Lindhardt med sin forståelse af religion og kultur indskriver sig i den kulturalisme, hvis idehistoriske aner kan ledes tilbage til det 20. Århundredes begyndelse, formuleret i først amerikansk antropologi og siden udbredt som almindeligt tankegods i FN og i Vesten generelt. Enten i form af en venstrekulturalisme – eller som hos Jan Lindhardt, i en højrekulturalistisk, nationalkonservativ version. For forståelsen af sin egen religion og dennes samliv med andre, er ikke speciel kristelig. Den samme position, som Jan Lindhardt formulerer i sin rene form og uden noget som helst kompromis, har vi mødt hos islamister i Malaysia, beskrevet i vores bog Adskillelsens politik. De formulerer præcist de samme tanker som Jan Lindhardt, når de skal legitimere deres ideer om kulturel segregering i det multikulturelle samfund Malaysia, hvor Jan Lindhardts moralske opfordringer allerede er institutionaliseret i konkrete love. Den aktuelle styrkelse af DF med flere og flere intellektuelle, der taler for kristendommens prominens på alle områder, kan derfor fortolkes som en højrekulturalisme, der opererer mindre og mindre kontroversielt i offentligheden. Samtidig fremstår man i sine ideologiske slag med stor autenticitet, når man er i stand til at instrumentalisere kristendommen i den kulturelle krigsførelse. Og spillerummet er enormt. Slagmarken ligger stadigvæk åben uden nogen nævneværdig ideologisk modstander. De venstrekulturalistiske intellektuelle og især forfattere har udtømt deres lager af ammunition. Dels ved katatoniske gentagelser af moralistiske appeller, der for længst har tabt deres resonans. Dels ved ikke at have svar på de udfordringer af demokrati, menneskerettigheder og retsstat, som kommer fra de samme islamiske og islamistiske dogmer, de ser som deres opgave at forsvare for enhver pris og uden diskussion. Her overfor står de politiske partier som ideologisk bortvisnede, hvor fra der ingen ideer og kraft og refleksion udgår i forhold til den kulturkamp, der har bestemt hver eneste valg siden det såkaldte systemskifte. Jens-Martin Eriksen er sammen med Frederik Stjernfelt forfatter til Adskillelsens Politik. Lindhardt og Ringhof 2008

Kenan Malik: Twenty years on: internalising the fatwa

The disintegration of the left in the 1980s, the abandonment of the politics of universalism in favour of ethnic particularism, the shift from the politics of ideology to the politics of identity, pushed many young, secular Asians towards Islamism as an alternative worldview. This process was fuelled by the growth of multiculturalism as a political policy.

Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt: Kulturalisme er apartheid

I den første uge af november 2008 kunne man læse om to forbrydelser i dagbladet Politiken. Den ene omhandlede en person der blev lynchet til døde fordi hun var sort, den anden blev – og bliver fortsat – forfulgt også pga. sin race. Asha Ibrahim Dhuhulow var en 13-årig pige, som blev stenet til døde i Somalia og den anden, Halima, bliver truet på livet i Danmark fordi hun som sort har formastet sig til at gifte sig med den forkerte mand. Og nu vil De sige til Dem selv, kære læser, at De ikke erindrer at have læst noget om disse dystre raceforbrydelser i Politiken eller noget andet sted. Det er da heller ikke helt sandt, hvad vi påstår. De to personer blev ikke, og bliver ikke, udsat for nogen forbrydelse pga. deres race - men pga. deres køn og deres kultur. Den trettenårige Asha Ibrahim Dhuhulow blev dømt til døden ved en shariadomstol efter hun havde anmeldt en sag om voldtægt, og siden hen stenet til døde på et stadion for at have gjort sig skyldig i hor. Halima bliver truet af sin familie for at have giftet sig med den forkerte, og bl.a. på en blog opfordret til i det mindste at flytte langt væk fra København, hvis hun har sit liv kært. Disse to forbrydelser har klart nok ført til protester og omtale i pressen. Amnesty International har protesteret mod forbrydelsen mod Asha Ibrahim Dhuhulow, og sagen om Halima er rejst af nærværende dagblad, og i en leder har Tøger Seidenfaden opfordret hver og én til at hjælpe Halima. Alligevel virker det som om verden er sært magtesløs. Somalia er meget langt væk, og det er usikkert hvem der i det hele taget har magten i det område, hvor forbrydelsen har fundet sted. Alligevel har ingen muslimske organisationer, i hvis religions navn forbrydelsen er sket og som dermed har skændet islam, fundet det umagen værd at protestere imod den. I Danmark skulle det gerne være sådan, at lovgivning og håndhævelse af lovene er en myndighedsopgave, men alligevel opfordres den enkelte borger til at træde til for Halimas sikkerhed. Det er selvfølgelig sympatisk ment af lederskribenten, men alligevel sært forsagt. For er det almindeligt i en demokratisk retsstat, at det er de enkelte borgere, der skal tage det ansvar på sig at hjælpe mennesker i fare for forbryderiske voldsmænd? Man skulle mene, det var statsmagtens opgave, den eneste lovlige suverænitetskilde, hvorfra love og håndhævelse og magtudøvelse legitimt kan udgå. Seidenfaden nævner selv i sin leder, at politiet har registret ikke mindre end 300 lignende forbrydelser i dette land i det seneste år, siden man er begyndt at opregne denne art af lovovertrædelser mod personers liv. Det giver anledning til at formode, at der er såkaldt alternative suverænitetskilder, der i modstrid med landets myndigheder vil håndhæve deres egne love og regler. Men vi enkelte borgere kan vel næppe hver især, ved egen kraft og anstrengelse, tage vare på at forhindre disse forbrydelser? Det vil hurtigt ende i et uoverskueligt anarki og næppe tjene nogen god sag. Og ofrene kan heller ikke være tjent med denne løsning, der selvfølgelig ikke er nogen løsning, men mere et udtryk for Seidenfadens tøven ved at tænke sin foruroligede leders politiske konklusioner helt og klart igennem. Men der er også andet og mere på spil i hans tekst end et opgør med individuelle menneskers forbrydelser og deres mangeartede og uudredelige illegitime interesser. Var der kun tale om det, ville det være almindelige kriminalsager, relevante for politiets efterforskning. Men Tøger Seidenfaden er med sin leder ude i et begyndende opgør med noget meget større og mere politisk kompliceret, nemlig i en reel anfægtelse af det såkaldte hårde kulturbegreb. Dette har i alt for mange år fået lov til helt uerkendt at forblive uantastet af især venstreliberale, og dets dramatiske effekter er enten blevet afvist med at forbrydelser, der har været afledt af det blot skulle ses som almindelige, individuelle kriminalsager. Eller man har i det omfang, hvor det ikke har kunnet afvises at være i spil, plæderet for, at nogle særlige regler har måttet gælde for at indrømme en kultur en særlig ret. For det var jo en kultur, det gjaldt, og en sådan kunne man ikke bare overhøre kravene fra. Denne tankefigur har længe været kurant fra det helt små til det meget alvorlige. Således har det også ligget i kortene i den almindelige meningsdannelse på venstrefløjen, at truslerne mod ikke bare tegneren Kurt Westergaard men også de andre tegnere til Jyllands-Postens stunt på en måde selv har været ude om det, når de har måttet tage konsekvensen af deres provokationer og efter trusler måtte leve i skjul og under dække. For antastede man en særlig kulturs prominens på bestemte områder – her ytringsfriheden - hvor den var i færd med at vinde hævd for hvad man kunne tillade sig at sige om den og dens dogmer, så begav man sig også ud i et anarkistisk spil med udfordring af alternative suverænitetskilder, fra imamer til voldsceller. Og dem har man i offentligheden ikke entydigt set sig i stand til at tage et opgør med én gang for alle. Det hedder også, at man begyndte at gradbøje. Talefiguren er kendt som ”Ytringsfrihed, MEN …”. For en naiv betragtning skulle man egentlig tro, at det var en enkel sag at argumentere imod en sådan anarkistisk ”retspluralisme”, hvor forskellige individer kun kan agere i deres liv afhængig af hvilken kulturel gruppe de tilhører. Men det er ingenlunde tilfældet. Sagen er mere kompliceret. Det hårde kulturbegreb har uafvidende sat sig igennem, især på venstrefløjen og blandt venstreliberale, når det drejer sig om at undvige dets dramatiske effekter i forhold til islamismens og nogle af islams dogmer, der står i et uforeneligt modsætningsforhold til menneskerettighederne. Det kan de omtalte tegnere tale med om, hvis de kunne komme til det for truslerne, og det kan dagbladet Politikens egne tegnehold Wulffmorgenthaler tale med om - hvis de kunne. Og det kunne mange anonyme tale med om, som politiet først for et år siden er begyndt at registrere som ofre for æresforbrydelser – hvis de kunne. Det hårde kulturbegreb virker i kort begreb på den måde, at de enkelte kulturer – eller religioner – kræver eller tilskrives en særlig ophøjethed, der har krav på at blive beskyttet på linje med individer, som vi kender det fra menneskerettighederne. Det kan af og til ende i komiske bataljer, som dem der for øjeblikket udspilles i FNs menneskerettighedsråd, hvor en stærk gruppe af islamiske lande forstår begrebet religionsfrihed på den måde, at religionerne – læs: islam – skal kunne friholdes fra enhver kritik. Man siger ganske vist diffamering, men enhver kritik kan altid kaldes for diffamering, hån. Man må fx således ikke kritisere apostasiforbuddet, som forbyder enhver muslim af frafalde islam til fordel for en anden religion eller ingen religion - eller i det hele taget forholde sig kritisk til shariah og det religiøse præsteskab. Disse emner er det simpelt hen ikke længere muligt at diskutere ifølge FNs menneskerettighedsråd. Som man kan se, vil en sådan beskyttelse stå i modsætning til selve menneskerettighedernes art. 18, der omhandler individets ret til religionsfrihed og til at skifte og frafalde religion. Men det ser man imidlertid nu stort på i FNs menneskerettighedsråd, og den blotte påpegning af dette modsætningsforhold i nævnte råd bliver – anset for at være en diffamering af religion, læs islam. Det hårde kulturbegreb virker imidlertid på utallige andre områder, selvom apostasiforbuddet i islam er alle problemers moder, der gentager sig i mange afskygninger, ikke kun i ytringsfrihedsspørgsmålet, men også i forhold til at gifte sig udenfor religionen, familie- og arveretlige spørgsmål, i forhold til hvordan man i det hele taget vil vælge at leve sit liv. Når vi i vores bog Adskillelsens politik, der argumenterer for menneskerettighederne og imod den apartheid, som den blinde accept og virkningen af det hårde kulturbegreb har som effekt, så havde vi egentlig mest forventet at få de folk på nakken, venstrefløjen og venstreliberale, som vi hævder i alt for lang tid har ladet sig forblinde af det hårde kulturbegreb - kulturalismen. Men dette har dog glædeligt nok ikke været tilfældet. Talsmændene for ”tonen” og ”Ytringsfrihed MEN” har ikke ladet høre fra sig. Måske er man ved at komme til besindelse? Det er faktisk også det, bogen lægger op til. For udover, at det hårde kulturbegreb, der fængsler individerne i deres kultur, er rædselsfuldt i sig selv, og på mange måder indebærer en ny form for racisme, hvor racebegrebet bliver erstattet af kulturbegrebet, så har det også haft helt ødelæggende virkninger for den venstrefløj, der på ottende år er ude i en udsigtsløs politisk ørkenvandring. For ved hvert folketingsvalg siden 2001 har den reelle flertalsregering, som vi har i Danmark, været i stand til at spille kulturkortet, som ingen fra oppositionen har haft noget svar på, da man endnu ikke har villet erkende, at man lader sig forblinde af det hårde kulturbegreb – kulturalismen. Dens ageren under Muhammedkrisen udgjorde naturligvis højdepunktet af tragisk komik, da man ikke konsekvent ville forsvare ytringsfriheden mod de islamistiske anslag. Man kan mistænke den anden kulturalistiske fløj, de kristne, nationalkonservative omkring Dansk Folkeparti for at spekulere i en elendighedsteori med venstrefløjens nyttige idioti. Dette giver sig udtryk i, at man ved enhver given lejlighed helt uproblematisk tordner mod alt, der er muslimsk, og ikke kun sekteriske træk ved islam eller islamisme. Det være sig kritik af, at der er for meget islam i radioen, i det offentlige rum, hvor som helst. Det er umuligt at få anlagt en muslimsk begravelsesplads, det er umuligt at få bygget moskeer osv. – der er måske alt for mange muslimer i det hele taget? Muslimsk helligskrift er én stor samlet opfordring til vold osv. og kan ikke tolkes anderledes. Men med kristen helligskrift forholder det sig naturligvis helt anderledes. Det er den fineste af verden, i hvert fald uovertruffen i sin opfordring til fred og fordragelighed, og islam langt overlegen. Den bane har man kunnet spille på, selvfølgelig vel vidende, at det store flertal mellem de to onder trods alt vil foretrække den kristne, nationalkonservative selvfedme overfor en version af islam, der endnu ikke har været igennem Oplysningens civiliserende proces, og hvor man ikke har givet afkald på de træk i islam, som aldrig kan forenes med demokrati, menneskerettigheder og retsstat. Og man har fra Dansk Folkeparti og intellektuelle der støtter holdninger dette parti står for, belejligt været i besiddelse af en venstrefløj, der har undveget at konfrontere sig med denne misere. Nu er der imidlertid også kulturalisme på højrefløjen – her foreligger den som nationalisme, der ligesom multikulturalismen på den modsatte fløj mener, at individet helt igennem er bestemt af sin kultur og kun kan realisere sig selv inden for dens rammer – og nøjagtig som multikulturalisterne har et speget forhold til menneskerettighederne. Ifølge denne analyse er de to fjender, multikulturalister og nationalister, varianter af et og samme problem. Det bryder ingen af dem sig om at høre. Det er naturligvis aldrig rart at blive anbragt i samme kasse som sine yndlingsfjender. Det kender vi fra Hannah Arendts begreb om totalitarisme, der fremhævede lighederne mellem kommunisme og nazisme – hvilket naturligvis fik kommunisterne helt op i det røde felt. De brød sig ikke om at få deres eget samfundssystems ligheder med nazismen afsløret. Noget tilsvarende gælder begrebet om kulturalisme – der ser beslægtede problemer mellem kulturdyrkerne på begge politiske fløje. Derfor er vi da også fuld af forståelse overfor disse nationalkonservative og kristne patrioter, når de i stimer angriber vores bog, som Søren Krarup i Politiken, Mads Qvortrup i Information, Søren E. Jensen i Berlingske Tidende og i prædikenen i sin kirke, Henrik Jensen i Kristeligt Dagblad og Katrine Winkel Holm i Berlingske Tidende og i det højkirkelige Reformatio, fordi vi kritiserer de miserable, menneskerettighedsfjendske træk i en muslimsk version – men ikke islam som sådan – og tillige hævder, at grunden til, at vi kan leve med religioner i et samfund, og at flere religioner kan leve sammen i vores samfund, ikke skyldes kristendommens særlige fortjeneste, men det forhold at kristendommen har været igennem Oplysningens civilisering. Vi er nået en tilstand af nogenlunde fordragelighed, fordi den vestlige kristendom er blevet oplyst og gennemgående har accepteret demokrati og individuelle rettigheder. Men kigger vi udover Europa, er det ikke alle steder den kristne kirke har forstået det entydige fredsbudskab, som vore nationalkonservative mener er at læse i helligskrifterne. Det er således ikke mere end godt en halv snes år siden den serbiske kirkes klerikale fædre velsignede de bevæbnede kriminelle bander inden de begik deres massakrer mod muslimske civile i Bosnien i den serbiske etniske udrensning. Hvis der på den tid var nogen uenighed om den rette fortolkning af evangeliet, så hørte vi det ikke fra Katrine Winkel Holm, Søren Krarup eller nogen andre kristne patrioter i den forbindelse. Man kan spørge sig selv hvorfor. Selv om vi på sæt og vis er fuld af forståelse for disse højrenationales angreb på vores bog, så overrasker deres aggressivitet også lidt. Vi havde ikke forudset, at de havde deres kulturalistiske historieforfalskning så kær, da de krav der har været kæmpet igennem i Danmark af den til enhver tid værende venstrefløj: fra partiet Venstre i slutningen af 1800-tallet, fra århundredskiftet af arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet og senere efter Den Anden Verdenskrig af det nye venstre, så angivelig skulle tilskrives den kristne helligskrift, som de kun lidet har med af skaffe. Kristenheden ophørte først med at være en menneskerettighedsfjendsk molok da kirken fik svækket sin magt med ophøret af enevælden af Guds nåde. Men vi er fuld af forståelse for de kristen-nationales foruroligelse over, at venstrefløjen skal komme til besindelse og igen vedgå sin arv fra Oplysningen og komme ud af kulturalismens forblindelse, sådan som vi taler for i vores bog. For så er banen ikke længere højrekulturalisternes, og de vil ikke længere uden modstand kunne hævde deres særlige religions prominens. Så vil der foreligge en ny scenografi, hvor tilhængerne af Oplysning, demokrati og menneskerettigheder på begge fløje, både blandt borgerlige og på venstrefløjen, kan sætte dagsordenen – snarere end dyrkerne af kulturerne, af deres adskillelse og indbyrdes kamp.

Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt: Kulturalismernes onde vekselsang

VENSTRE- OG HØJREKULTURALISME Kontroversen om multikulturalisme har ændret de politiske fronter. Det synes som om venstrefløjen forsvarer respekten for mindretalskulturer – medens højrefløjen, især Dansk Folkeparti, står vagt om majoritetskulturen, den nationale kultur. Men er disse frontlinjer reelle? Er de to fronter virkelig så forskellige? Eller udgør de bare to varianter af en og samme måde at forstå kultur på? Den aktuelle kulturalisme, hvor kulturen bliver det politiske programpunkt par excellence, hvor kulturen bliver til den politiske ideologi, trives i både venstre- og højrefløjsversioner. Hvad angår multikulturalismen, er venstrefløjsversionerne nok de mest kendte, både i radikale, antidemokratiske varianter og forskellige mere demokrativenlige, der forestiller sig et kompromis mellem multikulturalisme og (social)liberale forestillinger – men multikulturalismen kan også foreligge i versioner, der explicit hører til på det yderste højre, såsom de franske ideer om “etnopluralisme”, den ide, at kulturerne har ret til autonomi på hvert sit territorium. Denne holdning udmønter sig i politiske konklusioner, der går ud på, at enten må indvandrere lade sig restløst assimilere, med alt til faget hørende fra religion til kogekunst eller rejse tilbage til deres oprindelige hjemlande (idet man foregiver, at der for alle findes nogle sådanne). Kulturalismen har et helt sæt kategorier tilfælles med nationalismen - ja, reelt udgør nationalismen en undervariant af kulturalismen, den undervariant hvor enkeltkulturen er statsbærende. Det er derfor heller ikke overraskende, at den aktuelle nationalistiske renæssance i europæisk politik i stort omfang benytter sig af kulturalistisk tankestof. På den hjemlige scene er Dansk Folkeparti det oplagte exempel med sin genoptagelse af dansk nationalistisk stof fra 1800- og det tidlige 1900-tal, men også med sine radikale anti-oplysningspositioner. Søren Krarup og Jesper Langballe har ikke ladet nogen i tvivl om at oplysningstiden har været menneskets mørkeste periode, og de har igen og igen kritiseret menneskerettighedernes universalisme som en fatal og hovmodig erstatningsreligion. Efter Muhammed-krisen har partiet haft strategisk behov for at slutte sig til forsvarerne for ytringsfriheden imod de islamistiske anslag. Og uanset hvad man kan gisne om motiverne for denne 180-graders drejning til fordel for en af de mest basale menneskerettigheder, så kan man konstatere, at denne ændring kun var mulig ved at partiet omdøbte ytringsfriheden til en "dansk værdi", som om den var et påfund på linje med Holger Danske, kolonihaver og rødgrød. Dette er naturligvis galopperende kulturalistisk historieforfalskning - ytringsfriheden er ikke nogen dansk opfindelse, men noget, som liberalt og demokratisk tænkende kræfter under store anstrengelser og omkostninger fik kæmpet igennem imod den danske enevælde og den danske statskirke, indtil den blev formaliseret i junigrundloven. Ytringsfriheden har naturligvis sin baggrund i internationale oplysningsbevægelser i Holland, England, Frankrig, Skotland og USA og er et stykke internationalt importgods af første rang. Et aktuelt problem i dansk - og også dele af international - politik er derfor, at der er kulturalisme på begge sider. På venstrefløjen hører vi det kulturalistiske kampråb om anerkendelse af de mest antimoderne og uspiselige kulturelle praksisser - på højrefløjen hører vi kampråbet om danskhed og om genopvækkelsen af den mest antimoderne og uspiselige danske nationalisme. At disse to kulturalismer er naturlige fjender, selv om de bygger på samme forløjede begrebsapparat, bør ikke undre nogen. Fransk og tysk nationalisme var i hundrede år hinandens hovedmodstandere, selv om de oftest trak på nøjagtig samme idehistoriske arv. Den ene kulturalisme er den andens naturlige fjende, netop fordi kulturalismer naturligt er partikularismer og kårer hver deres udvalgte folk - og alle folk kan jo ikke være lige udvalgte. Men denne kulturalismernes ondartede og højrøstede vekselsang, hvor venstrekulturalismens styrkelse skræmmer flere vælgere til højrekulturalismen og vice versa, bør ikke forlede nogen til at tro, at venstre- og højrekulturalismen reelt er dagens politiske hovedmodsætning. Den går tværtimod mellem Oplysning og Kulturalisme - mellem demokrati, politisk liberalisme, menneskerettigheder, universalisme, oplysning på den ene side og den mørke hævdelse af kultur, tradition, autenticitet, den konservative anerkendelse af det særegne, individets skæbnebinding til kulturen på den anden side. Derfor er der to former for islamkritik, der ofte kan lyde beslægtet, men som ikke må forveksles. Den ene kritiserer islam som sådan, fordi det er en fremmed religion, der er uforligelig med danskhed og med danske værdier og dansk tradition. Det er den ene kulturalismes kritik af den anden, det er Holger Danske imod Muhammed, det er den ene mytologiske skikkelse i skæbnekamp med den anden. Men den anden kritik angriber islamisme, ikke fordi den er udansk, men fordi det er en totalitær politisk ideologi, beslægtet med mellemkrigstidens europæiske totalitarismer. Denne kritik er en oplyst kritik af en politisk bevægelse vendt imod det åbne samfund og demokratiske grundprincipper. Denne kritik retter sig derfor ikke mod islam som sådan, den fokuserer derimod på ideologiske, politiske og sociale barrierer, der afskærer individet fra dets rettigheder. Hvorvidt disse barrierer har baggrund i kulturelle, politiske, religiøse eller andre dogmer er for så vidt irrelevant. Der er næppe nogen vigtigere opgave i aktuel politik og politisk filosofi end at gennemtænke, udvikle og raffinere oplysningens universalisme og med størst mulig kraft vende sig imod både højre- og venstrefløjens grasserende kulturalismer og deres slavebinding af individet til dets "kultur". Et blik på venstrekulturalismens kritik af højrekulturalismen giver et indtryk af, hvor langt denne del af venstrefløjen har fjernet sig fra sit udgangspunkt i Oplysningen og hvor lidt man egentlig ved om sine politiske modstandere i den kamp, der har udfoldet sig de seneste årtier, hvor kulturspørgsmålet er kommet på dagsordenen og efterhånden har afløst den tidligere uenighed om divergerende politiske utopier eller eskatologier. Vi anvender her benævnelsen "venstrekulturalisme" for de politiske kræfter, der opfatter sig som de nominelle humanistiske forsvarere for islamistiske regler og dogmer i Danmark, ganske enkelt som noget deskriptivt fordi man selv opfatter sig som venstrefløj; disse kræfter kan man møde i Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet - og på dette område ikke mindst Det radikale Venstre. "Højrekulturalismen" udgøres i sin reneste form af Dansk Folkeparti. De øvrige borgerlige partier flakker tvivlrådigt om mellem nogle gange en egentlig oplysningskritik af islamismen, som fx når statsministeren fuldstændig korrekt støtter Jyllands-Posten i den internationale kamp for avisens ret til at karikere skurrile politiske ideer. Andre gange synes man, som integrationsministeren, at lade sig forblinde af venstrekulturalismen i symbolpolitikken, som når man ikke vil erkende den politiske kontekst islamistiske tegn som tørklædet indgår i, men bare abstrakt betragter det som 30 gram tekstil, og andre gange forvikler man sig ind i højrekulturalismen (stort set alle borgerlige politikere), som når man ikke vil indse den danske stats symbolpolitiske tilkendegivelse af at være en religiøs, kristen nation med en kirke bundet til staten og sammenvævet med statens bureaukrati. Som om det ikke var nok, at de der reelt er kristne kalder sig ved det de er og organiserer sig i deres egne menigheder. At tage hele nationen som pant, både de der tilbeder helt andre guder og de der ingen gud tilbeder anses i denne optik for at være helt i orden, for her fremholder højrefløjskulturalismen den interne restriktion overfor kulturens og nationens medlemmer, som islamistiske kræfter andre steder holder i hævd overfor muslimer. At alle individer indenfor kulturen ifølge denne optik må affinde sig med at tilhøre de troendes samfund, uanset om de vil eller ej anses for helt i orden. Lad os se på hvilken opgave venstrekulturalismen står overfor og på de to kulturalismers gensidige blindhed overfor hinandens ligheder. Egentlig er det bemærkelsesværdigt, at venstrekulturalismen, siden den tabte den politiske magt i 2001 endnu ikke har kunnet fremkomme med en analyse af hvilken angivelig modstander den står overfor, Dansk Folkeparti. Det synes som om man mange år efter sit nederlag endnu ikke er kommet ud af stedet, og stadig baserer sine forestillinger om det man i egen selvforståelse kun vil kalde højrefløjen på, at denne er "racistisk", samt at de vælgere, som højrefløjen har været i stand til at mobilisere i større eller mindre omfang er enten "racistiske" eller lider af andre psykologiske defekter, så som det til den politiske kamp opfundne begreb "islamofobi". Den politiske analyse synes på en måde at være overtaget af en noget sløset socialpsykologisk diagnostik i form af en populariseret og vulgariseret udgave af tressernes kolonialismeteorier, bl.a. med støtte i Frantz Fanon og hans epokegørende Fordømte her på Jorden, der behandler kolonialismens socialpsykologiske perspektiver. Dette giver sig naturligt nok udtryk i, at man indenfor dette begrænsede udsyn igen og igen beskylder højrekulturalismen for den entydigt stigmatiserende racisme. Og efterhånden har dette politiske spil fået sin egen komiske dramaturgi, hvor man hvert år, når Dansk Folkeparti holder sit årsmåde, trofast afventer at en galning skal tale over sig og hælde al sin uforfalskede racistiske galde ud over den forventningsfulde offentlighed. Og man går sjældent forgæves, det synes som om det er en årligt tilbagevendende begivenhed. Racismehypotesen er dermed endnu engang bevist for venstrefløjen, og beviset taler for sig selv - højrefløjen er racistisk og regeringen baserer sig på et racistisk parti. Men indenfor et døgn ændres situationen; galningen ekskluderes uden videre eller bliver bedt om selv at melde sig ud. Således forsmået med et nu forældet anklageskrift, bare i løbet af et enkelt døgn, er der så ikke andet at anklage Dansk Folkeparti for, end at det er "topstyret". Dog hører denne anklage imidlertid ind under den politiske polemiks almindelige arsenal af generaliserende beskyldninger, som fortoner sig lige så hurtigt som den er rejst. I foråret 2008 udtalte en af partilderens løjtnanter, Kristian Thulesen Dahl på forespørgsel, at partiet på visse stræk er "antimuslimsk". Den udtalelse trak han imidlertid i sig igen efter nogle timer, sandsynligvis fordi den var uklar og mulig at tyde som udtryk for racisme? Betyder "antimuslimsk", at partiet er imod muslimer ud fra den illusion, at der findes en 'homo islamicus' som en racekategori eller er det imod alt muslimsk i enhver henseende som kultur? Her berører vi højrekulturalismens egen begrebsforvirring, men der er næppe tvivl om at Thulesen Dahl trak sit udsagn fordi det kunne tolkes som racisme. At partiet derimod er "antimuslimsk" i betydningen imod al muslimsk kultur kan der ikke herske tvivl om: det er hele partiets raison d'être og grund til at eksistere. Man kan spørge sig selv hvorfor venstrefløjen ikke i stedet er i stand til at analysere sig frem til, hvad Dansk Folkeparti egentlig står for og sætte en offensiv ind mod de holdninger, der reelt har noget på sig. For racismebeskyldningen er forfejlet. Den er snarere det politiske udtryk fra en talentløs opposition, som ikke forstår sin modstander, fordi den heller ikke forstår sig selv. For miséren er, at skal man analysere Dansk Folkeparti må det blive i lyset af en kulturalistisk selvforståelse, en begribelse af, at partiet ser sig selv som bærer af en historisk identitet og kulturarv, som man ubesmittet af sin egen samtid aggressivt og ureflekteret hævder eksklusivt på alle de områder man overhovedet kan komme i tanke om. I denne kamp må alt andet vige eller lade sig assimilere. Den syriske filosof Aziz Al-Azmeh peger i sin bog Islams and Modernities på, at differentialisme, som er et mere generaliseret begreb for racisme, har undergået en såkaldt "de-racialisering". I dens diskurs anvendes "race" ikke længere som en gyldig legitimation, kun kulturalismeargumentet står tilbage. I Danmark fremtræder Dansk Folkeparti som et kulturalistisk parti, hvis identitetsbærende holdninger er udtryk for en moderne differentialisme, ikke en entydigt stigmatiseret og social marginaliseret racisme. En sådan har ikke længere nogen elite og repræsenteres ikke af andre end radikale tabere uden politisk betydning. Dansk Folkeparti er derimod etnopluralismens sande kulturalistiske repræsentant i Danmark. Men hvorfor er venstrefløjen ikke i stand til at diagnosticere kulturalismen hos sin politiske modstander og sætte en offensiv ind mod de holdninger, som partiet reelt står for? Det skyldes ganske logisk - og egentlig også ganske enkelt - at man selv har forvildet sig bort fra sit grundlag i Oplysningen og ind i en venstrekulturalisme, at man med andre ord lider af nøjagtig samme politiske syge som sin reelt homologe modstander: man er selv kulturalistisk. Og dette sætter naturligvis, bevidst eller ubevidst, sine grænser for hvor dristig man kan være i sin analyse af den modstanders selvforståelse, som man vil bekæmpe. For først og fremmest må man komme overens med forståelsen af den kulturalisme, som man deler før man kan begynde at kere sig om forskellene. Begge kulturalismer hylder kulturenes forskelle, deres immunitet og deres beskyttede og garanterede identitet, i en verden i bevægelse, interaktion og forandring, hvor kulturenes individer vandrer fra kontinent til kontinent. Højre- og venstrekulturalisterne hævder blot disse beskyttende, museale foranstaltninger under forskellige former; venstrekulturalisterne hævder dem i forhold til, at de forskellige separate, segregerede kulturer skal kunne trives på det samme territorium, i den samme stat, hvor der reelt - formelt eller uformelt - oprettes forskellige formelle eller uformelle jurisdiktioner for individer, afhængigt af hvilken kulturel gruppe de er født ind i. Individet er i denne optik uudredeligt bundet til sin kultur, og individer i religiøse mindretalskulturer må leve på kulturenes nåde og barmhjertighed berøvet deres menneskerettigheder og det øvrige samfunds bevågenhed og beskyttelse. Højrekulturalisterne hævder de samme beskyttelsesforanstaltninger og musealiseringer af kulturerne, men på hvert sit territorium. Her i Danmark må vi musealisere kulturen efter den tradition vi har opfundet til dette formål, nemlig i den optik vi ser Danmark i fra 1800- tallet og op til midten af 1900-tallet. Mindretallenes individer må enten restløst assimilere sig i versionen af denne kultur eller rejse tilbage til deres egne eller deres forfædres oprindelige hjemlande. Man kan tænke på den mærkværdigt oversete enighed mellem to kontroversielle skikkelser i dansk politik: Asmaa Abdol-Hamid og Søren Krarup - begge er missionerende monoteister, begge er skeptiske over for homosexuelles rettigheder og begge er ikke fremmede over for dødsstraf. Man sidder indimellem tilbage med det indtryk, at ingen af dem synes at spille rent ud med, hvad de dybest set går ind for som deres respektive politiske mål - hvor omfattende en politisk rolle deres to "kulturer" skal ende med at spille. De to kunne uden videre have været gode politiske kolleger i et kulturalistisk folkeparti - hvis ikke de lige tilhørte hver sin "kultur". En vigtig og ofte overset effekt af kulturalismernes indmarch i aktuel politik er, at sociale grupper, der før orienterede sig efter interesser, nu i stigende omfang orienterer sig efter "kultur". Det splitter naturligvis disse grupper op. Som den britiske filosof Brian Barry skriver i Culture and Equality: "Den mangfoldiggørelse af særinteresser, der fostres af multikulturalismen [...] støtter en 'del-og-hersk'-politik, der kun kan gavne dem, der har mest ud af status quo. Der er ingen bedre måde at affeje mareridtet om samlet politisk aktion fra de økonomisk dårligt stillede, der kunne give sig udtryk i fælles krav, end at sætte forskellige grupper dårligt stillede op imod hinanden. At aflede opmærksomheden fra fælles problemer såsom arbejdsløshed, fattigdom, boligproblemer og dårlig offentlig service er åbenlyst et langsigtet anti-egalitært mål. Alt der understreger det partikulære i den enkelte gruppes problemer fremfor fokus på de problemer, de har til fælles med andre, er derfor velkomment." Kan dårligt stillede grupper bringes til at gå mere op i religion, kultur og identitet, splittes de og fjerner fokus fra virkelige politiske problemer. Den aktuelle konfiguration i dansk politik, hvor mange dårligt stillede danskere støtter den kulturalistiske højrefløj (i et omfang så mere end 50% af arbejderstemmerne nu går til VKO-blokken), medens indvandrere og multikulturalister samler sig på venstrefløjen er et slående exempel på denne effekt og udgør sandsynligvis en af de strukturelle hovedgrunde til den dybe krise i Socialdemokratiet, hvis kernevælgere nu fordeler sig efter kulturalisme i stedet for efter interesse. De borgerlige partiers afhængighed af højrefløjs-kulturalismen I DF er naturligvis spejlingen af dette forhold. Spørgsmålet må melde sig, hvor længe både venstrefløj og borgerlige partier har tænkt sig at lade sig lede af kulturalismens forblindelse? Uddrag fra "Adskillelsens politik", tidligere publiceret i Politiken, den 17. september 2008

Tidslinje: anslag mod ytringsfriheden

Det religiøse pres mod ytrings- og religionsfrihed – anskuet kronologisk. En tidslinje i Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelts bog, ”Adskillelsens politik” angiver de vigtigste begivenheder i det voksende religiøse pres mod ytrings- og religionsfriheden fra omkring 1985 og til den 19. Juni 2008, da der var deadline for bogens redaktion. Det religiøse pres overholder imidlertid ikke nogen deadline i angrebene på ytringsfriheden. Vi dokumenterer her anslagene efter denne dato. ”Vi har imidlertid heller ikke ment, at sagen i første række angik ytringsfriheden. (...) ansvaret for, at sagen er løbet løbsk, påhviler først og fremmest statsministeren.” Politikens leder 3/2 2006 "If freedom of speech means anything at all, it is the freedom to say things that people do not want to hear." George Orwell 24/6 2008 Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC) siger i dag i en udtalelse, at Vestre Landsrets frifindelse af Jyllands-Posten for tegningerne af Muhammed kan fremelske had til muslimer og fremme "islamofobi". "Den danske afgørelse kom som en overraskelse for OIC på et tidspunkt, hvor alle vestlige regeringer, herunder USA, har fremsat kategoriske erklæringer, som afviser enhver forbindelse mellem islam og terrorisme", hedder det i erklæringen fra OIC. (Ritzau) 25/6 2008 Den danske ambassadør kræves smidt ud af Jordan. Ali al-Dalaeen, formand for kulturudvalget i parlamentets underhus, hævder, at den den danske og hollandske ambassadør har kontaktet lokale importører af danske og hollandske varer for at overtale dem til at fortsætte importen ved hjælp af bagvaskelse og løgn og dermed truer Jordan med at løbe tør for mad. Ud over parlamentsarbejdet er al-Dalaeen også medlem af styregruppen i den jordanske boykotkampagne Profeten Forener Os. (Politiken) 30/6 2008 Norske diplomater i Indien frygter et angreb på landets ambassade i New Delhi. Ifølge indiske politikilder har ambassaden bedt politiet om at øge sikkerheden, skriver avisen Express India. Truslerne kommer fra yderliggående islamister og har baggrund i Muhammed-tegningerne. (Ritzau) Den hollandske politiker Geert Wilders slipper for et blive retsforfulgt for at opildne til had mod muslimer. Det konkluderer Amsterdams chefanklger, Leo de Wit, der har set nærmere på Wilders' omstridte film Fitna og på hans kommentarer om islam og muslimer. I forbindelse med offentliggørelsen kaldte Wilders koranen for »facistisk« og opfordrede til, at ingen muslimer længere skulle have lov at rejse ind i landet. Det Nationale Marokkanske Råd vil nu på egen hånd forsøge at rejse en sag om ærekrænkelse ved en hollandsk domstol. Formanden, Mohamed Rabbae, er imod kritik af islam. "Islam er en væsentlig del af muslimernes identitet. Så hvis man angriber islam, så er det for os det samme, som at man angriber og diskriminerer muslimer." (Politiken) 1/7 2008 Muslimske protester vender sig imod et gratispostkort udsendt af politiet i Tayside, Skotland, med henblik på at bekendtgøre politistyrkens nye telefonnummer. Kortet viser telefonnummeret, en gul telefon og en politikasket. På sidstnævnte sidder politihundehvalpen "Rebel", en sort tysk hyrdehund. Lokale muslimer protesterer over at kortet afbilder et urent dyr, og muslimske butiksejere nægter at have kortet i butikken. En talsmand for politiet i Tayside udtaler: "Vi søgte ikke råd hos korpsets diversitetsrådgiver før vi trykte og uddelte postkortene. Det var en fejl, og vi undskylder for al krænkelse, det har forårsaget." (Daily Mail) Den hollandske politiker Geert Wilders planlægger at lave en efterfølger til filmen Fitna. 2/7 2008 Irans parlament behandler et lovforslag, der vil kriminalisere opfordringer til korruption, prostitution og apostasi på internettet. Disse forbrydelser skal straffes med døden. (AFP) Højesteret afsiger den kendelse, at byrettens og landsrettens prøvelse af frihedsberøvelsen af de to tunesere mistænkt for attentatplaner på Kurt Westergaard ikke har levet op til de krav, der må stilles til den domstolskontrol, der skal foretages. Højesteret har derfor ophævet byrettens og landsrettens kendelser om frihedsberøvelse og hjemvist sagerne til byretten med henblik på, at den fornødne domstolsprøvelse kan ske. Højesterets afgørelser betyder ikke, at de to tunesere løslades. Om PETs vurdering af, at de varetægtsfængslede i sagen om mordplanerne mod Kurt Westergaard er til fare for statens sikkerhed finder Højesteret, at drab på en person for at have tegnet en af disse tegninger må anses for et forsøg på at skræmme befolkningen, begrænse ytringsfriheden og hindre den offentlige debat. På denne baggrund kan en person, der planlægger et sådant drab, med rette anses for en fare for statens sikkerhed, jf. udlændingelovens § 25, nr. 1, og § 45 b, stk. 1. Der kan derfor ikke gives personen B medhold i hans påstand om, at en person, som mistænkes for en sådan handling, ikke kan anses for en fare for statens sikkerhed. (Højesteret) 3/7 2008 Sangerinden Talatu Mai-Gurmi idømmes to måneders fængsel eller en bøde på 5000 N af en shariadomstol i delstaten Bauchi i Nigeria. Hun har overtrådt sharia ved at synge ved en koncert. (News Agency of Nigeria) Lord Phillips of Worth Matravers, der som Lord Chief Justice er indehaver af Storbritanniens højeste dommerembede, støtter ærkebiskoppen af Canterburys krav om at britiske muslimer skal have et separat sharia-retssystem for finansielle og ægteskabelige sager. Straffe og sanktioner skal dog fastlægges ved almindelige domstole. (Telegraph) Den muslimske rådgiver og kandidat for det britisk Labour-parti Hasina Kahn er udsat for en kampagne fra mandlige islamister, fordi hun er kvinde. Hun udsættes for telefontrusler, truende graffiti og verbale overfald og må holde sig væk fra bestemte gader. Hun siger selv: "It is just a few members of the community who think I should be at home with a veil over my face ..." (Times Online) 4/7 2008 To mænd, Rachid Mohammed Seghir og Jamal Dahmani, idømmes i Algeriet seks måneders betinget fængsel og hver 1000 Euro i bøde for at have konverteret til kristendommen. De to er tidligere blevet idømt fængselsstraf og bøde. Dette sker med henvisning til en lov af 28. februar 2006 mod illegalt at antage og udøve en ikke-muslimsk trosretning, og som kan give indtil fem års fængsel og op til 10.000 Euro i bøde. Loven er indrettet mod at "opfordre, presse eller forføre nogen til at frafalde islam og antage en anden religion". Kristne antages at udgøre 30.000 ud af en befolkning på 35 millioner. Præsidenten for det øverste islamiske råd i Algeriet, sheik Bouamrane, beskriver de kristne evangeliske missionsbevægelser som en form for nykolonialisme. Ministeren for religiøse anliggender, Boualem Glamallah, sammenligner de kristnes missionsvirksomhed med terrorisme. (Le Monde) 5/7 2008 To skoledrenge i en syvendeklasse i Cheshire, Storbritannien idømmes eftersidning, fordi de nægter at deltage i den muslimske trosbekendelse i en religionstime. Forældrene protesterer. En talsmand for skolen siger, at det at uddanne børn i forskellige religioner er en del af Cheshires "diversity curriculum". (Telegraph) Politihunde skal bære støvler, hvis de anvendes til undersøgelser i muslimske hjem, ifølge en ny bekendtgørelse fra Association of Chief Police Officeres (APCO) i Storbritannien. (Sunday Times) 8/7 2008 Småbørn, der siger "Puha" til fremmed, krydret mad, kan være racister og skal korrigeres af pædagoger, fremgår det af bekendtgørelsen "Young Children and Racial Justice" udsendt af National Children's Bureau i Storbritannien om racisme blandt førskolebørn.. Børn kan "react negatively to a culinary tradition other than their own by saying 'yuk'". I sådanne tilfælde rådgives institutionspersonalet som følger: "No racist incident should be ignored. When there is a clear racist incident, it is necessary to be specific in condemning the action." (Telegraph) 11/7 2008 En burkaklædt indvandrerkvinde i Frankrig får sin ansøgning om fransk statsborgerskab afvist med henvisning til, at hendes radikale version af islam strider med sækulære principper. Ifølge socialvæsenet lever hun i "total underkastelse" under sin mand, og ifølge Statsrådet, der afgør stridigheder mellem enkeltindivider og den offentlige administration, har hun ingen ide om den sækulære stat eller stemmeretten. (Reuters) Den canadiske menneskerettighedskommission opgiver sagen imod McLean's Magazine for hate speech, anlagt af Canadian Islamic Congress for magasinets publikation af klummer af Mark Steyn og Barbara Amiel, som organisationen hævdede var udtryk for islamofobi. Steyns klumme fra oktober 2006 hed "The future belongs to islam" og argumenterede for, at islam vil vinde på langt sigt på grund af de islamiske landes højere fødselsrate end Vestens. The Family Council i Wisconsin kræver, at staten anvender en lov fra 1915 til at straffe homosexuelle par, der tager til Californien for at blive gift. Straframmen er bøde på 10.000 dollars og ni måneders fængsel. (rightwingwatch) 13/7 2008c Den hollandske sag imod karikaturtegneren Gregorius Nekschot fører til afsløring af existensen af en hemmelig afdeling af det hollandske statsapparat ved navn "Den Interdepartementale Arbejdsgruppe for Vittighedstegninger". Gruppen blev nedsat efter den danske Muhammedkrise i 2006, ledes af en senior-embedsmand fra den nationale antiterrorismegruppe og trækker på efterretningsvæsenet, indenrigsministeriet, statsanklageren og forskellige andre regeringsorganer. (Wall Street Journal) To kristne piger i alderen 10 og 13 år, Anila og Saba Younas, bortføres af muslimer og tvangsomvendes, dvs.voldtages af og giftes med muslimske mænd, i Islamabad, Pakistan. Forældrene har ingen kontakt til deres børn, og bortførerne støttes af det lokale politi. Politiet henviser til, at kristne ifølge pakistansk lov ikke kan have forældremyndighed over muslimer, og eftersom døtrene er konverteret kan forældrene ikke retsligt kræve dem tilbage. (Asia News) 14/7 7 2008 BBC tv-serien "Bonekickers", der viser en fanatisk kristen halshugge en moderat muslim, vækker protester i Storbritannien. Kristne hævder, at en serie, der viste det modsatte, ville være blevet bortcensureret. (IslamOnline) Den britiske imam Abu Zahra kalder i en prædiken i Regents Park-moskeen demokratiet for "kriminelt" og kalder på indførelse af islamiske straffe i Storbritannien: håndsafhugning for tyveri, dødsstraf, samt pisk for utugt før ægteskabet. (ANI) 16/7 2008 Det franske ugeblad Charlie Hebdo fyrer deres mangeårige klummist Siné, fordi han i en tekst i bladet har skrevet følgende om præsident Sarkozys søn Jean, der angiveligt er konverteret til jødedommen for at kunne gifte sig med arvingen til en stor jødisk formue i elektronikfirmaet Darty: "Han skal nok komme langt i livet, den lille!". Charlie Hebdos redaktør Philippe Val ser udsagnet som klassisk antisemitisme - at man kommer langt i livet, hvis man er jøde - og har krævet et dementi fra Siné. Da denne nægtede, fyres han, og anlægger nu sag for uberettiget afskedigelse. Han hævder, at kommentaren ironiserer over Jean Sarkozys opportunisme, og at han ville sige det samme, hvis Sarkozy var konverteret til islam eller katolicismen for at opnå en økonomisk fordel. I den omfattende debat om sagen støtter fx Bernard-Henri Lévy redaktør Val, idet han hævder at sagen er et exempel på venstrefløjens klassiske antisemitisme under dække af kritik af storkapitalen, ligesom SOS Racisme og ligaen imod racisme og antisemitisme LICRA støtter Val. På den anden side siger fx François Reynert fra Nouvel Observateur, at der ikke ligger nogen racistiske stereotyper i Sinés udsagn, men at de lægges ham i munden af kritikerne, ligesom den tunesiskfødte advokat og menneskerettighedsforkæmper Gisèle Halimi støtter Siné og hævder, at der intet juridisk belæg er for anklagerne imod ham. (Politiken) 17/7 2008 Polio er tilbage i Swat-regionen i Pakistan efter at lokale islamister har drevet vaccinationshold af læger ud med henvisning til at de udgjorde en konspiration med henblik på at gøre muslimer infertile med indsprøjtninger. (AP) Oppositionslederen i Malaysia, Anwar Ibrahim, anholdes og beskyldes for et upassende sexuelt forhold til en mandlig medarbejder. Anwars oppositionsalliance klarede sig godt ved parlamentsvalget i marts og satte sig på en tredjedel af pladserne. Anwar Ibrahim ser selv den nye homosexanklage som en gentagelse af forløbet fra for 10 år siden, da han fik en fængselsdom for homosex og korruption. I sagen fra 1998 blev Anwar Ibrahim renset af den malaysiske højesteret seks år senere og sat på fri fod, og han genoptog sin politiske karriere. Strafferammen for homosexualitet i Malaysia er 20 års fængsel. 18/7 2008 Popsangeren Yusuf Islam, tidligere Cat Stevens, modtager ifølge en dom erstatning for artikler, der havde hævdet, at han var sexistisk og bigot og nægtede at tale med ikke-tilslørede kvinder. (AFP) Den saudisk finansierede "Interfaith"-conference i Madrid slutter med vedtagelsen af "Madrid-erklæringen". Heri hedder det blandt andet hedder, at idet konferencen respekterer "... heavenly religions, preserving their high status, condemning any insult to their symbols, and combating the exploitation of religion in the instigation of racial discrimination." vil konferencen "... work on urging governmental and non-governmental organizations to issue a document that stipulates respect for religions and their symbols, the prohibition of their denigration and the repudiation of those who commit such acts." (Saudi Press Agency) Yemen planlægger oprettelsen af et "moralsk politi", der skal udrydde alle former for synd i landet, inklusive kvindelige sangere, kønsblandet dans, natklubber, modeshows, pornografi, kristne kirker, uledsagede kvindelige studerendes udenlandsrejser, kønsblandede uddannelser, satire og krænkelser af koranen, af Muhammed og af islamiske lærde. (Adnkronos International) 19/7 2008 Det russiske mufti-råd protesterer imod, at radikal-islamiske bøger er blevet forbudt under den ny lovgivning "imod extremisme". Bøgerne opfordrer angivelig muslimer til ikke at adlyde landets love og til at vende sig imod vantro. (AFP) 24/7 2008 To islamiske kvinder i byen Dearborn, USA, sagsøger McDonalds for 10 millioner dollars efter ikke at have fået job på burgerbaren. Under ansættelsessamtalen blev de bedt om ikke at bære burka på jobbet, hvis de skulle have det. (Detroit News) 25/7 2008 FNs nimands ekspertkomite for menneskerettigheder udtrykker bekymring over, at "negative offentlige holdninger over for muslimske medlemmer af samfundet" stadig er tilladt i Storbritannien og kræver af den britiske regering, at den "må tage energiske forholdsregler for at eliminere dette fænomen og sikre at de skyldige bag sådanne diskriminerende handlinger på basis af religion bliver stoppet og straffet på passende vis." (Telegraph) Texas' Board of Education har vedtaget afholdelsen af bibelkurser i samtlige statens skoler, på trods af undersøgelser der viser, at sådanne kurser afholdes af lærere uden nogen uddannelse i religionsvidenskab eller teologi, og især uden nogen viden om adskillelsen mellem stat og kirke i forfatningens First Amendment. Kurserne er missionerende og indeholder "creation science". Det religiøse højre forsvarer kurserne ved at henvise til religionsfriheden garanteret i First Amendment. (rightwingwatch) 31/7 2008 Borgmesteren i den walisiske by Aberystwyth, Sue Jones-Davis, forsøger at få omstyrtet bystyrets forbud mod visning af Monty Pythons Life of Brian, der har været forbudt i næsten 30 år. Borgmesteren havde i sin tid selv en birolle i filmen som Brians veninde. Præsten Canon Stuart Bell kæmper imod ophævelse af forbuddet: "Filmen gør nar af Jesus, og det ønsker vi ikke sker." (Kristeligt Dagblad) En britisk undersøgelse viser, at 32% af muslimske studerende støtter religiøse mord. 40% ønsker sharia indført i Storbritannien. (Kristieligt Dagblad) 6/8 2008 Den amerikanske feministiske muslim Asra Nomani afslører en amerikansk Rushdie-sag i Wall Street Journal. Forfatteren Sherry Jones indgik i 2007 kontrakt med forlaget Ballantine, et datterforlag af Random House, om romanen The Jewel of Medina, der handler om kærlighed og sex i profeten Muhammeds harem, med skildringer bl.a. af Muhammeds sexuelle samliv med den 9-årige Aisha. Juli 2008 opsagde Random House kontrakten med Jones efter muslimske dødstrusler. Forlagets vicedirektør Thomas Perry udtalte, at forlaget havde modtaget "advarende råd fra troværdige og uafhængige kilder om at udgivelsen af denne bog ikke bare kunne være krænkende over for visse i det muslimske samfund, men at den også kunne ophidse til voldshandlinger i et lille, radikalt segment." Nomanis research hævder, at truslerne opstod efter at en konsulent på bogen, islamhistorikeren Denise Spellberg var blevet forarget over manuskriptet, som hun karakteriserede som softporno, og havde ringet til den muslimske webredaktør Shahed Amanullah og bedt ham advare muslimer imod bogen. Amanullah sendte så en email til en mailliste af mellemøstlige studerende. Herfra spredte mailen sig til blogredaktøren Shahid Pradhan, der publicerede mailen på sin blog under overskriften "En kommende bog med titlen Jewel of Medina er et nyt forsøg på at bagtale islams profet." To timer senere foreslog en vis Ali Hemani på bloggen en syvpunktsstrategi for at sikre, at "forfatteren trækker sin bog tilbage fra butikkerne og undskylder over for alle muslimer i verden." Samtidig meldte Denise Spellberg som expert tilbage til forlaget Random House og forklarede ifølge forlagsredaktøren Jane Garrett, at der var en "meget realistisk fare både for forlagets bygning og personale og for udbredt vold." Garrett siger, at Spellberg beskrev bogen som en krigserklæring og en national sikkerhedsfare, langt mere kontroversiel end De sataniske vers og de danske tegninger. Emailen fra Spellberg spredtes hurtigt i Random House, der samtidig modtog et brev fra Spellbergs advokat, der truede med sagsanlæg, hvis hendes navn nævnes i forbindelse med bogen. 2. maj 2008 meddeler forlaget Sherry Jones' agent, at man har besluttet at udskyde udgivelsen af bogen. 21. maj meddeler Random House-direktøren Elizabeth McGuire forfatteren, at man har udskudt bogen i en ubestemt fremtid af "frygt for mulige terroristtrusler fra extremistiske muslimer" og af omhu for "Random House-bygningens og de ansattes sikkerhed". I juli opsiger forlaget kontrakten med Sherry Jones om The Jewel of Medina. Asra Nomani tilføjer, at begivenhederne bekymrer hende: "Litteraturen bevæger sig fremad, og islam er ingen undtagelse", idet hun henviser til, at romanen videreudvikler en lang islamisk tradition for historisk fiktion om islams tidlige periode. (Wall Street Journal) Den statslige Alberta Human Rights Commission dropper anklagen for hate speech mod Ezra Levant for at have trykt Jyllands-Postens tegninger i sit tidsskrift Western Standard. Foreningerne Edmonton Council of Muslim Communities og Supreme Islamic Council havde indklaget Levant for Alberta Human Rights Commission i februar 2006, men Supreme Islamic Council opgav sagen i februar 2008 efter kommissionens afhøring af Levant, der blev kendt på YouTube. Edmonton Council of Muslim Communities opretholdt sagen, der altså nu er opgivet. Western Standard udkommer ikke mere, og Levant har en advokatgæld på 100.000 dollars. Republikaneren Sally Kern fra Oklahoma er blevet en helt for den amerikanske højrefløj. Hun erklærer kulturkrig imod den "homosexuelle agenda, der ødelægger denne nation", at denne fare er større end terrorisme, og hævder, at Gud anbragte hende i Oklahomas lovgivende forsamling for at kæmpe for jødisk-kristne værdier. (rightwingwatch) 7/8 2008 Den malaysiske vicepremierminister Najib Tun Razak angriber den planlagte afholdelsee af et tværreligiøst møde med titlen "Conversion to islam", der blandt andet forventes at problematisere, at konvertitter til islam ikke kan konvertere tilbage, og at malaysiske shariadomstole på flere områder kan forkaste de civile domstoles afgørelse. Ifølge Razak skal sådanne sensible emner ikke diskuteres i Malaysia og i det hele taget slet ikke diskuteres offentligt, men kun bag lukkede døre. (Sin Chew Daily) 9/8 2008 Katolikker protesterer mod udstillingen af et kunstværk af den tyske kunstner Martin Kippenberger på museet i Bolzano, Sydtyrol. Værket forestiller en korsfæstet frø med et krus øl i den ene hånd og et æg i den anden. Protesterne er udløst af pavens planlagte sommerferie i området, og efter demonstrationer og underskriftindsamlinger indledte den konservative politiker Franz Pahl en sultestrejke foran museet, men måtte dog give op efter en uge og lade sig indlægge, besvimet af sult. Museet reagerede i første omgang på protesterne ved at pakke frøen ind i avispapir og sidenhen forflytte den til museets tredje sal, hvor den aldrende pave næppe vil indfinde sig. (Information) Sherry Jones bekræfter Asra Nomanis beretning om Random Houses aflysning af romanen The Jewel of Medina om Muhammeds barnebrud Aisha. Hun tilføjer dog at det var hende selv, der informerede forlaget om diskussionen på Shahed Amanullahs hjemmeside, fordi den forekom harmløs. Hun søger nu ny forlægger til The Jewel of Medina. 10/8 2008 3500 kristne demonstrerer i den malaysiske del af Papua New Guinea imod indførelsen af sharia. (Asia News) Imamer og muslimske lærde kræver indgreb imod den tyrkiske tv-serie Noor, der sendes med stor succes i mange arabiske lande. Den skildrer kærlighedsproblemer i et overklasseægteskab og hævdes at føre til mange skilsmisser, især fordi kvinder dyrker den mandlige hovedperson Muhannad, der er en hensynsfuld og romantisk ægtemand. Den syriske imam Hamdi a-Makhzoumi i Aleppo nedkalder en fatwa over tv-serien efter at have set mange t-shirts med billeder fra serien i sin moske og erklærer, at bønner fremsagt af folk iført denne t-shirt ikke tæller, idet seriens personer er løsagtige og kvinderne har blottet hovede. "Engle vil ikke komme i nærheden af den slags billeder", erklærer han (Politiken). Saudi-Arabiens stormufti Sheikh Abdul Aziz al-Asheikh erklærer det "syndigt" at se Noor: "Det er ikke tilladt at se eller kigge på disse serier. De indeholder så meget ondt; de ødelægger folks moral og er imod vores værdier", erklærer muftien. "Enhver tv-station, der sender dem er imod Gud og Hans Budbringer (fred være med ham). Det er umoralens serier. De produceres af folk, der er specialister i forbrydelse og terror, folk, der lokker mænd og kvinder over til djævelen." Den fremstående saudiske lærde Abdul Mohsen al-Obeikan hævder serien eroderer muslimske værdier og kræver at tv-kanalerne ophører med at vise den. Saudiske myndigheder konfiskerer t-shirts med billeder fra serien og truer tøjbutikker med lukning, hvis de fortsætter med at sælge dem. Tyrkiet forventer en fordobling af saudiske turister som resultat af serien. (Arab News, Millyet) 11/8 2008 CNN beretter i et indslag om den voksende mængde æresdrab og andre æresforbrydelser begået imod kvinder af deres fædre og brødre i Storbritannien uden at nævne ordet "islam" - som om æresdrab er noget, der foregår blandt alle englændere. (NewsBusters) 12/8 2008 BBC opgiver et højt budgetteret dokudrama The London Bombers om 7. juli-bombemændenes baggrund i Leeds-forstaden Beeston, skrevet af en topforfatter. BBC-embedsmænd forklarer, at dokudramaet var islamofobisk og krænkende. (Times) 13/8 2008 Politiets Efterretningstjeneste fremsætter et sæt retningslinjer, som myndigheder bør rette sig efter, når man taler og skriver om terrorisme. Det hævdes, at det "styrker terroristernes verdenssyn", når vestlige myndigheder bruger ord som"krig mod terror", "korstog", "jihad", "jihadist", "hellig krig", "fundamentalisme", "hellige krigere", "mujahedinere", "martyrer", "salafisme" og "wahabisme". Disse ord frarådes derfor helt. Anbefalede alternativer omfatter "terrorist", "ekstremist", "militant" og "voldelig". Et andet ord, hvis brug bør søges begrænset, er "islamisme" - her anbefales i stedet "militant islamisme". Chefen for PETs afdeling for sikkerhed Anja Dalgaard-Nielsen udtaler: "Det handler ikke om politisk korrekthed, men om at sikre en sprogbrug, der er så præcis og objektiv som muligt. Terrorister kæmper ikke blot en voldelig kamp, men også en kamp på ord - om et bestemt syn på verden." (Ritzau) 14/8 2008 Den malaysiske regering forbyder to bøger, der angivelig indeholder fordrejede fakta om islam, der kan undergrave muslimers tro. Den ene er forfattet af Abdul Rahman Mohamed, den anden er Muslim Women and the Challenge of Islamic Extremism af Norani Othman fra foreningen Sisters-In-Islam, der er interviewet i Adskillelsens politik. (Bernama) 15/8 2008 Salman Rushdie kritiserer Random House - hvor hans egne bøger udkommer - for at have brudt kontrakten med Sherry Jones om The Jewel of Medina: "Jeg er meget skuffet over at høre, at mit forlag, Random House, har trukket en anden forfatters roman tilbage i frygt for repressalier fra islamisk side. Det er censur, som udspringer af frygt, og det danner meget dårlig præcedens." Forlagets talsmand Carol Schneider svarer: "Vi respekterer Rushdies mening, men vi står ved den beslutning, som vi efter lange diskussioner og med ærgrelse har været nødsaget til at tage." (AP) Det religiøse politi i Saudi-Arabien forbyder salg såvel som luftning af hunde og katte i Riyadh med henvisning til, at mænd bruger dyrene som påskud til at lægge an på kvinder i parker og på stier og derved "ødelægge familier". (Sydney Morning Herald) 16/8 2008 Den malaysiske konference "Conversion to islam" om problemer med at konvertere til og fra islam må lukke efter kun en time på grund af invasion af muslimske demonstranter. (Compass Direct News) Nigerianske muslimer fra den islamistiske gruppe Tibliq dræber tre kristne med macheter som hævn for deres leders, Dr. Ali Olukades død. Dr. Olukade døde i et trafikuheld, men islamisterne hævder, at uheldet skete som resultat af de kristnes bønner. (Compass Direct News) 17/8 2008 Maldivernes nye grundlov, der skal træde i kraft i september, garanterer ikke grundlæggende rettigheder for ikke-muslimer. Ikke-muslimer kan fx ikke få statsborgerskab. (ICFJ) 18/8 2008 Efter protester fra ungdomsafdelingen af det islamistiske oppositionsparti PAS i Malaysia har kulturministeriet besluttet at forbyde en planlagt koncert med sangerinden Avril Lavigne, som anklages for at være "for sexet". Koncerten var planlagt til 29. august, to dage før Malaysias uafhængighedsdag, og kulturministeriet hævder den ville stå i modstrid med fejringen af denne højtidsdag. (AP) Sherry Jones' roman Medinas juvel er allerede udkommet sidst i juli i Serbien som det første land i verden. Her har protester fra mufti Muamer Zukorlic fået forlaget Beobuk til at trække den tilbage fra boghandlerne, men muftien kræver nu også en offentlig undskyldning fra forlagsdirektør Aleksandar Jasic, der på sin side henviser til, at forlag i både Frankrig, Spanien, Makedonien og Kroatien også har købt rettighederne til bogen. Muftien hævder at udgivelsen krænker muslimer i hele verden, specielt de serbiske muslimer - og kræver også, at samtlige allerede solgte exemplarer indsamles. (Adkronos International) Beograds imam Muhamed Jusufspahic udtaler: "Krænkelsen af religiøse følelser fører til krige i denne region. Hvis vi havde kunnet undgå dem tidligere, ville vi have færre krige." (Reuters) Et ægyptisk lovforslag vil forbyde organtransplantation mellem muslimer og koptere (ægyptiske kristne). Lederen af de ægyptiske læger Hamdy el Sayed hævder, at lovens formål er at hindre salg af organer. (Daily News) Liberale muslimer i Lucknow, Indien gennemfører et bryllup med både kvindelig imam og kvindelige vidner. Gommen var den eneste mandlige deltager. Ceremonien har fremkaldt en "ildstorm af protester" fra konservative gejstlige, der hævder brylluppet ugyldigt efter islamisk lov. (AP) 19/8 2008 Politiet i Yemen har anholdt ni personer, der er konverteret fra islam til kristendommen. Der er dødsstraf for konversion fra islam i Yemen. I tidligere sager har dette presset anholdte konvertitter til at konvertere tilbage til islam. (ritzau) Flemming Rose får afslag fra flere store amerikanske forlag på at udgive hans bog om Muhammedkrisen. (JP) 20/8 2008 "Trykkefrihedsselskabet" tager kontakt til Sherry Jones mhp. en evt. dansk udgave af The Jewel of Medina. (Berlingske) 22/8 2008 Den yngste af de to tunesere, der er blevet administrativt udvist for planer om at myrde tegneren Kurt Westergaard, er frivilligt rejst ud af landet. Hans advokat Henrik Stagetorn vil dog stadig søge at få sagen behandlet i Højesteret for anden gang. (JP) Den britiske tv-kanal ITV bortcensurerer en sketch i Katy Brands Big Ass Show. Sketchen "The Iman of Dibley" viser de misforståelser, der opstår når en imam ankommer til en søvnig forstad. Kate Brand, der har en teologisk universitetsexamen fra Oxford, er kendt for en række at sketches om Jesus. "Det er sjovt, at ITV ikke havde noget imod med min sketch om Jesu gravide kæreste, der havde problemer med at komme sammen med Guds søn." (TimesOnline) 23/8 2008 Anholdelsen af tre terrormistænkte i Storbritannien fører britiske antiterror-efterforskere til Danmark. Tre britiske mænd, som er anholdt og mistænkt for brud på terrorlovgivningen, er nu blevet sat i forbindelse med en gruppe, der har fremsat trusler mod Storbritaniens premierminister Gordon Brown og tidligere premierminister Tony Blair. Gruppen, som kom med truslen, kalder sig selv for Al-Qaeda i Storbritannien, og de krævede i januar at landet skal trække sine styrker ud af Irak og Afghanistan samt at muslimske indsatte blev løsladt fra Belmarsh-fængslet i London. I modsat fald ville britiske al-Qaeda martyrer gå efter britiske ambassader og politiske ledere »især Tony Blair og Gordon Brown«. Antiterrorkorpset hos Manchester politi afslører, at de aktuelt har folk i Skandinavien for at undersøge en mistanke om forbindelser imellem danske og britiske terrorister. (Politiken) 24/8 2008 Ifølge præsidenten for dansk PEN-klub Anders Jerichow er der skabt en selvforstærkende forestilling om, at det kan være farligt at beskæftige sig med islam eller muslimer: "Det ulykkelige er, at der er gået en slags selvsving i opfattelsen af, at det er farligt for forfattere at beskæftige sig med islam eller muslimer. Det er sjældent velbegrundet, for det meste er faktisk sagt og skrevet om emnet." (JP) 27/8 2008 Islamiske grupper protesterer mod titlen Towelhead på Warner Bros. planlagte Alan Bell-film om en arabisk-amerikansk pige efter Alicia Erians roman af samme navn. Erian er selv arabisk-amerikaner. (JP) Imam Abdul Wahid Petersen advarer i et indlæg i Politiken mod "Trykkefrihedsselskabet"s planer om at udgive en dansk version af Sherry Jones' The Jewel of Medina. Wahid Petersen gætter her på, at udgivelsesplanens mål er at fortsætte en "hetz mod muslimer og islam", samtidig med, at han varsler, at "eventuel vrede ikke vil være rettet mod jer som personer, men i lige så høj grad mod vores fædreland". (Politiken) 28/8 2008 Paven griber ind i sagen om den korsfæstede frø. I en henvendelse til Sydtyrols ministerpræsident Luis Dumwalder protesterer han mod udstillingen af frøen og siger: "Skulpturen krænker de religiøse følelser hos de mennesker, der ser korset som et symbol på kærligheden til Gud og vore frelse, der fortjener respekt og religiøs hengivelse." (JP) 29/8 2008 Velfærdsminister Karen Jespersen og kulturminister Brian Mikkelsen svarer i Politiken på Abdul Wahid Petersens advarsel til Trykkefrihedsselskabet angående evt. udgivelse af The Jewel of Medina. Ministrene hylder "kampen mod ytringsfriheden" og opremser Wahid Petersens positive synspunkter på stening og flerkoneri som argument imod at hans position skulle være moderat. (Politiken) 30/8 2008 Den pakistanske parlamentariker Israr Ullah Zehri forsvarer at fem kvinder er blevet begravet levende i Baluchistan, fordi de selv ville bestemme hvem de skulle giftes med. "Der er tale om traditioner, der er hundreder af år gamle. Jeg vil fortsætte med at forsvare dem", udtalte han, og tilføjede, at traditionen har lagt låg på umoralsk opførsel. Kvinderne blev myrdet for en måned siden efter at have trodset landsbyens ældre og organiseret deres ægteskaber i en verdslig domstol. De blev bortført, tævet og skudt og var stadig i live, da de blev begravet. (Ritzau) 3/9 2008 Sherry Jones' The Jewel of Medina vil udkomme på engelsk på et tysk forlag, hævdes det i Leipziger Volkszeitung. 4/9 2008 Saudi-Arabiens stormufti Sheik Abdul-Aziz al Sheik kræver i en fatwa, at afholdelsen af fødselsdage ophører. Ifølge muftien, der er landets øverste religiøse autoritet, er gavegivning og stearinlys på fødselsdage en fremmed, kristen skik, og han opremser en række andre fremmede skikke, der også må ophøre - såsom Mors Dag og Fejringen af Træer (her menes antagelig juleaften). (AP) Udlandsredaktør Quentin Peel fra Financial Times udtaler på et møde i København, at Danmarks ry ikke er forværret af Muhammedsagen. Ifølge ham viste sagen, "at I er parat til at stå fast på jeres holdninger og på ytringsfriheden.". Han tilføjer: "Nogle så ilde på jer udefra, men jeg tror ikke, at der har været en fundamental venden sig mod Danmark på grund af den sag. Mange har tværtimod følt sympati på grund af den situation, I er havnet i." (Politiken) 5/9 2008 Den ægyptiske Al-Qaeda-kommandant og Al-Qaedas finansielle overhovede Mustafa Abu al-Yazid fremsætter på internettet nye trusler mod Danmark: "Vi har tidligere advaret - og vi advarer endnu engang - korsfarernationer, som fornærmer, latterliggør og skænder vores profeter og koranen i deres medier og besætter vores lande, stjæler vores skatte og dræber vores brødre, om, at vi vil kræve hævn på et passende tid og sted." Det var al-Yazid, der tog ansvaret for angrebet på den danske ambassade i Islamabad. Han advarer om, at ambassadeangrebet "kun er begyndelsen. hvis I ikke holder jer fra afvejene og aggressionen", og slutter: "Mit sidste budskab til tilbedere af korset i Danmark er, at dette er hverken vores første eller sidste hævntogt. Om Allah vil, vil vi udslette jer fra Jordens overflade." (Politiken). Den første palæstinensiske tv-soap, Matabb, tages af programmet. Serien er produceret af Fareed Majari for Fatah-kanalen PBC og støttet af Goethe-instituttet og EU. PBC begrunder beslutningen med, at man vil være helt sikre på at serien ikke indeholder "scener, der kan anses for krænkende for en eller anden gruppe." Iagttagere hævder, at serien anses for at være for liberal og bl.a. viser kvinden Samira, der insisterer på sin kærlighed imod familiens trusler om æresdrab. (IMRA, berlinton.de) 6/9 2008 Pressetalsmanden for Scottish Islamic Foundation, Humza Yousaf, tager afstand fra ytringsfriheden. Han siger, at foreningen fortsat vil "kræve ytringsfrihed i lande over hele verden", men advarer imod at "ytringsfriheden kan anvendes af folk uden andet formål end at krænke folks hellige tro". Foreningen, der udgør den skotske gren af det islamiske broderskab, blev grundlagt i maj med 400.000 pund i støtte fra den skotske regering og bistand fra flere ministre. Yousaf er medlem af det regerende separatistiske Scottish National Party og ansat ved partiets parlamentsgruppe. Dette har fået Frank McAveety fra Scottish Labour til i det skotske parlament at kræve en undersøgelse af beslutningsgrundlaget for denne bevilling. (Herald) 8/9 2008 En kristen gruppe kræver den amerikanske tv-tegnetfilmserie "South Park" forbudt i Rusland, hvor den vises på kanalen 2x2. Serien gør blandt meget andet grin med religion. En talsmand for anklagemyndigheden, Valentina Titova, siger, at der bliver rejst sag mod tv-stationen, fordi serien bærer "tegn på ekstrem adfærd." Den protesterende gruppes leder, Konstantin Bendas, udtaler: "South Park er kun en ud af mange tegneserier, som skal forbydes på tv. De fornærmer religiøses følelser og ansporer til religiøst og nationalt had." (JP) 9/9 2008 En række nøgenmalerier af kunstneren Hans Christian Poulsen pilles ned i TV2 i Odense efter beslutning af programdirektør Palle Strøm. Seernes redaktør på kanalen, Lars Bennike, havde bedt om at få billederne fjernes, fordi der skulle komme muslimske kvinder på besøg på TV2. Bennike afviste dog senere, at dette var årsagen, ligesom Palle Strøm hævder at denne motivation ikke har spillet nogen rolle for hans beslutning. (Fyens Stiftstidende). Irans parlament vedtager en lov, der indfører dødsstraf for apostasi (frafald fra islam) og for prostition og korruption - såvel som for etablering af internetsider, der "fremmer" frafald, prostitution og korruption. (KD) 10/9 2008 Musicalkomponisten Andrew Lloyd Webber - hvis rockopera Jesus Christ Superstar i sin tid fremkaldte kristne protester - beklager politisk og religiøs korrekthed i kunst: "Jeg er heldig med altid at have kunnet gøre som jeg vil. Jeg ser tilbage på da jeg var yngre og spørger mig selv om jeg ville have skrevet en opera sammen med Tim Rice? Så mange mennesker er nu besat af ting, der fornærmer folk. Idag siger folk, at du ikke kan gøre det og det, fordi det vil fornærme denne og hin gruppe, og så siger de du ikke kan sige det og det fordi muslimerne vil blive fornærmet, og vi ender med at blive talt fra at gøre det. Talt fra ideer. Da jeg var 20 tænkte jeg ikke på den slags ting - man kunne bare gøre det." (Telegraph) 11/9 2008 Otte russiske satanister i 19-årsalderen anholdes, sigtet for at have myrdet og fortæret fire yngre teenagere i en kulthandling ved Volga. (Berlingske) 12/9 2008 Den offentlige anklager i Rom, Giovanni Ferrara, har bedt justitsminister Angelino Alfano om at kunne rejse sigtelse mod komikeren Sabina Guzzanti. Hun udtalte i juli under en demonstration på Piazza Navona i Rom følgende: "Inden 20 år vil paven være der, hvor han hører hjemme - i Helvede, plaget af homosexuelle djævle. Og det bliver nogle vældigt aktive af slagsen - ikke passive." Ifølge en lov fra det fascistiske Italien 1929 giver det samme straf at fornærme paven som statsoverhovedet, hvorfor forbrydelsen har en straframme på fem års fængsel. (Politiken). Alaskas 2-3000 muslimer klager over at den republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin aldrig har mødtes med dem, indbudt dem til statsceremonier eller højtideligholdt muslimske helligdage. (Newsweek) 13/9 2008 Bloggeren Raja Petra anholdes i Malaysia for angiveligt at have fornærmet islam og profeten på websiten "Malaysia Today" . Premierministeriet udtaler at Petra skal tjene som advarsel til andre bloggere. (Bernama) 14/9 2008 På internetforummet al-ekhlass diskuterer islamister, hvordan de kan tage livet af flest mulige danskere ved at forgifte vandforsyningen (ifølge terror-overvågningscentret Jamestown Foundation). Brugeren Bagdad al-Khilafa foreslår en række giftstoffer anvendt mod vandforsyning i EU, specielt Danmark og Storbritannien, og således dræbe en stor mængde civile - stoffer som cyan, saltsyre og tallium. Ifølge al-Khilafa skal angrebet besvare Danmarks latterliggørelse af Muhammed samt drab på muslimer i Irak, Afghanistan, Marokko, Somalia, Øst-Turkmenistan og Tjetjenien. (ritzau) Den øverste og angivelig mest ansete saudiske dommer Sheikh Salih Ibn al-Luhaydan udtaler i et statsligt radioprogram, at det er legalt at dræbe ejerne af satellit-tv-kanaler, der bringer amoralske programmer - fx programmer med letpåklædte kvinder under ramadanen. (BBC News) Paul McCartney modtager trusler om selvmordsbomber på grund af sin planlagte optræden i Israel. Den militante aktivist Omar Bakri udtaler, at McCartney gør sig til alle muslimers fjende, hvis han deltager i fejringen af den jødiske stats 60 års fødselsdag. (Sunday Mirror) Mohammed Hegazy flygter med sin kone og spædbarn fra sted til sted i Ægypten efter at en domstol 29/1 afviste hans konvertering til kristendommen. Hans ansigt er blevet kendt via medierne, og han jages både af islamister og af sin egen muslimske familie. (Compass) 15/9 2008 Den australske imam Abdul Benbrika og fem følgesvende findes skyldige i at have dannet en terrorcelle med henblik på at dræbe 100.000 tilskuere ved rugby-cup-finalen i 2005. Seks andre af hans tilhængere frifindes. De dømte ventes at få livstidsdomme. (Asia Pacific News) Den saudiske dommer sheikh al-Fozan varsler dødsdomme over arabiske tv-astrologer. De anses som troldmænd, der har begået apostasi. (Straits Times) 17/9 Den saudiske imam Muhammad al-Munajid nedkalder en fatwa over Mickey Mouse. Ifølge imamen er mus og rotter efter islamisk lov "satans soldater" og bør derfor dræbes: "For børn er de blevet noget stort og elsket. Ligesom denne Mickey Mouse, som bliver anset som en stor figur, selv om han ifølge islamisk lov bør dræbes." (Europe News, JP) 18/9 2008 Den første officielle shariah-domstol Muslim Arbitration Tribunal (MAT) i England åbner, under "Alternative Dispute Resolution"-lovgivningen (ADR). Domstolen er lokaliseret på universitetet Hijaz College Islamic University i Nuneaton, Warwickshire, og tager sig af handels-, civil- og ægteskabsretlige tvister. Lederen af Hijaz College Faisal Aqtab Siddiqi siger domstolen vil "berige" det existerende retsvæsen og bekæmpe tvangsægteskaber. Han tilføjer: "Selv Hell's Angels kunne oprette et ADR-forum, hvor to parter kan søge deres disput løst ifølge Yamaha-manualen." (Coventry Telegraph) Domstolen er een ud af fem shariahdomstole i Storbritannien, i London, Birmingham, Bradford, Manchester og Glasgow, der er blevet indført af den britiske justitsminister Jack Straw per dekret og altså uden forudgående parlamentsdebat og lovgivning. Shariahdomstolenes afgørelser vil kunne håndhæves af det almindelige retsvæsen. (Information) 19/9 2008 Romanen The Jewel of Medina planlægges udgivet på dansk på Bjarke Larsens forlag Pressto.(JP) Politiet i Vollsmose beretter, at op til 90 % af politianmeldelserne bliver trukket tilbage, og afgørelsen på sagerne bliver overladt til imamer. Det medfører, at der er kriminelle, der aldrig får en straf, ligesom der anvendes penge, trusler og vold i den alternative retsudøvelse. (Information) Biologien Richard Dawkins' hjemmeside forbydes i Tyrkiet af en domstol i Istanbul efter klager fra kreationisten Adnan Oktar, der hævder at Dawkins' kritik af ham er krænkende. Oktars pressetalsmand siger: "Vi er ikke imod ytringsfrihed, men man kan ikke fornærme folk. Vi fandt kommentarerne smertelige." (Telegraph) 24/9 2008 Nemat Savafi dødsdømmes for homosexualitet i Ardebil, Iran. (Adnkronos) 25/9 2008 En homoparade i Sarajevo angribes af unge under råb som "Dræb bøsserne" og "Allahu Akbar" (Gud er stor). Otte deltagere i paraden, bl.a. en dansker, kvæstes. Bosniens første homofestival har vakt oprør blandt bosniske muslimer, muslimske medier kører kampagne imod den under ramadanen, det muslimske parti SDA såvel som Sarajevos borgmester har vendt sig imod festivalen og der er fremsat dødstrusler mod arrangørerne. Også serbiske og kroatiske politikere har vendt sig imod de homosexuelle. OSCE har forsøgt at skride ind med henvisning til mindretalsrettigheder, ligesom den bosniske Helsinki-komite har protesteret imod overgrebene. (DR, Politiken, Kristeligt Dagblad) Iran fordobler de specialstyrker, der slår ned på kvinder, der bryder islamiske påklædningsdirektiver. (Reuters) Den fængslede iranske ayatollah Kazemeini anmoder i en henvendelse til Paven, Israels øverste rabbiner, lederen af Al-Azhar i Cairo såvel som til det saudiske præsteskab om hjælp. Kazemeini har været fængslet og torteret i Teheran i to år og hævder, at "Politisk islam udsletter Guds og hans profet Muhammeds ord" og beder de religiøse ledere "lade verden høre skriget fra Irans muslimer i den Guds navn som vi alle tilbeder." (Adnkronos) 27/9 2008 Britisk politi anholder tre mænd for et brandbombeattentat mod direktøren for det britiske forlag Gibson Square, der er i færd med at udgive Sherry Jones' "The Jewel of Medina". De tre mænd på 22, 30 og 40 år anholdes med henvisning til den britiske terrorlovgivning. Forlagets direktør Martin Rynja har tidligere på måneden forsvaret planerne med at der "i et åbent samfund må være åben adgang til litterære værker uden hensyntagen til frygt." (Ritzau) Lokale muslimer i Luton, England, kræver byrådet skal forbyde supermarkedet Tesco i at sælge alkohol, idet de hævder dette er krænkende for deres tro. (Europe News) 28/9 2008 Den britiske biskop Nazir-Ali spørger om, hvorledes man kan sikre, at parterne i sager for britiske shariah-domstol faktisk frivilligt har valgt denne behandling: "Er kvinder fri, mht. at underkaste sig domstolen såvel som at acceptere dens afgørelse, eller er det muligt der er elementer af tvang?" (Religious Intelligence) Gilles de Kerchove, EUs antiterror-koordinator siger, at frygten for at stigmatisere muslimske befolkningsgrupper hindrer terrorbekæmpelsen: "Et af problemerne ... er at nogle medlemsstater er extremt tøvende med at være explicitte om forbindelsen med religion. Religionen er blevet kidnappet og forvrænget til politiske formål." (Guardian) Mere end 60 piger under 15 er blevet reddet fra tvangsægteskaber i Storbritannien de seneste fire år. Regeringens Forced Marriage Unit modtager fire henvendelser fra pigebørn om måneden; den yngste har været ni år gammel. (Sunday Telegraph) 29/9 2008 Den britiske forlægger Martin Rynja går under jorden med politibeskyttelse efter brandattentat for udgivelsesplanerne for "The Jewel of Medina". Den danske forlægger Bjarke Larsen overvejer nu at opgive udgivelsen af bogen. (Politiken) Irans parlament vil indføre dødsstraf for apostasi - frafald. (KD) Den muslimske arbejder Mohammed Ahmed sagsøger firmaet Tesco for at bede ham flytte øl på en gaffeltruck. Hans overordnede nægtede at acceptere hans afvisning af denne opgave med henvisning til, at den krænkede hans tro. (metro.co.uk) 30/9 2008 Det amerikanske bogforlag Beaufort lukker sit kontor af hensyn til personalets sikkerhed. Forlaget udgiver Sherry Jones' "The Jewel of Medina". (Politiken) 1/10 2008 Den danske tatsadvokat kræver fængsel i mindst fire år til et forældrepar, som er tiltalt for at have medvirket til, at to døtre blev omskåret i Sudan. Forældreparret blev anholdt i juni i år, sigtet for at begå overgreb mod deres døtre, der i dag er 9 og 11 år. Pigerne har ifølge sigtelsen fået fjernet deres ydre kønsorganer under en rejse til Sudan tilbage i 2003. (Ritzau) Det afsløres, at Det kgl. Bibliotek censurerede sin hjemmeside under Muhammedkrisen og fra sin hjemmeside fjernede en tegning af Muhammed fra "Den martinske krønike". Tegningen sættes nu tilbage. (JP) YouTube spærrer en video af den britiske komiker Pat Condell, der opfordrer til at skrive under på en petition imod indførelsen af Shariahdomstole i Storbritannien. (Europe News) 3/10 2008 Pakistans præsident Zardari er genstand for en fatwa fra islamiske lærde på grund af hans bemærkninger ved mødet med Sarah Palin, at "Du ser endnu mere fantastisk ud i virkeligheden." og "Nu ved jeg, hvorfor Amerika er vilde med dig." En radikal muslimsk bønneleder, Maulana Abdul Ghafar, udtaler, at Zardari bragte skam over Pakistan med sine »uanstændige, beskidte kommentarer og gentagne ros af en ikkemuslimsk kvinde i en kort nederdel«. (Guardian) Tre mænd fængsles for brandbombeangrebet på den britiske forlægger, der planlægger at udgive Sherry Jones "The Jewel of Medina". Ahmad Akkari hævder fra Grønland, at han er flyttet for at komme bort fra "hykleriske islamister, der bruger Muhammed-krisen til at opnå status". 4/10 2008 Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen udtaler, at Naser Khaders plan om en international forening af islam-kritikere vil fastholde Danmark som terrormål: "Nu ved vi ikke, hvad der kommer ud af initiativet, men det vil betyde, at den eksisterende alvorlige trussel mod Danmark vil være vedvarende, og at Danmark fortsat vil være i terroristernes sigtekorn." (Ritzau) 6/10 2008 Den saudiske imam Muhammad al-Habadan, der menes at have stor indflydelse bland religiøse saudiere, udtaler til tv-kanalen al-Majd, at muslimske kvinder bør bære slør, der dækker hele ansigtet bortset fra det ene øje. Hvis begge kvindens øjne kan ses, vil hun ifølge imamen blive opmuntret til at bruge makeup for at virke forførende. (KD) 7/10 2008 Lederen af "Den Internationale klub" i København, Danny Abdalla, stiller krav om erstatning og udlevering af tre rockersupportere efter sammenstødene mellem Hells Angels og indvandrerbander i København. Abdalla, der aktuelt afsoner i Vridsløselille, kræver at tre navngivne medlemmer af Hells Angels' støttegruppe AK81 bliver udleveret til afstraffelse, og at der betales erstatning for drabet på den 19-årige Osman Nuri Dogan, der i august blev dræbt foran et pizzeria i Tingbjerg. "Det, jeg siger nu, er, at vi kan finde en løsning. Det kræver, at Hells Angels afleverer de tre personer, som var med til at begå drabet på Osman. Desuden skal de betale en direkte erstatning på fire millioner kroner til Osmans familie - det er ikke noget stort beløb for en klub som Hells Angels." I modsat fald truer Abdalla Hells Angels med krig. (BT) 9/10 2008 Abu Bashar fra imamkomiteen under Muhammedkrisen tilbageviser Ahmad Akkaris anklager om at komiteen udnyttede krisen til at opnå større status. Abu Bashar mener Akkari er i personlig krise og bare gerne vil vende tilbage til forsiderne. I samme åndedrag afslører han, at en "højtstående imam" var imod at man overhovedet reagerede på "avisens provokationer" - det var angivelig Abu Laban. (jp; akhbar.dk). 12/10 2008 Ti anmelder æresforbrydelser hver måned i Danmark. Det angår især trusler eller vold mod piger i indvandrerfamilier, specielt fra Tyrkiet, Irak og Pakistan. (Politiken) Mere end 1000 kristne familier flygter fra deres hjem i Mosul, Irak, efter islamister de seneste uger har dræbt 11 kristne. Ifølge den lokale guvernør Duraid Kashmula er forfølgerne Al-Qaeda-grupper. (ritzau/AP) 14/10 2008 Dramaserien "Apparitions" på BBC kritiseres af Mediawatch og flere katolske biskopper, fordi den har mange makabre scener med religiøst indhold, bl.a. en djævlebesat mand, der får huden flået af i en bøssesauna. En talsmand for Catholic Bishops' Conference udtaler: "Jeg ønsker ikke selv at se serien, den er usmagelig. Jeg har ikke set den, men folk vil højst sandsynligt blive chokeret. Jeg er nødt til at pointere, at det er fiktion. Den katolske kirke ville aldrig have valgt at skildre djævleuddrivelse på samme måde." En talsmand for BBC siger, at den katolske kirke har haft alle manuskripterne til gennemlæsning uden at forlange dem skrevet om. (Telegraph/ JP) 23/10 2008 Sony trækker millioner af ex. af playstation-spillet "LittleBigPlanet" tilbage fra handelen. Sangeren Toumani Diabate fra Mali synger i spillet en sang, der indeholder to koranlinjer. Her hedder det "Enhver sjæl skal smage døden" samt "Alt på jorden skal forgå". Sony frygter efter henvendelse fra krænkede muslimer, at krænkelsen kunne brede sig og udsender en forebyggende undskyldning. En revideret version af spillet planlægges til julehandlen. (JP) 26/10 2008 Aalborg Præstefællesskab klager til Aalborg Zoo angående havens Halloween-arrangement med den erklærede heks Dannie Druehyld. Præsten Vagn Folkmann fra Vor Frelsers Kirke udtaler: "Nogen mener, der findes 3000 hekse. De laver påkaldelser, men behøver ikke gå i sort tøj. De påkalder små åndsmagter, små afguder. Man kalder det energier, men i kristen forstand er det dæmoner, man påkalder sig." Præsterne advarer folk mod at tage deres børn med til arrangementet. (Nordjyske Stiftstidende). 27/10 2008 Den 13-årige Aisha Ibrahim Duhulow stenes af 50 mænd i Kismayu, Somalia, foran 1000 tilskuere. Hun var blevet voldtaget af tre mænd, og hendes forsøg på at anmelde voldtægten fik lokale islamister til at rejse anklage imod hende for hor. Under henrettelsen blev hun gravet op, men sygeplejersker erklærede hun stadig var i live, hvorefter hun blev gravet ned igen og steningen fortsatte. Tilskuere forsøgte at afbryde afstraffelsen, hvilket førte til at en islamistisk milits åbnede ild imod dem, og en dreng blev dræbt. Flere flygtede efter ceremonien fra byen af frygt for at lide en tilsvarende skæbne som Duhulow. (Amnesty) 30/10 2008 Aktivister smadrer vinduerne til det britiske kunstgalleri SaLon Gallery i London. Her udstiller den britiske muslimske kunstner Sarah Maple malerier, der viser muslimske kvinder med blottet bryst, med en spædgris i favnen, med en badge med teksten "I love orgasms", etc. Udstillingen rummer også et fotografisk selvportræt hvor Maple bærer en t-shirt med teksten "I love Jihad". Galleriet sættes under politibeskyttelse døgnet rundt. (FirstPost) 8/11 2008 En af de to tunesere, der ifølge PET planlagde at dræbe Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard, har bosat sig i Århus 10 minutters afstand fra tegnerens hjem. Han er udvist fra Danmark, men på "tålt ophold", fordi udvisningen ikke kan effektueres pga. retstilstandene i Tunesien. (BT) 9/11 2008 Efter pres fra Dansk Folkeparti beslutter regeringen at hastevedtage nye strammere regler for "tålt ophold". (JP) 10/11 2008 Tegneren Kurt Westergaard laver 26 tegninger til bogen Groft sagt med korte tekster af Lars Hedegaard. Blandt tegningerne er karikaturer af mullaher, politikere og diktatorer. (Berlingske) 11/11 Lars Hedegaard fyres som kommentator i Berlingske Tidendes spalte "Groft sagt". Ifølge Hedegaard skyldes afskedelsen en afstandtagen fra hans islamkritiske kommentarer; ifølge bladet skyldes det almindelig udskiftning blandt kommentatorerne. (JP) Den saudiske konge Abdullah kræver religiøs tolerance på et møde i FN. Han fordrer, at islam ikke forbindes med terror og kaldes en "krigsreligion". Human Rights Watch peger på, at Saudi-Arabien er et af verdens mindst tolerante lande. Landet har et særligt religiøst politi, der slår ned på uislamisk opførsel. (Ritzau) Den britiske tænketank "Centre for Social Cohesion" opfordrer i en rapport "Victims of Intimidation" europæiske regeringer til at gøre mere mod truslen mod muslimske islamkritikeres sikkerhed og ytringsfrihed. Rapporten undersøger 27 sager med muslimer, forfattere, politikere, aktivister, kunstnere, der er blevet udsat for vold eller intimidering efter at have kritiseret islam eller talt for reformer. Lederen af tænketanken Douglas Murray: "At fritage en trosretning for kritik baner vejen for intimidering og vold." (BBC)

Islamiske anslag mod ytringsfriheden

Det er ikke kun islamister, der er engagerede i anslagene mod ytringsfriheden. Også store respektable, muslimske organisationer deltager med deres antidemokratiske holdninger og aktiviteter i forfølgelsen af anderledes tænkende muslimer. De, der rammes af trusler, forfølgelse og anslag mod deres liv, er de muslimer, der tager demokrati og ytringsfrihed alvorligt. Dette bryder med bornerte og menneskerettighedsfjendske dogmer i islam. Apostasiforbuddet - forbuddet mod at forlade islam - er igen problemets moder. Rapport fra tænketanken The Centre for Social Cohesion.

Azar Majedi: Must the veil be banned?

Azar Majedi var politisk aktivist under først shahen, så under Khomeini indtil hun og hendes mand, Mansoor Hekmat (stifter af Irans kommunistiske arbejdeparti), måtte flygte og fortsætte aktivismen fra eksil. De har også boet i Danmark en tid. Han døde i 2002 og hun bor nu i London med deres tre børn. The question of the veil has become a heated debate in the British media. In this debate some fundamental principles seem to be at stake: Individual freedom to practice one’s religion, freedom of choice, freedom of clothing and discrimination against a particular community, that is, the so-called Moslem community. Islamists and some human rights activists maintain that the so-called Moslem community is being stigmatized and have been under racist attack since September 11th. They argue that the latest attempts to ban burke or the nighab is a violation of individual freedom and another racist attack on Moslems. Let’s examine these issues closer. Two events following one another brought up the question of the Islamic veil in the British media: Jack Straw’s comment on the women wearing the nighab and the case of Aishah Azmi, a 24 year old support teacher, who was ordered to take off her full veil, including the nighab. She took the school to court and the court decided in the school’s favour, and so she appealed against the court’s decision. In my opinion defending the right to wear the veil in any form or shape and in any circumstances as freedom of choice is fallacious. It overlooks other, just as important, rights recognised by modern civil society. In unconditionally defending the right to wear the veil, one comes, at best, in collision with other set of rights, i.e. children’s rights, women’s rights, societal rights, and the principle of secularism. In debating about the freedom of wearing the veil, one must take different circumstances into consideration. 1. The age of the person wearing the veil. 2. The extent of the veil and 3. Where the veil is worn. Why are these factors relevant in the discussion? First and foremost it is important to define what the veil is. Is it only a fashion item, a mere clothing style? The argument that classifies the veil as a style of clothing is totally misleading. The veil is a religious ritual, a religious costume. Moreover, nowadays the veil has become the political banner of a political movement, namely, political Islam. The veil has become the symbol of Islamic power. Wherever, Islamists gain power, they force the veil on women, as a sign of their victory and supremacy. Why is this argument relevant to our discussion? It may be argued that irrespective of its religious or political character and significance, one must be free to wear any “political or religious symbol” one chooses to wear. My response, and I believe many others’, to this is a categorical NO. It must be said that in most countries, including Western democracies, there are certain dress codes at workplaces and wearing different political symbols or religious ones are not allowed in the workplace. Therefore, the veil must also be viewed in this light. We should tear off all this romantic falsification surrounding the veil. The veil is a religious and political symbol of a religion and movement that degrades and deprives women. The veil as a symbol of women’s subjugation The veil is both the symbol and the tool for women’s subjugation. Islam, as in fact, all other religions, is a misogynist ideology. Islam is a direct product of sheer patriarchy. Islam, particularly, due to its earthly characteristics, penetrates every aspect of private and social lives of men and women. A woman, according to Islam, is an extension and subject of a man. She does not have an independent identity and is defined by her master. The veil has been prescribed to hide men’s property from potential violators. A “free” woman, according to Islam, is considered an open and free target, a free ride. It is absurd to regard the veil as a fashion item, or a dress style. We should define the veil as it really is, and as it really functions in the lives of many women under the rule of Islam: a symbol of servitude and subjugation. Nevertheless, it may be argued that, if one chooses a life of servitude, one should be free to do so. The modern civil society has a different answer to this argument. In a free, modern civil society when safeguarding human rights, children’s rights or women’s rights there are laws limiting an individual’s right to harm oneself or to deprive oneself of certain rights and privileges. By the same token, there must be some limitations imposed on the use of the veil. This is perhaps where some disagreements arise. This is where those above-mentioned circumstances come into the picture. Veil must be banned for underage girls One of the achievements of the modern civil society is the recognition of society’s responsibility to safeguard children from any kind of abuse. The society must be responsible for a child’s safety, happiness, health and their normal growth and development. Past decades have witnessed a great struggle by decent, human-loving individuals to establish the concept of children’s rights, to recognise a child as an individual and not the property of their parents. This is a landmark achievement, which contradicts the essence of religion. According to Islam, the child is the property of the father or grandfather and they even have the right to take the child’s life. Therefore, the modern children rights charters are in basic contradictions with religious laws and customs. They, in fact, nullify certain religious or “divine” rights. This must extend to girls living in Islamic communities. The veil is a pure discrimination against girls. It hampers their physical and mental development. It segregates them from the rest of the society. It restricts their growth and future development. It assigns to them a prescribed social role according to their gender and a division of labour. Therefore it must be banned. Society is duty-bound to safeguard free, healthy and normal development of these girls. It is a crime to ignore this obligation. Freedom of choice is purely nonsensical regarding the veil for underage girls. “A child has no religion”. It is the parents’ religion that is imposed on the child. The society must respect the child’s right to a free development. Just the same way that modern society recognises the undeniable right to education for all children, bans child labour and regards physical abuse of children as a major crime, it must also ban the veil for underage girls. This must be added to all international children’s rights charters. The veil is a physical, mental and social abuse of girls and it must be recognised as such by the international community. Secular society versus the veil In a secular society, religion must be a private affair of any individual. The state must be separated from religion and stay away from promoting any religion. A secular society can better defend individual rights and civil liberties. Contrary to the commonly held belief, religious hatred or communal stigmatization can better be avoided in a secular society. In a secular society wearing or carrying any religious symbol at state institutions and in the place of education must be prohibited. By doing this, the state and the educational system do not promote any particular religion. Religion remains in the private sphere and clashes between followers of different religions is somewhat avoided. Therefore, I believe that the recent legislation in France regarding the banning of wearing any religious symbols in state institutions and schools is an appropriate step in the right direction. However, I believe that its main shortcoming is to still allow private religious schools to operate. This leaves the girl’s fate in the hands of religiously-fanatic parents to send her to private religious school and ghettoize her life completely. This is not respecting individual freedom and civil liberties; this is discrimination against a group of girls who are isolated from the society at large and their lives are ghettoized by their parents and so-called leaders of their communities. The society must defend the right of children; girls living in Islamic communities are no exception. The society and the state have responsibility for their normal, healthy and happy development. Burke or the nighab, an individual right or a societal right? The veil comes in different forms and shapes, from a scarf, to a robe-like loose garment that covers the woman’s whole body (it looks some what different in different countries, or according to different Islamic sect’s rules) and finally the burke or the nighab. Burke has become known as the symbol of Taliban, the most severe restriction imposed on women’s appearance. Must a woman be allowed to cover herself under this most severe form of the veil? In my opinion: NO. The banning of burke or the nighab can be argued from two angles, 1) the societal right and 2) the women’s right. Firstly, in my opinion, when dealing with burke or the nighab, we surpass the sphere of individual rights. Here, we enter the sphere of what I call societal rights. The person under this kind of veil has no identity in the face of fellow citizens. The society cannot work with faceless humans. At a workplace, and I mean any workplace, it is the right of the fellow workers and customers to see the face of their colleagues or the personnel. There is also the issue of trust at stake. You can not trust the person who has covered their face. Eyes and facial expressions are the key to communication, if you hide these, there can be no real communication. Therefore, wearing burke or the nighab must be banned at the workplace. I believe that the question of trust and identity goes further than the workplace. It is just as important on the bus, in the park, in the recreation ground, etc, that you can see the face of the person in your immediate surroundings. Here it is the question of individual rights verses the societal rights. There are instances where the society rightfully decides to deprive certain individuals of certain rights for the benefit of society as a whole. For example, banning smoking in public places and imposing severe restrictions on smokers, limits the individual rights of smokers, but it is defended on the basis of health benefit for the whole society. Burke or the nighab must be banned for the benefit of society. Secondly, we argued above, that the veil is a symbol and a tool for women’s subjugation and degradation. This is one of the main reasons for demanding that it be banned for underage girls. Nevertheless, we agreed that in a free society an individual has the right to choose servitude, if he/she chooses to do so. However, we also argued that there are certain limitations imposed on self-harming practices by individuals. Female circumcision, which after a long and hard battle became known as what the practice really is, being female genital mutilation, is now banned by many Western governments. Women rights activists had to fight vigorously in order to bring consciousness about this brutal religious practice and succeeded to ban it in these countries. There are many different religious sects and not all their practices are permitted by the law. Therefore, religious freedom does not mean freedom to practice just any religious command or custom. I believe that burke or the nighab should also be categorized as those religious practices prohibited by the law. Burke or the nighab deprives a woman of any identity. By allowing its use, we recognise the existence of some identity-less women who walk around in a ghost-like shape. This is a real insult to human dignity. The society should not permit such degree of degradation and humiliation of humans. This is outrageous. This must fall under the category of the limitations society imposes on self-harming practices. I add in passing that I doubt deeply the nature of voluntary and free choice regarding the veil, particularly in this severe shape. But we will not get into this debate here. We should redefine the veil. We should debate this question widely and openly. Hopefully, we come to the agreement that certain limitations must be imposed on the veil: banning of all shapes of the veil for underage girls. The use of the veil at public workplaces and educational institutions and total ban on burke and the nighab. azarmajedi@gmail.com www.azarmajedi.com www.azadizan.com

Nils Bredsdorff: Påtale. Den frie presse og den frie ytring

Hvis jeg var tegner som Kurt Westergaard, ville jeg være glad for, at det var PET, der var ansvarlig for mit helbred og ikke den frie presse. Westergaard mente i et interview i TV1, at PET var professionelle, og at de vidste, hvad de gjorde. Det kan ikke siges om den snes dagblade, der iflg. Ritzau valgte at bringe Westergaards berømte tegning af Muhammed som protest mod de angivelige mordplaner, som PET afslørede.. De fleste – og de store – gjorde det modvilligt og fik signaleret, at de helst havde været tegningen foruden. De viste, at de ikke havde brugt tiden siden den første Muhammed-krise til at forberede sig på den næste. De viste, at den herskende forståelse af islamismens indhold og dynamik ikke har ændret sig en tøddel, siden den første krise. Kun domstolene stod fast på, at der ikke findes lovlige krav om at ytringsfriheden skal være høflig, mens medierne faldt over hinanden for at kritisere de spottende og ubehøvlede brugere af ytringsfriheden. Informations leder onsdag d. 13. februar er karakteristisk for flere andre ledende artikler. At bringe tegningen er ”et naturligt led i vores dækning af sagen,” hedder det. Naturligt! – det må betyde, at vi kan forvente tegningen optrykt, hver gang sagen om Westergaard dukker op. Men på den anden side sker signaleringen ”ikke for hverken at demonstrere eller som led i nogen samlet medieaktion”. Naturligvis – den samlede signalering er ikke nogen demonstration. Så næste gang, PET møder en med en tegning over Westergaards hus, vil det ikke nødvendigvis være ’naturligt’ at bringe tegningen? Informations leder gentager, at man finder tegningerne ”unødvendigt krænkende og infantile” – især fordi tegningen ledsages af teksten om, ”at muslimer skal finde sig i hån, spot og latterliggørelse.” Men Flemming Roses tekst mistolkes på det afgørende punkt, som afslører lederskribenten som fundamentalistisk multikulturalist. Der mangler et vigtigt ’også’: også muslimer skal … Udtrykket ’unødvendigt krænkende’ er lige så afslørende: Her bestemmes, hvor grænsen går mellem nødvendig og unødvendig krænkelse, og skribenten kan ikke se, at krænkelsens nødvendighed afhænger af den politiske holdning, krænkeren har. Hvis Rose m.fl. skal udtrykke sin mening, er krænkelsen nødvendig. Lige som krænkelsen eller spotten er unødvendig for den, som affinder sig med billed- og tale- eller satireforbud. Redaktørerne har stadig ikke forstået, at det er den, der hører, der skal udvise tolerance, mens den, der taler, skal sige, hvad vedkommende mener. Ytringsfriheden giver ingen mening, hvis ytringen skal omformes, så den passer til modtagerens øren. Hvis demokratiet forudsætter, at mindretallet efter den demokratiske debat affinder sig med flertallets afgørelse, så forudsætter det, at det mindretal har haft lejlighed til at sige, hvad det tænker og mener – også selv om flertallet synes, det er unødvendigt eller ubehøvlet. Ellers har flertallets afgørelser ingen legitimitet. Svaret på mordtrusler kan kun være tegningen på forsiden af alle aviser og TV med en erklæring, som siger, at hver ny trussel vil blive fulgt op af en ny religiøs satire - Westergaard er også god for fine tegninger af kristne helligheder … men ikke på side 6 i 2 spalter, men 6 spalter på forsiden.. Nils Bredsdorff er forskningsbibliotekar på RUC

Frederik Stjernfelt: Stræben efter viden for dens egen skyld er Vestens særkende. Interview med Ibh Warraq

Ibn Warraq betyder “papirhandlerens søn”, men det er et pseudonym for den pakistansk-engelske forfatter til blandt andet Derfor er jeg ikke muslim fra 1995 (da. udg. 2004). Han forlod sin muslimske baggrund for at studere på universitetet i Edinburgh og åbnede senere et indisk spisested i Frankrig. Med offentliggørelse af hans argumenter for ikke at være muslim blev han centralt placeret i den demokratiske islamkritik, som han senere har videreført ved at udgive et bind beretninger om andre muslimers vej ud af troen – og senest det nyudgivne bind Defending the West, der er en omfattende tilbagevisning af Edward Saids nyklassiker Orientalisme. Aktuelt forsker han i korankritik på Center for Inquiry i London. Ibn Warraq har besøgt København for at modtage Trykkefrihedsselskabets pris, da Weekendavisen fik mulighed for at tale med ham. - Hvordan er Deres personlige erfaring, der førte til, at De vendte Dem mod islam? - Det var en langsom proces, der ikke fandt sted på eet afgørende øjeblik. Men den afgørende fase lå kort efter Rushdie-sagen Jeg opdagede, at jeg under mit ophold i Vesten havde overtaget en række centrale værdier, som vestlige intellektuelle ikke længere var villige til at forsvare – idet de skød skylden på Rushdie i stedet for at rette kritikken mod hans forfølgere og angribe deres undertrykkelse af den fri tanke. Det kaldte mig til modstand – og jeg blev tilfældigvis spurgt af Paul Kurtz fra tidsskriftet Free Inquiry om at bidrage med en artikel i 1992. Deres ide var, at de gerne ville have en muslim til at skrive kritisk om islam, ligesom Bertrand Russell i sin tid skrev Why I am not a Christian, og de kunne ikke finde nogen til at skrive den tilsvarende tekst om islam. Så det endte med at opgaven faldt på mig. Den artikel blev så senere til min bog med samme titel Why I am not a Muslim. - De udgav bogen under det pseudonym, De stadig bruger – Ibn Warraq – og har gennemgående undgået at træde frem for en større offentlighed. Det princip brød De med i går, da De optrådte i det danske tv-program Deadline. Hvordan kan det være De tog den beslutning? - Jeg har ofte optrådt på konferencer, men de har generelt haft en lukket, akademisk karakter. Men sidste år arrangerede min gruppe på tænketanken Center for Inquiry, den humanistiske gruppe, konferencen “Secular Islam Summit” – det sækulære islamiske topmøde – i Skt. Petersborg. Den konference var åben for offentligheden og fik masser af medieopmærksomhed, inklusive dækning i al-Jazeera og meget andet. Det kom helt bag på os – men så tænkte jeg, at jeg måtte være rede til at forsvare de ideer jeg stod for, i det offentlige rum. Det er den væsentligste årsag. Jeg har dog aldrig været særlig konsekvent angående sikkerhed. Det er også en psykologisk sag – med megen sikkerhed tenderer man mod at tænke sig selv ned i en bunker, og det får konsekvenser for den måde, man tænker på. Jeg kender Rushdie og skulle fornylig introducere ham på en konference, hvor han insisterede på ikke at have nogen sikkerhedsvagter, han forsøgte at befri sig selv fra at skulle tænke på sin egen sikkerhed hele tiden, for det lægger et ubærligt pres på ham. - De har netop udgivet bogen Defending the West, der er eet stort angreb på Edward Saids tredive år gamle bog Orientalisme. Hvorfor finder De det nødvendigt at angribe en gammel bog? - Den bog har haft en helt enorm indflydelse og har det stadigvæk. Den er stadig pensum mangfoldige steder på vestlige universiteter – den lå nummer to på bestsellerlisten i Cairo så sent som april sidste år. I næste måned har de en stor konference på det britiske kunsthsitorieinstitut The Courthold Institute, Gombrichs gamle institut, en konference der udelukkende handler om Edward Said og “den Anden”, og hvor der ikke optræder en eneste taler, der ikke er fuldstændig enig. De har Robert Fisk som en af hovedtalerne, kan De forestille Dem det? Medens jeg skrev Defending the West fik jeg et telefonopkald fra en kunsthistoriker, Kevin Justus, der skulle skrive om nogle orientalistiske malerier på Petit Trianon i Versailles, og han var så skræmt, hvordan i alverden skulle han kunne skrive om dette ømtålelige emne – men den blotte annoncering af at min bog ville komme gav ham mod til faktisk at behandle dette pinagtige emne! På litteraturinstituter er det fx. umuligt at skrive om Jane Austen uden at nævne Saids anklage mod hende for at støtte slaveriet, selv om det er en helt ubegrundet påstand. For to uger siden gav jeg et foredrag i boghandelen i kælderen under Columbia University – og det første jeg så, da jeg kom ind, var et bord med stak efter stak efter stak af Saids bog, den lå der i hundredvis – men ikke ét exemplar af min bog. I sådan en boghandel er der jo først og fremmest bøger, der er bestilt af lærere med henblik på brug på universitetskurserne. Jeg blev dybt deprimeret. - Megen af Deres diskussion af Saids bog består af en detailleret afvisning af påstand efter påstand, et stort empirisk fletværk af tilbagevisninger. Men indebærer Deres kritik af Said også en kritik af hans foucaultianske metode, den såkaldte diskursanalyse? - Ja, hovedproblemet i Foucaults teori er at den benægter existensen af menneskelig handlen, “human agency”. Han tror at mennesker nødvendigvis må være repræsentative for en eller anden gruppe – ligesom tidligere marxister og vulgærfreudianere troede at mennesker restløst var produkter af deres klassebaggrund eller deres opdragelse. Foucault og med ham Said synes at benægte, at en person kan have andre motiver end dem, hans gruppe har, eller de motivationer, den institution har, som han arbejder i. Jeg forsøger herimod at vise, at mange af virkelighedens orientalister var fuldstændig optaget af begæret efter viden og ofte meget sensitive over for de mennesker, de beskrev. De var ikke alle sympatiske – fx. var Theodor Nöldeke, den store orientalist og behersker af mangfoldige orientalske sprog – en sammenbidt antisemit. Men også her må man skelne – han var samtidig en mester indenfor emnet Koranens historie. - Nu vi snakker om Foucault – lå hans egen teori også bag hans omstridte tiljubling af den iranske revolution omkring 1978-80? - Ja, en tredjedel af min pristale igår handlede netop om Foucault og Iran. Han har en teoretisk ramme, som han forsøger at passe fænomener som den iranske revolution ind i – og det fører ham til helt bizarre konsekvenser. Han havde ingen viden om Iran eller om islam – bare en lillebitte søgning i sekundærlitteraturen ville have sparet ham for de tåbelige citater, man nu kan hente fra hans artikler om Iran. Han hævdede som bekendt, at revolutionen ikke ville føre til nogen Khomeini-regering, at den ville føre til lighed blandt kønnene, at der ikke ville blive undertrykkelse af mindretal, at den ville føre til åndelighed ... Det stik modsatte sket som bekendt. - Han drømte om, at revolutionen ville føre til en “spirituel politik” ... - I det hele taget havde han meget tilfælles med apologeterne for stalinismen i Vesten i 40’erne og 50’erne – de udviklede en omfattende foragt for deres egen kultur og civilisation og overdrev systematisk værdier og resultater i kommunismen. Foucault gjorde det samme angående den iranske revolution. Det kunne naturligvis kun ske på baggrund af kulturrelativismen – der fører til påstande som at “Vi må ikke dømme dem efter vore egne rationelle standarder”. Men det er en patroniserende attitude. Faktisk beskriver den nyudgivne bog om Foucault og Iran [Afary og Anderson: Foucault and the Iranian Revolution, FS] hans møde med en iraner, der flere gange interviewede ham både i og uden for Iran, og heraf fremgår det, at Foucaults tiltrækning til Khomeini skyldtes hans homosexualitet. Han havde mange tunesiske elskere og tilsrkev dette en særlig islamisk tolerance over for homosexualitet. En sådan tolerance har ganske rigtigt existeret, men kun i dele af islam, og på ingen som helst måde i den iranske revolution. Men Foucault anerkendte aldrig, at han tog fejl angående Iran. - De hævder i Deres bog, at en særlig dyd ved Vesten er nysgerrigheden efter viden for dens egen skyld ... - Ja, jeg hævder, at det reelt er det der udgør Vestens spiritualitet. Det har en meget vigtig værdi, den udfylder en dyb længsel i menneskenaturens hjerte – og hvis man afviser den, afviser man en meget vigtig del af menneskets væsen. Det er den, der har givet anledning til de vidunderlige strukturer til frembringelse af viden, som vi kender i de vestlige institutioner – arkæologi, historie, sproghistorie, der giver os vores fortid tilbage, og meget andet – det er extraordinære resultater. De religiøse blandt forskerne mente, at disse resultater viste Guds tilstedeværelse, men også for sækulære personer som os er videnskab noget ædelt – ikke bare midler til et eller andet mål – viden er et mål i sig selv. Men det er altid blevet benægtet af Foucault, Marx, Freud, der hævdede, at viden er et skalkeskjul for et eller andet formål ... - Det hævdes også af en bestemt type liberalister, der hævder, at viden alene skal tjene erhvervslivet ... - Ja, det er rigtigt. De burde læse et fantastisk citat af von Hayek, jeg kan ikke huske om det kom med i min bog: viden for videns egen skyld er fraværende i den kommunistiske verden – her forstår man det helt grundlæggende ikke, fordi man mener, at al viden umiddelbart skal tjene samfundet. - I den aktuelle sag med den fortsatte karikaturkrise, hvordan opfatter De de forskellige muslimske institutioners rolle, OIC (de islamiske landes organisation), det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, og så videre ... - Der er ingen pave i islam. Man skulle tro, at det faktum havde en frigørende effekt, men det er desværre ikke tilfældet. Snarere tværtimod. Det ser ud som om, at alle, der vil vide hvordan deres særlige variant af islam er, autoritetstro henvender sig til mullaher og moskeer. Det har ført til, at vestlige stater, der søger information om deres nye muslimske indbyggere, henvender sig til sådanne foreninger og imamer, hvilket frustrerer staterne, for sådanne grupper overdriver systematisk deres egen gruppes indflydelse på almindelige muslimer. Det har man fx set i Frankrig, hvor de grupper, der har fået statslig status opfører sig som om de repræsenterede alle muslimer. På det internationale plan har saudierne stor indflydelse på grund af deres mange penge. De finansierer fx mange lærestole på amerikanske universiteter, hvor de så bestemmer, at der skal undervises i bestemte form for islam, ellers truer de med at trække pengene. - I den danske debat hører man ofte intellektuelle komme med “Ytringsfrihed MEN”-argumentet, hvor man hurtigt overstår ytringsfriheden og så giver sig til at tale længe om MEN, altså om hvordan man i praksis skal indskrænke den af hensyn til krænkede følelser. Men hvorfor har det argument ikke noget for sig? Kunne man ikke bare lade være med at krænke nogen? - Tilstedeværelsen af muslimer i de vestlige samfund har sat disse samfund under pres, og aktivistiske muslimer forsøger at få anerkendt en ny rettighed – retten til ikke at blive krænket. Men den rettighed bør ikke existere! Jeg bliver jo også personlig meget stærkt krænket af Koranen hver eneste dag – eller af Hizb-ut-Tahrir. Men det får jo ikke mig til at forbyde disse fænomener. Ytringsfrihed er helt essentiel – det er aldeles vigtigt, at man kan kritisere Koranen. Bibelkritikken, altså den filologiske undersøgelse af Bibelens tilblivelse, spillede jo en helt afgørende rolle i de vestlige samfunds sækularisering. Jeg hørte, at der er to danske intellektuelle, der netop har skrevet en bog om tolerance – - De tænker på Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard ... - ... og heri hævder de, at der en en afgørende forskel mellem Rushdies roman og de danske tegninger af Muhammed. Men det er en fuldstændig kunstig fup-distinktion! Humor og karikaturer er været en vigtig del af offentlighedens våben meget længe – tag Honorë Daumier, tag Thomas Rowlandson, der allerede for flere hundrede år siden gjorde satiren til stor kunst. Problemet er, at islam må lære at grine af sig selv. Ligesom Monty Pythons Life of Brian må vi have en Life of Mo om Muhammed. De danske karikaturtegninger har allerede givet anledning til et nyt ord på engelsk: Mo-toons. - Som fx. den fantastiske internet-tegneserie “Jesus and Mo” ... - Jamen, der er mange flere! - Det er interessant, at ikke længe før Deres bog udkom Robert Irwins bog med en på mange måder parallel kritik af Said? - Jeg stødte på Irwins bog, da jeg var ved at afslutte arbejdet på min egen bog – så jeg har endnu ikke læst den færdig. Jeg sendte Irwin korrekturen på min bog, og jeg hører han har en anmeldelse undervejs i TLS ... - I opholder jer begge på hver sin måde ved de mærkelige dobbeltstandarder i bøger som Saids. Når Vesten har kolonier, er det imperialisme, når Islam har det, er det erobringer? - Ja, det er et meget vigtigt punkt. Selvfølgelig havde Vesten slaver, og det er stærkt kritisabelt – men det var vel at mærke også Vensten der fandt på abolitionismen, kampagnen mod slaveri, og den havde man karakteristisk nok ikke andre steder, fx. i den arabiske verden. Der er i øvrigt ikke mange, der overhovedet kender til den arabiske slavehandel – og at den antagelig var endnu mere omfattende end den vestlige ... - Nej, der rettes aldrig krav om undskyldning og erstatning for slaveriet mod Saudi-Arabien ... - I min bog nævner jeg den meget modige bog om det arabiske slaveri, som franskmanden Olivier Pétré-Grenouilleau skrev, og som skaffede ham en mængde ubehagelige angreb på halsen – her argumenterer han for, at den samlede arabiske slavehandel i tal overgår den vestlige. Hertil kom de særlig grusomme teknikker med fremstilling af eunukker ved kastrering af drengebørn endnu inden salget, en teknik, der havde enorme dødsprocenter. - Det er vel også derfor, der ikke er mange efterkommerbefolkninger efter de arabiske slaver, modsat i USA, Caraibien, Brasilien og lignende ... - Jo, men der erfaktisk nogle efterkommerbefolkninger efter slaveriet i islamiske lande, der er fx. visse pakistanske byer, hvor slavernes efterkommere lever miserable liv. Og mørklødetheden hos visse grupper i det arabiske Nordafrika vidner også om slaveriet. - Hvordan kan det være, at den ellers så kritiske tanke i Vesten har kunnet acceptere sådanne dobbeltstandarder som i Saids bog? - Det har med fraværet af komparative analyser at gøre. Når man analyserer imperialisme, racisme, slaveri og så videre, må man sammenligne mellem hvordan forskellige imperier har båret sig ad. Der har jo fx. været en omfattende japansk racisme, og mange andre end Vesten har udfoldet imperialisme. Her viser komparative studier endda, at dele af vestlig imperialisme har hørt til den mildere kategori. Den britiske kolonisering af Indien, som jeg specielt interesserer mig for, udryddede fx. ikke en hel kultur – tværtimod anstrengte de britiske kolonisatorer sig for at bevare gamle indiske monumenter og manuskripter, hvilket var med til at muliggøre den “indiske renaissance” i 1800-tallet og i sidste ende Indiens selvstændighed. Sammenlign dette med den islamiske erobring af Indien, der ødelagde tusindvis af monumenter, klostre, manuskripter for at fordrive “vantroen” fra området. Eller sammenlign med den muslimske udryddelse af zoroastrismen i Persien, eller den udryddelse af den østlige kristendom i de arabiske lande, der står på den dag i dag. Eller fordrivelsen af den jødiske befolkning fra de islamiske lande. Det er gavnligt at anstille den slags komparative analyser for at se, hvilken imperialisme det er man taler om. - Men hvorfor udviklede islam sig sådan? Der var jo engang, under den islamiske guldalder, da Baghdad var den mest oplyste by i verden, og hvor viden faktisk blev efterstræbt for dens egen skyld ... - Det findes der ikke noget tilfredsstillende svar på, endnu. Al-Ghazali udviklede en tvivlens metode og var tæt på at formulere ideen om viden for dens egen skyld – men samtidig kritiserede selv han en tænker som Averroes for ateisme. Vi kan konstatere, at den fri tanke og stræben efter viden endte med at bukke under for de islamiske teologers krav om blind adlyden af den ene gud. Hertil kommer, at islam aldrig har formuleret, hvad jeg tror er en meget afgørende ting, nemlig det juridiske princip om at en organisation kan have legal status som en person og nyde alle de samme rettigheder som en person. Det går tilbage til romerretten, og udgør en meget vigtig opfindelse i Vesten, der fører til muligheden af at oprette selvstændige lærdomsinstitutioner som universiteter og akademier. I islam, derimod, var der ingen institutioner, der kunne garantere videns overlevering, men alene lærer-discipel forhold, der er skrøbelige og let fører til at viden fortabes, fordi den er bundet til personen og kan forsvinde med ham. Formuleringen af dette princip, organisationen som juridisk person, i det man kan kalde den lille renæssance i det 12. århundrede, er en kristen viderudvikling af romerretten, og det udgør en meget vigtig forudsætning for dén udvikling af den fri tanke og stræben efter viden for dens egen skyld, der er central for Vesten. Interviewet er tidligere publiceret i Weekendavisen, den 19. marts 2008.

Gelier Molier: Om den hollandske korankritiske film og ytringsfrihedsbegrebet hos John Stuart Mill

Skal folk, der opponerer mod Islam, Kristendom og alle mulige sekter fra Jehovas Vidner til Syvende Dags Adventisterne og de sidste dages Hellige eller andre loger, lære at kritisere med nænsomhed efter først at have spurgt sig for hos den part, de vil kritisere? Og gælder det også, når man vil kritisere politiske utopismer, der forsager det transcendentale, men vil bygge himmerriget på Jorden, eller er der frit slag her? Og hvad nu hvis der er fare for vold og social uro, skal kritikere så også kunne ytre sig som de vil, også når det gælder hellige skrifter og myter? Skal staten ikke forbyde deres kritik under hensyn til lov og orden? Eller skal staten og offentligheden derimod appellere til de krænkede hellige om, at der ikke i sig selv findes hellige billeder eller hellige meninger eller hellige tekster - for andre end netop de hellige selv? Og skal offentligheden formane de hellige om, at heller ikke provokatørernes provokationer er hellige, og at kampen mod dem må føres indenfor den borgerlige offentligheds rammer? Den hollandske jurist Gelijn Molier fra universitetet i Leiden skriver om filmen 'Fitna' af politikeren Geert Wilders, og om de overvejelser der gøres om hvorvidt denne måske ikke-eksisterende film skal forbydes.

Malene Busk: Gud i synapserne

"profetmuhammed med rød hat", Street art på lyskasse, Søtorvet, København, julen 2007, anonym kunstner. Kommentar til Lone Franks bog, Den femte revolution, om hjernen, kap. 2 om religion: Skeptikerne har haft mistanken i århundreder før neurobiologien viste os sine avancerede resultater: at religionernes genstand for tilbedelse, nemlig guden eller guderne, udelukkende findes mellem ørerne på den enkelte troende og i kulturfrembringelserne mellem mange troende, dvs. i vores hjerners hæsblæsende og uophørlige produktion af mening, selvbilleder, sociale ritualer, skrifter, opdragelse, verdensforklaringer, indoktrinering, kunstværker osv. Lone Franks rapporter fra frontvidenskabens land burde imidlertid omsider få de sidste ikke-skeptikere til at tage et dybt kig ned i deres egen psyke, så hudløst som muligt og skælvende forberedte på at de måske ikke vil bryde sig om det de ser: at selve følelsen af ‘dyb tro’ blot reflekterer graden af hjernens formidable evne til at snyde sig selv, intet andet. Imidlertid er én af effekterne af hjernens selvindbildning, at man vægrer sig kraftigt ved at erkende den som sådan. Der er hos de troende altså noget mere end fordomsfri vurdering og efterfølgende forkastelse af videnskabelige resultater på spil: det er snarere en desperat, instinktiv overlevelsesmekanisme, der går igang. Det kan forklare vanskeligheden ved at føre en fornuftig diskussion med stærkt troende og den rasende selvforblændelse som troens fortalere værner om som gjaldt det deres liv, selv når de stilles overfor de uafviselige tegn på at de tager grusomt fejl. Når flodhesten angriber folk, der kommer til at gå mellem den selv og dens græsningsareal, er den dødbringende og uimodtagelig for al forhandling. Dens overlevelsesinstinkt er vakt og den forsvarer selve sit livsgrundlag, føden. Troende menneskers liv er derimod reelt set slet ikke i fare: det er åbenlyst muligt at opgive troen og leve et godt liv, som utallige frafaldne har gjort gennem tiderne, hvor den eneste trussel mod deres overlevelse var de tilbageblevne troende. Så selve koblingen af overlevelsesinstinktet med trosfølelsen lader til at være endnu et hjernetrick. Det samme ses ved andre falske kilder til følelsen af livsvigtighed. Ved narkomani og ludomani kobles stoffet eller spillet til en stærk følelse af, at det er absolut nødvendigt, ja til desperation nødvendigt for selve overlevelsen, at man ikke tillader noget som helst at komme imellem en selv og genstanden for følelsen. Det er ganske vist destruktivt for sociale relationer, personligt irrationelt og i sidste ende selvødelæggende, men følelsen er usvækket alligevel. Hjerneforsker Albert Gjedde har påvist at der i den religiøse hjerne optræder præcis samme mønstre af dopaminbelønning, afhængighed og krav om et nyt ‘fix’ som i hjerner med nikotin- eller spil-afhængighed. Påvisningen af eksistensen af sådanne afhængighedsfænomener giver os altså en højst foruroligende situation: man kan i disse tilfælde ikke stole på sine egne følelser, sit instinkt eller sin ‘mavefornemmelse’. ‘Følelsen’ af sandhed og livsnødvendighed beskytter blot et nærmest fysisk selvbedrag. Og det er i sig selv ganske skræmmende. Det meste af vores færden er med mere eller mindre succes reguleret af halvt ubevidste valg udfra tilbøjeligheder, indlærte automatikker, følelser, lyst og ulyst: vi undgår sammenstød, vi spiser når vi trænger, vi opsøger det venlige og kærlige, vi opdager nysgerrigt nye ting, får medfølelse og går væk når vi sanser fare. Vi regner med at kunne stole på disse impulser. De mere langsommelige rationelle afvejninger træder mest til i særligt vanskelige beslutninger foruden i de disciplinerede former for tænkning: de store skabende hjerneudfordringer i videnskab, kunst og filosofi. Det giver det enkelte menneske såvel som de menneskelige samfund en enorm opgave, som begynder dér, hvor Lone Franks hårde videnskab hører op: at lære at bryde den falske kobling mellem desperat overlevelse og gudstro, at lære at gå ind i den altovervældende ‘religiøse følelse’ og undersøge den for hvad den er: et neurologisk trick, et evolutionshistorisk bedrag, som man ikke behøver at skamme sig over at være faldet for, da mekanismen er så kraftig, men som man skylder sig selv og sine medmennesker at lære at yde modstand imod. Det er en ansvarlig selvindsigt, der virker direkte på følelserne. Og her er det næppe nok med de videnskabelige argumenter: det er selve følelseslivet, der møjsommeligt skal udvikles og frigøres fra sin ulykkelige afhængighed.

Malene Busk: Om fundamenter og deres -ismer

Andres Serrano: "Piss Christ" og tegning af Lars Vilks: Muhammed som bamse. Vi hører overraskende tit debattører (f.eks. Hans Hauge i P1 eller Peter Wivel i Politiken) bruge begrebet fundamentalisme i flæng og især om modstanderne af religiøs fundamentalisme. Argumentet er som regel noget med at alle mennesker har et fundament, en grund eller en ræson, som de bruger til at give mening til det de foretager sig. Alle har altså grunde til dét, de gør og oprindelser til det de er, så ergo er alle fundamentalister. De der mener at f.eks. menneskerettigheder eller sekulær tankefrihed er bedre opfindelser end religiøse bøger er sågar ‘menneskerettighedsfundamentalister’. Æh-bæh? Men det er en ualmindeligt forvrøvlet kortslutning. Man ‘glemmer’ nemlig at analysere den sidste del af ordet fundamentalisme: - isme. Tilføjelsen ‘-isme’ handler i korthed om at give et almindeligt begreb en privilegeret rolle i et begrebssystem, som kan bruges som en generel erkendelsesmæssig fortolkningsramme. Vi kender faktisk udmærket forskel på begreber og deres ‘-ismer’ i hverdagen. Private virksomheder annoncerer f.eks. gerne efter en medarbejder med ‘sociale kompetencer’ - og det betyder bestemt ikke ‘socialisme-kompetencer’. Undertøjsreklamer bruger i ét væk ordet ‘feminin’ uden at nogle vist vil beskylde dem for ‘feminisme’. Vi ved også efterhånden, at der er forskel på ‘islam’ og ‘islamisme’, hvor kun sidstnævnte gør islam til et politisk program for den ganske verdensindretning. Og i den kristne ende af spektret må vi da håbe at de kan se forskel på at være ‘kreativ’ og så på bibelbæltets tåbelige ‘kreationisme’. Fundamentalisme er tilsvarende en -isme, der bruger det almindelige begreb om et fundament eller en oprindelse som ramme for forståelsen af alt andet. Her vil f.eks. begreber om det feminine og det sociale kun blive brugt i den udstrækning de kan gøres konforme med ‘fundamentet’. Fundamentet bliver, når der sættes -isme bagved, dét begreb alle andre må legitimeres udfra. Men begreber om oprindelse eller grund behøver slet ikke at blive fundamentalisme. Man kan sagtens mene, som Darwin, at mennesket har en oprindelse i aberne, uden at mene at vi skal indrette os som chimpanser, eller man kan, som Nietzsche, mene at moralen grunder på 1000 småfloder af undertrykkelse, uden at mene at vi skal blive ved at undertrykke. Med andre ord: det faktum at der eksisterer oprindelser eller grunde til dette eller hint fænomen fastlægger ikke på forhånd hvilken rolle grundene skal spille overfor andre begreber og fænomener i vores verden. Det står der nemlig bestandigt kamp om. Fundamentalisme er i dette perspektiv et tilbageskuende indspil i denne kamp, en ganske bestemt brug af ideen om oprindelse. Til forskel fra socialisme eller kapitalisme, som er begrebsligt forpligtet på dynamiske størrelser (det sociale, kapitalen), tjener fundamentalisme til én gang for alle at fixere hvad der er Godt og Ondt, Sandt og Falsk i al fremtid. Man kan som bekendt supplere fundamentalisme med fysisk vold, men det ligger strengt taget ikke i selve begrebet. Mange fundamentalister vil nok helst undgå kamp og gennemføre fundamentets absolutte anvisninger gennem f.eks. missionering, valg, magtmanifestation eller psykisk manipulation. Selv Hitler blev demokratisk valgt. Det er imidlertid notorisk svært helt at undgå dissidenter, og vold der beskytter det evige imod det tidslige er nemt retfærdiggjort. En dansk politiker, Asmaa Abdol-Hamid, har f.eks. forsøgt at få 12 kunstnere sat i fængsel - dvs. statssanktioneret vold - alene fordi deres kunst ikke var konforme med hendes ‘fundament’. Det er også på den måde hun kalder sig ‘socialist’. Hun siger ikke at hendes grund til at være socialist er en politisk-økonomisk analyse af senkapitalistiske produktivkræfters ejerforhold og deres indbyggede konflikter og uligheder; nej, hun siger at det er fordi “socialisme står i sharia”. Stod der tilfældigvis noget andet i sharia, ville hun bare mene noget andet, samtidsanalyse eller ej. Lydighed mod fundamentet er den primære værdi for fundamentalismer, iøvrigt ganske som i traditionel kristendom og jødedom. Vi ser problemet igen i den muslimske menneskerettighedserklæring, Cairoerklæringen. Mennesker, også muslimer, lever selvfølgelig deres konkrete liv og danner egne meninger, bøjer reglerne, er uenige, blander diskret nye strømninger ind, laver åndehuller osv. Men som den tysk-tyrkiske sociolog Necla Kelek har påpeget, er der fra de officielle islamiske magthaveres side en høj grad af fælles fodslag: 45 muslimske lande har underskrevet erklæringen med præcis denne prioritering af fundamentet over de skiftende menneskelige problemer. De kaldes menneskerettigheder, men, som der står omhyggeligt præciseret under næsten hver paragraf, de gælder kun for så vidt de ikke er i strid med koranen og sharia, altså med fundamentet. Her kommer –ismen ind, fordi fundamentet bliver den absolutte betingelse for alt andet, en betingelse i modstrid med at prioritere menneskers konkrete liv over fundamenternes abstrakte krav. Paven har lignende fundamentalistiske ambitioner når han i Regensburg-talen kalder til fælles katolsk-muslimsk kamp mod de sekulære samfund hvis rettigheder til skilsmisse, prævention, abort, blasfemi, embryoforskning, homovielser, fritænkeri osv. forråder fundamentet. Protestantiske grupperinger fra Færøerne og nedefter accepterer menneskerettigheder, såfremt de er konforme med ’kristen kulturarv’ og et bibelsk fundament, som er det absolut primære. De religiøse grupper i selveste FN har sidste år fået gennemtrumfet en ’beskyttelse af religioner mod forhånelse’ og altså gjort religioner til en slags ‘person’, der kan lide overlast. Denne FN-paragraf burde selvfølgelig ikke være blandt menneskerettighederne, da den, åbenbart i tidens triste ånd, slet ikke forsvarer menneskers rettigheder, men tværtimod giver bestemte magtfulde ideologier – religionerne – et våben imod mennesker og deres fremtidige kritik og kreativitet. USA’s ex-præsident Bill Clinton, en Born-again Christian, gentog dette ubehagelige princip under tegningekrisen: selvfølgelig skal man gøre grin med muslimer, men det er afskyeligt at nedgøre selve religionen, sagde han. For en etisk betragtning ville dét vist være omvendt? Sammenholdt med Cairoerklæringen og det kristne pres mod EU’s sekulære principper har vi tilsyneladende at gøre med en global, tværkonfessionel tendens henimod beskyttelse af postulerede fundamenter mod menneskers fritænkeri; ikke af menneskers rettigheder mod statslige, økonomiske, kulturelle eller religiøse overgreb. Så hvem er fundamentalister? Ikke de der protesterer over fundamenternes krav om magt i hvertfald.

Malene Busk: Fester for folket

Det britiske Labourparti har fået deres tænketank, IPPR, til at overveje hvordan man kunne holde nationale festdage, der faktisk giver mening i et samfund, hvor ‘folket’ har fået forskellige traditionelle baggrunde. I de moderne samfund har befolkningerne ikke længere de samme ‘helligheder’, om overhovedet nogle, selvom de måske nok elsker at holde fest samtidigt. Den sekulære stats raison d’être er på sin side netop at håndtere religionsforskelle ved at behandle sine borgere lige og ikke favorisere en bestemt religiøs retning. Så hvilke muligheder er der? Enten kan staten ophøje alle borgernes forskellige ideosynkratiske ‘helligheder’ til helligdage (så ville vi nok se en del nye privatreligioner, med laaange højtider i badesæsonen), hvilket både er upraktisk og fastlåser et etnisk delt samfund. Ikke overraskende foretrækker de, der leder en religiøs gruppe som regel denne intensivering af deres private magtområde. Hvis deres tro er i flertal foretrækker de også intensiveringen, men kun til sig selv, uden ligestilling af andre religioner. En anden ekstrem mulighed er at staten ideologisk afskaffer alle de nuværende helligdage og laver et sæt nye proforma-traditioner fra oven. Det vil formentlig føles som ren kulisse, hvis ikke der ligger en reel folkelig kamp bag, som der gør for USA’s og Frankrigs nationaldage. Endelig, hvilket jeg er enig med tænketanken i har mest perspektiv, kan vi som samfund prioritere ikke-religiøse højtider, når det er oplagt, f.eks. i forbindelse med en tiltrængt opdatering af grundloven, men ellers er det vigtigste at nedtone religionerne og stimulere de nuværende ferie- og festdages iboende tendenser til uhøjtidelige blandinger. Det ligner et nyt signal fra Labour. Multikulturalisme i Storbritannien har ofte fået form som sideordnede monokulturer. Man har politisk støttet adskillelsen af kulturelle grupper ved særregler om højtider, påklædning, skolegang, mad etc. Briternes ‘adskillende’ model er f.eks. blevet kritiseret af den indiske nobelpristager, Harwardøkonom og identitetsteoretiker Amartya Sen i bogen “Identitet og vold” (Informations Forlag, 2007). Modellen medfører nemlig, trods venlige intentioner, at religiøse grupper får politisk vægt på bekostning af individers rettigheder. Desuden ghettoiseres samfundet, så gruppernes gensidige fordomme om modsætninger vokser sig farlige, mens man omvendt fortier konflikter og magtkampe indenfor hver gruppe. Denne grove gruppeinddeling sker uden blik for det faktum, at ethvert individ reelt er med i mange fællesmængder, som det i variende grad vælger at identificere sig med (enlig mor, bybo, akademiker, billist, ikke-ryger etc.). Intensivering af ensidig religiøs gruppeidentitet fremmer altså kunstige sociale modsætninger, svækker tilkæmpede rettigheder og hæmmer den fornyelse, som foregår gennem de alternative fællesskaber og kreative individuelle blandinger. Det er derfor en væsentlig diskussion Labour og IPPR tager op. Danske festdage I Danmark har vi mindst to typer fælles offentlige ‘helligdage’: de indholdsmæssige og de formmæssige. Nationale fri- eller festdage handler faktisk noglegange om noget vigtigt for alle i landet, f.eks. Grundloven eller Danmarks befrielse fra nazisme. De viser på en måde hvordan vi ser selve skillelinien mellem ude og inde af den fællesmængde, der fester: f.eks. “folket” som frie, lige borgere og antifascister. Første Maj og Kvindernes kampdag handler også om indholdmæssige ambitioner om ligeret i samfundet, både fordelingspolitisk og kønspolitisk, men de er mere internationalt orienteret. Religiøse dogmer ligner derimod ikke et godt indholdskriterium for at skelne mellem folk og ikke-folk på nationalt plan. Hvem kan dog synes, at kriteriet for statsborgerskab er at se biblen som åbenbaret sandhed? For de største og mest langtidsholdbare festdage er det dog snarere formen end indholdet, der springer i øjnene. Her synes det væsentligste selve den rytmiske vekslen mellem hverdage og festdage, f.eks. som markering af årstidernes skiften (sankthans og jul, plus påske- og efterårsferie). Det ideologiske indhold synes derimod underordnet og veksler med de historiske magthavere. Disse fester er populære og de fejres nok mest for festens egen skyld med de elementer, der går igen i alle mulige kulturers fester: mad, mennesker, sang, spil, lys og gaver. De forskellige tiders forsøg på at tage religiøse patenter på sådanne fester er heldigvis gledet helt i baggrunden som element på linie med de øvrige. Et godt eksempel på et afslappet forhold til de gamle myter er netop julens ukontrollable blanding af hedningenes solhvervsfest, bøndernes årlige griseslagtning, gaver og nisser, noget kristen tradition med glorier og engle og en masse kommercielt Søren Banjomus. Den slags fester kan ingen dybest set eje, heller ikke lutheranere af idag. Man skal altså ikke lade sig lokke af troskab mod ‘oprindelsen’ eller ‘historien’ eller ‘ordet’. Det bliver altid en politiseret fiktion. Ved at spille ‘oprindeligheds-kortet’ håber prædikanterne måske at deres forvænte krav om en særlig religiøs alvor og respekt glider ubemærket ned. Men traditionerne kommer og går som bekendt i det lange løb. De udsættes for fravalg, supplementer, blandinger og nye vaner og det er godt sådan. De senmoderne, blandede samfund burde ikke kræve alvorstung respekt for religion. De burde tværtimod kræve humor og selvrelativering fra alle involverede plus anerkendelse af lysten til at holde fri og feste med regelmæssige mellemrum. Det er allerede et godt tegn, at helligdage opfattes så ‘uhelligt’ som de gør. Festen er karnevalistisk og blasfemisk af natur: blanding og transformation og tillempning og largesse er selve budskabet. Humor har ringe kår under enhver forkyndelse og vice versa: “Når narren ler, så siger han inderst inde “Deus non est””, som Eco skrev i “Rosens Navn”. Et fortidigt religiøst indhold vil stadig optræde, men mest som dét, det objektivt set er for alle: kulørte historier fra udemokratiske, uoplyste tider, hvor man også puttede en levende kat i fastelavnstønden eller en levende kvinde på heksebålet. Traditioner kan heldigvis standses. Dogmer kan problematiseres. Festdagene kan fortsætte deres rummelige transformationer. Men kun hvis vi kan skærme dem mod at blive fastlåst i denne eller hin forkyndelse af endnu en ‘evig sandhed’. Hvis tidens prædikanter gerne vil hjælpe de komplekse samfund til nye, meningsfulde fællesskaber og ikke blot vil opruste denne eller hin subjektive trosghetto, skal de bare slappe af og skrue ned for forkyndelsen. Så er festen stadig åben.

Malene Busk: Moral er uetisk

Mange opdragere mener stadig at lydighed er den væsentligste værdi at give sine børn med. Erik Sigsgaard og Ole Varming konkluderede i en undersøgelse for 11 år siden at stik imod den almindelige jamren over at opdragelsen i danske familier var blevet for ‘fri’, kunne de tværtimod dokumentere at “et stort antal voksne holder fast i et overleveret mønster for børneopdragelse, der især præges af et ønske om at udvikle lydighed hos børnene, og at denne lydighed søges udviklet ved hjælp af grænsesætning og fysisk afstraffelse.” (Sigsgaard og Varming, 1996, p. 22) Forældrene elsker naturligvis deres børn, men de mener at det på en eller anden måde er til børnenes bedste, at lære én grundlæggende værdi over alle andre værdier: at adlyde. Hvad sker der med børn - og med de voksne, som de bliver til og det samfund de bebor - når lydighed bliver en grundværdi? Jeg kendte engang en lille veluddannet katolsk familie, med en dreng på 4-5 år. Når han skulle hilse på en fremmed voksen stod forældrene klar med en karamel, som var hans belønning for at adlyde og give hånd. Når han gik ud at lege, var han klar over at han ikke måtte gå ud på vejen, for ellers kom han i seng uden aftensmad. Ofte adlød han, men ligeså ofte lavede han ‘ballade’ og blev straffet. Drengen gjorde et forvirret indtryk. Hans forståelse af sin egen omgang med verden var meget begrænset: han forstod at han fik slik, hvis han trykkede fremmede i hånden, men han forstod ikke, hvad kontakt og menneskelig udveksling var for noget og hvordan det kunne være rart eller ubehageligt. Han forstod at gaden betød i seng uden aftensmad, men havde ingen anelse om at biler var farlige, og kunne forvolde ham skade. Hans lille verden var allerede i gang med at blive formet som et forhold af moralsk magt og vilkårlige konsekvenser, uden forståelse af de virkelige interaktioner med mennesker og ting. Vi har i dette lille eksempel at gøre med et usminket udtryk for moralske værdier. Moral handler angiveligt om specifikke værdier: det er ‘rigtigt’ at give hånd, det er ‘forkert’ at lege på gaden. Men den højeste værdi, som giver sig til kende i de forskellige moralske påbud og forbud er hele tiden den samme: at adlyde blindt, stimuleret ved trusler om en straf eller løfter om en belønning, der ikke er naturligt forbundet til selve handlingerne. En naturlig forbindelse er f.eks. smerten ved at blive kørt over eller glæden, når en ukendt person viser sig venlig og sympatisk eller erkendelsen ved at lære at ens egne impulser af lyst og ulyst er væsentlige og dermed også andres. De virkelige konsekvenser af vores handlinger - naturligvis suppleret med andres menneskers erfaringer, så man f.eks. ikke behøver spise giftige planter eller begå selvtægt i hver eneste generation - giver os et voksende indblik i verden og vores egen påvirkning af den. For børn er det i starten begrænset til en lille, personlig sfære, men den vokser efterhånden til en mere kompleks følelsesmæssig og mental forståelse af relationer i samfund, vidensdiscipliner, økosystemer, for ikke at tale om erkendelse af egne styrker og svagheder. Begrebet etik er i familie med ‘etologi’, adfærdslære. Etikken handler om gode og dårlige konsekvenser af vores adfærd og sindstilstand, og om at udvikle følsomhed og fornuft, så de supplerer og forstærker hinanden. Med den yngre amerikanske filosof Sam Harris’ ord, kan man sige at “fornuften er intet mindre end kærlighedens vogter”. Moralske bud begrunder sig i Loven: man gør eller undlader at gøre noget fordi guden, faderen, traditionen, kongen, føreren osv. har beordret det, punktum. Etik er derimod udforskningen af de kvalitative forskelle, der faktisk er mellem mentale tilstande som kærlighed og frygt, medfølelse og had eller mellem handlinger som at slå og kærtegne, samarbejde og dominere. Lykke og lidelse føles simpelthen kvalitativt forskelligt og etikken går blandt andet ud på at tage andres lykke og lidelse i betragtning. Og opdage at de hænger sammen med ens egen. Vi behøver ikke dårlige grunde til at være gode. Den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) er optaget af netop denne forskel på etik og moral. Han skriver bl.a. “Den moralske lov er bydende, den har ingen anden effekt og intet andet formål end lydigheden. Det kan godt være at denne lydighed er indispensabel, det kan godt være at ordrene, buddene, er godt begrundet. Men det er ikke spørgsmålet. Loven, den moralske eller den sociale, bringer os ingen forståelse, den lærer os ikke noget.” (Deleuze: Spinoza. Philosophie pratique, p. 37) Spørgsmålet er altså ikke et spørgsmål om at relativere en indispensabel lov, f.eks. forbuddet mod at slå ihjel. Kritikken går på, at “ordren” som form er ude af stand til at gøre os klogere på, hvorfor et forbud er indispensabel. Dens form er den samme, uanset om den siger “du må ikke dræbe” eller den siger “kvinder må ikke tale i forsamlinger”. Morallovens reelle konsekvens i de menneskelige sind er udelukkende at selve lydigheden overfor den moralske lov bankes fast, ganske som hos den lille dreng, hvis verden er reduceret til moralsk belønning eller straf, muligvis med efterfølgende selvretfærdiggørelser fra autoritetens side. Og overtrædelse af denne grundlæggende værdi om at underkaste sig, er derfor også den overtrædelse, der vækker mest vrede og fremkalder de voldsomste sanktioner, uanset om overtrædelsen af et traditionelt bud har glædelige konsekvenser i den virkelige verden eller ej: skilsmisser, sex før ægteskab, frafald fra tro, handlinger udenom autoriteten, homoseksualitet, abort, ukonventionel livsførelse, ja, efterhånden også arbejdsløshed eller fedme, gøres til genstand for moralsk fordømmelse. Overladt til moral bliver vi dummere end vi kunne være, verden glider os af hænde og erstattes af fatamorgana’er af Godt og Ondt. De konkrete liv bliver holdt op imod de abstrakte ordrer og livet taber altid. Det tillærte had mod de anderledes, de kritiske og de nytænkende fører til gentagne grusomheder, dårlige handlinger, der spreder ødelagte liv omkring sig. Moralsk vold bliver derfor kilde til uacceptabel lidelse i hele verden: udstødelse, drab, magtmisbrug, intolerance, undertrykkelse, forfølgelse, tvang, trusler, manipulation, løgn osv. er tilladt for de “moralsk rene” i lydighedens tjeneste. Alle de dårligdomme, vi etisk set prøver at minimere ved at udforske både vores følelser og vores fornuft bliver næret af moralens eneste værdi: umenneskelig og afstumpet lydighed. Mennesker bliver uetiske af moral.

Malene Busk: Værdikamp er værdiløs

Værdikampen mellem venstrefløj og højrefløj burde kaldes kampen om perceptionen. Perception er ens opfattelsesmåde: den er ens blik både på verden og på sit eget blik i denne verden. Perceptionsmåden ligger forud for dét, vi konkret ser og den er bestemmende for, hvad vi er istand til at opfatte og fastholde mellem verdens brogede begivenheder. Perceptionsmåden er langt vigtigere for opfattelsen af problemer og løsninger end ‘værdier’ er, den afgør hvilke problemer vi overhovedet kan opfatte. Dernæst må tænkningen strenge sig an for at lave sammenhængende begreber, der faktisk kan indfange problematikken uden illusioner, blindgyder og selvmodsigelser. Perceptionsmåderne gennemsyrer os langt dybere end de slagord og valgløfter, som markedføres i salgstalerne til demokratiets ‘forbrugere’, der svarer igen ved at shoppe rundt mellem partierne. Malet med den brede pensel kan vi skelne to modsatrettede måder at opfatte verden på: den venstreorienterede (som ikke er en selvfølge på partivenstrefløjen) og den anden - som ikke nødvendigvis er højreorienteret i snæver forstand, men også ikke-orienteret, opportunistisk-orienteret, traditions-orienteret, populistisk-orienteret, religiøst-orienteret. Det er altså ikke primært et spørgsmål om partiprogram, meninger eller værdivalg, men om perceptionsmåder, der endda kan veksle i samme person. I Claire Parnets ABCDaire-interview med filosoffen Gilles Deleuze bliver de to blikke på verden ganske kort ridset op:“Ikke-venstrefløj” beskrives som en perceptionsmåde, der ser verden fra en centrering i én selv og derfra trinvist udad mod svagere og svagere identifikation: familie, nabo, klasse, nation, religion, miljø etc. Denne perceptionsmåde fungerer som et forsøg på at bevare sin egen faste position, sin identitet, sikkerhed, rigdom, privilegier. Man spejder lettere paranoidt ud i verden efter de skiftende ressourcer, konkurrenter eller trusler i forhold til sine nære mål. Enhver regering, uanset partifarve, vil handle udfra denne perception, omend nogle mere åbent overfor påvirkninger udefra, dvs. fra den anden perceptionsmåde. Den anden måde, venstrebevægelsernes perceptionsmåde, vil have den omvendte tendens: At se horisonten først, og derfra længere og længere indad. Det er som i en omvendt postadresse, hvor man starter med ‘universet’, og så arbejder sig indad gennem ‘solsystemet’, ‘Jorden’, ‘Europa’, ‘Danmark’ osv. Man ser måske millioner af fattige i verden, ser horisontens ubrudte relation til ens eget liv og synes ikke at denne tilstand – der altså opfattes som fælles – kan vare ved. Man kan sige, at det er en perception af sammenhæng, gensidig afhængighed og indbyrdes konsekvenser for hinandens liv. Det er ikke ‘medlidenhed’ med andre og heller ikke et asketisk sæt moralske regler, men en mere direkte perception af, at man er del af verden og derfor også selv direkte berørt af dens tilstande. Man opfatter sig selv i forhold til den store horisont, så langt den nu rækker i de historiske tilfælde. Engang var horisonten måske de andre bønder på egnen, en større horisont blev arbejdere i alle lande. Denne perceptionsmåde vil opstille problematikker om, hvordan de fælles samfund kan muliggøre frihed og lykke, uden at skulle kalkulere kynisk med andres ufrihed og ulykke. Man opfatter sig hverken som fri eller lykkelig hvis man systematisk bliver ufrivillig medansvarlig for at gøre andre indenfor horisonten til ‘livstabere’. Et liv i valget mellem ‘spis eller bliv spist’ føles som et sølle liv. Synsmåden kan også udstrækkes (hvad de tidlige venstrebevægelser ikke gjorde) til ressourcemæssig bæredygtighed, men uden moralistisk ‘naturværdi’. Naturen ses hverken som God eller Ond, men ligesom os både produktiv, destruktiv og transformativ. Problemet bliver derfor et spørgsmål om hvordan vi selv kan være natur på en kulturproducerende måde, uden at vi systematisk underminerer anden natur, ja natur overhovedet, inklusiv os selv? Selvopholdelsesdriften bliver dermed ikke kun kilde til egoisme, men til en drift for bæredygtighed - etisk, økologisk og økonomisk. Værdierne er en konsekvens af perceptionsmåden, og ikke omvendt. Når vi artikulerer de problemer vi kan opfatte, giver værdierne sig selv som handling, vrede eller glæde. Derfor er vi sjældent uenige om værdier rent abstrakt - alle elsker f.eks. retfærdighed -, mens opfattelsen af et problem kan få temperamenterne i kog. Hvis asylbørnenes problem artikuleres som et spørgsmål om korrekt afvisningsprocedure, ses udelukkelse som det retfærdige. Hvis problemet ses som en hånd til skibbrudne på et globalt ocean af krig og vilkårlighed, skyllet i land i Sandholmlejren, er humanitært ophold det retfærdige. Muhammedkrisen i 2006 var også udpræget en kamp om overhovedet at artikulere problemet sammenhængende, om at få øje på feltets nye brud. Værdier uden artikuleret problemfelt, bredt eller smalt, er for så vidt blot gratis og fritsvævende påkaldelser af egen ‘godhed’. Men da værdier altid iscenesættes som dybere og mere væsentlige end perceptionen af problemerne, vikler de os ind i illusioner om at verden er opdelt i Godt og Ondt. Dermed kommer værdikampene til at overdøve og fortrænge de problemstillinger, de er opstået ud af. Og vi mister forbindelsen med de perceptionsmåder, der engang har været i stand til at se dem. Det sker desværre også nemt på venstrefløjen, der derved bliver til simpel venstremoralisme. Når man mangler begreber til at tænke med, indfinder “holdningen” sig nemlig lynhurtigt i form af tankeløse automatismer. Og hvis man ikke kan begribe en problematik, forskydes fokus fra problemer til moralske domme over problemets bærere - man kæmper for ‘de gode’. Frem for en forståelse af gode og dårlige processer ender venstremoralismen i en substantialisering af moralværdier, hvor Godt og Ondt får et eget liv, der f.eks. knyttes til “de gode” undertrykte eller “de onde” amerikanere - uanset, hvad de gør i andre sammenhænge. Der er i øvrigt en fuldkommen tilsvarende moraliseren på højrefløjen, blot hedder substanserne f.eks. “de gode succesfulde / velkendte” og “de onde tabere / fremmede”. Substantialiserede moralværdier producerer disse falske, men herligt håndgribelige orienteringspunkter midt i den begrebslige fatigdom. Politik forfalder i begge tilfælde til konfession, til et spørgsmål om hvem man holder med. Vi bliver hele tiden konfronteret med nye brud og problemfelter, der kalder på nye, præcise artikuleringer. Perceptionsmåderne giver sig udslag i, at vi ser ganske forskellige problematikker i verden: kampen om værdier er intet imod kampen om perceptioner.

Jens-Martin Eriksen: Provokationens nødvendighed

Anti-provokationsteoretikeren møder provokatøren i en diskussion om den sande provokations nødvendighed og kunstkritikkens og kulturlivets lammefromme korrekthed. I lyset af den globale gennemslagskraft, som Jyllands-Posten har fået i kraft af sit karikaturstunt med Muhammed som bombemand, kan den svenske tegner Lars Vilks reprise med sin lille hund, der også kaldes Muhammed, godt tage sig ud som et pauvert plagiat. Var den første danske karikaturkrise den virkelige provokation af ”de hellige meninger”, så er den svenske gentagelse måske blot en farce, hvor alle beskyldningerne, slagordene, argumenterne og forklaringsforsøgene gentages? Spørgsmålet er, om de krænkede har noget, at have deres vrede i, eller om det hele er én stor misforståelse? Er Kurt Westergaards og Lars Vilks karikaturer ikke nidtegninger af over en milliard muslimer, men vellykkede forsøg på at provokere en religiøs doktrin? For ingen doktriner er fredhellige i et åbent samfund. Ingen meninger er hellige – for andre end de hellige. I denne diskussion mellem provokatøren Lars Vilks og anti-provokationsteoretikeren Frederik Stjernfelt forsøger vi at komme videre i diskussionen om provokationens nødvendighed med udgangspunkt i Stjernfelts og Søren Ulrik Thomsens bog om kunst og politik: ”Kritik af den negative opbyggeligehed”. Frederik Stjernfelt: Vores bog om den negative opbyggelighed er primært vendt mod et argument, som man møder både i kunsten og i kunstkritikken, nogen gange også i politikken og i samfundskritikken. Det er den idé, at det er tilstrækkeligt at provokere eller kritisere. At det skulle være nok. Skulle man tegne en meget kort historisk skitse, så kan man sige at i det 20. Århundredes kunst, der har provokationen og kritikken haft en meget vigtig rolle, i hele modernismen, da har det negative været en meget vigtig bestanddel. Det har ikke været det eneste i kunsten, men en væsentlig del. Vores påstand i bogen er så, at fra denne modernismens guldalder, der er vi nu kommet ind i en sølvalder, hvor provokationen er blevet kitsch. Den er selv blevet en bevidstløs del af den pæne smag. For mange af disse provokationer, som vi kalder kitsch, er ikke rigtige provokationer. De er blot iscenesatte som sådanne, fordi det nu engang er det man gør. Og der er jo heller ikke nogen, der reelt bliver provokeret af disse såkaldte provokationer. Folk lader bare som om de bliver provokeret. Eller hvis man er kunstkritiker, så henviser man til, at der er nogen andre, nogen fra borgerskabet, der bliver provokeret. Men spørgsmålet er jo, om der overhovedet er nogen andre, der bliver provokeret? Findes der virkeligt nogen, som reelt lader sig provokere? For hvis ikke de virkelig findes, så er påstanden om en provokation falsk. Så eksisterer provokationen ikke som andet end kritikerens påstand. Som sådan er provokationen kitsch. Negativisten er meget ofte ude af stand til at komme med nogen form for positive tilkendegivelser af, hvad han vil sige. Han finder det derimod tilstrækkeligt at kritisere, negere eller overskride en norm. Det er denne type af argument, som vi opponerer mod med vores bog. Det er en art versunkenes kulturgut, meget udbredt. Lars Vilks: Jeg er ikke enig med dig i din beskrivelse af kunsten, og nu holder jeg mig til billedkunsten. Fra omkring begyndelsen af halvfemserne er man blevet meget tilbageholdende med negativistisk kritik, og såfremt man overhovedet fremkommer med negativisme, så skal den altid være motiveret. Foretager men en forkert provokation, så handler man politisk ukorrekt og får ingen støtte. Man må være omsorgsfuld. Kunsten har jo de seneste femten år været fokuseret på social kritik, altså været fokuseret på indhold, og da handler den jo altid om noget bestemt. Laver man da en provokation med baggrund i feminisme eller postkolonialisme, da vil den blive anset for at være berettiget, fordi den peger på nogle reelle problemer i samfundet. Og samtidig, så har kunsten dog en historie, som man må kende til hvis man vil deltage og lave noget nyt. Ellers vil man være fortabt i gentagelse af andres værker. Frederik Stjernfelt: Jeg kan forstå, at du ser det lidt anderledes. Men jeg vil dog sige, at man blot behøver at åbne en hvilken som helst avis og kigge på kunstkritikken fx . Så vil man kunne konstatere, at den er fuld af klicheer om det normbrydende og det nye, at ’den og den kunstner ikke er for fastholdere’, for nu at bruge den mest slidte vending fra anmeldernes vokabularium. Det er som bekendt et udtryk, som de har fra Klaus Rifbjerg fra for halvtreds år siden. Negativismen går igen og igen i tale- og tankefigurer overalt. En anden ting, som hele denne pseudokritiske attitude er forbundet med, er offerrollen. For pseudokritikken er meget ofte tilknyttet en pseudoofferrolle. Og når vi angriber disse pseudofænomener, så er det jo bl.a. fordi de tenderer mod at skjule den virkelige kritik og de virkelige ofre, der jo naturligvis eksisterer. Det vi også forsøger med vores bog er jo faktisk at forsvare kunstens autonomi. For negativismen opstiller kun én norm for kunst – nemlig overskridelsen. Men kunst er et fænomen med flere betydninger, med flere opgaver. Den kan provokere, behage, skræmme, trøste, være dekorativ og være opbyggelig og være oplysende osv. Kunsten har mange funktioner. En af de meget store gevinster ved det moderne samfund er jo, at vi har opbygget en række selvstændige sfærer, så som politik, kultur, religion osv., som trives med hver deres kriterier. Det er en gevinst, men det er et tilbageskridt, når man kræver at et af disse områder skal underlægges et af de andre. Hvis man konkret fx hævder, at alt kunst skal være politisk, så underordner man kunsten politikken. Og så mister den sin autonomi. Det kunne også være religionen eller videnskaben, som kunsten skulle underlægges. Kunsten kan dog sagtens være politisk, for mig meget gerne, men det kan bare ikke være det afgørende kriterium for kunsten. Din såkaldte rundkørselshund, hunden der kaldes Muhammed, er da en ren politisk provokation, og denne provokation støtter jeg fuldt ud. Og grunden til, at der er brug for en sådan provokation, det er jo, at vi er i konflikt med samfund, hvor førmoderne forhold gør sig gældende. Altså, hvor man ikke har nogen adskillelse mellem religion og politik. Derfor er der kraftigt brug for din provokation. Men det er dog et ret sjældent fænomen vi der er oppe mod, nemlig en førmoderne måde at tænke på. Så er det vi har brug for de politiske provokationer! I vores bog sondrer vi klart mellem kitschkritik og rigtig kritik, og rundkørselshunden Muhammed er et stykke rigtig kritik. Lars Vilks: Ja, men i selve kunstverdenen synes man ikke om min hund, der mener man det er en helt fejlagtig provokation. Der afviser man den, fordi den ikke følger en politisk korrekt linje. Det var sådan set også min intention med hunden, nemlig at påvise, at man tænker netop sådan, at man lader sig styre rigoristisk af en bestemt politisk dagsorden. Og hvad det politiske angår, selve reaktionen på hunden, så troede jeg ikke der ville ske noget, for jeg forventede, at de danske Muhammed-karrikaturer så at sige havde renset luften. Men så var der altså denne her udstilling, og der havde man tidligere lavet en art temaudstilling med tegninger af dyr, med katte, og man havde bl.a. afbildet præsident Bush som en kat, selvsagt som en ond, sort kat. Og det synes alle var vældig fint. Så tænkte jeg, at det ville jeg følge op med en tegning af Muhammed som en hund. Men det synes man nu ikke om. Frederik Stjernfelt: Altså, når du siger, at du med tegningen vil kritisere den politiske korrekthed i kunstverdenen, så svarer det til at kritisere det vi i vores bog kritiserer som kitschkritikken. Pseudokritikken. Den politiske korrekthed. Disse begreber et tæt forbundne, for når der er enighed, så er der ikke længere tale om en ægte kritik, så simulerer man blot at være kritisk. De omnibus dubitandum est, for nu at citere Descartes, man skal tvivle om alt. Men hertil vil jeg gerne fremholde Charles Pierce synspunkt om dette berømte diktum; man skal kun tvivle, når man virkelig tvivler, man skal ikke blot simulere en tvivl! Lars Vilks: Det er altid kun en mulighed, at nogen vil føle sig provokeret. Men det er sandt; efter de danske tegninger er der kommet andre regler, og kunstenverdenen har ikke gjort op med sig selv hvad man skal lære af det, for der har ikke været nogen debat om følgerne af muhammedkrisen. Vi møder hele tiden kritikken af Bush og Israel, men med en hund ved navn Muhammed ville jeg komme med et modbillede til kritikken. Man kan sige, at denne velkendte form for kritik er kitsch, javel, men jeg ville altså så forsøge at skabe en vis forundring med mit eget bidrag. Det kunne let være gået stille af, men så bliver udstillingen, hvor min tegning skal deltage censureret, fordi man mener at den indebærer en sikkerhedsrisiko. Dermed bliver tegningen i sig selv en nyhed, og kommer følgelig til et stort publikums kendskab. Man kan sige, med en parafrase af Marx, at hvis affæren med de danske tegninger var tragisk, så er denne gentagelse en farce. Jeg spiller nu med i en farce. Ganske vist er der dødstrusler indblandet. Men i Sverige eksisterer der et traume som følge af hele miseren med de danske tegninger og truslerne mod tegnerne, fordi man ved, at man fra nabolandene har svigtet Danmark da det gjaldt. Under den danske Muhammedkrise viste man slet ikke nogen af de danske tegninger, heller ikke til trods for krisens omfang og aktualitet. I kunstverdenen har man endnu ikke fundet sine ben, man aner ikke hvad man egentlig skal mene om billeder, der tilsyneladende altid krænker nogen andre. Man snakker bare tomt om at det jeg laver er ”spændende” mens man tager afstand fra mig bag min ryg. Frederik Stjernfelt: Og hertil må man så tilføje, at balladen om de danske tegninger og nu din tegning skal ses i en international sammenhæng, for OIC, de islamiske landes konferenceorganisation, gør hvad de kan for at få indført i diverse traktater, at kritik af religion ikke må finde sted under hensyn til krænkelsesaspektet. Det er i dette perspektiv den aktuelle kamp om ytringsfrihed skal ses.

Jens-Martin Eriksen: Sablen og vievandskosten

Kirken støttede massakrerne under krigen mod de bosniske muslimer. I dag har den overtaget kommunistpartiets monopol og holder fast ved Milosevic’ krigspolitik. Interview med Mirko Djordevic, forfatter til bogen "Une autre Serbie", der beskæftiger sig med kirkens rolle under under krigene. ”Vi taler om alliancen mellem hæren og kirken, det man på fransk kalder alliancen mellem sablen og vievandskosten. For man skal ikke glemme – og det er min principielle tese – at vores egen ortodokse kirke ikke kun var vidne dengang, men også var direkte medskyldig i krigene. Man støttede aktivt det serbiske regimes ekspansionskrige for at få etableret et Storserbien. Det er i det store og hele historien om kirkens rolle.” Men denne viden om den ortodokse kirkes delagtighed i krigene er ukendt udenfor Serbien og Grækenland. ”Det er jeg helt enig med Dem i, ja.” Hvordan kan man da beskrive kirkens holdning til den nationalistiske ideologi inden krigene begynder? Jeg tænker her på, at vi inden krigene har det nationalistiske Memorandum, der kræver serberes ret til at leve i et Storserbien – uanset i hvilken anden republik de end måtte befinde sig i det Jugoslavien, som er ved at gå under, en tekst der som bekendt er udgivet af det Serbiske akademi. Hvordan forholdt kirken sig til dette spørgsmål i denne periode, hvor nationalismens radikalisme greb om sig? ”Vi må først holde fast i, at hverken Milosevic eller Memorandums forfattere opdigtede serbisk nationalisme. Det er en ideologi, som oprindeligt stammer fra den serbiske kirke. Der er tale om et alment fænomen i det ortodokse kirke overalt, men dog særligt kendetegnende for den serbiske ortodokse kirke. Dette fænomen omtales som philetisme, som er et græsk ord og som betegner at nationen kommer før det religiøse. Altså fædreland først, og religion bagefter. Dette er den kirkelige nationalisme, vi her har med at gøre. Man kan sige, at denne philetisme er en sygdom, som den ortodokse kristendom aldrig har været i stand til at kurere. I 1989 holdt Slobodan Milosevic som bekendt sin berømte tale på Solsortesletten i Kosovo, hvor han annoncerede sin nye nationalistiske ideologi. Det var et tidspunkt hvor de to nationalismer, den kirkelige og den politiske, mødte hinanden. Dermed var der formet en alliance. Det kunne man se ved at et symbol blev tydeligt for første gang. Der blev fremvist to flag ved dette massemøde; et flag med et kristent kors og et andet med kommunistisk hammer og segl. Og lige siden dette møde har kirken givet fuld støtte til Milosevic og hans krigspolitik. Og det varede ligetil 1995, hvor Milosevic underskrev Dayton aftalen. Denne fastlægger jo som bekendt grænsen mellem Bosnien og Serbien langs floden Drina (hvor republikgrænsen også lå før krigshandlingerne 1992-1995, JME). Men så efter underskrivelsen af fredsaftalen gik kirken imidlertid i kamp mod Milosevic. Kirken var nu imod Milosevic – ikke fordi han havde ført sin krigspolitik mod Kroatien og Bosnien – men fordi han nu opgiver sine territorialkrav mod de andre stater. Så lige siden har kirken i stedet støttet premierminister Vojeslav Kostunica, og dermed kan man sige, at med ham ved magten er det serbiske samfund i en vis udstrækning blevet klerikaliseret. Og det kan man se af det forhold, at hvad Kostunica siger, det er faktisk dikteret af hvad kirken mener. Og det er også en offentlig hemmelighed her i landet, at både kirken og Kostunica skjuler både Radovan Karadzic og Ratko Mladic. Kirken har aldrig opgivet det gamle krav om at samle alle serbere i én stat, uanset hvor de end måtte leve udenfor Serbien i de tilstødende stater. Det er en meget konservativ institution, som hele tiden producerer nationalisme. Det er ikke godt for den, men den er i øjeblikket i politiske hænder og underlagt et politisk program.” Vil De fortælle om kirkens eget Memorandum, hvilken status det har og hvilke krav det indeholder på vegne af den serbiske nation? ”Kirken har udgivet sit eget Memorandum i 2003, det er et officielt dokument, som er vedtaget af biskopperne – Synoden - og det indeholder tre hovedpunkter: Alle serbere har ret til at leve i én stat. Milosevic havde derfor ret i sine oprindelige krav forud for krigene. Og endelig må Serbien ikke opgive Kosovo, heller ikke selv om der lever to millioner albanere dernede. Dette er et dokument, som man har udgivet på forskellige sprog, og hvor i man opregner alle de forbrydelser, som er blevet forøvet mod serbere i Kosovo. Men man kan ikke læse noget om i dokumentet, at der også bor albanere dernede og at der også er blevet forøvet forbrydelser mod dem.” Men er man dog ikke klar over, at denne etniske politik kun kan indebære massakrer – det vi lærte at kende som ”etnisk udrensning” under krigen i Bosnien? ”De vil ikke nogen steder i det nævnte Memorandum finde noget som helst om hverken massakren ved Srebrenica eller andre krigsforbrydelser under Milosevic styret. Derimod hedder det generelt om serbernes krige, at de var retfærdige. Og i dag hævder kirken til og med, at Srebrenica massakren aldrig har fundet sted, og at det hele er opdigtet af den franske kontraspionage! Man fremholder også, at både Karadzic og Mladic er serbiske helte. Men det dog vigtigt også at fastholde, at der er to strømninger i Kirken. For der findes også stemmer, der helt fra begyndelsen har været imod krigene. Men i tidens løb er disse stemmer nærmest forstummet. I dag er det nationalismen, der er den altdominerende. Patriarken Pavle hørte i begyndelsen til den bløde strømning, og er kendt for sin udtalelse om, at han ikke ville give støtte til et Storserbien, hvis det blot ville koste et eneste uskyldigt menneske livet. Men han har dog altid været i mindretal. Da Milosevic rejste til USA for at forhandle Dayton aftalerne, krævede han herfra – fra alle, alle relevante institutioner – at han kunne repræsentere alle serbere, hvor end de levede. Det skrev de under på. Også patriarken Pavle gav Milosevic sin underskrift. Men efter aftalen blev patriarken dog af den øvrige ledelse i kirken tvunget til at tilbagekalde sin underskrift i utilfredshed med forhandlingsresultatet, der fastlægger Serbiens grænse til Bosnien langs floden Drina. Og den dag i dag støtter kirken den gamle krigspolitik med territoriale krav overfor de andre stater. Men det er dog ikke mere en væbnet politik, som under Milosevic. Det er derimod en ideologisk krig nu under Kostunica. I øjeblikket er Kostunicas politik helt domineret og bestemt af kirken.” Hvad er da konsekvenserne? ”Kostunicas gentager ganske enkelt alt hvad kirken siger. Og så er der et andet forhold, nemlig dette at vores kirke altid har været meget påvirket af den russisk ortodokse kirke. Denne indflydelse er så stor, at der i øjeblikket så at sige befinder sig to russiske ambassader i Beograd. Den officielle ambassade og den russiske kirkes repræsentation, hvor til og med efterretningstjenesten er til stede i fuld ornat. Hertil skal man så lægge, at i den serbiske regerings delegation, der forhandler om Kosovo, der er der to repræsentanter fra kirken. To biskopper. Ifølge vores forfatning er kirken adskilt fra staten, men de facto forholder det sig ikke sådan.” Hvordan forholdt kirken sig under krigen i Bosnien? Hvordan reagerede den, da der fandt serbiske massakrer sted i Zvornik og Bijeljina i 1992 i krigens begyndelse og i Srebrenica i 1995? ”Kirken gav totalt støtte til krigen, og alt dette kan bekræftes af de dokumenter, som man udgav i denne periode. Man gav altså verbal støtte, og man sendte også kirkelige repræsentanter med hæren. Man var en integreret del af hæren og man var det helt officielt. Det gælder således biskopperne fra fx Zvornik og Tuzla i Bosnien. Disse to biskopper klatrede op på en kampvogn hvorfra de velsignede Ratko Mladic’ bosnisk-serbiske hær. Disse mennesker er stadigvæk biskopper i den serbisk ortodokse kirke. Og de støtter stadigvæk Mladic og krigspolitikken.” Var kirkens repræsentanter tilstede fysisk under massakrerne på muslimerne i Zvornik og Bijeljina? Jeg er informeret af den græske journalist Takis Michas’ bog om, at kirken var tilstede ved massakren ved Srebrenica. ”De var ikke fysisk tilstede, men de velsignede de hærafdelinger, som deltog i krigshandlingerne i disse byer. Man arbejdede i det hele taget tæt sammen med både Mladic og hans generaler.” Men velsignede kirken også Arkans styrker, der konkret udøvede massakrerne i Zvornik og Bijeljina? ”Ja. Da Arkans styrker gik ind i Bijeljina kunne man se ortodokse kors påmalet deres kampvogne. Inden de paramilitære styrker skød de muslimske civile blev de velsignet af en præst. Det findes der klare beviser for.” Men ved de helt konkret hvem der har velsignet gerningsmændene til massakren i Bijeljina? ”Ja, det er præst ved klostret Privina Glava, og han hedder fader Gavrilo. Det er kloster, der ligger i nærheden af byen Sid, lige ved Serbiens grænse til Kroatien. Og denne fader Gavrilo, der velsignede mordet på muslimske drenge i Bijeljina, han fungerer stadigvæk i sin stilling i kirken. Jeg var selv tilstede i byen den dag, hvor massakren fandt sted. Jeg husker, at jeg måtte gå over døde mennesker, der var slået ihjel af Arkans paramilitære.” Kirken er tilsyneladende ikke forstyrret af, at den for at nå dette mål om et Storserbien må kalkulere med at det vil indebære etnisk udrensning – og altså massakrer på den muslimske civilbefolkning? ”Kirken har aldrig udtalt et eneste ord for at beskytte muslimer, og desuden benægter den, at de eksisterer – den forholder sig kun til, at de egentlig er serbere, som har antaget den muslimske tro under det ottomanske rige, der regerede her. Men i bund og grund er de serbere og ikke et bosnisk folk. De er bare muslimske serbere, som ikke kan kalde sig et bosnisk folk. Og kirken har aldrig udtalt sig selvkritisk på noget som helst tidspunkt i denne dramatiske periode. Et enkelt eksempel på dens attitude nu: Carla del Ponte fra Haag domstolen henvendte sig til kirkens ledelse for at få den til at udtale sig fordømmende om Karadzic og Mladic, men den svarede hende, at disse to stadigvæk skulle anses som serbiske helte! Det kan også bemærkes, at premierminister Kostunica talløse gange har sagt, at kirken er den institution, der inkarnerer serbiskheden, nationens identitet. Så vi har nu denne situation - og det her er ikke blot min egen personlige mening, men en udbredt opfattelse - at under Tito, da havde kommunistpartiet monopol på national identitet og ideologi, og i dag, under Kostunica, nu er det kirken, som har overtaget partiets plads.” På hvilken måde kan man konkret mærke kirkens indflydelse på Kostunicas politik overfor Bosnien og i spørgsmålet om Republika Srpska? ”Kostunica har flere gange udtalt, at Republika Srpska i Bosnien med tiden skal blive en del af den serbiske stat når Kosova vil blive taget fra os. Og jeg vil tilføje, at vi som er troende mennesker er meget kede af dette, fordi vi ikke synes at kirken skal føre krigspolitik, men have en helt anden rolle i samfundet. Det er forhold, som er ukendt i Europa, at kirken har spillet og fortsat spiller denne negative rolle i Serbien.” Har De nogen formodning om hvorfor det forholder sig sådan? ”Sagen er, at Vesten ikke i tilstrækkelig grad forstår, at Kostunica bare er Milosevic’ arvtager og at han fortsætter dennes politik. Han har end ikke accepteret Dayton aftalen, idet han jo ikke respekterer Drinagrænsen til Bosnien. Han har ved flere lejligheder udtalt, at Daytonaftalen er et midlertidigt fænomen, og det samme har kirken sagt. Men nu er det Kosovo spørgsmålet, som er på dagsordenen. I Kosovo er serberne en minoritet. Og det er et faktum, at serberne er udsat for albansk chauvinisme dernede. Men der bor to millioner albanere i Kosovo, som under ingen omstændigheder ønsker at leve i forbund med Serbien. Kosovo er ganske vist ’Serbiens vugge’, Kosovo er vores ’Jerusalem’. Men i dag bor der fortrinsvis ikke-serbere dernede, men altså albanere. Det er også rigtigt, at Kiev i Ukraine engang var en del af den russiske stat, men i dag er Ukraine uafhængig. Det er også rigtigt, at Betlehem er Jesu fødeby og en tidligere jødisk by, men i dag er den palæstinensisk. Men vores kirke kan ikke forstå disse realiteter i forhold til Kosovo.” I forhold til det De har fortalt om kirkens rolle under krigen mod Bosnien, er der så ikke nogen enkeltpersoner, som er blevet anklaget ved Haag domstolen for medvirken til krigsforbrydelser? ”Biskop Filaret, som kommer fra området tæt ved grænsen til Montenegro, er mistænkt for at skjule Mladic og Karadzic, og han er da også på listen over personer, som domstolen holder øje med. Det er en liste, som indeholder 46 personer, og som er helt officiel fra domstolens side. Lige nu forsøger denne biskop at komme ind i Montenegro, men der har man nægtet ham indrejse på grund af hans status som mistænkt fra domstolens side. Men regeringen her i landet gør ingenting for at gribe ind overfor en sådan person. Biskoppen sidder i kirkens ledelse, og det er kirken, der sætter dagsordenen for regeringen.” (Tidligere publiceret i dagbladet Information i forkortet version)

Jens-Martin Eriksen: Kristent folkemord på muslimerne i Bosnien

Kirken ønskede krigen skulle fortsætte, den ønskede at beholde de territorier, som var vundet ved etnisk udrensning, mordkampagner, krigsforbrydelser. Interview med sociologen Milan Vukomanovic i Beograd. Det træffer det sig sådan, at et par dage inden jeg sætter stævne med sociologen Milan Vukomanovic i hans kontor i universitetsbygningen i det centrale Beograd for at diskutere aspekter af folkemordet i Bosnien, da begyndte sagen mod en af hovedpersonerne, den tidligere paramilitære leder Vojeslav Sjesjelj ved domstolen i Haag. Vi skal beskæftige os med de religiøse kræfter, som var med til at promovere en sådan figur og i det hele taget generere forhold, som kunne virke befordrende for, at man accepterede hans retorik og hans politiske vold. Vi skal diskutere den serbiske kirkes rolle i det begivenhedsforløb, der ledte op til krigsudbruddet i Bosnien, overfaldet på de civile muslimer. Og jeg vil bede Milan Vukomanovic tage stilling et synspunkt, som jeg møder hos en den britiske lingvist Abdal Hakim Murad i et essay om folkemordet. Han skriver, at der er et paradigmeskifte på vej i den måde, som man anskuer forbrydelsen på. Mens den gik for sig i begyndelsen af halvfemserne og siden hen, er den ifølge Murad blevet camoufleret som en misgerning begået i én etnisk gruppes navn mod civile fra en anden etnisk gruppe, altså noget der beror på lokale forhold, på lokale balkanske karakteristika. Men som han peger på, har man både sprog og kultur og udseende tilfælles i Bosnien. Der var ikke baggrund for nogen underlødig pseudovidenskab om ”race”, og derfor heller ikke mulighed for at mobilisere et had imellem grupper med henvisning til såkaldte ”racemæssige” forskelle. Men alligevel blev termen for forbrydelserne i Bosnien kategoriseret som ”etnisk udrensning”. Denne term blev så at sige et paradigme for denne krig. Det var med andre ord det, denne krig drejede sig om, en kamp om territorier med baggrund i det man hævdede var etniske forskelle. Men Murad peger på, at vi nu er i færd med et paradigmeskifte, fordi selve termen ”etnisk udrensning” er en politisk eufemisme, som skal skjule, at det rent faktisk var et kristent folkemord på muslimer i Europa. For ifølge Murads argument, så var religionen den eneste – og er den eneste – forskel mellem grupperne i Bosnien, og det var fordi mennesker var muslimer, at de blev myrdet eller fordrevet. Derfor må man, hvis man vil se kendsgerningerne i øjnene, i stedet tale om en religiøs udrensning. Dette kan måske for den uindviede forekomme som et spil med ord, men brugen af eufemismen ’etnisk udrensning’ i stedet for ’religiøs udrensning’ peger på det forhold, om hvorvidt vi nogen sinde har set i øjnene, hvilken forbrydelse det var, og hvilken rolle de kristne kirker - både den kristne kirke her i Serbien og kirkerne i Vesten, samt os alle i Vesten forstået som den kristne kultur – har spillet ved enten en aktiv støtte til udrensningerne eller med tavs billigelse. Milan Vukomanovic er yderst kritisk overfor den serbiske kirke og dens rolle under krigene, men han finder forbindelserne mellem religion og etnicitet mere intrikate end som så til at drage samme konklusion, som den britiske lingvist Abdal Hakim Murad. -”Først og fremmest vil jeg sige, at krigen i Bosnien ikke begyndte af religiøse grunde. Man diskuterede ikke religiøse doktriner mellem hverken paven eller den ortodokse kirkes patriark eller muslimske lærde, som politikere så senere tilsluttede sig. Det var ikke tilfældet. Jeg ser snarere religionens rolle som noget sekundært, men altså ikke desto mindre meget betydningsfuld, som en faktor der var med til at anstifte krigen. Men de politiske årsager til krigen er helt åbenbart de mest betydningsfulde. Det handler som bekendt om at tilrettelægge grænserne mellem de nye selvstændige lande, som bryder ud af det Jugoslavien, som samtidigt falder fra hinanden. Det handler om modsætningen mellem kravet om selvstændighed fra de nye lande, og kravet om overhøjhed, som udgår her fra Beograd, konkret fra daværende præsident Slobodan Milosevic. Og efter hans opfattelse skulle man følge hans direktiver og implementere hans planer og støtte ham, ellers gerådede man ud i en voldelig konflikt. Det var altså disse politiske grunde, som var det, der antændte konflikterne. Men igen; man kan ikke have en politisk konflikt her på Balkan, uden der også er et etnisk element tilstede der i. Derfor bliver den politiske konflikt meget hurtigt til en etnisk konflikt. Og religionen er simpelthen en del af dette komplekse fænomen, der hedder ’etnicitet’. Her på Balkan har vi med det forhold at gøre, at man over alt er monokonfessionelle, hvilket vil sige, at tilhører man en given etnicitet, så tilhører man også automatisk et givent trossamfund. Er man serber er man kristen ortodoks, er man bosniak er man muslim, er man kroat er man katolik. Den eneste undtagelse er albanerne, som tilhører tre eller fire forskellige trossamfund. Men altså i Bosnien havde vi de tre grupper med monokonfessionalitet, og så kunne man heller ikke i konflikten undgå elementet med religion. Krigen begyndte altså ikke af religiøse grunde per se. Men som noget sekundært, så var religionen igen en del af de etniske forskelle. Det religiøse element blev under krigen tydeligt ved, at religiøse symboler som kirker og moskeer blev brændt ned og ødelagt. På denne måde hævdede man sin overhøjhed over et givent territorium overfor en anden gruppe. Eller også blev gejstlige fra de forskellige retninger mishandlet eller dræbt, også som en del af krigens budskab grupperne imellem. Men fordi religionen bare er en del af den etniske sammensætning, er det rigtigt at kalde det etnisk udrensning. Man ville af med de andre, af den anden etnicitet. Man ville hævde sin eneret til et givent territorium.” Men det bosniske nationalistiske parti, Izetbegovic’ parti, SDA, var organiseret omkring religionen Islam. Det var og er partiets kerne, det var og er et religiøst parti. SDS, Karadzic’ og de bosniske serberes parti, var om ikke formelt et religiøst parti, men var under krigen meget stærkt influeret af den ortodokse kirke. Kirken har hævdet, at den i alle fora sad på første række, når beslutninger skulle træffes. Og partiet have fuld støtte fra den serbiske kirke her i republikken Serbien, fra Amfilojije, den næstøverste i kirken, og fra en masse andre gejstlige, som var meget nationalistiske. Er det ikke rigtigt at sige, at det i et vist omfang er andre organisationer, som er stedfortrædere for de religiøse organisationer, altså de nationalistiske partier, der udkæmper krigen om identitet og religion? -”Ja, men det forholder sig nærmere omvendt. Det er religionen, der anvendes i den politiske kamp. Det er religionen, der instrumentaliseres i denne krig. Men det forholder sig dog ikke sådan, at det kun er politikerne, som kan beskyldes for denne instrumentalisering af religionen. For de religiøse ledere, hierarkierne indenfor både den ortodokse kirke og indenfor de muslimske religiøse organisationer, accepterede med glæde at blive instrumentaliseret i den politiske kontekst. Det kunne man iagttage – for serbernes vedkommende – ved at biskoppen i Bosnien ofte var til stede ved politiske møder, og viste sig offentligt sammen med den politiske leder Radovan Karadzic og den militære leder Ratko Mladic. Desuden kan man, når man dykker ned i de historiske arkiver, se at også her i republikken Serbien støttede kirken i begyndelsen af halvfemserne Milosevic i en kort periode. Men da krigen begyndte i Bosnien den 6. April 1992 allierede kirken sig med de bosniske serbere, med Radovan Karadzic. Og da Milosevic senere brød med Karadzic fordi de bosniske serbere stemte imod fredsforslaget fra den såkaldte kontaktgruppe, da fortsatte kirken med at stå på den radikale linje sammen med de bosniske serbere. Denne støtte indebar så, at kirken ikke på noget tidspunkt udtalte sig imod den etniske udrensning eller krigsforbrydelserne, som blev begået mod de civile muslimer. Alt foregik dog lige for øjnene af dem, kirkens mænd var øjenvidner til det hele. Men ingen protest. Tvært imod, når der som nævnt kom fredsforslag på bordet, som det fra den såkaldte kontaktgruppe i 1994, om kantoninddeling af landet, og når enkelte medlemmer af parlamentet i Pale ymtede noget om at acceptere sådanne forslag, så var det kirken i Bosnien, der talte imod det, især biskopperne. De ønskede krigen skulle fortsætte, de ønskede for alt i verden at beholde de territorier, som var vundet ved etnisk udrensning, mordkampagner, krigsforbrydelser. Det er der, hvor jeg ser det egentlige problem. Og selvfølgelig er fællesnævneren her nationalisme. Dels kan man tale om politisk nationalisme, og dels om klerikal nationalisme.” Hvordan vil De nærmere definere denne klerikale nationalisme, hvis vi her koncentrerer os om den serbisk ortodokse kirke? -”Den er baseret på myter, nogle historiske overleveringer, historiske begivenheder, så som slaget på Kosovo sletten for 600 år siden, altså afgørende momenter i Historien for den serbiske nation. Her i indgår konger og helgener og andre figurer, og det er en historie, hvor det handler om, at man kan miste det jordiske gods, det jordiske kongedømme, men man kan ikke miste det himmelske rige. Det er historier, som indeholder metafysiske, eskatologiske dimensioner, historier om det evige Serbien, og om de sidste tider – alt dette udspringer af de overleveringer, der findes om slaget på Kosovo sletten. Disse myter bliver så fra tid til anden genoplivet af nationalistiske filosoffer og forfattere, for at de kan blive instrumentaliseret i den politiske kamp, bl.a. af filosoffen Nikolej Velimirovic, der lige er blevet kåret til helgen i den ortodokse kirke, myter der handler om kampen mellem islam og kristendommen.” Lad os prøve at opholde os ved en bestemt periode, hvor alle disse myter bliver instrumentaliseret, og hvor de bliver brændstoffet i den politiske kamp. I den periode, hvor udrensninger foregår, helt tidligt fra april 1992 og til den store massakre ved Srebrenica i 1995, og hvor som De siger, kirken er med helt fremme, og sidder og ser på hvad der sker, og støtter de mest radikale elementer, hvordan kunne de klerikale forsvare disse forbrydelser, med hvilke argumenter? Man har været vidne til massakren på børn, kvinder og mænd i Bijeljina og Zvornik, man har været med, hvor militser har myrdet muslimer i landområderne i hele Østbosnien eller fordrevet dem. Hvordan har man kunnet forklare, at det var etisk rigtigt at handle sådan? Man har også været vidende om, at disse gerninger blev begået af kriminelle, som var hyret fra fængsler i Serbien, og indkorporeret i indenrigsministeriets styrker, og hooligans fra Beograd. Jeg vil i denne forbindelse nævne begrebet, som et taget i anvendelse i forbindelse med denne krig i Bosnien mellem nationalismer, nemlig ’post-emotionalisme’. Det beskriver det forhold, at når man konfronteres med fx massakren i Bijeljina mod uskyldige civile muslimer, så begynder man at levere fortællinger om hvad der skete med uskyldige serbiske civile under den 2. Verdenskrig. Og da i stedet for at behandle det, som rent faktisk sker i samtiden, så forholder man sig til hvad der skete 60 år tidligere. Og i stedet for at behandle hvad der sker, så leverer man fortællinger om hvad der skete engang, hvilket skaber den konsekvens, at man aldrig rigtigt kan behandle og forholde sig det, der rent faktisk foregår foran øjnene på én. Samtiden forsvinder i en evigt genkommen ’post-emotionalisme’, der permanent dramatiserer Historien og instrumentaliserer den. Og der er altid nok af Historie at konsumere. Man leverer således hele tiden historier om noget andet – som selvfølgelig godt kan være historisk sandt. Men dette er måden hvorpå virkeligheden bringes til at forsvinde på. Hvordan vil De beskrive, hvad der sker indenfor kirken, i perioden op til krigen, hvor denne tilstand beredes med ’post-emotionalisme’, og hvor man udgraver serbiske ofre fra den 2. Verdenskrig – aldrig de andres ofre. Der er en canadisk antropolog, Catherine Verdery, som har skrevet en bog om dette fænomen med udgravninger og processioner, hvor man bærer rundt på resterne af de døde rundt langs ruter i Bosnien, hvor man ville skabe et rent serbisk område. Catherine Verderys bog hedder meget sigende; Ligenes politiske liv. -”Det er nærmest et nekrofilt fænomen. Dette befordrede faktisk betingelserne for krigen, vil jeg sige. Vi har nogle forskere her på sociologisk institut, som har foretaget diskursanalyser af den religiøse presse i denne periode fra 1989 til 1991, inden krigene begyndte, af fx kirkens officielle avis Pravoslavlje, og disse analyser dokumenterer meget aggressive, intolerante tekster, som forberedte hvad der senere skulle ske. Men den almindelige politiske presse fulgte godt med. Også radio og TV. Så alt var klart inden det første skud blev løsnet, forberedt af journalister. Om kirkens rolle, så kan måske sige, at man der led af en art kognitiv dissonans i forbindelse med forbrydelserne. En art patologi. Man kunne ikke tro på at serberne - som et folk - kunne begå forbrydelser. Fx kunne man forestille sig, at kirkens mænd med baggrund i teologiske skrifter ville sige, at krigsforbrydelser ikke havde samme vægt som almindelige forbrydelser, som er begået i fredstid. For krigsforbrydelser er begået i en højere sags tjeneste, og er derfor undskyldelige. Man kunne pege på skrifter af Athanasius Den Store fra det 4. Århundrede, som har beskæftiget sig med disse sager. Men selvfølgelig har man haft et magtfuldt reservoir at øse af, når man skulle pege på alle de serbiske ofre fra den 2. Verdenskrig. Først og fremmest det nazistiske kroatiske quislingregime og koncentrationslejren Jasenovac, og også forholdene i Bosnien, hvor man havde en muslimsk SS Division. Sådan noget kunne vende tilbage, sagde man fra kirkens side. Man har også fastholdt myten om, at Kosova har været serbisk siden det 14. Århundrede, også selv om Serbien bare har haft jurisdiktion over området siden ambassadørkonferencen i 1913 efter balkankrigens afslutning! Der er altså mange misopfattelser, men dem har kirken været med til at sætte i omløb samtidig med at den selv har været fuldstændigt kontamineret af nationalisme, intolerance og had, så den ikke kunne se dens egen katekisme. Den kunne overhovedet ikke forholde sig til sin egen kristne, universelle og etiske arv. Den allierede sig i stedet med de værste sekulære kræfter, der promoverede nationalisme og chauvinisme. Jeg tror, at den serbiske kirke i denne periode mistede meget af sin troværdighed, og desuden vil jeg mene, at den så at sige blev sekulariseret i denne proces. Et af de seneste eksempler jeg kan komme på, var da Amfilojije, kirkens nummer to, holdt tale ved den myrdede premierminister Zoran Djindic’ begravelse, hvor det han sagde, det var en absolut skandale. Først talte han om NATOs bombardement, og forsøgte at få det til at se ud som om det ene kunne være lige så ondt som det andet, noget som var helt upassende at nævne i denne sammenhæng, hvor vi står ved den myrdede premierministers båre. Og så siger Amfilojije, at Djindic’ blev myrdet af ’broderhånd’. Hvilken slags broderhånd er det? Han blev myrdet af kriminelle, af mordere, af folk fra de serbiske einsatzgrupper i Bosnien, der arbejdede for staten og for det hemmelige politi. Nu nævner jeg slet ikke, hvad der er sagt af fx Biskop Atanasije i Bosnien, der fulgte efter politikerne i parlamentet i Pale med et kors for at få dem til at makke ret, og talte for, at man ikke måtte opgive belejringen af Sarajevo. Disse mennesker er jo kriminelle, og deres taler er opfordring til voldsudøvelse. Som militslederen Arkan sagde, så havde han kun én kommandant, og det var patriarken Pavle, den øverste for den ortodokse kirke her i Serbien! Kirkens mænd har også i det hele taget keret sig meget om de anklagede krigsforbrydere ved domstolen i Haag. De har været tilstede hos både Milosevic og Sjeselj bl.a., men aldrig, aldrig når journalister og andre her i Serbien er blevet myrdet, folk som er helt og aldeles uskyldige. Der har vi aldrig set kirkens mænd. I dag instrumentaliserer kirken så sin teologi i en ny politisk kontekst. I dag er man meget imod alt europæisk, vestligt, verdsligt, man er imod demokrati, frie intellektuelle, menneskerettighedsorganisationer, rettigheder til homoseksuelle osv. Alt moderne er under beskydning. Dette er også videreført til en helt ny generation, til unge mennesker, der er medlemmer forskellige para-klerikale organisationer, så som fx Obraz. De er stærkt antidemokratiske, antisemitiske og antimuslimske. Alt sammen med velsignelse fra den serbisk ortodokse kirke. Det er situationen i Serbien i dag, og det er en arv fra krigen i halvfemserne” Hvad siger De til det forhold som nævnte Abdal Hakim Murad peger på i sit essay, at ingen andre kristne kirker i Europa med så meget som eet ord forholdt til massakrerne og forfølgelserne af ikke-kristne under krigen? Og heller ikke i dag er det noget, som man ønsker at erkende, at man vendte ansigtet bort fra. Er dette ikke også en del af den kognitive dissonans, som De peger på i forbindelse med den serbiske ortodokse kirke? -”Uden en erkendelse af hvad der er sket, så vil der ikke kunne finde nogen forsoning sted. Alle må erkende, hvad der er sket, også uden for Balkan. Man må se i øjnene hvilke forbrydelser der blev begået mod mennesker af en anden tro, ellers vil ingen forsoning være mulig. Kirkernes Verdensråd må se det i øjnene, Den europæiske kirkekonference osv. For jeg er sikker på, at sand forsoning og sand tilgivelse beror på, at vi er fælles om sandheden. Man må være kritisk mod sig selv, sådan som de tyske kirker har vist de kunne være det efter den 2. Verdenskrig. Men kirken her snakker bare udenom. Den er ynkelig. Den hader menneskeretsgrupper, som konfronterer folk med sandheden om krigens forbrydelser. Kirken ser disse grupper som forrædere.” (Tidligere publiceret i dagbladet Information i forkortet version)

Jens-Martin Eriksen: Serbien i frontlinjen i forsvaret for kristendommen

”Fremtidens Europa vil få problemer med Islam, ligesom vi i dette område har kæmpet mod Islam siden det 14. Århundrede”, udtaler professor i kirkehistorie og præst ved Sveta Petak kirken i Beograd, Radomir Popovic i dette interview om den serbiske kirke og krigen mod islam i Bosnien. Det er ganske alvorlige beskyldninger, som sociologen Milan Vukomanovic kommer med mod den serbiske kirke for dens rolle under krigen mod muslimerne i Bosnien i mit interview med ham forleden. Selv om det ikke var en decideret religionskrig, så vil Vukomanovic alligevel gå så langt som til at sige, at kirken lod sig instrumentalisere af det parti og den hær, der ændrede ideologi fra kommunisme til nationalisme i forsøget på at holde sammen på det serbisk dominerede Jugoslavien. Kirken lod sig velvilligt bruge som ideologisk væbner for de gamle kommunister og var med andre ord medskyldig i folkemordet i Bosnien. Men ikke nok med det; kirkens trosfæller i det kristne Europa lod sig tillige instrumentalisere i det omfang, at de lod sig binde af et tavshedsløfte om ikke at kritisere den serbiske kirke for dens støtte til overfaldet på de civile muslimer. Det citerede jeg den britiske lingvist Abdal Hakim Murad for at hævde, idet han argumenterer for, at der er et paradigmeskifte på vej i måden at anskue krigen på. Vi har hidtil anskuet den som en etnisk konflikt, men dette camouflerer, at der fandt en religiøs forbrydelse sted, hvor civile muslimer blev myrdet og fordrevet af kristne. Der er derfor grund til at aflægge besøg hos kirkehistoriker og præst Radomir Popovic ved den smukke Sveta Petak kirke, der ligger i Kalemegdan fortet på den yderste pynt af Beograd, med udsigt til floderne Sava og Donau, for at få kirkens syn på sagen, og for at høre, om Vukomanovic’ påstande virkelig holder vand. Grunden til at jeg henvender mig til Radomir Popovic er, at professoren har skrevet en lille kirkehistorie, som også afhandler træk af begivenhederne i halvfemserne, som der er grund til at forholde ham. Kunne De beskrive for mig, hvordan De ser kirkens rolle som forsvarer af den serbiske nation efter kommunismens fald? For efter at have læst deres bog ”Den serbisk ortodokse kirke i Historien” får jeg det indtryk, at det altid har været kirken, som har inkarneret nationen. Det er institutionen, der altid har defineret det, der er Serbien, og dette til trods for alt hvad der er sket igennem tiderne. -”Kirken kan aldrig erstattes af nogen anden institution, uanset hvad der sker i Serbien. Når jeg nævner Kirken som institution, så refererer jeg til den serbiske kultur generelt, og som et sted, hvorfra den serbiske identitet udspringer. Dette siger jeg med baggrund i det faktum, at dette land har levet i 5 århundreder under tyrkisk-muslimsk overherredømme, hvor de serbiske statslige institutioner ikke eksisterede. Men kirken har hele tiden været der. Derfor har kirken også været en både politisk og national institution. Og under kommunismen efter den 2. Verdenskrig indtog kirken igen denne rolle, som en både politisk og national institution. Der er der naturligvis ikke noget som helst forkert ved. Kirken har været et sted for en art passiv modstand mod undertrykkere. Den har været et sted for selvopofrelse, og det har den været med inspiration fra Jesus Kristus. Men det er forkert, hvis kirken direkte vil være en politisk ledende institution i Serbien i dag. Den vil bare altid støtte ethvert politisk program, som er både kristent og nationalt – et program, der respekterer serbisk, national identitet. Jeg vil også sige, at nationen altid skal identificeres som kristen, at vi overalt i Europa skal identificere os som kristne stater. Men den diskussion er åben i forbindelse med forfatningsdiskussionen i den Europæiske Union. Kirken opfattes sine steder ikke som nationens definerende institution, og kirken selv er mange steder alt for blød, og er overhovedet ikke i stand til at forsvare sig selv overfor den aggressive islam, som den står overfor.” Lad os berøre den konflikt, som Serbien havde med islam i halvfemserne. Sådan læser jeg, at De definerer det i Deres bog om den serbiske kirkes historie. De skriver om, at i ”de vestlige serbiske områder” - og her formoder jeg De skriver om Bosnien, hvor der også bor serbere – så var det en periode, hvor disse serbere måtte lide megen elendighed. Hvordan vil De beskrive årsagerne til denne elendighed, som disse kristne måtte lide under? -”Jeg tror, at den form for islam, der eksisterer i Bosnien – og som eksisterer fordi serbere konverterede til islam under osmannernes besættelse – det er en mere aggressiv form for islam end den, der eksisterer udenfor Bosnien. For disse muslimer er tidligere kristne, og de føler, at de må bevise deres religion på en måde. Dog bragte krigen megen elendighed for alle, ikke kun for serbere. Men kristne vil aldrig bede om nogen krig af nogen slags. De må vide, at fx korstogene i middelalderen, de var inspireret af kristne i Vesten, og som ville forsvare kristendommen og befri det hellige land. Men denne krig i halvfemserne her er meget vanskelig at forstå. Den var en katastrofe. Religionen var dog ikke den eneste årsag til denne krig. Jeg tror snarere, det var udenlandske kræfter, som anstiftede krigen. Og nu er det igen udenlandske kræfter, som vil udbedre de skader, der er sket.” Da krigen begyndte i Bosnien, da var det meget vanskeligt for folk udefra at finde ud af, hvad der egentlig skete. I Europa og i USA blev konflikten beskrevet som krigen mellem to folk om det samme stykke land. Men når jeg taler med folk her i Serbien, historikere fx, så hævder de dog at bosnierne også er serbere. Men de er serbere, som har konverteret til islam under det ottomanske imperium. Det er historikere, jeg har talt med fra det serbiske akademi. De fortæller mig, at bosnierne ikke har de karakteristika, der konstituerer et folk i en selvstændig nation. Folk i Bosnien og Serbien, får jeg at vide, har samme historie og samme sprog, og den eneste forskel er religion for nogle bosnieres vedkommende. Derfor vil jeg gerne høre fra Dem, om krigen i Bosnien ikke var en krig mellem kristendom og islam. -”Ja, det var den, det er rigtigt, og som De der fremstiller konflikten, er det også meget korrekt! Det var et forsøg på at skabe en islamisk stat i Europa. Og hvis Vesten siger ja til det, så lad den endelig få en sådan stat, men vi her i Serbien er imod den. De kan så lave en islamisk stat i både Frankrig og Tyskland, hvor der er 5 millioner muslimer. Det vil nemlig ske efter det samme princip, hvor man har samme sprog, men forskellig religion. Så lad dem få en islamisk stat i disse lande!” Men tror De ikke, at der nu er skabt fred mellem serbere og bosniere med Dayton fredsaftalen, og at grænsen mellem de to lande langs floden Drina nu er anerkendt af begge parter? -”Dayton fredsaftalen er kun en midlertidig løsning, for jeg tror slet ikke, at der skal eksistere nogle etniske grænser eller adskillelse mellem vore to lande langs floden Drina. For man kan se med eksemplet Sarajevo, at det er muligt for forskellige grupper at leve sammen. Jeg tror, at det er forkert at støtte denne aggressive islam, som findes i Bosnien. Muslimerne behøver heller ikke at frygte, at vi serbere er i flertal, for erfaringen viser, at kristne ikke angriber nogen fra andre trosretninger. De er snarere ofre end bødler. Det viser sammenstødene med islam.” Forstår jeg Dem sådan, som jeg også er blevet belært af professor Milorad Ekmecic fra det serbiske akademi, at Bosnien slet ikke skal have selvstændighed, for bosniere er ganske enkelt serbere, men dog serbere med forskellige religioner? For når jeg læser deres egen bog, og De beskriver Bosnien som ”vestlige serbiske områder”, så må jeg vel antage, at jeg skal fortolke det sådan? -”Nu kender jeg ganske godt professor Ekmecic, vi er venner, og han er en meget belæst mand. Og jeg kan sige Dem, at han ikke er partisk, men han skriver ganske enkelt, hvad der er sandhed om historien. Og det faktum, at Bosnien er en del af Serbien, det er ikke en ’mening’, som nogen i Kirken har, det er bare hvad der er den historiske sandhed.” Der findes folk i Europa, som beskriver Serbien som en frontlinje, hvor kristendommen bliver forsvaret. Helt tilbage fra slaget på Kosovosletten for 600 år siden og til i dag har Serbien stået i forreste linje. Serbien har ifølge denne opfattelse ikke kun kæmpet for sin egen eksistens, men for kristendommen i hele Europa. Er det også den måde, som De ser konflikten i Bosnien på i den serbiske kirke? -”Det er rigtigt! Det første sammenstød var mellem det byzantinske rige og islam, og mange kristne mistede deres liv i denne strid og blev dermed helgener i den kristne kirke. Men jeg ved dog ikke, om vi her i Serbien er de eneste i frontlinjen? Vi kunne også invitere islam indenfor i Europa og lade muslimerne overtage det hele? Det kan man så gøre i Paris og London, men her i Beograd valgte vi altså at kæmpe.” Jeg læser i ”Deklaration mod folkemordet på det Serbiske folk” fra 1997, som er undertegnet af patriarken Pavle for den serbisk ortodokse kirke og en række intellektuelle, bl.a. fra det serbiske akademi, at denne plæderer for serbernes ret til at ”leve under ét tag”. Og i tilbage i 1991, da sendte patriarken også et brev til Lord Carrington, som på dette tidspunkt var leder af fredskonferencen, og da plæderede han for det samme, at serberne havde ret til at leve i ét land, uanset hvor de end måtte bo i de andre republikker. Det ville, ifølge patriarken, være den eneste løsning. Han brugte ved begge lejligheder udtrykket, at serberne havde ret til at leve under ”samme tag”. Vil De forklare hvad patriarken mener? -”Det patriarken udtrykker i brevet til Lord Carrington i 1991, da Jugoslavien er ved at falde fra hinanden, var at da ville det være en god idé, at bevare både den åndelige og den territoriale samling af serberne. Man kunne jo se på det gamle jugoslaviens kort, at kirkens åndelige grænser, der hvor der boede ortodokse kristne serbere, ikke passede sammen med de republikgrænser, som var aftegnet. Og kirkens mål er at samle hele nationens åndelige identitet. Men vi ved, at når vi taler om Patriarken Pavle, så skal man ikke tillægge ham nogen intentioner om at ville skabe et Storserbien. Snarere tvært imod.” Men når jeg læser dette brev fra 1991 fra Patriarken til Lord Carrington og Deklarationen om folkemordet på serberne fra 1997, så er det jeg gerne vil høre Deres udlægning. For som jeg selv fortolker disse skrivelser, så plæderer de da for et Storserbien. De taler om, at alle serbere har ret til ”at leve under samme tag”. Der i ligger der vel et territorialkrav overfor de andre republikker fra Serbiens side, et krav om at inddrage dele af deres landområder. Og her taler vi som bekendt om Krajna i Kroatien, og Øst- og Vestslavonien, også i Kroatien. Men det helt store problem – større end territorialkravet – kommer i tilfældet med Bosnien, når man i 1991 kræver, at serberne dérovre har krav på at leve under samme tag med serberne her i republikken Serbien. Hvordan skulle man indfri dette krav? Vi ved jo, at folk før krigen levede mellem hinanden over alt i Bosnien. -”Ved De, at i store dele af Kroatien, hvor serberne levede og var i flertal, der bor de ikke mere? Der er disse serbere i dag fordrevet fra.” Ja, jeg er selvfølgelig bekendt med operation ’Storm’ og fordrivelsen af serberne fra Krajna i 1995. -”Men det bekymrer Vesten sig ikke for! Men når vi taler om Bosnien, så er det et andet problem, for en føderation mellem Serbien og Bosnien (som Jugoslavien var, JME), den har dog været anvendt. Og derfor var jeg meget overrasket da spændingerne brød ud mellem muslimer og serbere. Og hvordan kan man forklare, at Montenegro også skal være selvstændig, når der både er den samme kultur, samme religion, samme sprog? Serberne har i hvert fald ikke brug for denne stat, men denne stat er revet ud af Jugoslavien fordi udenlandske kræfter har set deres interesse der i.” Men lad os lige opholde os ved Bosnien inden krigen. Forelægger der ikke et problem ved at kræve alle serberes ret til at leve i én stat – ”under ét tag”, når serbere og muslimer og katolikker før krigen boede mellem hinanden overalt i landet? Der kunne vel kun være to løsninger tilstede, for at indfri dette krav. Enten måtte Bosnien forblive i en føderation med Serbien og altså fortsat udgøre én stat, en fortsættelse af Jugoslavien eller hvad man nu ville vælge at kalde den. Den anden løsning er den, vi ser i dag, hvor resultatet af krigen har delt serbere og muslimer, og hvor muslimerne bor i føderationsdelen, og serberne i Republika Srpska, i den del af Bosnien, som ligger mod øst, op til floden Drina og Republikken Serbien. Og så vil Republika Srpska med tiden blive en del af republikken Serbien. Det er vel de eneste to løsninger, som kan komme ud af kravet om, at alle serbere har ret til at leve ”under ét tag”, som Patriarken formulerede det før krigen? Eller hvordan skal jeg ellers forstå denne metafor? -”Jeg tror ikke, at det på længere sigt er en god løsning at muslimerne får deres egen stat ved at Republika Srpska forlader Bosnien. Hele Bosnien skulle sammen med Montenegro forblive sammen med Serbien i én stat. For det er meget risikabelt at skabe en ren muslimsk stat i hjertet af Europa. Det vil være meget farligt. Men uheldigvis kan muslimer kun definere sig selv i forhold til deres religion, ikke som tilhørende en nation med andre af en anden tro. De forstår kun at skabe en stat netop på baggrund af deres religion.” Lad mig spørge Dem om noget, som politikere ikke har forstand på, idet det er et område, som angår etik og åndelige spørgsmål, nemlig spørgsmålet om forsoning efter krigen. Hvordan kan mennesker igen leve sammen? Jeg har besøgt mange steder i Bosnien. Jeg har besøgt en serbisk landsby, Podravanje udenfor Srebrenica, som under krigen blev angrebet af kommandanten Naser Oric’ styrker inde fra det belejrede Srebrenica, og hvor nogle af beboerne blev dræbt. Og jeg har også besøgt de repatrierede muslimer inde i Srebrenica, som er kommet tilbage efter den store massakre i 1995. Og jeg vil derfor spørge Dem som præst i den serbiske kirke, om De synes det er svært for den ortodokse kirke at behandle et spørgsmål som massakren ved Srebrenica, med henblik på at skabe forsoning mellem folk? Hvad skal man gøre for at forholde sig til sådan en begivenhed? -”Spørgsmålet om massakren i Srebrenica er interessant. For man må virkelig være meget seriøs, når man beskæftiger sig med den. Man må ikke kun se på det, der skete foran kameraerne i 1995, men også se på det, der skete tidligere, op til denne begivenhed. Min personlige opfattelse er, at nogen har bestemt, nogen har manipuleret det sådan, at vi skal behandle dette spørgsmål om massakren i Srebrenica i 1995. For der var SFOR styrker tilstede – FN styrken – og jeg har svært ved at forstå hvordan denne massakre virkelig kunne indtræffe, når disse styrker var der. Og der var heller ikke krig mere. Men massakren indtraf, det ligger fast. Og jeg vil sige, at jeg føler med ethvert offer. Men min opfattelse er, at nogen havde brug for at denne begivenhed skulle finde sted.” Har den serbiske kirke nogen sinde beskæftiget sig med massakren i Srebrenica? -”Nu tror jeg ikke det er kirkens opgave, at gøre dette.”, lyder det lettere forundret fra professor Popovic. Professoren fortæller mig senere velvilligt, såfremt jeg skulle være interesseret, at der dog er en biskop fra den serbiske kirke ovre i Bosnien, i Bijeljina helt præcist, der tilsyneladende som den eneste i hele kirken tager sig af sådanne perifere sager, som forsoningsspørgsmålet efter massakren. Jeg noterer det til min næste rejse, og tager afsked med den milde Professor Popovic. Her har vi tilbragt et par timer sammen i hans smukke Sankt Fredags kirke denne klare vinterformiddag, og jeg går op i et af tårnene i Kalemegdan fortet for at se ud over floderne og sletten op mod Vojvodina, der fortaber sig i vinterdisen. Her har jeg serviceret professoren med de nationalistiske udlægninger af historien, der hvis man instrumentaliserer dem i et politisk program, som det blev gjort af akademiet, forfattere, journalister og kirken, bliver til en folkemordspolitik. Men til trods for at katastrofen er indtruffet, så har professoren taget mine spørgsmål til sig som sine egne forudsætninger, og med let sind udlagt mig teksten, ganske skyldfri. (Tidligere publiceret i dagbladet Information i forkortet version)

Akbar Ganji: Notes on gender apartheid in Iran

Iran’s political-legal system is founded on apartheid, on unjust and untenable discrimination among members of society. Social opportunities and privileges are not distributed on the basis of merit, but according to such indefensible criteria as race, religion, and allegiance to the political regime. While some are deprived of certain basic human rights and the chance to benefit from their talents and efforts, others are afforded “special rights.” They benefit handsomely from coveted social opportunities and privileges. One of the most glaring fault lines of this apartheid system is gender. In Iran, women suffer every injustice and deprivation endured by Iranian men, and gender injustice as well.

"profetmuhammed med rød hat", Street art på lyskasse, Søtorvet, København, julen 2007, anonym kunstner.

Danny Postel: Last Words from Richard Rorty

The pope recently said: “A culture has developed in Europe that is the most radical contradiction not only of Christianity but of all the religious and moral traditions of humanity.” Dewey and Habermas would reply that the culture that arose out of the Enlightenment has kept everything in Christianity that was worth keeping. The West has cobbled together, in the course of the last two hundred years, a specifically secularist moral tradition — one that regards the free consensus of the citizens of a democratic society, rather then the Divine Will, as the source of moral imperatives.

Paul Berman: Who is afraid of Tariq Ramadan?

As early as 1993, at the age of thirty-two, Tariq Ramadan campaigned in Geneva to cancel an impending production of Voltaire's play Muhammad, or Fanaticism. The production was canceled, and a star was born--though Ramadan has argued that, on the contrary, he had nothing to do with canceling the play, and to say otherwise is a "pure lie." Not every battle has gone his way. He taught at the college of Saussure, where his colleagues were disturbed by his arguments in favor of Islamic biology over Darwin. This time, too, Ramadan shaped the debate to his own specifications by insisting that he never wanted to suppress the existing biology curriculum--merely to complement it with an additional point of view. A helpful creationist proposal. But the Darwinians, unlike the Voltaireans, were in no rush to yield.

Christopher Hitchens: Londonistan Calling

And there it all is: foaming, bearded preachers calling for crucifixion of unbelievers, for homosexuals to be thrown off mountaintops, for disobedient and "deficient" women to be beaten into submission, and for Jewish and Indian property and life to be destroyed. "You have to bomb the Indian businesses, and as for the Jews, you kill them physically," as one sermonizer, calling himself Sheikh al-Faisal, so prettily puts it. This stuff is being inculcated in small children—who are also informed that the age of consent should be nine years old, in honor of the prophet Muhammad's youngest spouse. Again, these were not tin-roof storefront mosques but well-appointed and well-attended places of worship, often the beneficiaries of Saudi Arabian largesse.

Fred Halliday: The Jihadism of Fools

The relationship of the radical left to political Islam has a long history, one that should give pause to those who now seek to form an alliance, however “tactical,” with Islamist movements and states

Johann Hari: Islam in the West

Bookreviews of Bruce Bawer, Ayaan Hirsi Ali, Bat Ye’or, Oriana Fallaci, Fadela Amara and Tony Blankley

Yehudah Mirsky: The Importance of Being Lucid

Reviews of Jihad: The Trail of Political Islam by Gilles Kepel and Unholy War: Terror in the Name of Islam by John L. Esposito

Richard Wolin: Veiled Intolerance

The rise of Islamism in Europe has very little to do with the intrinsic nature of Islam as a religion and everything to do with the failures of integration and Muslim immigrants' sense of de-territorialization

Anson Rabinbach: Totalitarianism Revisited

The terrorist attacks of September 11, 2001, and the debate over the American war in Iraq, revived talk of totalitarianism among liberals and leftists thinking about radical Islamists and Middle East dictatorships. With varying degrees of enthusiasm, respected former dissidents such as Vaclav Havel and Adam Michnik and distinguished intellectuals in Europe and America such as Paul Berman, André Glucksmann, Richard Herzinger, Christopher Hitchens, Michael Ignatieff, as well as Nobel Peace Prize recipient José Ramos-Horta justified, if not military intervention, then an aggressive and principled policy toward Saddam Hussein’s regime—largely on liberal-humanitarian grounds, invoking the imperative of resisting totalitarianism. Though he explicitly opposed the unilateral use of military force, Joschka Fischer, then Germany’s foreign minister, spoke of a “third totalitarianism”—after Nazism and communism—“as the major challenge facing the international community in the twenty-first century.”

Abdelwahab Meddeb: Islam's Heritage of Violence

Acting against all Christian teachings, there were Popes who also called for holy war and promised religious warriors a place in the kingdom of heaven. Not to mention the forced conversions during the Inquisition, when Jews and Muslims in Spain had the choice between exile, burning at the stake, and baptism. But just as the Christians overcame their historical phase of violence, the Muslims face the same challenge.

Timothy Garton Ash: The struggle to defend free expression is defining our age

The order of phrases is vital. Too many recent responses in such cases - from the Rushdie affair onward - have had this backhanded syntax: "Of course I defend his/her freedom of expression, but..." The Voltaire principle gets it the right way round: first the dissent, but then the unconditional solidarity. Now we are all called upon to play our part. The future of freedom depends on words prevailing over knives.

Bassam Tibi: Islam without reform is not compatible with democracy

Islamic orthodoxy and the German constitution are not compatible. Muslims have to give up three things if they want to become Europeans: They have to bid farewell to the idea of converting others, and renounce the Jihad. The Jihad is not just a way of testing yourself but also means using violence to spread Islam. The third thing they need to give up is the Shariah, which is the Islamic legal system

Kenan Malik: Review of "Identity and Violence" by Amartya Sen

We have a system in which Muslim organisations are in charge of all Muslims, Hindu organisations in charge of all Hindus, Jewish organisations in charge of all Jews and so on." This parcelling out of the nation can only weaken civil society. "In downplaying political and social identities, as opposed to religious identities, the government has weakened civil society precisely when there is a great need to strengthen it." Multicultural policies, in other words, have allowed mainstream politicians to abandon their responsibilities for engaging directly with Muslim communities. Far from promoting a sense of integration, the policy has encouraged Muslims to see themselves as semi-detached. Identity and Violence

Heinz Schlaffer:Hollidays from the Enlightenment

Hollidays from the Enlightenment God is back in fashion among intellectuals. But even spiritual movements today are motivated by Western fundamentalism: the Enlightenment. Hollidays from the Enlightenment

Parvin Ashrafi: Rejection of Religion Based Arbitration in Canada

In the name of religion and law religious groups wanted to gain power and impose their anti women beliefs. But they could not do so in Canada because we women, united, emphasized one thing: we said that we will stand up against any law that justifies subordination of women by usurping our human rights. Of course, women who have come from countries where religion and sexual apartheid rules, would not tolerate another Islamic Republic in Canada. All these efforts brought us this victory. Finally, all the protests and resistance to anti women laws resulted in a victory on Sept. 11 when Dalton McGuinty, the Premier of Ontario announced that “I've come to the conclusion that the debate has gone on long enough; there will be no Sharia law in Ontario; there will be no religious arbitration in Ontario; there will be one law for all Ontarians”. Rejection of Religion Based Arbitration in Canada by Parvin Ashrafi

Christopher Hitchens: Strange Times, My Dear

Today's Iran is also an Absurdistan in one sense, though the term should not be misused so as to mask the tragic element of the comic: under the reign of the shah, the country emulated almost everything Western except democracy; under the rule of the imams, it rejects almost every aspect of modernity except nuclearism. That this fate should have befallen such a sophisticated and energetic people is a catastrophe piled upon a disaster. Yet the clerics now ruling the country have fallen into the very error that their communist enemies used to commit. They claim to legislate for every aspect of life, and they claim the right to scrutinize everything that is said and even thought. In this they attempt the impossible. If they emulated the Taliban and simply forbade all forms of music and film and all forms of writing except the Koranic, they would fail. Instead, they try to permit these things while also controlling them. That will eventually fail even more miserably. Link here

Fred Halliday: Who is responsible?

The identity of the Left. The Left takes a conventional anti-interventionist position in conflicts from Milosevics genocide in Bosnia and Kosovo to Saddam Husseins repression in Iraq. What is needed is a more complex position, guided not by the interests of the West but by what the interests are of the peoples in the countries concerned. The issue of whether the U.S. should or should not intervene in a country is a contingent one. Each case has to be debated on its own merits. The key issue is not: Is the U.S. intervening? Nor: What are the U.S.’s motives? The key issue is: will that intervention plausibly help those people or not? That’s the question. Link here

Nils Bredsdorff: De respektables blinde øje

Mange debatdeltagere - men især jurister - hævder at striden om Muhammed-tegningerne ikke er en sag om ytringsfrihed. Men de sætter kikkerten for det blinde øje. De pæne mennesker nægter at se det uvejr af religiøs tabuisering og kontante forsøg på indskrænkning af debatten om det religiøses placering i det offentlige rum, der truer lige forude. I den store debat om rammerne for det politiske demokrati har en særlig gruppe af hæderkronede jurister skilt sig ud (Henrik Zahle, Henning Koch, Claus Hagen Jensen, Jørgen Dahlberg Larsen for nu kun at nævne nogle af professorerne). Med stor autoritet hævder de, at denne sag - som nogen ser som et forsøg på at begrænse retten til provokation og latterliggørelse som middel i en politisk kamp - faktisk slet ikke drejer sig om ytringsfrihed. I stedet hævder juristerne, at karikatursagen ikke er et spørgsmål om jura men udelukkende om god opdragelse. Bag de forskellige formulerin-ger ligger dette udsagn: VI eller MAN må tage hensyn og VI skal vise os ansvarlige, VI kan ikke nøjes med at holde os inden for lovens grænser, VI må også vise omhu med vores ytringer. Høflig og rettidig omhu. Men hvem er dette VI? Problemet i juristernes argumentation – og med dem mange i den politiske og kulturelle elite - er, at der er tale om et ideal om den dannede og strategisk tænkende politiske borger. Et efterstræbelses-værdigt republikansk ideal. Men de virkelige politiske borgere er delt på kryds og tværs i moralske, sociale og politiske grupperinger og tænker i nære interessebetonede baner. Disse grupperinger har forskellige holdninger, rets- og politikopfattelser og etiske fordringer og derfor forskellige opfattel-ser af, hvem VI er, hvad HENSYN og OMHU er, og hvad ANSVARLIGHED er. Uden den daglige hensyntagen, social og sproglige omhu og selvdisciplinering ville ethvert sam-fund bryde sammen. Jeg tror, at Flemming Rose og Søren Krarup efter lidt betænkningstid ville være enige i sådanne sociologiske selvindlysende konstateringer. Nære sociale relationer kan ikke fungere, hvis der hele tiden skabes uenighed og konflikt om simple ting som indkøb, aftaler om rengøring, færdselsregler for familien, social hjælpsomhed, hvem din næste er. Men så snart de nære relationers nødvendige hensyntagen bliver til lidt fjernere og lidt større relati-oner, starter uenighederne. Derfor er ytringsfriheden nødt til at være generel og meget åben og uden skjulte eller underforståede anmærkninger om, at vi respekterer hverandre. Det er netop en meget centrale del af den politiske kamp at bestemme ordenes indhold og flytte deres grænser – hensyn og ansvarlighed over for indvandrerne er et eksempel på ord, der ikke er enighed om. Derfor er vi lige vidt, når det siges, at ytringsfrihedens formelle retlige ramme skal underbygges med ansvarsfølelse og hensyntagen, for det er vi jo netop ikke enige om, jf DFs stigende opbakning under karikaturkri-sen. Det ville være korrekt at hævde, som juristerne gør det, at sagen drejer sig om høflighed og hensyntagen, hvis der var enighed om, hvad de begreber er. Nu bruges kravet om respektfuld om-gang med andre til at tryne formodentlig en tredjedel af befolkningen til tavshed. Medborgerskab er ikke noget der kan dikteres, det er noget der udvikler sig i en langstrakt kamp om ord og holdninger. Med kravet om respekt søger de pæne jurister at hæve deres standpunkt op over striden som særligt rigtigt. Det er et billigt trick. Der kan ikke laves nogen generelt gældende, formelle regler om uspecifik hensyntagen og respekt-fuld tale, som ikke er en indskrænkning af ytringsfriheden. Der er sat nogle grænser i straffeloven og af domspraksis, først og fremmest ved opfordringer til vold og had, resten er et spørgsmål om politisk kultur. Det er et spørgsmål om civilisation, og der er langt igen, før der er enighed om hvordan det ideal skal tolkes. Der er derimod nogle områder som er hidtil har været unddraget stri-den. Den demokratiske samfundsorden bygger på anerkendelse af og forsvar for individets rettighe-der. Jeg anerkender Abu Laban og Flemming Roses borgerrettigheder, men jeg respekterer dem ikke og skal kun vise dem de hensyn som er foreskrevet af loven. Alle undersøgelser viser, at der er dybe splittelser i befolkningen i spørgsmålet om forholdet til ind-vandrere og forholdet til religiøse spørgsmål. Spørgsmål om integration, diskrimination og ligestil-ling og religiøse gruppers rettigheder kan ikke i en sådan situation gøres fredelig og dannet ved at påbyde hjertets dannelse og respektfuld tale til de som føler sig forulempet, presset eller undertrykt af et virkeligt eller indbildt flertal af de korrekte og pæne meninger. For nylig blev det meddelt at det kristne højre i USA er ved at sætte sig på naturfagsundervisningen i grundskolen. Overalt træder religiøse organisationer frem fra skyggerne. Det gør Jyllandspostens provokation politisk relevant og rettidig – om end sikkert på en bredere facon end Rose havde reg-net med. Det står næppe til diskussion, at forhånelse og latterliggørelse har været del af kampen mod de religiøse institutioner i Europas historie. Fri abort, mere ligestilling mellem kønnene, mere frihed for seksuelle minoriteter, fjernelse af religiøs censur, frihedsrettighederne sat i højsædet (i Europa), ytringsfrihedens overhånd over religionsfriheden er ikke endegyldige sejre. Der er stadig kamp om, hvad politisk civilisation er. Ytringsfriheden er ikke noget man har og som jurister sikrer – det er noget man tar med ansvar ale-ne overfor domstolene. Pavestaten opruster, vores store naboland Polen er i gang med en heftig ’normaliseringsproces’ tilbage til moderkirken, jesuitiske Opus Dei er trådt frem med kritik af den kommende da Vinci film, fordi bogen har ’såret millioner kristne’. Den politiske islamisme og ny-kristne sekter er i vækst. Selv den mest hensynsfulde kritik af eksisterende normer og tanker, vil af nogen blive opfattet som forulempende og forhånende. Derfor kan der ikke være nogen respektfuld ytringsfrihed uden, at det indebærer forbud for nogen mindretal, der tænker ansvarsfulde tanker, som flertallet opfatter som forhånende. Hvis man f.eks. har den holdning, at enhver form for religiøst hokus pokus skal forhindres i at opnå politisk indflydelse, er det relevant at afprøve de aktuelle rammer for, hvad der må siges politisk, satirisk eller videnskabeligt om religiøse emner. Det er klart, at man som politisk borger er forplig-tet på at tænke sig om, men vurderingskriterierne er forskellige, og ud fra dette ikke-religiøse stand-punkt kan der ikke være noget krav om en ansvarlighed eller en respekt, der tilsiger at underkaste sig regler om at visse områder er unddraget kritik og modstand – også i form af latterliggørelse og forhånelse. Selvpålagt kritikløshed, andagtsfuld tavshed eller indholdsløs respektfuldhed over for fænomener, man som borger er kritisk overfor, er starten på samfundsmæssige eksplosioner og opgør. Den en-gelsk amerikanske retsfilosof Ronald Dworkin har formuleret det næsten som et paradoks: Hvis man vil gennemføre love der ligestiller mindretal (etniske eller religiøse) på arbejdsmarkedet eller i det offentlige, må man sikre en ytringsfrihed, der giver modstanderne af en ligestilling eller særstil-ling, ret til at kritisere lovene på alle måder inklusive latterliggørelse og fornærmelse. Ellers kan et eventuelt flertal ikke gennemføre ligestillingslove legitimt og demokratisk. Hvis flertallet på for-hånd har censureret modstandernes modstand – bortset fra straffelovens forbud mod vold og forføl-gelse – så er demokratiets væsen krænket. Retten til forhånelse, latterliggørelse og satire er forud-sætningen for at et mindretal vil acceptere flertallets afgørelser om at beskytte andre mindretal. Men det pæne flertal – dem der taler om almen og genstandsløs respektfuldhed og ansvarlighed – går tydeligvis efter at det religiøse skal have mere plads, dvs. hensyntagen. Man skal ikke kende meget til de religiøse bevægelsers aktuelle vækst og ihærdighed i Europa for at kunne se, at en fred-helligelse af det religiøse langsomt men sikkert vil indskrænke ytringsfriheden. Først gennem et overordnet ’FN-kompromis’ om sikring af de religiøse symboler med kritik og latterliggørelse, så gennem en ændring af domspraksis eller gennem diverse politiske regler og traktater med religiøse stater og organisationer og nyformuleringer af forskellige blasfemilove, hvis effekt vil være, at ytringsfriheden bliver bombet tilbage til den gang, Voltaire formulerede sit slagord Ecrasez L’infame, knus den nederdrægtige, som var vendt mod den katolske kirke. Det er mig en gåde, hvordan nogen, der er gamle nok til at have oplevet, hvordan politiske islami-ster over hele verden løb totalt grassat mod Salman Rushdies bog De sataniske vers i 1989, og nu har genoplevet det religiøse amokløb i ugevis, kan kræve respektfuld og høflig kritik af religiøse tabuer, ja helst ansvarsfuld tavshed. Anerkendelse og beskyttelse af de troende rettigheder ja, men fastholdelse af retten til respektløs kritik og satire. Det har taget os 250 år at få den. Det er nok kun jurister der kan nægte at se de konturer af ændring af de formelle rammer for ytringsfriheden, som er i høj kurs i både Pavestaten, FN-systemet og i de islamiske lande. Kort sagt: Ytringsfriheden er under pres fra religionsfriheden. Hidtil har ytringsfriheden haft højeste prioritet i afvejningen mellem de modstående retskrav – krav om selvcensur eller hensynsfuld eller endog respektfuld tavshed over for profeten Muhammed og andre religiøse symboler kan blive første skridt på vejen til at tippe den balance som er opnået gennem 50 års europæisk retspolitisk kultur-kamp. I første omgang vil Rose og Krarup blive ramt af ytringsbegrænsningen og de herskende re-ligiøse autoriteters beslaglæggelse af det offentlige rum, dernæst vil jeg og Abu Laban blive ramt af tavsheden og til sidst såmænd også juristerne. Jyllandsposten d. 18.04.06

Nils Bredsdorf: Undtagelsernes ringe

I sidste uge var den der igen. Debatten om Ytringsfriheden. Kristeligt Dagblad fortæller, at flere skolebiblioteker enten ikke vil købe eller ikke vil fremlægge Bluitgens bog om Muhammed af hensyn til muslimske følelser. Parallellen til formynderiske beskyttelsesforanstaltninger mod ateistisk eller nazistisk litteratur er kvalmende tydelig. Skulle nogen få den tanke, at bogen falder for kravet om lødighed skal blot mindes om, at både islameksperten Jørgen Bæk Simonsen og bibliotekernes egne anmeldere fandt bogen rigtig god. Chefen for Politiken, Tøger Seidenfaden, har igen fastslået, at ytringsfriheden ikke er i fare. Problemerne med Muhammed-sagen er alene at Fogh lyver, og at Pia er skinger. Uffe Ellemann tordner løs om behovet for pli og almen dannelse – det drejer sig ikke om selvcensur, men om omtanke. Den politiske islamisme og det stigende pres fra forskellige religiøse organisationer er ikke noget problem. Imamerne er frikendt af Seidenfaden som både Weekendavisen og Information skrev. Salman Rushdies og Art Spiegelmans opbakning bag avisernes ret og pligt til at bringer karikaturer og blasfemiske udsagn gør ingen indtryk på den politiske korrektheds ypperstepræster. Det handler ikke om ytringsfrihed, det handler om respekt for religiøse værdier. En ledende politiker siger, at han er blevet forsigtig, og Naser Khader er tvunget til permanent PET-selskab. Men det er jo undtagelser ligesom de 12 tegnere og Flemming Rose. Og er Haarder ikke i grunden en tøsedreng, som det blev antydet i Informations leder? Skolebibliotekscensur i denne uge, censur på Modern Museum of Art i New York mod den iranske videokunstner Shirin Neshat i sidste måned. I London har Tate Britain for to uger siden fjernet et billede af John Latham, "God is Great", med en overskåren Bibel og Koran af "hensyn til det sensitive politiske klima". En canadisk boghandlerkæde fjerner Harper’s Magazines juninummer, der bringer Art Spiegelmans store, fremragende artikel om Muhammed-karikaturerne – af hensyn til eventuelle religiøse følelser. Museet for fotokunst i Odense tog for nylig et billede ud af en konkurrence – det kunne virke stødende på religiøse følelser. Det er ikke censur, det er omtanke. De fleste ved, at der kommer et FN-initiativ om denne sag til afløsning af det mislykkede EU-forsøg på stramninger. De islamiske landes organisation og den katolske kirke har arbejdet længe for at begrænse retten til kritik og latterliggørelse af religiøse emner. Men kritikken af kirken og den institutionaliserede religion er og har altid været en hæderkronet og central del af kampen for tænke- og trosfrihed. Det er komplet meningsløst for tænkende demokrater at slås for retten til at kritisere, krænke og latterliggøre politiske overbevisninger og samtidig fritage religiøse følelser og institutioner. En velment hensyntagen til religiøse tabuer er det samme som at fritage nogle af de stærkeste politiske institutioner og mobiliseringsinstrumenter for politiske kritik. Ringen er på en skræmmende måde sluttet … En af Jyllandspostens begrundelser for at bringe tegningerne var, at to museer havde fjernet billeder, der kunne være stødende. Nu fortsætter det med, at biblioteker fjerner bøger. Information 19.06.06

Henrik Nordbrandt: Det er godt, at der endelig er gået hul på bylden

Af Søren Kassebeer, Berlingske Tidende d. 9. februar 2006. Interview med digteren Henrik Nordbrandt. Jyllands-Postens Muhammed-tegninger vil på sigt vise sig at have haft en positiv effekt; opgøret om ytringsfriheden ville nemlig alligevel være kommet på et tidspunkt, mener digteren Henrik Nordbrandt. Digteren Henrik Nordbrandt er overbevist om, at intet bare nogenlunde velbegavet lille barn kan opleve Det Gamle Testamentes eller Koranens beretninger som universelle sandheder. Han skriver det selv, i essayet »Den satans religion«, der står at læse i essaysamlingen »Dumhedens løvefødder« fra november sidste år. Det er et essay, der er præcis så gennemført uforsonligt, som sådan et kan være, når Henrik Nordbrandt folder sig ud med sit vid, sin galde og sit engagement. Men som det ovenfor anførte citat også viser: Det er ikke kun islam, digteren er ude efter. Hans ærinde er bredere. For Henrik Nordbrandt, der både er kendt som en fremragende lyriker og som en bidsk polemiker, har de jødiske, kristne og islamiske skrifter i hvert fald én ting tilfælles, nemlig dette, at de aldrig kan blive til andet end litteratur. Det er kun afstumpede mennesker, der, ifølge Henrik Nordbrandt, overhovedet har brug for at tilslutte sig én af disse store religioner. Roden til det onde ligger begravet i dem alle tre. Eller som han skriver allersidst i »Den satans religion«: »I disse år kan det se ud, som om islam har taget patent på den religiøse fanatisme, men den ligger dybt i alle de patriarkalske religioner.« Henrik Nordbrandt befandt sig i Tyrkiets største by, Istanbul, da han lagde sidste hånd på »Den satans religion«. Det var i november 2004. De tanker, han gjorde sig om religion og fanatisme, blev altså fæstnet på papir mere end et år inden den aktuelle Muhammed-fejde, der har givet Danmark en lidet misundelsesværdig plads på verdenskortet. Hvad siger Henrik Nordbrandt til situationen i dag, hvor meget ser så ganske anderledes ud? »Jeg siger for det første, at det hele er fuldstændig forvirrende,« siger Henrik Nordbrandt, som Berlingske Tidende fanger på mobiltelefonen i Egypten, hvor han lige for tiden holder ferie: »I begyndelsen syntes jeg, at Jyllands-Postens Muhammed-tegninger lidt var en unødvendig provokation. Men de seneste dages oprør har fået mig til at mene noget andet. Det har fået mig til at mene, at den provokation, som Jyllands-Posten stod for, var en nødvendig provokation, der på sigt vil vise sig at have haft en positiv effekt. Man kan bruge det billede, at vi stod med et betændt sår, der skulle skæres op. Operationen gjorde ondt, men den var nødvendig, hvis vi skulle have klarhed over tingene.« Henrik Nordbrandt bør vide, hvad han taler om. Når han ytrer sig om ytringsfriheden, om nødvendigheden af samme og om truslerne mod den, er det en person, der selv har haft problemerne meget, meget tæt på, der taler. I 1990erne boede han således det meste af tiden i Tyrkiet, og her var han vidne til en bølge af islamisk fundamentalisme. Journalister, forfattere og universitetsfok blev slået ihjel af fanatikere, og flere af de myrdede var Henrik Nordbrandts personlige bekendte. Værst gik det til i juli 1993. Et hotel, hvor forfattere og digtere fra hele Tyrkiet var samlet for at mindes en ikke-fundamentalistisk digter, blev angrebet af en flok islamister, der først kastede med sten, siden satte ild til hotellet. 37 mennesker omkom - blandt dem tre af Henrik Nordbrandts venner. Da var det, at han besluttede, at han ikke længere kunne forholde sig neutral: »Jeg måtte trænge ind i de mekanismer, som gør folk til fanatikere,« skriver Henrik Nordbrandt i »Den satans religion«, og han konkluderer på den baggrund, at vi først kan bekæmpe den islamiske udgave af fanatismen, når »vi er blevet bevidste om, i hvor høj grad de samme mekanismer, som producerer islamiske terrorister, gennemsyrer hele vores eget samfund.« Men mener Henrik Nordbrandt så også - efter alt det, der nu er sket - at Jyllands-Posten sagen har været håndteret rigtigt fra dansk side? Var det f.eks. rigtigt af statsministeren, at han i sin tid nægtede at mødes med de ambassadører, der ville diskutere Muhammed-tegningerne med ham? »Nu er jeg jo ikke den, der i almindelighed går ind for Anders Fogh Rasmussens politik. Men i denne her sammenhæng må jeg sige, at jeg godt forstod hans stejlhed. Jeg forstod godt, hvorfor Anders Fogh Rasmussen ikke ville diskutere med ambassadørerne.« Du befinder dig i Egypten lige nu. Taler man meget om Muhammed-tegningerne dernede? »Jeg forstår nogenlunde arabisk, men det er ikke et emne, der bliver berørt - i hvert fald ikke på det her feriested, hvor jeg er...« Har du nogle bud på, hvad man stiller op i den nuværende situation? »Jeg ved det ikke... selvfølgelig skal man håndtere situationen diplomatisk, men man skal ikke begynde at undskylde noget. Det, som Jyllands-Posten har gjort, og den måde, danskerne efterfølgende har reageret på, er i dén grad blevet fortegnet i islamiske medier, godt bistået af diverse danske imamer, og det er svært at tolerere. Hvis tingene er foregået, som de er blevet refereret i danske medier, så er det noget, der nærmer sig landsforræderi.« Tænker du også på det billede af Muhammed med grisetryne, som - viser det sig nu - slet ikke forestillede Muhammed, men som alligevel blev taget med på en rundrejse til muslimske lande? »Ja. Det, som disse mennesker gjorde, er efter min mening værre end det, Jyllands-Posten gjorde. I virkeligheden har de jo selv været med til at karikere profeten. Det kan man ikke acceptere.« Er der efter din mening brug for mere dialog med muslimer, end der hidtil har været? »Ja, det er der afgjort. Vi er nødt til at vide, hvor vi hver især står i forhold til ytringsfriheden. Der er nogle meget ubehagelige ting, som vi er nødt til at diskutere med hinanden, men som vi endnu ikke har fået diskuteret, fordi vi hidtil har gået rundt som katten om den varme grød. Hvis tingene ikke var eksploderet nu, var de blot eksploderet på et senere tidspunkt. Det er godt, at der endelig er gået hul på bylden.« (Interviewet er gengivet med venlig tilladelse fra Berlingske Tidende og Søren Kassebeer)

Irshad Manji: Multiculturalism and human rights

Irshad Manji in discussion with Ian Buruma: how the Left has propagated multiculturalism and betrayed the human rights and the rights of muslim woman. Link here

Peter Schneider: The New Berlin Wall

When a broader German public began concerning itself with the parallel Muslim world arising in its midst, it was primarily thanks to three female authors, three rebellious Muslim musketeers: Sayran Ates, who in addition to practicing law is the author of "The Great Journey Into the Fire"; sociologist Necla Kelek ("The Foreign Bride"); and Serap Cileli ("We're Your Daughters, Not Your Honor"). The books of the three Muslim dissidents now tell us what Germans like me didn't care to know. What they report seems almost unbelievable. They describe an everyday life of oppression, isolation, imprisonment and brutal corporal punishment for Muslim women and girls in Germany, a situation for which there is only one word: slavery. (...) This is the least expected provocation of the three author rebels: a frontal assault on the relativism of the majority society. In fact, they are fighting on two fronts - against Islamist oppression of women and its proponents, and against the guilt-ridden tolerance of liberal multiculturalists. "Before I can get to the Islamic patriarchs, I first have to work my way through these mountains of German guilt," Seyran Ates complains. Link here

Peter Fosl: The Righteousness of Blasphemy

Link here Resistance to racism, religious intolerance, and imperialism is terribly important, especially today. But resisting them should not occlude the importance of resisting theocracy and authoritarianism, too. Those who support a democratic society must take care not only to honour its traditions of subverting bigotry, racism, and imperialism. We must also, as leftists, do what we've done countless times in the past, defend and stand in clear solidarity with those who are being attacked by theocrats.

Ronald Inglehart & Pippa Norris: The true clash of civilisations

Samuel Huntington was only half right. The cultural fault line that divides the West and the Muslim world is not about democracy but sex. According to a new survey, Muslims and their Western counterparts want democracy, yet they are worlds apart when it comes to attitudes toward divorce, abortion, gender equality, and gay rights–which may not bode well for democracy’s future in the Middle East. Link here

Maryam Namazie: Freedom of Expression: No ifs and buts

Maryam Namazie er en af de 12 underskrivere på 'Manifest imod den nye totalitarisme' sammen med bl.a. Salman Rushdie og Taslima Nasreen. Hun er iraner, bosat i UK og aktiv på den iranske venstrefløj, i kvindesagsgrupper m.v. Den 25. marts 2006 var hun taler ved en stor demonstration for ytringsfrihed i London. En anden eksil-iraner i demonstrationen fremviste en plakat med fire af JP's tegninger, som han mente var solidariske med de iranske modstandsbevægelsers kritik af Irans islamiske styre. Da han blev fængslet af det britiske politi for 'krænkelse', lod demonstranterne roligt plakaten gå fra hånd til hånd: "De kan ikke arrestere os allesammen". Linket er til Maryam Namazies tale til demonstrationen. Maryam Namazie: Freedom of Expression: No ifs and buts

Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt: Ytringsfrihed under belejring

Denne blog omhandler spørgsmålet om ytringsfrihed som det stiller sig i kølvandet på sagen om Muhammed-tegningerne. Ytringsfriheden og tilgrænsende emner - multikulturalisme, menneskerettigheder, demokrati, retsstat - behandles på en basis af Oplysningens ideer. Vi vil tydeliggøre et synspunkt, der ikke har stået tilstrækkeligt klart hverken i internationale eller danske medier under den ophedede debat, hvor ytringsfriheden har været under pres. Vi vil lægge til grund for vores argumentation, at forsvaret for den ubetingede ytringsfrihed hverken bygger på højre- eller venstrefløjssympatier, men på den basale Oplysningsidé, at ytringsfriheden er altings forudsætning i et demokrati, og at den aldrig står til forhandling. Og det ganske uanset om de der føler sig ulykkelige og vil beskære den, ønsker at gøre det med ideologiske eller religiøse begrundelser, uanset om de er socialt- eller politisk marginaliserede eller om de er magtfulde, om de anvender argumenter i den demokratiske debat eller de anvender volds- og dødstrusler mod deres politiske modstandere. Ytringsfriheden står aldrig til forhandling. Artiklernes bidragydere kommer forskellige steder fra i det politiske spektrum og er langt fra enige om alt - men mødes på det punkt, at de mener at ytringsfrihed og Oplysning nu står som det afgørende politiske spørgsmål i Europa, på tværs af andre politiske tilhørsforhold. Imod Oplysningens synspunkt står kulturalismen - de samfundsopfattelser, som mener at kultur går forud for demokrati og ikke står til forhandling. Det er vigtigt at fastslå, at Oplysningens synspunkt derfor adskiller sig fra både højrefløjens kulturalisme; den der hylder nationalisme, etnicitet og danske værdier og således fokuserer på een kultur - og imod venstrefløjens kulturalisme; den der hylder multikulturalismen forstået som sameksistensen af kulturer, uanset hvor totalitære og undertrykkende de måtte være. Dette principielle Oplysningssynspunkt er der derfor grund til at klargøre, når diskussionen retter sig mod multikulturalismens udfordring, som nu er det overskyggende emne i den værdipolitiske diskussion i hele Europa. Flere af artiklerne berører derfor en kritisk definition af multikulturalisme, hvor den grundlæggende præmis er, at samlivet mellem forskellige kulturer og religioner kan finde sted – vi har intet valg: det skal finde sted – men forudsætningen er, at det altid er demokratiets principper og menneskerettighederne der har forrang, når de støder sammen med ideologiske, religiøse eller etnisk-kulturelle skikke. Og dette forhold gælder ganske uanset hvor kært man helligholder sine etniske principper, folkelige skikke eller religiøse regler og dogmer. Multikulturalismens udfordring ligger derfor ikke blot i det forhold, at de mange kulturer skal leve ved siden af hinanden. Det ligger først og fremmest i det forhold, at samlivet især stiller krav til de kulturer, hvis ideologiske og politiske dogmer står i et modsætningsforhold til demokratiets og menneskerettighedernes principper. En ægte dialog viser sig i et sådant tilfælde ved at man respekterer demokratiets og menneskerettighedernes principper og taler sammen på deres grund – og derved gør dem til sine egne, inden for hvilke både kultur og kulturmøder udfolder sig. Det er et sine qua non for en diskussion om multikulturalisme, hvis den skal være oprigtig og seriøs, og hvis den ikke skal sælge ud af demokratiet.

Lars Erslev Andersen: Dialog og krisen om Muhammed-karikaturerne

I forbindelse med diskussionen om en eventuel videreførelse af Det Arabiske Initiativ har en række medier med henvisning til det analysearbejde, jeg sammen med en række andre forskere har bidraget med, konkluderet, at vi giver Anders Fogh Rasmussen hele ansvaret for Muhammed-krisen. Dette er ikke korrekt og det står heller ikke ingen steder i materialet. Som jeg har påpeget i interviews i tv, radio og aviser samt i min bog om sagen, Den Tabte Uskyld, er det ikke på nuværende tidspunkt muligt at lave entydige konklusioner om denne komplicerede sags forløb. Udover regeringens håndtering af sagen er det nødvendigt at inddrage en række andre forhold som imamernes rolle og situationen i Mellemøsten samt i forholdet mellem Danmark, Vesten og de muslimske og arabiske lande. Om det sidste handler min bog samt den analyse, vi har bidraget med til Udenrigsministeriet. Om det første, regeringens håndtering, kan vi først konkludere, når vi gennem en forhåbentlig, fremtidig uvildig undersøgelse har fået adgang til alle dokumenter i sagen. Vi har ikke haft til opgave hverken at analysere Muhammed-krisen generelt eller regeringens håndtering af den specielt. Derimod blev vi bedt om at forholde os til tegningesagens konsekvenser i forbindelse med en videreførelse af Det Arabiske Initiativ. Eftersom dette initiativ handler om at være i dialog med de arabiske lande turde det være oplagt, at denne ikke fremmes i en situation, hvor Danmark valgte ikke at være dialog på et område, som de arabiske lande fandt af stor betydning, nemlig den krænkelse, som nogle mente, karikaturerne var for muslimerne. Det er korrekt, at vi i et dialog-perspektiv finder, at en afvisning af at indgå i dialog om dette er en større krænkelse end dialogens emne, i dette tilfælde tegningerne i Jyllands-Posten. Dialog handler netop om at anerkende, at parterne har forskellige opfattelser af en sag og rummer muligheden for at præcisere og begrunde sit synspunkt. Det betyder ikke, at en regering til enhver tid skal indgå i dialog med alle mulige, der måtte ønske det. Men igangsættelsen af Det Arabiske Initiativ er udtryk for et klart ønske om at være i dialog med arabiske lande. Det turde sige sig selv, at afviser Danmark at være i dialog om bestemte emner, der af de arabiske lande anses for at være af stor vigtighed, vil dette naturligvis have konsekvenser for deres villighed til at være i dialog på andre områder. Statsministerens afvisning af, at regeringen ville mødes med ambassadørerne kan uanset, hvordan denne beslutning end anskues, kun ses som svækkelse af dialogen mellem Danmark og de arabiske lande og det har naturligvis negative konsekvenser for hensigten i Det Arabiske Initiativ. Derudover er der al mulig grund til at antage, at de arabiske lande fandt afvisningen krænkende med den konsekvens, at de ikke var særlig hjælpsomme, da Muhammed-krisen eskalerede – nogle vil vel med en vis ret sige, at f.eks. Egypten tværtimod bistod de danske imamer med at få sagen bragt til tops i Mellemøsten. Jeg antager, men det forbliver en vurdering, at et møde mellem en repræsentant for den danske regering og ambassadørerne ville have ført til større imødekommenhed hos de arabiske lande med henblik på at lægge en dæmper på krisen. Også selvom et sådan møde ikke indebar andre tilkendegivelser fra Danmark end dem statsministeren fremkom med i sin nytårstale. Med andre ord betød afvisningen af mødet med ambassadørerne formentlig, at de arabiske lande valgte at arbejde sammen med de danske imamer og lokale islamister i stedet for den danske stat. Det kan således slås fast, at afvisningen af at være i dialog med de arabiske lande om Muhammed-tegningerne betød en generel forringelse af dialogen mellem de arabiske lande og Danmark. Det kan antages, at et møde ville have gjort det lettere at håndtere sagen. Det antager jeg som mest sandsynligt, men jeg kan ikke med sikkerhed vide det. Ingen ved med sikkerhed, hvordan sagen ville have forløbet, dersom det famøse møde faktisk havde fundet sted. Den britiske regering forhandlede med iranerne i dagene efter ayatollah Khomeinis fatwa mod Salman Rushdie. Det hjalp som bekendt ikke. Man kan også mene, at en sag på grund af den spændte situation mellem Vesten og de arabiske lande som følge af krigen mod terror under alle omstændigheder ville komme, og at Danmark på grund af sin lidenhed ville være et oplagt land at rette en sådan sag mod. At Danmark ikke ville dialogen gør det naturligvis vanskeligere for Danmark efterfølgende at komme i dialog med de arabiske lande, både i Muhammed-sagen og på andre områder, hvor Danmark ønsker dialog, og at dette gjorde det vanskeligere at håndtere sagen. Det indebærer imidlertid ikke, at vi kan placere hovedansvaret for sagens forløb hos statsministeren. Det gør vi heller ikke. Det var immervæk imamerne, islamisterne i Mellemøsten og de arabiske landes regeringer, der fyrede op under kedlen. Det betyder heller ikke, at de mange voldelige reaktioner på Muhammed-tegningerne kan forsvares. Overhovedet ikke. De var fuldstændig ude af proportion og kan hverken forsvares eller begrundes i nogle karikaturtegninger som en regering med rette ikke føler sig forpligtet på at undskylde.

Francis Fukuyama: After "The end of History"

Francis Fukuyama's "end of history" thesis – proposed in a 1989 essay, elaborated in a 1992 book – was the most influential attempt to make sense of the post-cold-war world. In a new afterword to "The End of History and the Last Man", Fukuyama reflects on how his ideas have survived the tides of criticism and political change. Link here

Jens-Martin Eriksen: Skruen uden ende

November 2004 efter mordet på Theo van Gogh. Beretning fra krigstilstanden. I forbindelse med mordet på filminstruktøren Theo van Gogh og nu på det seneste også truslerne mod hans kvindelige manuskriptforfatter Hirsi Ali ser det ud som om det er noget ganske særligt, der går voldsmændene på nerverne. Der er noget, der bringer dem fuldstændigt ud af fatning, noget der kortslutter deres realitetssans i en sådan grad, at de ikke længere er i stand til at gøre sig klart hvilken del af verden de befinder sig i. Alt hvad de har lært, og ikke mindst alt hvad de har lært at sige for at blive accepteret af det samfund, hvor de fysisk befinder sig, ser ud til at fordampe ved mødet med Theo van Goghs kortfilm på ti minutter. Det samme raseri flammer op, når gerningsmandens proselytter får lejlighed til at forsvare voldshandlingen. Blot virker hadet mod kunstnerne i dette tilfælde ikke så blindt, da voldsdåden så at sige er udført i hvert fald for instruktørens vedkommende, og det der egentlig kun er tilbage at behandle er selve skadefryden over hans død, samt en advarsel til andre mod gentagelser. Det er tid til at lutre sin vrede, til at lade sig rense ved at tænke på, at reffærdigheden er sket fyldest. At udtrykke dette offentligt er en ren katharsishandling. Seancerne i dansk tv hvor islamistiske kvinder i et førerløst program retfærdiggør mordet på van Gogh ligger i ligefrem forlængelse af volden, de er så at side anden akt, som fuldender den første. Dette sker ved at belægge ordene med en opfordring til empati med voldsmændene. Også de har følelser, som man må forstå. De har ting som de holder hellige, værdier som de ikke vil have krænket under nogen omstændigheder. Og hvis de føler deres grænser gået for nær, da må man indse, at så vil de reagere ved selvtægt, ganske uanset straffen. De er en slags martyrer på en måde, selv om konsekvenserne for dem selv ikke er absolut drakoniske. Men de yder i det mindste et offer på vegne af den kultur, som de med voldshandlingen påtager sig at forsvare. Det må man forstå, også selv om man ikke deler deres religion. Det er tonen i den slags islamistiske ekstremist tv, som DR2 præsenterede efter filmen ”Submission”. Lad os ikke her bekymre os om hvorvidt voldstilhængernes reaktioner er befordrende for at de kan opnå deres angivelige mål, der er at forhindre udsagn af den type, som van Goghs film udtrykker. Lad os heller ikke gå ind på deres forlorne argumentation for, at en blasfemiparagraf må kunne bruges til at forhindre udsagn mod deres religion - og helt specielt deres egen udlæging af denne religion. For enhver kan sige sig selv, at ville de filmen til livs og ikke manden, så skulle den bedste måde til at opnå dette være at fortie dens eksistens og nægte at hverken se den eller udtale sig om den. Sådan dør tomme provokationer hele tiden til provokatørenes store ærgrelse. Voldsmændene og deres proselytter har nu i stedet sikret filmen ”Submission” berømmelse over alt i vestlige lande og med deres dåd og ægte harme forlenet den med en troværdighed - allerede inden man har set filmen. Der må være noget om dens udsagn, siden den kan afføde en så dramatisk handling og så politisk selvmorderiske udtalelser i tv om retten til vold. Men denne anden akt i tv er den verbaliserede del af denne form for volds- og dødsrevy, som igen øver feedback for anti-muslimske kredse og genererer en kæderække af modreaktioner i medierne, hvor der iscenesættes en almindelig mistænkeliggørelse af islam som religion og kultur og af alle muslimer helt uanset individuelle synspunkter. Denne verbaliserede del af voldsakten er det befordrende led for at underholdningens spil kommer i gang , hvor holdningsudvekslinger også udtrækkes til domæner udenfor medierne selv - med betragtelige indsatser, så som politiske trusler og forhånelser. Alt kører efter drejebogen for hvordan der sker en radikalisering af samfundet. Næste mulige skridt er ildspåsættelser af moskeer og muslimske forretninger - efterfulgt af afbrænding af kirker, som i Holland. Det er det seneste og foreløbige led i denne udveksling af holdninger, hvor synspunkter er blevet erstattet af voldshandlinger. Hvem der egentlig begyndte fortaber sig som det aller mest ligegyldige spørgsmål i denne kæderække af gensidige udvekslinger. I en radikaliseringsfase er det afgørende derimod, at reaktionerne permanent overtrumfer eller i det mindste matcher modpartens handlinger, for at dynamikken kan fortsættes. Og her er det kun fantasien, der sætter grænser - naturligvis hele tiden legitimeret af de mest ædle moralske påskud. Hvad er det for kunstneriske udtryk, der i den grad virker inflammatoriske på radikale islamister, og gør at de ikke forstår deres rolle som tilskuere eller læsere, med det begrænsede sæt af reaktioner, der er forbeholdt for dem som sådanne? De kan tie, de kan kritisere, de kan ignorere, de kan selv forhåne - eller lave deres egen film eller skrive egne indlæg. I det hele taget er der frit spillerum indenfor de rammer, som offentligheden giver. Men i visse tilfælde er dette tilsyneladende ikke tilstrækkeligt. Nogen gange må der sendes en voldsmand eller et helt tæskehold. Det fik en norsk journalist at mærke i oktober måned 2003, for en spex artikel han havde skrevet til publikationen Nat&Dag i Oslo. Dvs. han fik det ikke selv at mærke, for da det pakistanske tæskehold ankom til redaktionen for at udøve voldelig kritik mod hans person forvekslede de ham med en anden mand med det samme navn; Bård Tøgersen. Men hvad havde han skrevet? Er der overhovedet noget mere, der kan få læsere til at reagere i en sådan grad, at de organiserer sig og opsøger en konceptuel spasmager for at lemlæste ham? I hvert fald blandt islamistiske kulturalister, som ikke forstår deres rolle i offentligheden. Bård Tøgersen havde såmænd blot leveret en (selv)parodisk artikel, camoufleret som en art brugsanvisning til norske gutter, der drømmer om sex med en muslimsk pige. At manualen i den grad er ment som en provokation er indlysende, i hvert fald hvis man kan læse norsk, og han havde da også forstået at trykke på de helt rigtige knapper. Opskriften opregner en række punkter, som man må tage i betragtning hvis man, som det hedder ”vil ind under sløret”. Tøgersen opmuntrer norske gutter til at holde humøret højt og have mod på projektet, for som han siger; vi i Vesten tror jo på, at man ikke kan se verden i sort og hvidt, hvilket leder ham til den konklusion, at ikke alle piger med slør er så fromme, som de tager sig ud som. De er individuelle som snefnug, og som typer er der langt fra de omskårne piger fra Nordafrika til ”de glade og liderlige tyrkiske piger”. Alligevel koncentrerer han sin opmærksomhed om de pakistanske piger, som norske gutter efter sigende har størst chance for at møde i Oslo. Tøgersen opregner dernæst en række forhold, man som nordmand må tage i betragtning, når kurtiseringen skal sættes ind. Pigen drømmer om en romantisk affære, lidt i retning af ”Romeo og Julie”, og vores helt skal vise at han - paradoksalt nok - kan redde hende fra en patriarkalsk orden. Derfor skal han tænke lidt over sin dresscode. Ikke noget med tophue og nationaldragt. Han bør i stedet være klædt ud som en vestlig boheme, der kan give løfte om noget eventyrligt. Langt bølgende hår, pyntet med eksotiske tatoveringer ned over arme og skuldre - og gerne på toppen af et skateboard. Det giver anseelse, skulle Tøgersen mene. Og for at kunne udbygge tilliden og styrke troværdigheden, så anbefaler han også de friske gutter, der har mod på projektet, at de ikke opfører sig som muslimske mænd, der efter Tøgersens opfattelse har alt for meget at gøre med skyderi, røveri, alkohol og hård sex. Som indicium for dette begrædelige forhold henviser forfatteren til pakistanske kiosker, der flyder over med al slags pornografi. Man bør naturligvis sætte en helt anden og finere standard. Idealet er i retning af noget høvisk. Man må vise omtanke, være følsom og hensynsfuld. Ikke noget med fladpandede machoidealer. Men man må også yde noget for at holde det multikulturelle ideal i hævd og komme pigen imøde i forhold til hendes kulturelle forudsætninger. Ikke noget med at spise gris. Det er ganske enkelt for uæstetisk og fremmedartet for hende. For svært at ignorere. Lidt på linje med en diæt, der består af rotter. Her anbefales i stedet halal kebab. Den kulturelle profil bør også finpudses ved at man forstår at namedroppe titler på kendte Bollywood hits - dog under hensyn til det politiske forbehold, at man altid bør tage Pakistans side i konflikten med Indien, når det kommer til spørgsmålet om Kashmir. I det hele taget bør man også indrømme, at Vesten har sine problemer, fx kan man nævne grådighed og overforbrug - hvilket kan lede til, at man bør understrege, at når alt kommer til alt, så har også Islam en masse at tilbyde. Det skulle efter sigende være de forhold, som den norske gut skal tage hensyn til for at ”komme ind under sløret”. Med fare for at dræbe en joke ved at udlægge den, kan man spørge sig selv om, til hvem dette spexe koncept er skrevet, og hvad der i det hele taget er på spil? For det turde være indlysende klart - også for andre end nordmænd - at det er et intelligent, selvparodisk koncept, en slags persiflage af trivialpressens livsstilsmanualer, der lover den hurtige vej til at få det bedre eller få opfyldt sine ønsker i en fart, selv på de mest lumre og facile måder. At anvisningen næppe har noget med virkeligheden at gøre skulle være unødvendigt at påpege, samt at den naturligvis ikke er en henvendelse, hvor modtageren skal tages for pålydende. Den er ikke skrevet til nogen lystig norsk gut, men er i stedet i sin spidsfindige ironi skrevet til et almen publikum, for hvem den kommenterer det billede af den dydige muslimske kvinde, som tilsyneladende er en del af islamismens inderste kulturelle og politiske identitet. Piller man ved dette billede forstyrrer man disse ekstremistiske individer i deres selvopfattelse og bringer dem på desperationens rand. Her ramte forfatteren Bård Tøgersen så meget plet, at han fik et tæskehold på nakken, også til trods for, at han bare gav den som klovn med sin tekst. Morskaben synes så klart kun at have været på afsenderens side samt alle andre, der fik lov til at læse med. Og de, der var genstand for latteren meldte sig selv! Defamationen af billedet af den dydige muslimske kvinde. Noget lignende ser ud til at være på spil i forbindelse med Theo van Goghs lille film "Submission", hvor religiøse citater kædes sammen med billedet af en nøgen kvinde. Indholdsmæssigt er der dog noget andet og mere dystert på spil. Dens emne taget i betragtning er det måske for meget forlangt, at kræve af instruktøren, at han skulle være morsom. Men at tage en hel religion og dens kanoniske skrift og helt alvorligt sætte dem på anklagebænken i forbindelse med en retfærdig sag om dokumentation af mishandling af kvinder er at generalisere fuldstændigt uhæmmet - og faktisk med konsekvenser, der strider imod filmens egen politiske hensigt. I stedet for at anklage konkret, og fastholde sin kritik mod bestemte personer og kønspolitiske holdninger, så tager van Gogh med sin film en hel etnisk-kulturel gruppe og dennes kollektive identitet som gidsler for sin gode sag - og bidrager dermed til den almindelige optrapning af den igangværende volds- og dødsrevy, der i underholdningens navn kun kender én eneste logik; eskalationen. At han så betalte alt for dyrt med sit liv for denne provokation er en selvindlysende sandhed. Den islamistiske voldshandling mod instruktøren og den verbaliserede opfølgning i tv fra nogle afsporede politiske ekstremister satte trumf på denne kollektive stigmatisering af Islam og alle muslimer. Ifølge filmen er ikke blot religionen Islam af natur misogyn - som om det skulle være et særtilfælde, og man ikke ville kunne hente de samme påstande og argumenter i Biblen? At anvende religiøse, kanoniske skrifter som belæg for eller imod sin sag er af natur facilt og politisk suspekt, for slet ikke at tale om, at det er dårlig smag. Men mordet på instruktøren genererede reaktioner, der underbyggede filmens suggererende påstand om, at alle muslimer tilbeder vold og mandlige muslimer tilbeder vold mod kvinder i særdeleshed. Journalisten Helle Brix fremførte dette i en kronik i Berlingske den 9. November 2005, karakteristisk med den retoriske manøvre, at hun fortolkede det politisk betonede mord som en del af den muslimske kulturtradition; "Islam har en lang og afskyelig tradition for trusler, intimidering og mord på anderledes tænkende. Muhammed, religionsgrundlægger og rollemodel, slog selv takt og tone an, da han lod digterinden Asma bint Marwan myrde i sin seng, med sine børn sovende hos sig. Hendes forbrydelse: Hun havde hånet Muhammed og hans nye lære.” Selv om Helle Brix næppe er antisemit, så anvender hun en triviel antisemitisk retorisk figur, dog her i en anden sammenhæng, til at stigmatisere alt hvad der er muslimsk. På samme måde, som Kristus bevisligt blev forhånet og myrdet af jøder ifølge Biblen, på lignende vis eksisterer der en makaber tradition i Koranen, og selveste profeten gjorde sig skyldig i vold. Alene derfor må læseren kunne sige sig selv, at den konklusion er nærliggende, at vi ikke blot må tage afstand fra islam som religion, men også fra alle individer med muslimsk kulturbaggrund - med mindre de eksplicit konverterer. Men den samme retoriske figur kan med lige så stor ret anvendes mod kristne (og jøder) i deres angivelige tilbedelse af vold mod anderledes tænkende. Må det være tilladt at citere fra 5. Mosebog 13:12-16 om hvordan man skal behandle frafaldne, individer som har gjort sig skyldige i at forlade den rette religion; ”Kommer det dig for Øre, at der i en af dine Byer, som HERREN din Gud giver dig at bo i, er optraadt Niddinger af din egen Midte, som har forført deres Bysbørn til at gaa hen og dyrke fremmede Guder, som I ikke før kendte til, saa skal du omhyggeligt undersøge, efterforske og udgranske Sagen, og hvis det viser sig, at det virkelig forholder sig saa, at der er øvet en saadan Vederstyggelighed i din Midte, da skal du hugge indbyggerne i den By ned med Sværdet, idet du lægger Band paa den og alt, hvad der er deri; ogsaa Kvæget der skal du hugge ned med Sværdet. Og alt Byttet, der er taget der, skal du samle sammen midt paa Torvet, og saa skal du opbrænde Byen og Byttet, der er taget der, som et Heloffer til HERREN din Gud; derefter skal den for evigt ligge i Ruiner og aldrig mer bygges op.” Og selv i Det nye Testamente vil kristne kunne finde et skriftsted, der kan tolkes som en legitimation for inkvisition mod de, der forsager Jesus Kristus. Det sker i lignelsen om vintræet, som alle børn lærer i deres kristendomsundervisning, i Johannesevangeliet, 15:6, hvor det hedder; ”Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingaardsmanden. Hver Gren paa mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, for at den skal bære mere Frugt. I ere allerede rene paa Grund af det Ord, som jeg har talt til eder. Bliver I i mig, da bliver ogsaa jeg i eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver paa Vintræet, saaledes kunne I ikke heller, uden I blive i mig. Jeg er Vintræet, I ere Grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet intet gøre. Om nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Gren og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brændes.” Det siger sig selv, at kanoniske skriftsteder, uanset fra hvilken religion de hentes, fra jødedommen, kristendommen eller islam, altid vil kunne anvendes til at stigmatisere enkelte medlemmer af den givne religion eller hele samfund. Men det er lige så selvindlysende, at denne form for retorisk manøvre er absurd og intet nødvendigvis siger om de levende, faktisk eksisterende jøder, kristne eller muslimer, som for overhovedet at kunne eksistere i denne verden i et eller andet omfang må ignorere deres respektive kanoniske skrifters drakoniske regelsæt. Det hedder også at fortolke sin religion. Men alt det ved Helle Brix naturligvis godt. Hendes artikel og argumentation er et eksempel på den militante forsimpling og plebicitære incinuationsmåde, som nationalister anvender som afskydningsrampe for deres hadideologi efter en forbrydelse, som mordet på Theo van Gogh. Det er helt efter drejebogen. Ekstremister på hver sin fløj tager den resterende del af offentligheden som gidsler i deres slagudvekslinger, og tvinger ved denne logik samfundet ind i en cyklus, der kun kender én eneste retning; eskalationen. Muslimerne har deres islamister, den resterende del af samfundet har deres nationalister. Begge ekstremistiske fløje hævder at repræsentere og forsvare hver sin respektive del af samfundet og dets værdier. Deres fælles legitimation er at være moralske advokater. Logikken er kendt fra Balkan som hadets anatomi, og en af dens endestationer er, at der ikke længere er rum for individet og individuelle synspunkter for nogen part i samfundet. Radikaliseringen drives så vidt, at den enkeltes etniske og kulturelle baggrund udvisker alle andre karakteristika til det punkt, hvor ingen samtale længere er mulig mellem samfundets etniske kulturer. Udveksling kan derefter kun foretages i form af vold. Efter at have læst Helle Brix og andres nationalistiske og hadideologiske påstande om muslimer, der er afledt af mordet på filminstruktøren, og hvis udtalelser indgår i en mere generel ekstremistdiskurs, er det således ingen sag, at finde bekræftelse hos islamister for at nationalisterne har ret i deres påstande. Kronologien for udtalelser spiller ingen rolle, det er ganske underordnet hvem der siger noget først, og hvilke udtalelser der kommer som reaktion. Udtalelser og tekster der indgår i ekstremistdiskursen øver en permanent feedback effekt mellem to diametrale hadideologier, hvor de gensidigt kan finde bekræftelse hos hinanden. Lad os tage et eksempel, der for den ikke-muslimske del af samfundet tilsyneladende kan give Helle Brix og andre nationalister ret i deres påstande. Den 18. April 2004 bringer det portugisiske dagblad Publico et interview med Omar Bakri Muhammad, der er mistænkt for at tilhøre en Al-Queda celle og som er leder af en radikal islamistisk gruppe, Al Muhajiroun i London. Ud af otte arresterede, som er mistænkte for at have deltaget i planægningen af en terroraktion i London, der er syv af dem deciple af Omar Bakri Muhammad. Det giver anledning til visse indicier. Imamen giver audiens til journalisten, og fortæller i sit hjem, at hans mange tusind bøger alle er om islam, dog med undtagelse af den britiske grundlov, som han har fået forærende - den er simpelthen ynkelig, thi det er forbudt muslimer at adlyde menneskeskabte love. Derfor kan Omar Bakri Muhammad kun se frem til den dag, hvor det islamiske flag vil veje over Downing Street. Det må han i hvert fald arbejde for, da profeten fortæller ham, at han ikke må leve blandt de vantro uden at forsøge at omvende dem. Mht. sin tro på vold og sin tilbedelse af terror kan han helt leve op til Helle Brix' standarder. Omar Bakri Muhammad bedyrer, at angrebene på New York den 11. september var retfærdige, som gengæld for USAs politik overfor muslimer verden over. At dette angreb gik ud over civile er også ganske underordnet, for som han siger; "Vi skelner ikke mellem civile og ikke-civile, mellem uskyldige og ikke-uskyldige. Kun mellem muslimer og ikke-troende. Og en ikke-troendes liv har ingen værdi. Det er ikke helligt. ... Vi er ikke hyklere. Vi siger ikke: "Undskyld, det var en fejltagelse". Vi siger: ”I fortjente det". Vi påtager os, at dræbe så mange mennesker som muligt og at sprede terror, så folk i Vesten tænker: "Se, hvad der rammer os!" ... Terror er det 21. Århundredes sprog. Hvis jeg vil opnå noget, så terroriserer jeg dig for at sætte min vilje igennem. At støtte George Bush er en form for terrorisme. At støtte Al-Queda er det samme. Alle er indblandet. Enhver muslim er en terrorist, enhver ikke-muslim er en terrorist. Dette er "Drabets tid". Det er forudsagt i den guddommelige tekst. Muhammed sagde: "Jeg er nådens profet", men han sagde også "Jeg er massakrens profet". Ordet "terrorisme" er ikke nyt for muslimer. Muhammed sagde: "Jeg er profeten, der ler når han dræber sin fjende". Det er ikke kun et spørgsmål om at dræbe, men også om at le når vi dræber”. Det geniale ved alle former for sproglige ytringer indenfor ekstremismens diskurs er så at sige, at de kan øve feedback for hinanden begge veje. Som læser af denne artikel, vil man fx nu have bemærket hvor forbløffende præcist Imamen Omar Bakri Muhammad fra London til fulde er i stand til at bekræfte Helle Brix' påstand om islam og muslimer. For den ikke-muslimske læser vil det derfor kunne forekomme, som om at påstanden er korrekt om at muslimer i almindelighed tilbeder vold - hvis man vel at mærke godtager den præmis, at imamen er repræsentativ for muslimer, og at hans udlægning af Koranen er almen accepteret. I forbindelse med det politiske mord på filminstruktøren forlenes Imamens udtalelser med en uafviselig troværdighed - men præmissen er naturligvis stadigvæk den samme, at det er en udtalelse fra én muslim. Alligevel vil Brix' påstand om alle muslimer have tendens til at finde bedre klangbund, fordi den er udtalt i en situation, der naturligt og retfærdigt kalder på vrede og frustration. Men ikke desto mindre eskalerer den blot konflikten ved at stigmatisere en etnisk-kulturel gruppe som sådan, og tager den som gidsel når gerningsmændene er udenfor rækkevidde. Påstanden kalder på at blive bekræftet af Helle Brix' homologe partner på den muslimske ekstremistfløj, fx en mand som Omar Bakri Muhammad, der altid står til rådighed som fortællingsleverandør med sit interview til Publico. Disse to ekstremistiske sproghandlinger kan også fungere den modsatte vej, således at islamisten leverer påstanden og nationalisten står til rådighed med bekræftelsen - og dette kan tillige ske med de selvsamme udtalelser. Helle Brix' ytring kan bekræfte den muslim, der i første omgang har læst om det angivelige had, der ifølge Omar Bakri Muhammad er rettet mod muslimer fra Vesten - blot skal den muslimske læser acceptere den præmis, at Helle Brix er repræsentativ for en kristen eller sekulær borger i et vestligt land. Men kunne man også forestille sig en situation, der ligesom med mordet på filminstruktøren, vil kunne forlene en sådan bekræftelse af hadet med en form for troværdighed? Kunne man tænke sig en situation, hvor en muslim eller flere muslimer har været udsat for overgreb eller politisk betonet vold, og hvor en nationalist vil stå parat som villig fortællingsleverandør, der vil bekræfte islamistens påstand om, at Vesten hader alle muslimer? I Bernard-Henri Levys bog om mordet på den jødisk-amerikanske journalist Daniel Pearl skitserer han den angiveligt skyldige i mordet på Pearl, en vis pakistansk-britisk islamist ved navn Omar Sheikh. Forfatteren søger at opspore rødderne til hans islamisme, og følger hans spor som en ganske normal borger, indtil han bliver optaget af radikale miljøer i London, og engagerer sig i kampen mod forbrydelsen overfor de bosniske muslimer i begyndelsen af halvfemserne. Dette folkemord på de europæiske muslimer, som dengang plagede og nærmest bedøvede offentligheden, sætter Sheikh sig for at bekæmpe ved at tilbyde sig som legionær. Det bliver tydeligt for ham, at det han får at vide i de radikale, islamistiske kredse er fuldstændig korrekt. Vesten hader muslimer, og al snak om humanisme er kun tomme ord og floskler, som skal glorificere den vestlige kultur på bekostning af andre. Humanismen gælder kun kristne og ikke-religiøse europæere. Demokratierne er intet bevendt, det eneste man i bedste fald kan, er at jamre og klynke og vride hænder, men ingen drømmer for alvor om at komme de forfulgte muslimer til væbnet undsætning. Den unge Sheikh ser dette bekræftet dag efter dag i optagelser fra de belejrede byer. Der forhandles, tiden går, intet sker, og myrderierne fortsætter og koncentrationslejrene opføres påny. Hvem taler om politiske mord? Hvem forarges? Ikke de moralske nationalister. De taler derimod om et had til muslimer og til islam som religion. Den unge Omar Sheikh forsvinder herefter desillusioneret ind i legionærenes brigader, først til Bosnien, senere hen til andre destinationer, hvor troen kalder. Og for enden af denne rejse, der selv ender i vanvid og nihilisme dukker han op i Bernard-Henri Levys bog, som den hovedmistænkte for mordet på den amerikanske journalist. Alle politikere, der havde ansvar i begyndelsen af halvfemserne vil efter læsningen af denne skitse om Omar Sheikhs vej til jihad kunne påbegynde en længere udredning af, hvorfor ingen handlede da hele læren fra 2. verdenskrig brød sammen med ophøret af den kolde krig, og man for alvor skulle give mening til de etiske fordringer, som voksede ud af arven fra de nazistiske dødslejre: "Det kunne ikke ske igen". Ganske vist handlede man ikke, da Sarajevo blev belejret, men det var ikke fordi, det var muslimer, som blev angrebet og beskudt af snigskytter. Da Østbosnien blev stormet af paramilitære kristne legionærer, og civile muslimer blev massakreret, kom det som en overraskelse. Lejrene hørte man først om alt for sent. Massakren på de 7000 mænd og drenge fra Srebrenica skyldtes kommunikationsproblemer - anmodningen om luftstøtte til hollænderne, som skulle beskytte byen mod Mladic' bosnisk-serbisk styrker blev udfyldt på en forkert formular. Osv. Osv. Osv. Des længere vi parafraserer de mulige undskyldninger kommer alle de ansvarlige politikere selv til at lyde som den slags tvetungede proselytter, der dels føler sig tvunget til på den ene side at tage afstand fra islamistisk vold, men også gerne vil tage en del forbehold og forklare hvor kompliceret det hele er. Men egentlig er det måske meget enkelt, når det kommer til hvorfor man accepterede den politiske vold mod de bosniske muslimer. Man kan fx spørge de ansvarlige politikere, som sad inde med magten og kompetencen til at handle, da katastrofen udspillede sig. På et møde på Københavns Universitet, hvor Frederik Stjernfelt og undertegnede som forfattere til bogen "Hadets anatomi" deltog som talere, stillede en ung muslim dette spørgsmål til forsamlingen. Han indledte med at fortælle, at han som barn slap ud af Srebrenica, og at han nu boede i Danmark, var under uddannelse og meget glad for det land, som han nu boede i. Men han ville bare spørge af nysgerrighed, hvorfor I - forsamlingen, os, ikke-muslimske europæere - overlod mændene og drengene i Srebrenica til deres mordere? Hvorfor skulle de dø? Var det fordi, de var muslimer? Eller skulle der være en anden grund? Hvis man kan gå ud fra, at den unge bosnier har ret i sin mistanke, så er der tale om et ressentiment, som under dække af en konspiratorisk tavshed mens folkemordet finder sted vokser til det helt uhyrlige og ganske uforklarlige. Og denne historie har også en helt speciel dansk aflægger, der viser i hvor høj grad en akademisk offentlighed er i stand til at adoptere sådanne holdninger. Frederik Stjernfelt og undertegnede udgav bogen "Hadets anatomi", og i denne forbindelse påviste vi folkemordsbenægtelse i et tidsskrift fra den universitetsansatte lektor ved slavisk institut på Københavns Universitet, Per Jacobsen. Han forsøgte dels at bortforklare massakren ved Srebrenica med hygiejniske eufemismer, i det han formulerede det sådan, at der var tale om en serbisk erobring, ikke om en serbisk massakre. Dernæst forsøgte han at bortforklare sin bortforklaring ved at hævde, at den angivelige massakre ikke havde nogen historisk betydning, og derfor ikke skulle være værd at nævne. Og endelig, så forsøgte han i den følgende del af debatten helt at benægte, at der overhovedet havde fundet nogen massakre sted. Her kunne historien slutte. Men det er først her, den begynder og dermed viser den, på hvilken uhyrlig måde et ressentiment kan rejse sig , og vokse til en regulær støtte for folkemordsbenægtelse. Venner af lektoren Per Jacobsen satte en veritabel kampagne i gang, hvor man beskyldte Stjernfelt og undertegnede for at anfægte Per Jacobsens ret til at fremsætte sine ”synspunkter”. 80(firs) universitetstilknyttede personer skrev under på en petition. Men meningen er forfærdende, for sagens kerne er ikke at nogen vil forbyde andre at udtrykke deres synspunkter, men at vi bestrider rigtigheden af lektorens folkemordsbenægtelse. Ifølge Uffe Østergaard fra Dansk center for studier i holocaust og folkedrab svarer det lektor Per Jacobsen har skrevet til folkemordsbenægtelse. I petitionen forsøger man at komme Jacobsen til hjælp ved at devaluere hans udsagn til blot et synspunkt man kan indtage blandt mange mulige. Der er ikke nogen fakta tilbage, som der må tages hensyn til. Som symptom på et samfunds selvforståelse og moralske forvirring er hændelsen interessant derved, at den udstiller hvor ukontroversielt det er, at benægte den bedst dokumenterede massakre i Europa siden 2. Verdenskrig. Og isoleret set tegner denne historie med de firs et dystert perspektiv for hvordan en benægtelse af en så ubegribelig og monstrøs forbrydelse kan korrumpere en intellektuel kultur. Man kan spørge sig selv, om denne løgn, og dette forsøg fra ansatte på universitet på at dække over løgnen skyldtes, at de myrdede var muslimer eller om disse ansatte blot i al almindelighed er korrupte, og ville stille sig til rådighed for at dække over en hvilken som helst løgn for at beskytte en kollega? I forbindelse med en reportagerejse til Serbien i november 2004 skrev Stjernfelt og undertegnede et par artikler til Weekendavisen om nationalister og våbensmugling og andre dystre emner. Vi besøgte også Moskeen i Beograd, som blev mål for hooligans efter mordet på nogle kristne serbiske drenge i Kosovo i marts 2004. De blev myrdet af muslimske drenge. Forbrydelsen gav anledning til angreb på muslimske helligdomme overalt i Serbien, alt sammen tilsyneladende "spontant organiseret". En lærerinde ved moskeens skole fortalte dog, at politiet stod og så til mens mængden trængte ind i moskeen og kulturcentret, og satte det i brand. Det gjorde man med den undskyldning, at forhindrede man gemytterne i at rase ud, ville det hele blot blive endnu værre. Med nød og næppe undslap nogle børn, som overnattede på stedet ved at springe ud af et vindue. Da vi var på besøg, forsøgte man igen at få det hele til at fungere. Håndværkere var i gang med at reparere. En imam sad og ordnede nogle ægtefolks papirer. Lærerinderne ryddede op. Resterne fra det afbrændte bibliotek var fejet sammen, og man var klar til sortering af de forkullede bøger. Men undervisningen var endnu ikke kommet i gang. Det skulle blive en artikel om en krystalnat midt i Europa, i dette år 2004. Nu må man nøjes med disse rudimentære notater her, for historien er ikke længere hverken særegen eller bemærkelsesværdig eller helt usædvanlig. Den var som begivenhed blot det seneste led i den generelle optrapning af krigen med muslimerne, og er allerede blevet gentaget indtil flere gange de seneste uger i Holland. Den er ikke længere nogen nyhed. Sådan er status for den politiske revy, november 2004. Fortsættelse følger i virkeligheden. Tidligere publiceret i kortere form i Weekendavisen d. 10 december 2004.

Nils Bredsdorff: Ytringsfriheden og den nye delikatesse

Ytringsfriheden har to sider. Den blanke side, som skinner ved højtidelige lejligheder, er tryg at spejle sig i. Du har ytringsret, men ikke ytringspligt og som dannet person ved du, at man ikke behøver at sige alt, hvad man tænker. Den anden matte og ridsede side er den side, der bliver brugt. Der er ikke noget trygt ved den. Skrivefrækheden blev den kaldt af enevælden. Den skaber stadig uro i de vante politiske og kulturelle tankemønstre - og på eksportmarkederne. For to måneder siden skrev 12 forfattere, som har brugt ytringsfriheden og hvoraf flere lever under jorden af frygt for konsekvenserne af denne brug, et manifest. Det handlede om nødvendigheden af at slide på ytringsfriheden og bruge den. Med de muslimsk opdragede Salman Rushdie, Ayaan Hirsi Ali og Taslima Nareen i spidsen insisterede de frækt på at støtte Jyllandspostens ret til at provokere, tegnernes ret til at tegne kritisk og på, at kritikken af islam skulle fastholdes. Den militante tolkning af islam er en ny type totalitarisme, som må bekæmpes. Ytringsfrihed i brug prøver grænser af, ytringsfrihed i brug er sjældent et høfligt og dannet teselskab. Ytringsfrihed i forhold til fundamentalistiske religioner som islamismen og som den kristne fundamentalisme i USA er blevet en skrammet og livsfarlig affære for mange. 12 tegnere og 12 forfattere og et par redaktører i denne omgang og snesevis af forfattere i Mellemøsten, der har vovet at kritisere og satirisere over Muhammed eller eksistensen af engle og dæmoner i Koranen. For nylig kom en ny interesseorganisation til kamp for tolerance og den gode smag - Co-existence of Civilizations - til verden. Den er dannet for at skabe en respektfuld håndtering af eftervirkningerne af Muhammed-krisen. Der er tale om en meget sjælden sammenstimlen af den kulturelle, den politiske og den økonomiske elite. De samles under et fælles krav om respekt, dannelse og god tone – støttet af den velopdragne tænketank Mandag Morgen og dagbladet Politiken. De hævder, at Muhammedkrisen ikke er et spørgsmål om ytringsfrihed men et spørgsmål om at udvise respekt og hensynsfuldhed over for andre. De forsøger med deres henvisning til den almene dannelse at afvise og erklære modpartens standpunkter ude som manglende dannelse. En række juridiske professorer og biskopper har hævdet, at det ikke drejer sig om ytringsfrihed, men om hensyntagen – ganske almindelig god opdragelse. Den pæne og magtfulde elite kræver respekt og tolerance – så skal det nok gå – respekt og tolerance siger erhvervslivets tunge drenge er globaliseringens grundlag, den nye tids nødvendige moderation. Men store befolkningsgrupper – dem som ikke taler pænt, og dem som rammes af globaliseringen, ser ikke sådan på det. Man kan se Co-Existence og Mandag Morgens og Politikens kampagne som elitens forsøg på at presse en bestemt og meget kortsynet tolkning ned over en vanskelig og modsætningsfyldt situation. Det drejer sig imidlertid ikke om respekt – man kan ikke vise respekt for noget, man ikke kender – religion, andre skikke eller udsagn. Respekt kræver viden og kendskab og gensidighed. Jeg respekterer ikke imam Abu Labans standpunkter eller islamekspert Jørgen Bæk Simonsens, men jeg anerkender deres ret til at have dem. Det drejer sig om anerkendelse og ret. Jeg skal ikke udvise tolerance overfor Abu Laban eller Søren Krarup, når jeg diskuterer eller kritiserer dem. Jeg skal derimod tolerere, hvad de siger, lige som de skal tolerere, hvad jeg siger – det er den, der hører der skal tolerere, ikke den der taler – det er fundamentalt i diskussionen af ytringsfriheden. Anerkendelse af den andens taleret og den andens tolerance over for, hvad andre siger, er en vigtig del af grundlaget for den europæiske retsorden. Respekt er noget, der bl.a. kan udvikle sig med den demokratiske samtale: Respekt udvises af nogen til nogle andre, der har gjort sig fortjent til den. Den kan aldrig være et krav til alle, fordi det er til diskussion, hvad der er respektfuldt og hensynsfuldt, og hvad der er god opdragelse – det har altid været elitens kulturelle våben mod de udannede eller de kritiske – de kulturradikale, den kunstneriske avantgarde, den kritiske elite er altid blevet kritiseret for manglende god opdragelse af den borgerlige elite. Ingen kan på forhånd beordres til at vise respekt for den katolske kirkes Saligkåringsproces af den døde pave. Men alle skal anerkende dens ret til at argumentere for berettigelsen af det storladne teater. Langsomt, men sikkert synes den pæne elite at få overtaget . Selv de 12 forfulgte eksperter i den slidsomme brug af ytringsfriheden lykkedes det den pæne elite at feje til side som uansvarlige og overgearede. Det skyldes nok deres liv under politibeskyttelse og i stadig frygt. Heller ikke de danske tegneres skæbner forhindrer eliten i at hævde, at der slet ikke er tale om en trussel mod ytringsfriheden. Antallet af protester stilner af. Pænheden og den mellemmenneskelige agtelse og respekt breder sig. Selv da den verdensberømte iranske kunstner, Shirin Neshat, for nylig blev groft censureret af et af verdens førende museer, Museum of Modern Art i New York, for at undgå reaktioner fra det muslimske miljø, vækker det ingen furore. Hvem gider i grunden moderne videokunst? Cirklen er sluttet – før Jyllandspostens famøse tegninger var det berømte Tate Gallery i London der frygtsomt fjernede billeder. Fundamentalisme betyder strid og konflikt, især hvis der er konkurrerende fundamentalismer. Det må også ytringsfrihedsfundamentalister indse efter et halvt års debat. Så hvorfor være så fundamentalistisk med den frihed – når nu alle de pæne mennesker siger, at den ikke er truet? Ja, at debatten endda har været forfejlet, fordi sagen slet ikke handler om retten til at tale, men om respekt for andres tale. Lidt pli eller sjælens dannelse skader ikke. Det betyder kun ganske små forandringer i hverdagen. Hvem vil for eksempel savne at høre Ludvig Holbergs lille heltehistorie fra 1739 om Muhammed læst op i radioen? Den vrimler med sætninger, der får de fleste af Jyllandspostens tegninger til at ligne illustrationer til Koranen. Hvad nytter det at ribbe op i oldgamle historier, som kun viser manglende respekt for andres glemsomhed? I 1994, ved 300 årsdagen for Voltaires fødsel, var det planlagt at spille hans stykke Fanatismen eller profeten Muhammed ved et teater i byen Genève. Stykket var i 1741, dvs. kort tid efter udgivelsen af Holbergs bestseller, en del af opgøret med den katolske kirke selvom titlen antyder Islam og blev spillet og forbudt mange gange. Nu skabte den gamle skrivefrækkert og kritiker igen ballade, og stykket blev taget af plakaten ’af økonomiske årsager’ og med en bemærkning om, at det desuden ville have såret mange muslimers følelser. Respekt. Tariq Ramadan, det pæne selskabs europæiske yndlings-imam, skrev den gang et brev, hvori han hævdede, at det var en klog beslutning. Han afviste at have krævet forestillingen stoppet og skrev, at han kæmpede for ytringsfriheden, ”men at ytringsfriheden må klæde sig i forsigtighed, når det drejer sig om næstens private forhold, deres hengivenhed og levende holdning til det hellige. I kalder det censur, jeg ser her finfølelse, delikatesse”. Senere er der opstået en årelang debat om, hvorvidt Ramadan også pressede aflysningen igennem eller blot sanktionerede den post festum. I februar i år blev sagen taget op af dagbladet Le Monde i form af en ny anklage og et nyt svar fra Ramadan, som gentager den subtile sammenhæng mellem forbud og delikatesse. Set fra en dansk vinkel ligger det godt i tråd med det pæne selskabs opfattelse af, at det hele handler om omtanke og respekt og slet ikke om censur. Men det er ikke alle, der har forstået den ny delikatesse. Borgmesteren i en mindre by på grænsen mellem Schweiz og Frankrig, Saint-Genis-Pouilly, har netop udvist en sand mangel på delikatesse og dermed bragt sit lille samfund i fare. Han havde sanktioneret, at byens kulturhus kunne være rammen om den respektløse opførelse af Voltaires stykke Fanatismen eller profeten Muhamed fra 1741. Lokale islamister protesterede, men manglende finfølelse og respekt fik i stedet den socialistiske borgmester til at tilkalde politiet, og stykket blev spillet trods demonstrationer. Despekt. Men når alt kommer til alt, hvem gider se Voltaire, eller høre ukendte arabiske forfattere, der ikke kan finde den delikate tone i deres skriverier, læst op i radioen? Det bliver ikke det store savn ikke at høre oplæsning i radioen af Nobelpristager, ægypteren Naguib Mahfouz’s bog Gabelawis Children, som har været forbudt i Ægypten siden 1959 og først for nyligt blevet frigivet – nu med et imprimatur fra en stedlig imam. Som Salman Rusdies Sataniske vers handler den bl.a. om Muhammed. Det kan være lidt vanskeligt i begyndelsen, men efterhånden vænner man sig til slet ikke at ønske at vide, hvorfor professor Nasr Abu Sayeds bog Critique of Religous Discourse blev forbudt. Heri skriver han, at de hellige skrifters beretninger om engle og dæmoner nok ikke skal tages helt bogstaveligt. Sayed blev i 1996 dømt som frafalden fra den rette tro og derfor tvangsskilt fra sin kone, der var muslim og ikke kunne være gift med en vantro. Parret blev tvunget til at flygte fra Ægypten. De færreste ved det alligevel, og endnu færre bekymrer sig, så hvorfor ikke udvise lidt pli og lade være med at træde på Ramadans tå. Han bor i Schweitz, fordi hans far blev forvist fra Ægypten. Delikatesse! Og træk så ikke Salman Rushdie frem igen, vel? Og hvad nu med de 12 PET-beskyttede tegnere, de 12 også dødstruede forfattere – og alle de andre som respektfuldheden tilsiger at vi undlader at tale om? Sig mig, hvor svært kan det være? De viser jo netop, hvor nødvendigt det er med delikatesse og respekt for andres tro.

Signe Kvanon: Fremtidsscenario. Myter om den nære fremtid

Hvor galt kan det gå, hvis det virkelig går galt i Danmark? Den følgende fortælling fremskriver aktuelle tendenser i et scenario, hvor Uffe Ellemann-Jensen bliver statsminister, Dansk Folkeparti bliver Danmarks største parti, og Abu Laban udråber Kalifatet København. Det begynder ellers så fredeligt med påberåbelse af tolerance og oprettelse af et nyt Religiøst Råd i Danmark.Maj 2006 
Imam Abdul Wahid Petersen, biskop Kozan, overrabiner Bent Lexner og generalsekretær i Kirkefondet Kaj Bollmann udpeges af et flertal i Folketinget udenom regeringen til et nyt Religiøst Råd, der skal have rådgivende status på linje med Etisk Råd, og som skal vejlede offentlighed og medier i omtale af religioner. De fire medlemmer af rådet repræsenterer de store religioner; islam, katolicismen, jødedommen samt lutheranismen i dens folkekirkelige udgave. August 2006 
Rådet publicerer efter omhyggeligt forarbejde sin første rapport, der indeholder et antal uforpligtende vejledninger angående skånsom omtale af alle religioner.

 Oktober 2006 
Kamal Qureshi, Fatih Alev, Stig Dalager, Indre Missions ledelse og flere andre fremtrædende politikere, kulturpersonligheder og gejstlige taler stærkt for, at Rådets vejledning får bindende status - det afvises imidlertid af et flertal i Folketinget med henvisning til Grundloven. Demonstrationer bryder ud i Damaskus, afbrænding af danske ambassader i Pakistan og Indien. Socialdemokratiet angriber regeringen for ikke at have givet Rådet tilstrækkeligt præcise beføjelser og fordrer en dommerundersøgelse af sagen omkring nedsættelsen af Rådet. En opinionsundersøgelse giver nu partiet 16 procent af stemmerne.

Nørreport rammes en mandag morgen af et terrorangreb med 56 dræbte til følge. Ahmed Akkari står frem og lover, at volden vil stoppe, hvis medierne i Danmark følger Rådets vejledning, og lignende toner høres fra førende imamer i Pakistan, Egypten, Norge og Saudi-Arabien. Den danske muslim Mustafa Ramadan, officer under al-Qaedas næstkommanderende al-Zarqawi i Irak, tager på et videobånd udsendt på al-Arabiya ansvaret for terrorangrebet. Abu Laban og Islamisk Trossamfund tager afstand fra vold og terror. Men Laban udtaler samtidig i sin fredagsbøn, at når han har grædt over de krænkelser, som muslimer har været udsat for i medierne, så har han "ikke en eneste tåre tilbage". Dagbladet Politiken kræver på lederplads, at Fogh ophøjer det Religiøse Råds vejledning til lov eller går af.

 November 2006 
Tøger Seidenfaden skriver på vegne af Politiken under på en erklæring om, at hans egen avis i et og alt vil overholde Rådets vejledning og opfordrer i et passioneret indlæg i tv andre chefredaktører og mediepersoner til at følge trop og vise ansvar. Et retorisk mesterstykke, en historisk tale, der giver genlyd i hele Europa. Handelsboykotten i de arabiske lande begynder at tage af.

 December 2006 
Chefredaktør Niels Lunde fra Berlingske Tidende samt TV 2's ledelse skriver under på Rådets vejledning - DR's Kenneth Plummer følger efter. De mange protesterende medlemmer, der har forladt PEN-klubben, organiserer et alternativt PEN, anført af Stig Dalager, Dan Tschernia, Georg Metz, Abu Laban og Lars Bonnevie. Foreningens nye charter inkorporerer Rådets vejledninger som normgivende for foreningens arbejde, og bestyrelsen ved Klaus Slavensky udtaler: "Kampen mod hadefuld tale af alle arter må ubetinget gå forud for det upræcise og forældede begreb om ytringsfrihed."

 Januar 2007 
Chefredaktør Carsten Juste afviser igen at skrive under på Rådets vejledning og sendes på ferie på udbestemt tid fra Jyllands-Posten; den ny chefredaktør skriver som sin første embedshandling under. Rektorkollegiet tilslutter sig også Rådets vejledning. "Det kunne lige passe, at universitetet skulle stå tilbage for pressens selvpålagte ansvarlighed," udtaler kollegiet.

Fra nogle sider høres protester mod indskrænkningen af ytringsfriheden. Disse kalder hånligt Rådet for "en økumenisk inkvisition". Protesterne afvises naturligvis: paragraf 77 i grundloven er ikke ændret; staten skrider ikke ind over for religionskritik, enhver kan frit publicere sin egen religionskritiske pamflet, hvis man vil. Rådet har hverken lovgivende eller dømmende funktion, men alene vejledende. De forskellige mediers tilslutning til Rådets vejledning er foregået ganske ad frivillighedens vej og er udtryk for, at medier og institutioner er deres nationale og globale ansvar bevidst.

 Februar 2007 
Islamistiske bander truer forlaget Høst & Søn, der planlægger en udgivelse med titlen Religionernes Sorte Bog. En forlagsredaktør tæves. Værket opgives. Religionsrådet tager stærkt afstand fra anvendelsen af trusler og vold, men udtaler samtidig sin tilfredshed med opgivelsen af en publikation, der er "åbenlyst unødvendig og sårende i den aktuelle situation" og fraråder andre forlæggere at gå videre ad denne farlige og uansvarlige vej.

Regeringen lægger afstand til Rådets indblanding i publikationssagen, men efter en ophedet folketingsdebat om emnet kommer den i mindretal på spørgsmålet, og regeringen Fogh falder. Medlemmer af Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti stemmer sammen med oppositionen for Rådets afvisning af den religionskritiske bog, og selv om enkelte radikale og socialdemokrater bryder partidisciplinen, er der klart flertal i tinget for at dæmpe al religionskritik.

 Marts 2007 
Anders Fogh udnævnes til en toppost i FN's højkommisariat for flygtninge. Et nyvalgt folketingsflertal udtrykker sin respekt for de fire religioner, da Rådet aflægger besøg i Folketingssalen og forestår en økumenisk fællesbøn. Uffe Ellemann-Jensen leder den nydannede samlingsregering. Helle Thorning-Schmidt erklærer sig "mere end tilfreds" med posten som trafikminister, medens Pia Kjærsgaard og DF forudsigeligt protesterer mod at stå uden for regeringen som Folketingets største parti med sine 59 mandater, ligesom man i gentagne udtalelser kræver muslimer som sådan "sendt hjem", "interneret i Rusland" eller "bortopereret". Dansk Industri hilser den nye statsminister velkommen som manden, der kan redde Danmarks renommé og samtidig bygge bro mellem de forskellige grupper hjemme i Danmark.

To af de 12 danske tegnere meldes forsvundet under mystiske omstændigheder. Jyllands-Posten og Ekstra Bladet omtaler som de eneste begivenheden, der generelt omgærdes med nogen skepsis. Nyt dansk PEN udtaler i en fælles udtalelse med Abu Laban sin beklagelse over rygtet om tegnernes forsvinden, men tilføjer, at det frie ord som bekendt altid har været risikabelt og ikke omfatter retten til nogen form for krænkelser af andres følelser.

Bander fra Dansk Folkepartis Ungdom i gadekampe med grupper af andengenerationsindvandrere er efterhånden et tilbagevendende problem i mange byer.

Medieminister Tøger Seidenfaden i regeringen Elleman tager stærkt afstand fra volden, understreger ytringsfriheden og henstiller til medierne om ikke at omtale disse banders danske eller 'etniske' baggrund, idet der kun er tale om helt almindelige "kriminelle bander". Disses hærgen er udelukkende en sag for politiet. De to forsvundne tegnernes skæbne bør heller ikke omtales i medierne, idet det kunne friste til yderligere overfald på de andre tegnere, slutter medieminister Seidenfaden.

 April 2007 
EU-kommissionen udtaler sin tilslutning til en modificeret udgave af Rådets vejledning, der skal gælde for mediepolitikken i hele EU. Etniske og religiøse spændinger bør generelt ikke omtales unødvendigt i presse og medier. Fredsmægler Recep Tayyip Erdogan, Tyrkiets premierminister, giver sin fulde opbakning til kommisionens udtalelse og ser dette skridt som et forsoningens tegn mellem Vesten og islam. "Ytringsfriheden gælder fortsat alle andre områder end religion," som han udtaler. Det franske ugemagasin Charlie Hebdo lukkes af den franske regering efter henstilling fra EU-kommissionen.

Danske Skønlitterære Forfattere og Dansk Forfatterforening slår sig sammen og indarbejder Rådets vejledning i sine statutter. Der gennemføres en skånsom selektion af medlemmer i den nye forening, Danmarks Multikulturelle Forfatterforening. Kåre Bluitgen og nogle få andre uansvarlige skribenter kan naturligvis ikke være medlemmer, efter hvad der er sket. Et optagelsesudvalg bestående af Hanne-Vibeke Holst, Mette Winge, Abdul Wahid Petersen og den nye kultur- og religionsminister, Fatih Alev, gennemgår kritisk medlemslisterne.

 Maj 2007 
Visse værker af Voltaire og Montesquieu kan ikke længere opdrives i franske boglader. Forlaget udtaler: "Vi bedriver ikke censur, men vi skønner, at disse værkers aktualitet ikke for tiden er den største." Kopier cirkulerer til stigende priser blandt uansvarlige såkaldte "fritænkere". Muslimske og kristne bander har i flere tilfælde tævet ihændehavere af sådanne kopier. Jacques Chirac tager afstand fra enhver form for vold, men udtaler samtidig sin forståelse for, at det kan være krænkende, at sådanne personer ikke formår at udvise almindelig ansvarlighed. "Man skal heller ikke gøre Voltaire til afgud," som han tilføjer.

I Danmark meldes der om stigende chikane mod både indvandrere og andre, der ikke bærer noget synligt religiøst symbol. Kors, halvmåner og burkaer sælges i stigende omfang. 

 Juli 2007 
Danmarks Multikulturelle Forfatterforening bliver enig med Dansk Forlæggerforening om en ny standardkontrakt. Her hedder det blandt andet, at kun medlemmer af denne forening har ret til at indgå kontrakt med danske forlag om bøger på dansk. Begivenheden bliver fejret i Odd Fellow Palæet i forbindelse med, at forfatteren Stig Dalager tildeles de gyldne laurbær for romanen Ingen sorg er mig fremmed.

 August 2007 
Kulturminister Fatih Alev fra det nydannede Broderskabspartiet inkorporerer det multikulturelle charter fra det Religiøse Råd i betingelserne for statsstøtte til film, drama og litteratur. Direktør for Det Danske Filminstitut Henning Camre går af i protest - ellers høres kun få indsigelser. 

I Kulturministeriet arbejdes der med en ny plan for filmstøtte, som kalkulerer med, at antallet af scener, hvor der indgår bøn eller anden form for religiøs andagt - alt andet lige - skal kunne give ekstra point i støttetildelingen. Det indskærpes ligeledes, at repræsentanter for de fire store religioner gerne skal optræde ligeligt i alle manuskripter, omend ikke i skurkeroller. En enkelt filmkonsulent, Christian Braad Thomsen, udtrykker sin frustration over, hvad han kalder "skamløs hævdelse af respekt for religion", men går ikke længe efter af på førtidspension. "Folk kan fortsat lave film om lige hvad de vil, men man kan ikke forvente, at staten skal støtte film, der bevidst krænker nogen religion," hedder det i en udtalelse fra instituttets nye direktør Dan Tschernia. 

I en overraskende fælleserklæring af Søren Krarup og Abu Laban hedder det, at de hilser religionens nye betydning velkommen, da den er folkenes hjem, uanset om det er i islam eller i det kristne Danmark. Demokratiet derimod, er en menneskeskabt afgud, og den besindelsesløse afgudsdyrkelse af menneskerettighederne er værre end nazisme, fordi den foregøgler et menneskeskabt fællesskab, der ikke eksisterer. "Demokratiet er et eksempel på blasfemi, når mennesket sætter sig op mod Gud og gør sig selv til herre over lov og ret." 

Det Religiøse Råd tager afstand fra denne erklæring, idet det anføres, at "ganske vist kan menneskerettighederne ikke på nogen måde stå over religionen, men de har dog spillet en vis rolle i den almindelige samfundsudvikling".

I en aktion mod Nusrat Djahan-moskeen i Hvidovre meldes 24 ahmadiyya-muslimer dræbt og moskeen på Eriksminde Allé brændt ned til grunden. I en pressemeddelselse tager Hizb-ut-Tahrir ansvaret for terrorangrebet. Kultur- og religionsminister Fatih Alev tager på det skarpeste afstand fra attentatet, men tilføjer samtidig, at "ahmadiyya-muslimerne måske i en vis forstand selv har tiltrukket sig attentatmændenes opmærksomhed deres notorisk provokerende adfærd. Det er en kendt sag, at de ikke anerkender Muhammed som den sidste profet og har på den måde bragt sig selv på linje med Jyllands-Posten ved at krænke sande muslimers gudfrygtige følelser."

 Oktober 2007 
FN vedtager sit Charter Mod Krænkelse af Religionen, der dels er inspireret af det danske inititativ, af EU-Kommisionens udtalelse samt til dels af den muslimske organisation OIC's forskellige forslag. FN-chartret tilføjes FN's menneskerettighedserklæring som dets første paragraf, og de enkelte medlemslande opfordres til at lade chartret danne basis for lovgivning. Tony Blair giver chartret sin varmeste opbakning i sin storladne afskedstale i Underhuset. Hundredtusinder på Peterspladsen såvel som i Mekka forenes i en fælles bøn, der udstråler en sand spiritualitet i en tv-transmission over hele kloden. 

Mange ledere i muslimske lande takker Danmark for det Religiøse Råds initiativ, der er blevet markedsført i en omfattende indsats af udenrigsminister Mogens Lykketoft, og mange muslimske ledere beklager nu ambassadeafbrændingerne. Arlas omsætning i Saudi-Arabien meldes over niveauet fra før krisen med Muhammed-tegningerne i 2006. "Vi havde faktisk et forkert indtryk af Danmark, og vi beklager stærkt begivenhederne i 2006, som var iscenesat af USA og jøderne," udtaler den egyptiske udenrigsminister og tilføjer: "Danmark er i virkeligheden de muslimske landes ven."

Iran går ind i Pakistan, Musharraf-regeringen falder. Den islamiske republik "Det rene Pakistan" udråbes.

 November 2007 
På Dansk Arkitekturcenter åbner den store, længe ventede Dansk-Iranske Arkitekturudstilling, hvor man viser de nyeste modeller for socialt boligbyggeri i Teheran og Brøndby, som er designet således, at mænd og kvinder har separat adgang til bygningerne, trappeopgange, adskilte toiletfaciliteter, separate elevatorer, adskilte fortove osv., samtidig med, at alle rum i bygningerne er forsynet med pile, så man ved bøn kan orientere sig efter retningen mod Mekka. 

"Ny dansk-iransk arkitektur viser, hvorledes en mild segregering kan gennemføres i arkitekturen, således at sammenblanding af kønnene ikke kan give de problemer, vi kender så godt i det multikulturelle samfund. Her er Danmark med langt fremme," udtaler statsminiser Elleman-Jensen og tilføjer: "Vi skal følge med og se os om i den verden, vi lever i, hvis vi vil sælge vores produkter og knowhow. Det næste bliver uden tvivl boligkomplekser, ja hele bydele med separate gader og boligblokke til de forskellige trosretninger." 

Kultur- og religionsminister Fatih Alev hylder i en udtalelse udstillingen som et smukt udtryk for den store danske tradition for tolerance, for "viljen til ægte respekt og åbenhed, både over for islam og over for et af de førende lande i den muslimske verden."

Som følge af det nye direktiv om respekt i kulturpolitikken foreslår Fatih Alev til årsmødet i Dansk Biblioteksforening, at de danske bibliotekarer viser, at de er sig deres ansvar bevidst som åndelige vejledere for den danske befolkning. Han roser den danske bibliotekslov, som mange lande kan lære meget af, og han priser de danske bibliotekarer for at udføre et vigtigt arbejde for at fremme folks muligheder for at dygtiggøre sig og for at kunne søge viden om spiritualitet - blot savner han en lidt større variation af emner indenfor islam, som han undskylder på bibliotekarernes vegne med, at de endnu ikke har kunnet opdatere på grund af manglende ressourcer og viden. Men dette vil han nu tilbyde de danske folkebiblioteker ved at nedsætte et udvalg, som skal indkøbe en større bogbestand, som ikke vil være skatteyderne til byrde, for så vidt som indkøbene finansieres fra en særlig pulje der er doneret af en statslig fond i Saudi-Arabien. Desuden beder Fatih Alev bibliotekarer kigge på værker, som ikke lever op til almindelig offentlig respekt, blandt andet Salman Rushdies famøse Sataniske Vers og andre bøger, som han opfordrer til, at man makulerer. Kulturministeriet regner med, at det ikke drejer sig om makulation af mere end omtrent 15-20 procent af bogbestanden, fordelt på skøn- og faglitteratur og understreger, at ordningen er frivillig for de enkelte biblioteker. Formand for Dansk Biblioteksforening, Jens Thorhauge, afdramatiserer situationen overfor indsigelser fra protesterende bibliotekarer og udtaler, "at bibliotekerne jo altid har makuleret eksemplarer, der af den ene eller anden grund er udtjente, både i fysisk og i - om jeg så må sige - åndelig betydning. Og der er jo desforuden ikke nogle bøger, der partout har noget særligt krav på absolut at indgå i de danske bibliotekers samlinger."

 December 2007 
Der afholdes en stor konference i Bellacentret, hvor det Religiøse Råd indkalder alle strømninger og sekter fra de forskellige religioner repræsenteret i Danmark. Her fremkommer Ahmed Akkari med et forslag nede fra salen - under protester fra Abdul Wahid Petersen og de andre tre religiøse ledere, fordi han ikke ifølge konferencens regulativer har ret til at fremsætte forslag udenom dagsordenen. Akkari rejser problemet med valgreglerne i Danmark, idet han hævder, at muslimer, som demografisk er spredt over hele landet og desuden er i kronisk mindretal, ikke får mulighed for den repræsentation, som de som religiøst og kulturelt mindretal er berettiget til. "Der går simpelthen en masse muslimske stemmer tabt i kraft af måden, der bliver talt sammen på," udtaler han til Politiken. Derfor foreslår han, at konferencen skal opfordre Folketinget til en ændring af valgloven. Der skal oprettes to parallelle sæt valgregler i Danmark - ét for muslimer og ét for andre. Muslimer registreres efter deres tilhørsforhold og får fremsendt specielle valgkort, der giver dem ret til at stemme til én stor valgkreds, som er hele Danmark. Den øvrige del af befolkningen stemmer som hidtil i lokale kredse og efter gældende regler. På denne måde, forklarer Akkari, kan den etniske forfordeling af muslimer i politisk repræsentation blive delvis opvejet, idet ingen muslimske stemmer går til spilde. Men man bør også overveje automatisk at tildele muslimer f.eks. 10 pladser i Folketinget, akkurat som de nordatlantiske stemmer automatisk har fire pladser, der ikke tildeles i proportion til antallet af stemmeberettigede. Sluttelig bør der oprettes kommuner med ren muslimsk kommunalbestyrelse på Nørrebro, i Vollsmose, Ishøj, Brøndby, Gellerupparken og en række andre områder, hvor allerede eksisterende muslimsk skik lige så godt kan underbygges af muslimsk lovgivning. Efter en del ophidset parlamenteren og forvirring på konferencen erklærer Abdul Wahid Petersen på andendagen, at Akkaris "forslag fra salen" nu er det Islamiske Trossamfunds officielle politik. Konferencen trues med at sprænges, da Bent Lexner fra Mosaisk Trossamfund og biskop Kozan fra den katolske kirke i Danmark også fordrer tildeling af pladser i Folketinget. Bollman mener ikke, noget sådant var indeholdt i det program, som man var enig om i det Religiøse Råd, og i øvrigt påstår han, det fundamentalt strider mod principperne for hans opfattelse af repræsentativt demokrati.

Konferencen splittes, alle går hver til sit, og Abdul Wahid Petersen udtaler, at han er sikker på, at han har Folketinget i ryggen, og håber på forståelse fra de politiske partier til sit trossamfunds forslag til ændring af valgregler. Han får støtte fra kultur- og religionsminister Fatih Alev fra Broderskabspartiet. Statsminister Uffe Elleman-Jensen udtaler dog, at det forekommer forhastet på baggrund af en enkelt konference at ændre landets valglov. Det kræver et større forberedelsesarbejde og en folkeafstemning. Medieminister Tøger Seidenfaden tilslutter sig klart ændringsforslagene fra konferencen og tilføjer: "Absurd, at vi ikke endnu har taget de indlysende skridt! Det er jo blot, hvad Egyptens udenrigsminister forlængst har peget på."

 Januar 2008 
Islamisk Trossamfunds nye rundrejse i Mellemøsten skaber fornyet pres på Danmark for at ændre valgloven. I Egypten hævder den udsendte komité, at muslimer slet ikke har stemmeret i Danmark, et rygte, som hastigt breder sig i den muslimske verden, ligesom man fremviser hjemmelavede billeder af muslimer i gabestokke på Rådhuspladsen og andre danske torve. I Otterup mødes en 'Kongres af kristne intellektuelle' organiseret af Dansk Folkeparti, Den Danske Forening og en lang række kristne organisationer, der kræver, at de to kristne repræsentanter trækker sig ud af det Religiøse Råd, at muslimer ikke længere skal kunne deltage i hær og politi, og kalder i det hele taget til forsvar for "kristne, danske værdier". Konferencen afsluttes af en parademarch af "Den danske Milits". 

Blot en uge senere mødes 435 danske muslimske organisationer under overskriften "Kongressen af muslimske lærde". Her vender man sig imod det kristne møde og truer med fornyet internationalt pres mod et islamofobisk Danmark. De internationale aktioner for at få Danmark til at løse striden om valgreglerne tager til. Det amerikanske udenrigsministerium udtaler bekymring om de demokratiske tilstande i det engang så fredelige og frihedselskende land og anmoder Danmark om at imødekomme de rimelige muslimske krav i et ansvarligt kompromis. 

 Marts 2008 
Det Religiøse Råd med alle tilhørende underorganisationer arrangerer med regeringens støtte et stort forsoningsmøde under overskriften "Dialog" - mødet afholdes i Parken efter landskampen Danmark-Egypten, der ender uafgjort. Der er ved åbningen overrepræsentation af muslimske, islamistiske organisationer, som har kaldt repræsentanter til fra udlandet - det bølger med grønne flag overalt fra tribunerne, og bannere med påskrifter som "Shariah", "Demokrati er mord" og "Ytringsfrihed er Satans våben". Da Akkari og Abu Laban træder op på tribunen, stiger råbene til det ekstatiske. Abdul Wahid Petersen forsøger at berolige både Lexner, Kozon og Bollman med, at det blot er ungdommelige elementer, som skal løbe hornene af sig og siger, at de tilrejsende fra blandt andet Finchley Park-moskeen og det øvrige Storbritannien og fra de arabiske lande bare er kommet, fordi de er nysgerrige, og at der ikke er nogen grund til at betvivle deres demokratiske grundindstilling. Akkari opregner i sin tale på arabisk og dansk alle de steder, hvor samfundet og dets symboler er gennemsyret af kristne, hedenske symboler som sårer og vækker vrede hos muslimer. Han opregner blandt andet Jellingestenen, som er afbildet på danske pas, den kristne folkekirkes særstilling i landet, det danske flag (som foreslås at være helt hvidt fra nu af), sange i Højskolesangbogen som bruges til højskolemøder og almene kulturarrangementer osv. Han kræver enten en neutralisering - som med flaget - eller en ligelig, retfærdig fordeling af symboler mellem kristne-danske symboler og muslimske (billeder af moskeer på pengesedlerne, af muslimske lærde, af halvmånen som symbol, oprettelsen af et statsstøttet Muslimsk Dagblad osv.) Kaj Bollmann hilser i sin tale til forsamlingen forslagene velkommen og foreslår at overgive islam et antal kirker, der alligevel står tomme. Lexner og Kozan aflyser deres taler til forsamlingen og har heller ingen kommentarer til pressen. De to forlader mødet før tid ad en bagudgang.

Episode på Nørrebro: Et bryllup i et fælleslokale på Jagtvej angribes af en islamistisk ungdomsbande og under tumulter stikkes brudgommen og hans far ned med kniv. Andre får overfladiske sår, både de angribende og folk fra selskabet, og kommer til behandling på Rigshospitales traumecenter, men kan umiddelbart udskrives. En maskeret mand fra ungdomsbanden udtaler i TV-Stop, at det provokerede dem, at selskabet følte det som om, de bare kunne hælde spiritus i sig, synge nationalistiske sange på dansk og æde svin - "derfor skulle de mindes om, at kvarteret mellem Jagtvej, Nørrebrogade og Rantzausgade er muslimsk land, det er nu hævd. Og hvad der er hævdvundet har ret." Han advarer desuden mod lignenede konfrontationer, taler for gensidig respekt, men tilføjer, at "svin bliver ædt hvor svinene regerer", forstået på den måde, at kristne fester skal holdes, hvor kristne er i flertal i byen. Efter trusler forlader danske familier i stigende tal deres lejligheder på Nørrebro ved at sælge dem til en såkaldt 'Islamisk fredskomité'. Et rygte i pressen vil vide, at disse overdragelser sker til priser langt under makedsniveau, og at den islamistiske ungdomsbande, der var indblandet i urolighederne ved bryllupsfesten på Jagtvej har forbindelse til fredskomiteen. Dette rygte tilbagevises af Abu Laban fra Islamisk trossamfund, der står inde for komitéledernes hæderlighed og kalder rygterne for opfordring til etnisk had.

Umiddelbart efter episoden ved bryllupsfesten rapporteres der om en påsat brand i en indvandrers grønthandel på Ålekistevej i Vanløse, tydeligvis en hævnaktion. I forbindelse med branden i butikken klokken tre om natten får ilden fat i bygningen, og hele familien ovenover på første sal brænder inde, inden Københavns Brandvæsen når frem. Det drejer sig om butikkens ejer, Mehmet Ok og hustru og deres tre piger på henholdsvis 12, otte og tre. Branden udløser omfattende optøjer på Nørrebro og Vesterbro, bydelene erklæres i undtagelsestilstand, og udgangsforbud dekreteres.

På Kløvermarken på Amager og ved skydeterrænet ved Tårnby rapporteres der om stadig større danske nationalistiske militser, der afholder øvelser, medens politiet ser passivt til.

 April 2008 
Træfningerne i gaderne i København mellem kristne danske højrefløjsbander og indvandrermilitser tager til. Da en fredagsbøn på Dortheavej angribes af en milits med 21 dræbte som resultat, er det ifølge flere iagttagere fra henholdsvis islamistiske og dansk-nationalistiske miljøer den første handling i en egentlig borgerkrig, og en hidtil ukendt gruppe ved navn 'Holger Danske' påtager sig på en dvd fremsendt til TV 2 ansvaret for massakren på Dortheavej. Abu Laban henviser i en bredt publiceret udtalelse, som udgår til internationale tv-stationer, til både hellig krig og demokratisk forsoning. Medieminister Tøger Seidenfaden pålægger alle danske medier at undlade at skrive om de igangværende træfninger for ikke at eskalere striden, og han maner alle parter til besindighed og ansvarlighed.

 Maj 2008 
Den århusianske milits 'White Pride' påbegynder den etniske udrensning af Gellerupparken. Hundredvis af muslimer dræbes under danske nationalistiske råbekor, og resten af kvarterets muslimske borgere fordrives ud af byen med politiekskorte ad motorvejen mod syd. Hærens rolle under udrensningen er ikke klarlagt. Dansk Folkeparti tager afstand fra, at det er kommet til denne voldelige situation, men udtrykker forståelse for "desperationens nødværge og fortvivlelsens selvhjælp" fra danskernes side. Den internationale presse er chokeret, da de første pressefotos når redaktionerne, men samtidig udtaler EU-Kommissionen, at regeringen Ellemann forbliver "den bedste garanti for stabilitet i Danmark". Medieminister Tøger Seidenfaden maner til ansvarlighed og tilføjer, at han er imponeret over, at ikke en eneste avis trods de dramatiske begivenheder har eskaleret situationen med nogen form svælgen i detaljer og unødig beskrivelse og omtale.

Den danske hærs afdeling i Skive opretter sin egen kommando og sender øjeblikkelig en hærenhed mod Århus for at genoprette ordnede forhold. "Vi kan ikke stiltiende overvære statens opløsning i stridende militser," udtaler oberst C.F.E. Pedersen og fortsætter: "Forsvarskommandoen i Vedbæk er tydeligvis lammet af folketingsflertallet. Der er nu tale om total ansvarsløshed fra Folketingets og hærledelsens side, og vi må forsvare det jyske område mod københavnske forhold ved at indføre militær undtagelsestilstand i Jylland." Oberst C.F.E. Pedersen tilføjer, at flådestationen i Frederikshavn fra nu af står under Skives kommando, og at kasernen i Skive er i højeste alarmberedskab. Et forretningsministerium ledet af Pia Kjærsgaard, Jesper Langballe, Birthe Rønn Hornbech og Henrik Sass Larsen erklærer nu at lede det kristne Jylland fra Skive i samarbejde med oberst Pedersen.

Der meldes om stigende muslimske flygtningestrømme fra Århus og andre jyske byer som i konvojer under hærens beskyttelse bevæger sig mod øerne. Fordrevne danskere fra de muslimske områder i hovedstaden ledsaget af bevæbnede danske nationalister rejser den modsatte vej mod Jylland. Hyppige træfninger på Storebæltsbroen, der i lange perioder er lukket. Trafikminister Helle Thorning-Schmidt går af og erklærer, at hun trækker sig ud af politik. Regeringen Ellemann opretter muslimske flygtningelejre på Midtsjælland, befaler hæren at holde Storebæltsbroen åben og befæster Korsør. Abu Laban udråber fra Dortheavej "Kalifatet København" under regeringens protester. Den egyptiske udenrigsminister anerkender som den første kalifatet, der ifølge regeringsorganet Politiken er en forståelig og rent symbolsk handling uden reel politisk betydning.

Et NATO-topmøde drøfter explicit muligheden for en intervention i det krisehærgede Danmark fra NATO-baser i Tyskland og Norge, men advares i en uhørt skarp udtalelse af organisationen af muslimske lande OIC mod at blande sig i indre danske forhold. 

Det rene Pakistans udenrigsminister nævner i en erklæring atomvåbenparaplyen som garanti for en fortsat fredelig udvikling i det anspændte muslimsk-vestlige forhold.

Efter erklæringen fra oberst Pedersen i Skive holdes der krisemøde i Forsvarskommandoen, som er splittet i forhold til, hvilke skridt man skal tage. Forsvarschef H.J. Helsø fra den såkaldt legalistiske fløj ønsker at skride ind overfor, hvad han betegner som "oberst C.F.E. Pedersens landsforræderi", men har ikke kunnet få tilslutning, til hvilke midler der kan tages i anvendelse. Forsvarskommandoen er handlingslammet, og forsvarschefen forsøger at gyde olie på vandene ved at udsende en meddelse om, at "man forholder sig roligt og afventer situationen. Der er ingen grund til overilet handling". 

Men en hændelse får situationen til at eksplodere klokken 17.20 samme dag, da en kendt brigadegeneral, fortaler for den fløj, som mener, man bør indføre militær undtagelsestilstand i hele Danmark og slutte op bag oberst Pedersen i Skive, skyder sig selv med sin tjenestepistol på trappen i slotsgården op til Christiansborg i protest mod Folketingets svigt. 

Storebæltsforbindelsens højbro ødelægges af et misil afsendt fra Fynssiden. De dramatiske billeder af den sammenstyrtende bro går verden rundt. Begge parter hævder, at den anden står bag broens ødelæggelse. Sjællandske nationalister overfaldes og uskadeliggøres systematisk i Østdanmark; på Fyn foregår mere eller mindre spontane massakrer mod flygtende muslimer, der ikke når frem til broen.

Statsminister Ellemann opfordrer i en ekstraordinær tv-udsendelse på samtlige kanaler alle danskere, af alle trosretninger, til fællesbøn. Mere end en million danskere på begge sider af Bæltet menes at deltage.

 Juni 2008 
Komikeren Rowan Atkinsons lejlighed i London blev i går ramt af et bombeattentat. Hele ejendommen blev totalskadet, og eksplosionen gav genlyd i store dele af byen. Ingen kom dog noget til. Komikeren var netop gået ned efter cigaretter. Han udtaler til avisen Evening Standard, at "det viser, at rygning også har sine gode sider; af og til slipper man bare med skrækken". 
 Scenariet har tidligere været offentliggjort i dagbladet Information den 1. april 2006. Signe Kvanon er et pseudonym. Forfatterens identitet er redaktionen bekendt.

Per Clausen: Islams ansvar for terror

Efter de senere års - og især efter de seneste ugers - terrorangreb, er spørgsmålet om sammenhængen mellem islam og terrorisme igen blevet påtrængende. Sammenhængen er hidtil blevet fortiet eller bortforklaret, formentlig for ikke at få skabt et fjendebillede og en stigmatisering af islam, som i en selvforstærkende proces kunne føre til en krig mellem civilisationerne, som kun religiøse ekstremister ønsker. Derfor har den politisk korrekte opfattelse i Vesten været - en opfattelse, der deles af Bush - at terror og selvmordsaktioner skyldes forvrængede opfattelser af Koranen. Man har i stedet givet terrorismen andre årsager, hvor der har været to hovedforklaringer, nemlig terrorismen som forårsaget af vestlig imperialisme eller som et resultat af de herskende regimers manglende legitimitet grundet socio-økonomisk krise og politisk undertrykkelse. Mahmood Mamdami har i “Good Muslim, Bad Muslim” argumenteret for, at det i vid udstrækning var USA, der skabte den islamiske terror, idet landet i bekæmpelsen af kommunismen støttede islamiske bevægelser som en modvægt til venstreorienterede og nationalistiske bevægelser i Den Tredje Verden. I forbindelse med krigen i Afghanistan fik man skabt og uddannet en slags Islamisk Internationale, som efter fordrivelsen af russerne førte kampen tilbage til hjemlandene, og efter Golfkrigen, hvor amerikanske tropper udstationeredes i landet med de To Hellige Steder (Saudi Arabien) blev USA betragtet som den strategiske hovedfjende, der holdt undertrykkende og “frafaldne” regimer ved magten. Denne opfattelse komplementeres af den tidligere leder af CIA’s anti-terror enhed, Michael Scheuer, der i “Imperial Hubris”, argumenterer, at Al-Queda og islamisterne ikke hader Vesten for hvad vi er (som Rumsfeld hævdede), men for hvad Vesten har gjort over for den muslimske verden, især over for Mellemøsten. Man i kan således i en vis forstand karakterisere Al-Qaeda som en anti-imperialistisk bevægelse. Allan Richards har her over for i “Socio-Economic Roots of Radicalism” lagt vægt på den mislykkede udviklingsproces i de mellemøstlige lande som årsag til islamismen, hvor moskeerne og religionen har været den eneste legitime institution og den eneste mulighed for at kanalisere politiske aktivitet pga. politisk undertrykkelse. Disse forklaringer tillægger ikke islam som religion noget særligt ansvar for radikaliseringen og for terrorismen, der er afledt af ovennævnt anførte årsager. Anbefalingerne for at imødegå terrorismen går derfor hovedsagelig ud på at ændre vestlige magters politik i regionen - især en retfærdig fred i Palæstina og tilbagetrækning fra Irak - og initiere en demokratiseringsproces i regionen, som inddrager befolkningerne i styret af staterne. Hvor ønskelig en sådan politikændring end måtte være, vil den som påpeget af Olivier Roy ikke løse terrorproblemet, fordi henvisningerne til diverse konflikter som årsag til terrorhandlinger kun dækker over den egentlige begrundelse, som Osama Bin Laden har udtrykt i sine erklæringer, nemlig at islamisterne anser sig for at være i en global jihad mod vestlige indflydelse, der truer med at undergrave det muslimske trosfællesskab, Ummaen. Det, som Al-Qaeda bekæmper, er altså modernitetsprocessen. Og det rejser igen spørgsmålet, hvorfor det kun er muslimer, der bruger terror i bekæmpelsen af moderniteten. Hvorfor bekæmper eksempelvis inderne, der dog var koloniseret af briterne i langt længere tid end Mellemøsten, der kun var koloniseret i få årtier, ikke vestlig indflydelse i form af moderniteten. Hvorfor forsøger stort set resten af Den Tredje Verdens lande at udvikle sig mere eller mindre efter vestligt mønster, mens det kun er inden for den muslimske verden, der er kraftig modstand mod moderniseringsprocessen? Et andet problem i forhold til de traditionelle forklaringer er, at terroristerne i stigende grad rekrutteres blandt unge muslimer opvokset i vestlige lande, men i modsætning til teorien om marginaliserede unges radikalisering var bombemændene i London tilsyneladende velintegrerede unge fra middelklassen, ligesom manden, der stod bag bortførelsen af journalisten Daniel Pearl i Pakistan, var studerende ved det ansete London School of Economics. Som det ses, er faktoren, der forbinder disse tilsyneladende forskellige udviklingstræk, religionen, spørgsmålet er bare hvordan. Svaret herpå skal søges i islams møde med moderniteten. I det nittende århundrede blev det klart, at den muslimske civilisation var i krise, idet Osmannerriget gradvist formindskedes og vestlige lande koloniserede muslimske områder. Den vestlige civilisation var den muslimske overlegen, hvilket rejste spørgsmålene, hvad årsagen hertil var, og hvad muslimer skulle gøre. Der udkrystalliseredes to skoler, nemlig modernisterne, der ville modernisere samfundene efter vestligt mønster - Kemal Atatürk og før ham Muhammed Ali i Egypten var eksponenter herfor - og salafismen, der begrundede nedgangen med, at muslimer og især deres herskere havde fraveget den rette tro, og at en tilbagevenden til tilstanden, der herskede under Profeten og de fire retledede kaliffer, hvor samfundet byggede på Koranen og den senere udledte Sharia-lovgivning ville føre til en genrejsning af den muslimske civilisation. Man drømmer sig tilbage til en gylden epoke, der aldrig har eksisteret, og projicerer den ud i et fremtidigt utopia, den islamiske stat – (i lighed med den gamle venstrefløjs drøm om det klasseløse samfund). Den ideologiske hovedeksponent herfor i dette århundrede var egypteren, Sayyid Qutb, der under et ophold i USA i slutningen af 1940’erne forfærdedes over, hvad han anså som moralens forfald, især den frie omgang mellem kønnene, og derfor prækede en modstand mod den vestlige verdens kulturelle påvirkning. Den syrisk-tyske muslim, Bassam Tibi har kaldt dette for drømmen om den halve modernitet, idet islamisterne gerne bruger vestlig teknologi, men afviser de bevidsthedsmæssige og kulturelle sider af moderniteten, der er forudsætninger for den teknologiske udvikling. Der udvikledes et muslimsk overlegenheds- og mindreværdighedskompleks. På den ene side føler man at besidde en overlegen viden og sandhed qua Allah’s åbenbaringer gennem Profeten, hvorfor det på den anden side bliver uforståeligt, at man på stort set alle punkter er den vestlige verden underlegen. Resultatet er en narcissistisk krænkelse og følelse af ydmygelser, der giver sig udtryk i bortforklaringer, offerholdninger og sammensværgelsesteorier, f.eks. stilles der altid i forbindelse med terrorhandlinger spørgsmålstegn ved, om det var muslimer, der gjorde det. Efter at olieprisstigninger gjorde Saudi Arabien ufatteligt rigt, har landet gennem byggeri af moskéer og madrassaer og økonomisk støtte til sine proselytter i resten af verden spredt den wahabbabistiske salafisme, så den har opnået en slags ideologisk hegemoni blandt muslimer. Og salafismen bekæmper moderniteten med næb og kløer. Da man ser vestlig påvirkning som en trussel mod Ummaen går strategien ud på at modvirke denne, og hvor muslimer er i mindretal som i de vestlige lande at sikre renheden gennem skabelsen af parallelsamfund. Det er her, at konstruktionen af en muslimsk identitet bliver et problem. Salafisternes ideologiske hegemoni og de moderate muslimers marginalisering skaber på den ene side en stærk - og i stigende grad global - muslimsk identitet, der på den anden side er underlagt salafisternes dogmer om Koranens fuldkommenhed og universalitet, som ikke tillader nyfortolkninger. Resultatet bliver en ureflekteret, blind tro. Og her bliver det vigtigt for de religiøse ledere - også for at kunne bevare deres magtposition - i det daglige tydeligt at afgrænse muslimer fra resten af befolkningen, hvilket gøres ved at skelne mellem rent og urent, mellem tilladt og forbudt. Her igennem underlægges tilsyneladende dagligdags adfærd og handlinger en religiøs symbolik, f.eks. tørklædepåbudet, svinekødsforbuddet, forbuddet mod alkohol og sex før ægteskaber, osv. Unge muslimer indoktrineres til at anse de vestlige samfund, som de lever i, for at være moralsk fordærvede og urene. Arvesyndsbegrebet eksisterer ikke i islam, men i de vestlige lande går en del muslimer rundt og føler sig urene og som dårlige muslimer, fordi de ikke lever op til påbuddene. Sayyid Qutb havde ret i, at den moderne tilværelse indeholder en masse fristelser. På det psykologiske plan kan denne følelse af urenhed, hvis den bliver for smertefuld, være medvirkende til at begå selvmordsattentater, da de unge får fortalt, at krigere, der dør i forsvar for Ummaen, kommer direkte i himlen og får stillet 72 jomfruer til rådighed. Alle hidtidige synder bliver man således renset for. Ganske vist argumenterer nogle muslimske imamer, at selvmord og terror er forbudt ifølge Koranen, og at islam er en fredens religion, men pointen er, at Koranen i lighed med Biblen og andre hellige skrifter, (som Mark Juergensmeier analyserer i ”Terror in the Face of God”) indeholder skriftsteder, der muliggør legitimering af såvel krig som fred, af at behandle fjender såvel skånsomt som nådesløst. ”De som fører krig imod Allah og hans apostle og skaber kaos i landet, skal dræbes, korsfæstes, have deres hænder og fødder skåret af eller forvises fra landet”, står der i Koranen. Og Michael Scheuer nævner, at Bin Laden i 2003 af en saudisk Sheikh fik udarbejdet et 25 siders langt teologisk responsum, der retfærdiggjorde brugen af masseødelæggelsesvåben. Den anden side af konstruktionen af den muslimske identitet er identifikationen med Ummaen, hvor man føler sig solidarisk med muslimer i resten af verden, især når der begås overgreb mod dem. Dette udtrykkes ofte i udsagn som, at muslimer undertrykkes og myrdes i Bosnien, Tjetjenien, Palæstina, Irak og Kashmir, dvs. alle konflikter anskues ud fra en religiøs optik. Her sammenkædes offerrolle betragtningen, ligesom der anes en latent sammensværgelsesteori, til trods for at konflikterne i de nævnte lande har vidt forskellige årsager og aktører. Den underliggende hovedanklagede er de vestlige lande, selv om det var disse, der reddede muslimerne i Bosnien og Kosovo, men dette forties. Det fremgår endvidere af en undersøgelse fra 2004 (Guardian, november), at langt størstedelen af britiske muslimer mener, at krigen mod terror er en krig mod islam, og under halvdelen siger ja til, at der ikke er nogen alvorlig modsætning mellem islamiske værdier, og det at være en god britisk borger. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at det kun er overgreb mod muslimer, der fokuseres på, mens muslimers overgreb aldrig kritiseres, f.eks. er der dræbt flere i Darfur end i Irak, men her er det muslimer, der slår muslimer ihjel - og der har heller ikke været kritik af den irakiske sunni-modstandsbevægelses massemordsaktioner i Irak, hvor al kritikken rettes mod amerikanerne. Og hvornår har der blandt europæiske, herunder danske, muslimer været kritik af forholdene i Saudi Arabien. Selektiviteten hænger sammen med den manglende selvrefleksion i forhold til det eget religiøse grundlag, idet en stillen spørgsmålstegn ved Koranens sandheder vil blive mødt med beskyldninger om ikke at være en god muslim. Når man ser på den stigmatisering, der rammer moderate muslimer som Naser Khader, og den angst for at udtrykke deres mening, som moderate muslimer giver udtryk for, tegner der sig et billede af et lukket, totalitært miljø. Den totalitære tankegang og overbevisningen om religionens ufejlbarlighed medfører selv blandt ’moderate’ muslimer en fornægtende argumentation, idet eksempelvis Fativ Alev siger, at terrorangreb ikke kan være motiveret af islam. Hermed giver han udtryk for, at der kun er én rigtig opfattelse af islam, og at hvis folk har en anden opfattelse, kan de ikke være muslimer. Denne besværgelse er et spejlbillede af Al-Qaeda’s opfattelse - der muligvis ville betegne Alev som en ikke-rigtige muslim - og herved tydeliggøres den manglende anerkendelse inden for islam af, at religionen kan tolkes forskelligt. Men selv om Alev - og med ham formentlig flertallet af danske muslimer - ikke er enig med Al-Qaeda’s metoder, så ledsages muslimers afstandtagen fra terroraktioner ofte af et “men”, der udtrykker forståelse for handlingen eller gør en anden aktør medskyldig. Til gengæld er der aldrig undskyldninger for ikke-muslimske aktørers handlinger. Hvilke midler, unge veluddannede muslimer anser for legitime i forsvaret af deres religion, fik man indblik i i forbindelse med mordet på Theo van Gogh, hvor en flok unge danske, muslimske kvinder udtrykte forståelse for mordet, fordi han havde krænket muslimer. Theo van Gogh måtte have kunnet forudse reaktionen, var holdningen, og Tanweer Ahmed udtalte i samme forbindelse, at filmmanden havde krænket islam. Udsagnet er vås, men afspejler formentlig den totalitære opfattelse af islam, der er udbredt blandt muslimer, for en religion er ikke en monolitisk enhed, men består af forskellige fortolkninger. Man kan således ikke krænke islam, men nok muslimers religiøse følelser ( som i forbindelse med Muhammed-tegningerne), men det er jo tilladt i moderne, demokratiske lande, hvor der kan stilles spørgsmålstegn ved alt. Ved samme lejlighed rettede de unge muslimske kvinder også deres vrede mod Ayaan Hirsi Ali, fordi hun havde bagtalt islam. Der var ingen medfølelse for de seksuelle overgreb, hun havde været udsat for, og som lå til grund for filmen. Et andet område, hvor rent og urent spiller en vigtig rolle, måske hovedkonflikten mellem muslimer og moderniteten er i spørgsmålet om forholdet mellem kønnene og seksualiteten, idet den ekstremt patriarkalske og førmoderne opfattelse blandt muslimer er hovedmidlet til at sikre imamernes og mændenes magtposition. Det er her igennem at kontrollen med fællesskabet opretholdes, og det er på dette felt, gruppens magthavere mest nidkært vogter over undersåtterne, hvilket sikkert er såre rationelt, da en frisættelse af seksualiteten blandt kvinderne ville føre til et opgør med hierarkiet og en revolutionering af islam. Muslimer kritiserer med rette vestlig dobbeltmoral, især USA’s politik i Mellemøsten, og vestlig imperialisme, men underligt nok har man aldrig karakteriseret den muslimske ekspansion efter Profeten som imperialisme, eller reflekteret over de massakrer, der blev begået. Årsagen er selvfølgelig, at den muslimske ekspansion førte til en spredning af Sandhedens og Fredens Budskab, hvilket er i overensstemmelse med Allah’s vilje. Til gengæld svælger man på næsten masochistisk vis over de kristne korstogs blodsudgydelser. Den samme dobbeltmoral kommer til udtryk i forhold til demokratiet, idet man gør brug af demokratiet og menneskerettighederne i vestlige lande, men der er blandt danske imamer og muslimer er et ønske indføre den islamiske stat med sharia-lovgivningen som grundlag. Man skynder sig ganske vist at tilføje, at det ikke er aktuelt, da muslimer er en lille minoritet i Danmark, men i islamiske lande skal sharia-lovgivningen være gældende og erstatte “uislamiske magthavere” (Alev’s udtryk), som må formodes at herske i næsten alle muslimske lande, hvorefter demokratiet og menneskerettigheder afskaffes. Dette ses også i danske muslimers argumentation for afskaffelsen af sekularismen, som har været forudsætningen for udviklingen af det moderne samfund. Det er min konklusion, at en medvirkende faktor til den fremvoksende terrorisme i vestlige lande, hvor terroristerne udspringer fra den muslimske middelklasse, er den manglende selvrefleksion og lukkede debatkultur i den religiøse konstruktion og tolkning med dens tabuer, der i kraft af overlegenheds- og mindreværdskomplekset fører til en fremmedgørelse og et modsætningsforhold til normer og værdier i det land, man vokser op i, som i krisesituationer kan føre til en radikalisering af personer, der i sin yderste konsekvens kan lede til terrorisme. Midlet til at imødegå denne udvikling må derfor være af teologisk karakter blandt muslimer, således at religionen ikke længere påbyder muslimer at afgrænse sig fra det moderne samfund. Dette forudsætter en nytolkning i form af en historisering af Koranen, således at man får skilt det spirituelt-åndelige indhold (hovedsagelig beskrevet i sura’erne fra Mekka) fra de ofte detaljerede anvisninger (beskrevet i sura’erne fra Medina, hvor Profeten også var politisk leder), idet disse oftest var fremsat i en historisk, specifik kontekst, der må anses for at være forældet. En sådan reflekteret religiøsitet vil også kunne få opløst overlegenheds- og mindreværdskomplekset, og ruste muslimer til at deltage i de moderne samfund. En sådan udvikling, som anbefales af Bassam Tibi, er desværre ikke videre sandsynlig, da det for det første ville rykke ved et af hoveddogmerne blandt muslimer, nemlig Koranens fuldkommenhed, ligesom det ville indebære et magttab blandt udøverne af tolkningen af Koranen, nemlig det muslimske præsteskab, hvilket de ikke vil være interesseret i. Resultatet af en manglende nyfortolkning vil for muslimer i vestlige lande være fortsatte integrationsproblemer og for de muslimske lande en fortsat forværret udvikling, hvor man sakker stadig længere agterud i forhold til resten af verden med stadige konflikter til følge. Forsøget på at komme ud af den udviklingsmæssige blindgyde ved at søge tilbage til rødderne er dømt til at mislykkes og vil kun forværre muslimers position i forhold til resten af verden. Per Clausen

Per Clausen: Den islamistiske udfordring.

Anmeldelse af S. Sayyid: "A Fundamental Fear. Eurocentrism and the Emergence of Islamism" Der findes ingen islamisk fundamentalisme! Der findes derimod forsøg på at etablere en islamisk kulturel identitet og politisk enhed, som sætter spørgsmålstegn ved fundamentet for hele den vestlige (“eurocentriske”) fortælling (meta-narrativ), og som derfor skaber frygt i den vestlige verden, der ser grundlaget for sit globale hegemoni smuldre. Derfor fører Vesten en nådesløs kamp mod islamismen, f.eks. ved at klæbe nedsættende og delegitimerende begreber som fundamentalisme og terrorisme (hvorfor ikke “frihedskæmpere”?) til islamismen, hvilket legitimeres gennem en sikkerhedsliggørelse af truslen, som retfærdiggør brug af ekstraordinære midler i form af brud på Geneve-konventionen (“illegale kombattanter”). Denne teori , som ud fra et poststrukturalistisk udgangspunkt analyserer baggrunden for og skaber legitimation for det islamistiske projekt, fremsættes af sociologen, Bobby s. Sayyid, i bogen “A Fundamental Fear”, og han leverer den hidtil mest spændende analyse - det kan undre, at ingen danske, islamiske intellektuelle har brugt ham. Analysen starter med en dekonstruktion af fundamentalisme begrebet, idet fundamentalisme almindeligvis siges at være kendetegnet ved kontrol af kvinders kroppe, at afvise politisk pluralisme og at sammenblande religion og politik. Hertil svarer Sayyid, at f.eks. den franske stat ved sit tørklædeforbud også kontrollerer kvinders kroppe, men han gør derefter kontrolbegrebet meningsløst ved ud fra Foucault at fremføre, at enhver form for regeren (governability) indebærer kontrol af individers kroppe. Hvad angår afvisningen af politisk pluralisme argumenterer Sayyid, at islamisternes tolkninger af de hellige tekster ikke er traditionalistiske, men nyskabende, at alle i politik gør krav på at sidde inde med sandheden (her sammenblander Sayyid sandhed, som stammer fra religiøse åbenbaringer og derfor er indiskutable, med det rigtige, det nyttige, som altid kan diskuteres), og at kritikerne i virkeligheden bruger begrebet fundamentalisme som en erstatning for dogmatisme. Men som det kunne ses ud fra Rushdie-affæren (og ud fra Muhammed-tegningerne kunne man tilføje), er liberalismen også dogmatisk, siger Sayyuid, nemlig i spørgsmålet om ytringsfriheden, og dermed i princippet ikke forskellig fra islamismen. Endelig afviser Sayyid adskillelsen mellem religion og politik som de vestlig-sekulær opfindelse, der ikke er universel. Man kan tænke religion som en integreret del af det sociale liv, hvor det ikke udgør en afgrænset social sfære. Det er kun hvis man betragter de vestlige samfund, som de normale, at ’fundamentalisternes’ praksisser fremtræder som brud på det normale. Efter profeten Muhammed’s død, der i sin levetid havde været samlingspunkt for islam, blev hans funktion overtaget af kalifatet, indtil dette blev opløst af Kemal Atatürk, der betragtede islam som udtryk for det førmoderne, det uciviliserede og som en hindring for sin moderniserings- og vestliggørelsesproces (“westoxification”, som Sayyid smagfuldt kalder det), men hermed blev betegnelsen islam også gjort ‘flydende’, dvs. den blev gjort åben for at nyt indhold. Denne proces gennemførtes i alle muslimske lande, hvor magthaverne efter afkoloniseringen forsøgte at trænge religionen tilbage efter vestligt forbillede – denne udviklingsvej kalder Sayyid for kemalisme - men herved blev det muligt at artikulere islam i en modstandsdiskurs. Det mest originale bidrag i analysen er Sayyid’s bestemmelse af islamisme begrebet, og her trækker han paradoksalt nok kraftigt på vestlige poststrukturalister som Saussure, Lyotard, Derrida, Lacan, Laclau og Mouffe og Zizek. Udgangspunktet er, at efter de franske kolonikrige udvikledes den postmoderne kritik af alle de store fortællinger, hvilket på verdensplan ophævede skellet mellem center og periferi. Den vestlige udviklingsmodel blev ikke mere set som den eneste udviklingsvej, hvilket også ophævede lighedstegnet mellem ‘modernitet’ og ‘vestlig‘, således at det nu blev muligt at forestille sig moderniteten udvikle sig og struktureret på andre måder, f.eks. at religionen spiller en konstituerende rolle for samfundet. Sayyid afviser enhver essentialistisk opfattelse af islam – islam er ikke en fast defineret størrelse - og bestemmer i stedet islam som en diskurs, idet han abstrakt bestemmer islam som konkurrencen mellem tidligere og nuværende fortolkninger, hvor der altid vil være spor af islams fødsel, hvilket i praksis betyder, at begrebet (det ’betegnede’), islam, for muslimer skaber et fællesskab, Umma’en. Blandt muslimer indtager islam en privilegeret position, men det er også et meget abstrakt begreb, fordi der kan tilknyttes mange forskellige forståelser (diskurser) hertil. Det er imidlertid lykkedes islamisterne at sammenknytte forskellige diskurser, islam som tro, islam som en altomfattende livsform og islam som en politisk orden, hvorved de har ophævet islam fra at være identitetsdannende (’nodal punkt’) til at blive et begreb, en ‘totaliserende betegner’ (’master signifier’), der sammenfatter hele tilværelsen. Sidstnævnte er ganske vist meget abstrakt, og som kritikere udtrykker det, indholdstom, som udtrykt i slagordet “Islam er løsningen” (og som undertegnede oplevede i en samtale i Cairo med en repræsentant for det Muslimske Broderskab, hvor det islamismen næsten blev lig med en socialdemokratisk velfærdsstat), men dette totaliserende begreb defineres i kraft af sin mest generelle modsætning, der for islam er det ondes inkarnation, f.eks. USA som Den store Satan. For muslimer betyder islam modsætningsvist det godes inkarnationen, således at en islamisk stat kommer til at blive associeret med det gode – uden at det defineres nærmere. Det er gennem denne sammenknytning og gennem etablering af et hegemoni for, hvad betegnelsen islam står for, at islamismen skal forstås. Det blev Ayatollah Khomeini, der formulerede et islamisk projekt og etablerede en islamisk stat (et de facto Kalifat) i Iran, og således markerede et brud med kemalismen, idet han gennem brug af moderne politiske begreber som folk, stat, osv. (hvorfor teorien må betegnes som moderne) genfortolkede den shiitiske, politiske doktrin, men samtidig skrev som om Vesten ikke eksisterer - i modsætning til alle andre muslimske politiske teoretikere før ham - hvorved han afviste Vesten som model. Islamisme er ikke antimoderne, men afviser Vesten, som for islamisterne repræsenterer imperialisme, statslig undertrykkelse, økonomisk mismanagement, kulturel undergravelse, etc., og alle herskere, der er allierede med Vesten betragtes som ikke-sande muslimer, hvilket i praksis betyder, at de betragtes som frafaldne, og derfor i princippet skal bekæmpes med alle midler, men hovedmodstanderen er Vestens overordnede imperiale struktur. Globaliseringsprocessen har dog svækket de staterne og dermed skabt et rum, hvor islam kan operere frigjort fra nationale, kulturelle bindinger. Islamisme kan iflg. Sayyid ikke så meget betragtes som en politisk gruppe, men snarere som et nyt område for etisk, kulturel, politisk og social handling. Det er igennem en kritik af Europa som kultur og politisk form, at islamismen opstår, og dette skaber den ’fundamentale frygt’, fordi islam er den “Anden” som Vesten ikke kan anerkende, selv når vi er mest tolerante, fordi denne anden nægter at anerkende spillets (Vestens) regler. Bogen blev skrevet i 1997, hvor Al-Qaeda og Osama Bin Laden endnu ikke var blevet en betydningsfuld aktør i verdenspolitikken. I forordet til 2. udgave fra 2003 nævner Sayyid overraskende nok ikke Al-Qaeda med et ord, men man dog kan udlede, at han formentlig mener, at Osama Bin Laden har afløst Khomeini som bannerfører for en avantgarde, hvis mål er oprettelsen af et nyt Kalifat, idet han skriver, at angrebene på USA i 2001 overskred barrieren mellem center og periferi. Under de antikoloniale kampe i 1990-tallet kunne de ‘indfødte’ sjældent overskride denne barriere, men i den postkoloniale tidsalder bliver det stadig sværere at opretholde skellet mellem center og periferi, ligesom de indre modsætninger inden for centerlandene medfører en ændring af styrkeforholdet i periferiens favør. Hvor vidt kampen mod terrorismen vil lykkes eller ej, afhænger efter Sayyid’s mening af, om det ‘eurocentriske’ projekt kan geninstallere vestlige værdier som universelle. Sayyid analyserer også svaghederne i den islamiske diskurs, hvor han nævner, at islamisterne endnu ikke har været i stand til at formulere et mod-hegemonisk projekt for en reorganiseret, islamisk verdensøkonomi, herunder at formulere, hvordan overflødigt forbrug ikke bliver motor for individuel tilfredsstillelse og selvrealisering. I forbindelse hermed må islamisterne også udvide deres opfattelse af den ‘fuldendte livsform’, således at den ikke kun omfatter biologiske funktioner og religiøse ritualer, men også spørgsmål om æstetik, glæde, solidaritet, osv. Der er ikke meget grin ved islamismen! Sayyid’s analyser er spændende og originale, men han kommer ikke med en rigtig begrundelse for, hvorfor en islamisk identitet skulle være bedre end vestlig inspireret, f.eks. en kemalistisk. Det kan kun være, må man slutte, fordi den er mere autentisk, men herved falder Sayyid tilbage til en essentialisme, som han startede med at afvise. Og hvis man ud fra et kulturrelativistisk, poststrukturalistisk udgangspunkt mener, at ingen kulturer er bedre end andre, men at alle bør være ligeberettigede, modsiger man sig selv, da man herved siger, at ligeberettigelse og diversitet er bedre end hierarkier. Der er altså synspunkter, der er bedre end andre! Og hvis islamisme erobrer den politiske magt inden for Umma’en, og Kalifatet genetableres, vil det medføre undertrykkelse af andre identiteter og kulturer, f.eks. kemalismen. Så islamismen bruger vestlig, poststrukturalistisk lingo til at opnå anerkendelse som ligeberettiget vestlig, (‘eurocentristisk’) kultur, men vil ikke tilkende samme ret til andre identiteter og kulturer inden for sit geografiske område. Islamismen er derfor også udtryk for magttænkning - hvilket også er i overensstemmelse med Foucault’s teori. Og er islamismen ikke udtryk for en ny stor fortælling? S. Sayyid: A Fundamental Fear. Eurocentrism and the Emergence of Islamism. Zed Books London 2003.

Per Clausen: Til kamp mod den religiøse overtro.

Anmeldelse af Sam Harris: "The End of Faith" Som bekendt førte Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 tegninger af profeten Muhammed til massedemonstrationer mod Danmark og afbrændinger af danske ambassader i Mellemøsten, fordi muslimer følte deres religiøse følelser krænket, hvilket også var et klagepunkt blandt danske muslimer fra Islamisk Trossamfund. Implicit i denne krænkethed ligger en opfattelse af religiøse følelsers ‘højere’ kvalitet end andre følelser, f.eks. identifikationen med en politisk ideologi. Mange kulturradikale modstandere af offentliggørelsen af Jyllands-Postens tegninger sluttede sig overraskende til denne opfattelse, ligesom de de facto gik ind for begrænsninger af ytringsfriheden. Man kan også anskue konflikten som et sammenstød mellem en førmoderne og en moderne/senmoderne opfattelse af religionens plads i samfundet, hvor en given efter for de religiøse kræfter ville starte en proces, hvor religioner kunne opnå en stadig større særstilling, der reelt gjorde det kriminelt at kritisere dem, således som det blev formuleret som et krav til FN fra arabisk side. I den nuværende situation må Sam Harris’ bog: “The End of Faith” slå ned som en atombombe, idet han blæser til kamp mod alle religioner, fordi de baserer sig på myter, som der intet som helst bevis er for. “Når deres tro er ekstremt almindelige, kalder vi dem ‘religiøse’; ellers bliver de sandsynligvis kaldt ‘sløre’, ‘psykotiske’ eller ‘vrangforestillinger’”. Religiøse individer kan frejdigt fremføre, at “Jesus Christus - som, viser det sig, blev født af en jomfru, snød døden og genopstod op i himlen - kan nu blive spist som en kiks” uden at blive anset for at være skøre. Selv om mange religiøse indrømmer, at der ingen videnskabelig basis er for deres tro, ønsker de alligevel at finde beviser for deres tro i form af mirakler eller videnskabelige fund, der kan bekræfte troens påstande. Hvis det f.eks. havde vist sig, at ligklædet fra Torino stammede fra år 30, ville det have fremkaldt begejstring blandt kristne. De religiøse mener, at kende Sandheden, hvilket logisk set gør andre trosretninger falske, men trosprincippet gør dem ude af stand til at skelne sandhed fra det ikke-sande i de anliggender, der er af størst betydning for dem, nemlig om troens dogmer, hvis sandhed ikke kan bevises! Og paradoksalt nok kan de religiøse i lighed med deres sekulære naboer forventes at agere rationelt i deres daglige liv. Her tænker de rationelt og lytter endog til ikke-troende. Harris argumenterer, at næsten alle historisk undertrykkende praksisser (kastesystem, slaveri, omskæring, etc.) kan tillægges en utilstrækkelig tørst efter viden og en ukritisk tro på et eller andet dogme. Derfor er idéen om religiøs tro som en hellig menneskelig konvention en uhyrlighed. Problemet med de religiøse er i dag blevet et spørgsmål om vores fælles overlevelse, fordi religiøse ekstremister i dag har mulighed for at anskaffe sig kernevåben, således at de får mulighed for at føre deres apokalyptiske visioner ud i livet - de dør ikke, men kommer direkte i Paradiset, fordi forsvarer den rette tro, jvf. udtalelser af Irans præsident, Ahmedinejad. Harris kritiserer alle monoteistiske religioner: Jødedommen for idéen om det udvalgte folk, kristendommen for dens forfølgelse af anderledes tænkende under inkvisitionen, for jødeforfølgelser og Holocaust og for dens bekæmpelse af den frie tænkning og håndhævdelse af falske religiøse dogmer, men det er islam, som han i dag anser for den største umiddelbare trussel mod sikkerhed og fremskridt. Han skærer igennem alle bortforklaringer, der kan fritage islam for ansvar for vold og terror og argumenterer overbevisende for, at man skal tage Osama Bin Laden og selvmordsterrorister på ordet, når de angiver årsagerne til deres handlinger. Det er usandsynligt, at unge mænd vil begå selvmord, hvis ikke de troede, der ventede dem en paradisisk tilværelse i det hinsidige i form af et antal evigt villige jomfruer. Og Harris bringer flere siders citater fra Koranen for at vise, at martyrerne har belæg for deres handlinger - hvilket kristne stridsmænd også kan finde i Biblen. Allah viser ikke megen barmhjertighed over for de vantro! En anden vigtig og overraskende pointe er Harris’ angreb på de moderate religiøse, som jo ellers betragtes som ufarlige og ræsonnable personer. Passer ikke, siger Harris, for de moderate er kun moderate, fordi de omfortolker eller ignorerer meget af den religiøse kanon for at kunne leve i den moderne verden. De tolker ikke skrifterne bogstaveligt, fordi de er blevet påvirket af den kulturelle og videnskabelige udvikling, som har gjort det svært at acceptere mange af Guds ytringer. De har assimileret nogle af frugterne af moderniteten, f.eks. menneskerettighederne, demokrati, osv., men denne udvikling er ikke åbnet indefra af den bogstavtro bibelforståelse, men er et produkt af, at moderniteten har stillet spørgsmålstegn ved dogmerne, specielt i form af den videnskabelige metode, som de fleste religiøse i praksis anerkender. Religiøs moderation udspringer af, at selv den mindst uddannede person i dag ved meget mere, end nogen gjorde for 2000 år siden - og meget af denne viden er uforenelig med skrifterne. F.eks. betragter de fleste af os ikke mere sygdom som en straf fra Gud for at have syndet - sådan som kristne fundamentalister betragtede AIDS som Guds straf over for bøssernes synder. Og derfor er det blevet bekvemt for de moderate at ‘genfortolke’ eller ignorere dele af skrifterne. Religiøs moderation er produktet af sekulær viden og uvidenhed om skrifterne, for skrifterne er i sig selv éntydige, idet de er perfekte i alle dele. Derfor kan vi ikke sige, at fundamentalisterne tager fejl, for deres viden om skrifterne er som regel andres overlegen, og de betragter de moderate som vantro. De moderate kan imidlertid ikke lide de personlige og sociale omkostninger som en fuldstændig accept af skrifterne påtvinger dem. Det problem, som de moderate skaber er, at de ved ikke at tolke skrifterne bogstaveligt og samtidig at tolerere irrationaliteten af dem, som tolker skrifterne bogstaveligt, både forråder tro og fornuft. De stiller nemlig ikke spørgsmålstegn ved troens kernedogmer, selv om de i praksis har overgivet sig til sekularismen, og herved lukker de også døren til mere sofistikerede tilgange til spiritualitet og etik. Derfor angriber Harris også den religiøse tolerance, der ved at lade ethvert menneske tro, hvad vedkommende vil om Gud, er en af hovedkræfterne, der driver os mod afgrunden, fordi der ikke sættes spørgsmålstegn ved de uunderbyggede myter, men skaber en “beskyttet zone”. Som han formulerer det, hvornår har man sidst hørt, at nogen blev kritiseret for ikke at have respekteret en anden persons uunderbyggede tro om fysik eller historie. Som Christopher Hitchens konkluderer: “Hvad der bliver påstået uden bevis, kan også blive affærdiget uden bevis”. Så Harris fremhæver, at skrifterne ikke er blevet bekræftet af udviklingen, men tværtimod at udviklingen har nødvendiggjort en form for selektiv censur af skrifterne, og at det ‘gode’, som resterer, er blevet sparet, fordi vi endnu ikke har opnået forståelse for etiske intuitioner og vores evne til spirituelle oplevelser. (I denne forbindelse kan nævnes, at en del yngre muslimer betragter Danmark som noget af det nærmeste, man kommer en islamisk republik pga. den veludviklede velfærdsstat, men det må være uforståeligt for dem, at det ikke er et muslimsk land, men en sekulær, post-religiøs stat, der har realiseret deres vision). Som nævnt mener Harris, at islam udgør den største trussel mod den moderne verden. Han stiller spørgsmålet, hvorfor det kun er muslimer, der begår terrorisme, når der er milliarder af andre, der er ligeså fattige, uuddannede og udbyttede, og han svarer, at det er fordi stort set alle muslimer er fundamentalister, idet de tror Koranen er afsluttet, ufejlbarlig og skal forstås bogstaveligt. Islam betyder underkastelse, og muslimer må underkaste sig Koranen og hadith (beretninger om Muhammeds liv), der omfatter alle livets forhold. Denne blinde underkastelse lader kun lidt rum for tvivl og rationel tænkning, som er kernepunkter i moderniteten, hvorfor muslimer har svært ved at tilpasse sig denne. Resultatet er en følelse af ydmygelse, sammensværgelsesteorier og had til Vesten og dens værdier. Det er et paradoks, skriver Harris, at de autokratiske herskere i Mellemøsten er mere progressive end befolkningerne, og resultatet af muslimernes situation og psykologi er, at store dele af de muslimske befolkninger bifalder selvmordsbombningerne, hvorfor Harris i lighed med Huntington betragter Vesten som værende i krig med islam. En fred mellem civilisationerne forudsætter en radikal forvandling af islam - i lighed med hvad der er sket inden for kristendommen - men en sådan udvikling anser han ikke for sandsynlig, fordi moderate muslimer knap nok eksisterer. Her mener jeg, han tager fejl, for selv om man ikke hører meget til moderate muslimer, så må de formodes at udgøre flertallet af muslimer, men da de radikale islamister qua deres blinde tro også er de mest skrupelløse og de mest højrøstede, forekommer deres antal større, end det vitterligt er. Det er nemlig ikke i sig selv et problem, at folk er troende, hvis de stadig er åbne for at diskutere troen og dennes konsekvenser. Det er den blinde tro, der er problemet, idet de blindt troende ikke er åbne for argumenter (det gjaldt f.eks. også fortidens kommunister), og ser sig selv involveret i, hvad Mark Juergensmeyer har kaldt for en kosmisk krig. Konflikten foregår i første omgang inden for islam (men også inden for den kristne verden), hvilket konflikten om Muhammed-tegningerne også har anskueliggjort blandt muslimer i Danmark, hvor det blev klart, at der findes moderate muslimer, og Vesten må i sin politik over for muslimske lande hele tiden må reflektere over, hvordan politikken vil blive opfattet af især den yngre generation. Harris har dog ret i, hvilket også blev klart af konflikten om Muhammed-tegningerne, at der eksisterer en værdimæssig, kulturel brudflade mellem det sekulariserede Europa og islam, der kan udvikle sig til konflikt mellem Vesten og islam, hvis krigen i Irak fortsætter med vestlig deltagelse, hvis der ikke opnås en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne, og hvis islamister overtager magten i Mellemøsten. Sam Harris, der er filosof og forsker i neurovidenskab og sidste år blev tildelt det amerikanske PEN’s pris for det bedste ikke-fiktive værk, har med sin bog sat problemstillingen på spidsen, som ingen andet har turdet, men som i nuværende situation, hvor religiøse fundamentalister vinder frem over det meste af verden, er af afgørende betydning, fordi han stiller de fundamentale og nødvendige spørgsmål, nemlig hvorfor vi skal tage hensyn til religiøse dogmer, der er totalt uunderbyggede, og følgelig med hvilken ret det religiøse indtager en særstilling i den offentlige diskurs. Og samtidig smider han i modsætning til Marx i dennes kritik af Feuerbach-teserne ikke barnet ud med badevandet, idet han plæderer for en selvoplevet og på introspektiv praksis grundet spiritualitet, der kan eftervises videnskabeligt. Han krænker sandelig med sin bog de religiøse følelser blandt de troende i en del religioner, så han må have adskillige fatwaer og forbandelser hængende over sit vantro hoved! Sam Harris: The End of Faith. Religion, Terror, and the Future of Reason” Simon and Schuster, London 2005

David Favrholdt: Kulturrelativismens endeligt.

Omkring år 1700 dukkede oplysningsfilosofien frem i England, Frankrig og de tyske stater. Den var et oprør mod religiøse og politiske autoriteter, båret af et håb om, at man gennem forskning og oplysning én gang for alle kunne afskaffe religionskrige, tortur, undertrykkelse, udbytning og plyndring af sagesløse befolkningsgrupper m.m., - kort sagt komme al verdens ondskab til livs. Det måtte kunne lykkes at bringe menneskeheden til fornuft, at nedkæmpe al indoktrinering, at få alle til at forstå, at alle mennesker er født lige, og at magtstrukturerne hverken er naturgivne eller indstiftede af Gud. Fra oplysningsfilosofferne har vi arvet de bærende principper i vort demokrati: Tredelingen af statsmagten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, forenings- , forsamlings- og ytringsfriheden, stemmeret, beskyttelse af den enkelte - også når han/hun ikke overholder lovene - gennem grundlovsforhør, forsvarsadvokat, osv. Men oplysningsfilosofferne havde også en anden ting på programmet, nemlig tolerance. Det blev et nøglebegreb i kritikken af de undertrykkende institutioner i deres eget samfund. Når Montesquieu i romanen Lettres Persanes fra 1721 lod to persere besøge Paris og lod dem undre sig over fransk skik og brug, var formålet i første omgang at påpege hulheden og vilkårligheden i katolicismen, som jo set udefra blot var en gang tåbelig indoktrinering; men på spørgsmålet om persernes religion var bedre, var svaret nej. Alle religioner var lige dårlige, alle var de, som David Hume senere skrev, menneskelige opfindelser. Men så længe de ikke blev brugt til politiske formål, skulle de alle i tolerancens navn stilles lige. Man måtte gerne antage, at Gud havde skabt verden, det gik selv Voltaire med til, men derudover var alle trosartikler noget vås. Religioner måtte tolereres, men ikke respekteres. Dette syn på religionerne blev af den tyske filosof Johann Gottfried Herder i 1780'erne udvidet til at omfatte ikke blot religionerne, men også politik, retsvæsen, kunst, normer for daglig adfærd og endog videnskab. Han sammenfattede alle disse områder under begrebet kultur. Hver kultur har sin folkesjæl, mente han, sin "Volksgeist", som gennemtrænger alle disse områder, og da der ikke kan findes nogen overordnet instans, der kan dømme om nogen kultur er bedre end nogen anden, så er de alle ligeberettigede i enhver henseende. Hermed fødtes begrebet kulturrelativisme. Siden den græske oldtid var begrebet relativisme kendt som et modstykke til sikker, rationel erkendelse. Protagoras og andre sofister hævdede 400 år f. Kr., at der ikke findes nogen absolut sandhed om noget som helst, men kun meninger. Denne lære passede fint ind i etnografernes og antropologernes studier i tiden efter Herder. Man indså, at man ikke uden videre kunne karakterisere flerkoneri, omskæring af pigebørn og halshugning af homoseksuelle som barbari - blot fordi de var fremmede for den vesterlandske kultur. De kunne kun fortolkes korrekt, når man lagde sine egne fordomme til side. Og inspireret af den efter 1910 fremspirende gestaltpsykologi anlagde man i alle undersøgelser en holistisk betragtningsmåde. Enhver del i en kultur måtte forstås ud fra den kulturelle helhed, som den indgik i. Ethvert ritual, ethvert påbud, havde en funktion i helheden og måtte alene vurderes ud fra denne. Fra 1930'erne og fremefter fulgtes dette program med stor succes i Franz Boas', Ruth Benedicts og Margaret Meads navnkundige kulturstudier. I bogen The Science of Cultural Anthropology fra 1948 leverede Melville Herskovitz den nødvendige filosofiske underbygning med en henvisning til filosoffen Ernst Cassirer. Denne mente, at den menneskelige tænkning hele vejen igennem strukturerer vores opfattelse af virkeligheden, og at vi derfor slet ikke kan tale om, hvordan virkeligheden er i sig selv - vi kender den kun, som den er repræsenteret i vores bevidsthed. Heraf følger jo, at eskimoen, bantu-negeren eller tibetaneren har et helt andet virkelighedsbegreb end vesterlændingen, og at vi må konkludere, at intet virkelighedsbegreb er mere korrekt end noget andet. Cassirers synspunkt blev siden hen i en lidt anden filosofisk toneart fulgt op af en række filosoffer, blandt andet Quine, som påstod, at der findes tungemål, som i bund og grund er uoversættelige til engelsk, og af en række lingvister som fx Johnson og Lakoff, der mener, at begreber som sandhed og virkelighed varierer fra det ene tungemål til det andet, og at vi derfor slet ikke kan tale om sandhed og virkelighed i bestemt form. Og hertil kom så social konstruktivismen, som fra 1960'erne og fremefter har vundet mange tilhængere, og som i sin ekstreme version går ud på, at selv naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige sandheder ikke omhandler noget virkeligt, men blot er vedtagelser blandt forskere - på linje med færdselsregler, som jo blot er indført efter fælles overenskomst. Herhjemme blev kulturrelativismen forfægtet af mange, nok klarest af teologen Johannes Sløk. "Virkeligheden er ikke et eller andet uafhængigt og i sig selv værende og "objektivt" uden for mig", skrev han. "Selve virkeligheden kan aldrig blive andet end min virkelighed." (i Herre, giv mig mere vantro, 1988). Min virkelighedsopfattelse deler jeg med andre, der har samme sprog og begreber, som jeg selv, men folk i andre kulturer strukturerer med deres sprog virkeligheden helt anderledes end jeg, er hans budskab. Derfor er det ikke engang sikkert, at jorden er rund. Og derfor er alle andre kulturer i enhver henseende ligestillede med vores. Også i moralsk henseende? Ja, er Sløks svar: "Det giver ingen mening at tale om en absolut moral, lige så lidt som det giver mening at tale om en absolut sand virkelighed." Kulturrelativisterne kunne i høj grad støtte sig på den officielle psykologi fra omkring 1920 og fremefter. Her dominerede to retninger: Behaviorismen, ifølge hvilken al menneskelig adfærd var tillært, og den freudianske dybdepsykologi, som tillagde miljøet en altafgørende betydning for personlighedens udvikling. De arvelige anlæg og de menneskelige instinkter - og dermed de for alle folkeslag fælles betingelser - blev sat i parentes. Set i bakspejlet var der tale om et utroligt videnskabeligt dilettanteri. Allerede i 1912 havde William McDougall med rette fremhævet de menneskelige instinkter. Alle mennesker har behov for mad og drikke, alle mennesker har en kønsdrift uanset kulturelt tilhørsforhold, alle har et aggressionsinstinkt og et tryghedsbehov, alle har et erkendebehov, som kan manifestere sig i udforskning af omgivelserne, i forskning i almindelighed eller i religion, hvis man vil have svar på det uforståelige. Og alle normale mødre har et yngelpleje-instinkt. Men i årene mellem 1. og 2. verdenskrig blev disse betragtninger fejet af bordet, fordi man forenklede arv-miljø problematikken til alene at handle om, hvad der var medfødt, og hvad der ikke var til stede ved fødslen. Man havde ikke blik for, at der er noget, der hedder modning. Også her er Sløk en klar eksponent. Ved fødslen er mennesket en ubeskrevet tavle, mente han, og alt, hvad det siden hen bliver, skyldes alene miljøfaktorer. Man overså fuldstændig modningsfænomener, som blandt andet omfatter en hel del af det menneskelige følelsesliv og noget så i øjnefaldende som kønsmodning. Ifølge en hr. Sløk måtte fx menstruation skyldes miljøets påvirkning, for spædbørn har jo ikke menstruation. Mange filosoffer var på et tilsvarende dilettantisk niveau. De overså fuldstændig, at mennesket ikke blot er et oplevende, men også et handlende væsen. Og eftersom de elementære handlingsmuligheder er fælles for alle mennesker, så er der også et fundamentalsprog og en logik, som er fælles for alle. Vi ved alle, at skal man bevæge sig fra et sted til et andet, tager det en vis tid, og vi ved, at det tager mindre tid, jo hurtigere man bevæger sig. Det er ikke kun i vores kultur, at det forholder sig sådan, men alle vegne i verden. Alle mennesker kender til smerte, alle brænder sig på ild, alle drukner på dybt vand, hvis de ikke kan svømme. Og hertil knytter instinkterne sig. I alle kulturer værner mødre om deres børn, alle frygter sygdom og død; og pest, kolera og fugleinfluenza kender ikke forskel på samfund. Det fælles menneskelige på tværs af kulturerne fylder faktisk mere i hele regnskabet end de kulturelle forskelle. Men på ét punkt var der et problem: Kunne man virkelig mene, at alt er tilladt i moralsk henseende? Vi har ikke svært ved at tolerere, at man nogle steder dyrker Buddha, andre steder Allah og profeten og atter andre steder Jesus og Jomfru Maria. Men skal vi tolerere kvindeundertrykkelse, "æresdrab", hængning af kvinder, der ikke er jomfruer ved ægteskabets indgåelse? Skal vi tolerere, at over 5 millioner jøder blev gasset og brændt i Nazi-Tyskland med en kompendiøs bemærkning om, at sådan er tysk kultur jo? Vi kan lige nu være nødt til for verdensfredens skyld at tolerere, at man i henhold til den religionsbaserede sharia stener kvinder til døde. Men kan vi respektere det? Her må man ifølge oplysningsfilosofien svare nej. Og det var netop med holocaust i erindring, at man udformede FN's charter om menneskerettighederne i 1948. Men det var ikke nok til at skrue ned for kulturrelativismen. Tolerance var for mange stadigvæk noget, der måtte have højere prioritet end frihedsrettighederne. Det er først nu med internationaliseringen og globaliseringen, med overbefolkningen og forureningen, med den ulige fordeling af verdens goder, at man indser, at vi alle har at gøre med den samme virkelighed, og at vi må finde frem til fælles spilleregler inden for etik og retsvæsen, hvilket igen betyder, at vi må igennem en ny sekularisering, hvor der må trækkes en streg i sandet mellem religion og ideologi og imellem tro og rationalitet. Alt dette betyder et farvel til kulturrelativismen på såvel det teoretiske som det praktiske plan. Men der er lang vej igen. Sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger viser med al tydelighed, at problemerne fremover ikke kan løses med gensidig tolerance, endsige respekt. Den viser også, at vi ikke er kommet ret langt i forståelsen af, hvad fri forskning og oplysning betyder for menneskehedens fremtid. Kan folk såres af nogle tegninger, så er dette intet imod, hvad de vil føle, når de bliver bekendt med den nyeste genetik, religionshistorie og religionspsykologi. Rationaliteten godkender hverken engle eller åbenbaringer. Den frie forskning trues fra mange sider. Fx af intelligent design-bevægelsen og af generel politisering. For få bevillinger, for meget formynderi og pap-filosofi à la "Fra Forskning til Faktura". Men også af krav om politisk korrekthed, som vi så det herhjemme med UVVU's behandling af Bjørn Lomborg. Det er alt sammen forstemmende. Vi står midt i de største problemer i menneskehedens historie. Tænk blot på forholdene i de mange samfund syd for Sahara. De kan slet ikke reddes med affabel kulturrelativisme eller med den nuværende U-lands bistand. De kan heller ikke reddes ved, at man beder til Allah fem gange om dagen eller synger "Vor Gud han er så fast en borg" i Frue Kirke. De kan kun reddes gennem forskningsbaseret teknologi, sociologi og sundhedsvidenskab - gennem fri forskning uden leflende selvcensur. Publiceret i Weekendavisen den 3. Marts 2006

Jens-Martin Eriksen: Multikulturalismens udfordringer

Punktnedslag i Mohammad bin Mahathirs bog, ”The Malay Dilemma”, som kan siges at have berøring med de problemer og udfordringer, som multikulturalisme står overfor i Europa i dag. I sin kritiske bog om multikulturalisme fra 2001 – ”Community: Seeking Safety in an Insecure World” - peger den polske sociolog Zygmunt Bauman på, at når samfundet ikke længere har en fælles kultur, et fælles normativt grundlag, så splittes det op i enklaver, i tilflugtsteder, i partikulære kulturer, som kun kerer sig om sig selv, og lader det sociale og poliske og kulturelle fællesskab være hvad det vil i hele samfundet som sådant – samfundet som helhed og alment fællesskab forsvinder og der opstår myriader af mindre samfund. Dette er Baumans beskrivelse af tendenser ved multikulturalisme, som han til forskel fra den generelle holdning blandt vestlige intellektuelle ser som en negativ udvikling. For den er med til at ødelægge samfundet, til at atomisere det og befordre en art stammetænkning, hvor almene politiske problemer bliver overladt til de enkelte grupper – individet bliver ikke kun socialt ghettoiseret, men også individuelt ghettoiseret, eller kulturelt ghettoiseret – man bliver af det omliggende samfund reduceret til sin etnicitet, og man bliver et gidsel for sin kulturelle, etniske gruppe. Og desuden bliver sociale problemer i samfundet så at sige privatiseret. En økonomisk privilegeret middelklasse vælger selv sociale problemer fra ved at bosætte sig i kvarterer uden etnisk sammenblanding, man sikrer at ens børn kommer i private, etnisk rene skoler, hvor der ikke er nogen invandrere, der som alle socialt svage kan belaste ressourcerne. På denne måde kan man ignorere problemer, som resten af samfundet må trækkes med. Mahathir er allerede inde på noget af det samme i sin bog fra 1970, ”The Malay Dilemma”, som han skriver efter urolighederne i 1969, hvor der forekom etnisk betonet vold og mord i Malaysia – bogen er en refleksion over hvad der lå til grund for denne misère, som landet befandt sig i dengang. Han skriver, at samfundet ikke hænger sammen kulturelt. Ganske vist lever både malayer (muslimer) - og kinesere og indere som naboer, og de mødes også i professionelle forretningssammenhænge – og måske endda socialt. Men han tilføjer, at når de trækker sig tilbage til hjemmet, så er det til et tilflugtssted, som er specifikt etnisk og kulturelt – og vi kan tilføje: religiøst. Et sted, hvor ingen fra andre grupper vil komme, og hvor deres normer ikke bare vil være fremmede, men også i stærk konflikt med de, der gælder for et sådant inderste fællesskab. Man må forstå, at her findes der et andet rum, et andet område, hvor en helt anden diskurs kan finde sin selvfølgelige udfoldelse uden moderation og uden indsigelse fra ’de fremmede andre’ i samfundet. Man kan meget vel definere dette forhold som en berigende diversitet, eller mangfoldighed i samfundet, men den er ikke en individbetonet forskellighed, tvært imod. Det er en adskillelse, der allerede eksisterer før individet vil kunne danne sig sin personlige opfattelse af værdier, en kulturel adskillelse, som man er født ind i, og hvor i man er opdraget og segregeret fra de øvrige grupper. Dette er en diagnose, som Baumann nok sætter sig til dom over – negativt – men ikke Mahathir, der som nævnt skriver sin bog i 1970 ud fra en virkelighed, der allerede foreligger. Han diagnosticerer, og antyder det blot som et problem. Som chefredaktøren ved Malaysiakini, Steven Gan udbryder i min samtale med ham, så lad os være specifikke når vi taler om multikulturalismens udfordringer. Spørgsmålet er islam og denne religions hegemonistiske dogmer overfor andre religiøse og etniske grupper. Det kan man ikke se bort fra, som han tilføjer. Mahathir skriver, at udbredelsen af islam som malayernes religion betød, at der blev dannet en barriere mod frafald og mod ægteskab mellem forskellige etniske grupper. Indtil islam blev udbredt på den malaysiske halvø, inden de islamiske missionærer ankom, var malayerne frit stillet i forhold til blandede ægteskaber. Men islam forbød sådanne forbindelser med mindre bestemte regler blev overholdt – så som at ægtefællen konverterede til islam. Mahathir hævder, at dette også betød, at alt hvad der afveg fra etableret islamisk orden blev mistænkeliggjort og afvist. Forfatteren tager ikke stilling til om hvorvidt dette er et positivt træk ved udviklingen i Malaysia, men da bogen primært er skrevet til hans egen etniske gruppe, som han skal vælges af, da han skriver som en magtesløs og vraget politiker, må man formode, at det er en oplysning til kritisk granskning. Under alle omstændigheder, så er det også et forhold, som er relevant i europæisk sammenhæng, og et aspekt i den misère, der eksisterer imellem islam og andre kulturer – i Europa mellem islam på den ene side og kristendom og verdslighed på den anden, der begge har menneskerettighederne til fælles som deres normative grundlag. I denne forbindelse må man, hvis man vil beskæftige sig med virkeligheden, og ikke blot stille sig tilfreds med at vikle sig ind i en metadiskussion om hvem der er for og imod multikulturalisme, diskutere om hvorvidt dette aspekt ved islam er et værdigrundlag, som er holdbart for et samfund, der bygger på mangfoldighed og tillid. En præmis for diskussionens mulighed er naturligvis, at man anerkender, at det rent faktisk også forholder sig sådan i Europa, som Mahathir beskriver forholdene i Malaysia i 1970 samt at man har menneskerettighederne som sit normative grundlag. Mahathir skriver, at etnisk ligeværdighed og lighed bygger på bestemte værdier, og at værdier er forskellige afhængig af de standarder, de normer, som det givne etniske samfund vil acceptere. Man kan her spørge sig selv, om det ikke er nødvendigt at et samfund har et fælles sæt af grundlæggende normer, som både formelt og kulturelt administrerer de forskellige etniske gruppers adfærdsmønster? Hvis vi ikke blot skal tale om at tolerere – altså acceptere, men ikke nødvendigvis respektere – andre etniske gruppers adfærd og tænkemåde, men også agte disse måder at handle og tænke på, er det så ikke nødvendigt at tænke denne tanke igennem om, hvad gensidig respekt egentlig indebærer? Kræver en harmoni mellem grupper – og derfor en harmoni og tillid mellem individer i et samfund – ikke, at de alle har et fælles normativt grundlag, et fælles sæt af værdier, som de alle må overholde og respektere og kunne referere til som noget givet, og ud fra hvilket tænkemåder og handlingsmønstre kan vurderes? Hvordan kan man tegne konturerne af et sådan normativt grundlag? Hvis man antager, at menneskerettighederne vil være det indlysende, kan man så ikke også kræve, at alle etniske grupper i et samfund betingelsesløst skal respektere disse – også uanset hvilke dogmer, som deres religion eller ideologiske overbevisning måtte have, der strider mod dem? Det er naturligvis det mest grundlæggende spørgsmål, som man må besvare, inden man giver sig af med at afsige domme over noget som helst og tage stilling til dogmer og værdier i et multikulturelt samfund. Vil man anerkende universalismen, det princip som menneskerettighederne bygger på, og som fordrer at alle i et samfund har samme rettigheder – uafhængig af deres etniske herkomst? Alt må vige for dette princip, både forordninger som staten sætter og som de enkelte civile, etniske samfund sætter for individet, så man kan leve med værdighed og i frihed – og ikke som indespærret i sin kultur og sin religion. Det er bemærkelsesværdigt i hvor høj grad Mohamad bin Mahathir og Zygmunt Baumans iagttagelser stemmer overens – den første skriver i en asiatisk kontekst for omtrent 30 år siden, den anden i en europæisk 30 år senere. Det kunne tyde på, at det de får øje på i deres undersøgelser er generelle træk og problemer ved det multikulturelle samfund. Mahathir beskæftiger sig med ’ghettoen’ som fænomen – eller mere generelt med ghettoiseringen i samfundet i en overordnet kontekst, der hedder etnisk lighed. Og han skriver, at social og økonomisk diskrimination er lige så effektiv og ydmygende som juridisk diskrimination. I europæisk sammenhæng hersker der stor forvirring om dette emne. Nogen ser ghettoen som et karakteristisk træk ved et multikulturelt samfund, og nogen på den europæiske venstrefløj har oven i købet glorificeret dette som et tegn på det multikulturelle samfunds mangfoldighed ud fra den – må man antage – forståelse, at ligesom individerne i et samfund er forskellige, således er samfundets etniske grupper ligeledes også forskellige, og vil disponere deres liv efter dette, og bosætte sig og leve blandt deres egen etniske gruppe. Det er dog efterhånden så småt gået op for de fleste at dette er en fatal fejlslutning. Både Baumann og Mahathir gør op med ’ghettoen’, idet den etniske segregering først og fremmest er med til at undertrykke individet, begrænse dets muligheder, og mere generelt reducere det til dets etniske karakteristika. Og er denne segregering – som nominelt er etnisk – ikke reelt både en social, kulturel og uddannelsesmæssig segregering, og dermed udtryk for en dynamik, der har samme effekt som en formaliseret apartheidlovgivning? Mahathir er inde på et problem ved det multikulturelle samfund i Malaysia, som er identisk med den situation vi i dag finder i Europa. Han skriver, at de sorte i USA i slutningen af tresserne er mere integreret i samfundet som helhed end de forskellige etniske grupper i Malaysia. De sorte i USA er kristne, har de samme religiøse normer som hvide kristne, og derudover taler de det samme sprog. Mht. Malaysia, så finder man ikke blot forskellige etniske grupper, men også forskellige religioner og forskellige sprog. Det en situation, der er identisk med den vi i dag finder i Europa. Derudover finder man også økonomiske og uddannelsesmæssige forskelle, der følger de etniske delinger i samfundet. Med den demografiske udvikling vi har i dag i Europa, hvor antallet af invandrere og efterkommere af invandrere proportionelt vokser, og hvor de lever i segregerede enklaver - ghettoer – i de europæiske storbyer, vil større og større grupper leve adskilt økonomisk, socialt og kulturelt fra det omgivende samfund. Man kan spørge sig selv om denne individuelle og sociale forvisning fra det omgivende samfund ikke vil eskalere en frustration, som det skete i Malaysia i 1969? Mahathir beskæftiger sig med de aspekter, der må anses som grundlæggende for at skabe et nationalt fællesskab – eller en sammenhængskraft i et samfund. Han nævner, at en enkelt etnisk gruppe, som besidder fælles sprog, kultur og religion, og som lever på et afgrænset geografisk område altid har været i stand til at skabe hvad han definerer som en national enhed. Mht. det multikulturelle samfund, så drejer det sig om at se på disse faktorer; etnicitet, sprog, kultur og religion, og kritisk overveje hvilke af dem, som er primære og derfor uundværlige og grundlæggende for et fællesskab, og hvilke der måtte følge som afledte af disse grundlæggende faktorer, og som er sekundære, hvis man vel at mærke vil fastholde, at et nationalt fællesskab er et sine qua non for at et multikulturelt samfund skal kunne leve i harmoni. Hvad behøver man for et socialt fællesskab – og hvilke aspekter er sekundære, og kan være særtræk for den enkelte etniske gruppe? Mahathir skriver, at det første og største multikulturelle samfund vi kender selvfølgelig er USA – og her ved vi, at de første indvandrere fra Europa, som dannede nationen ud af de første tretten kolonier alle var af engelsk afstamning. Men efter uafhængigheden kom der også andre europæere til, samt kinesere og russere bl.a. - og dermed fik man et etnisk, kulturelt og religiøst blandet samfund. Men det, der kom til at danne den ubrydelige enhed, og som ikke kendte noget kompromis, var at det engelske sprog blev absolut enerådende, og blev betingelsen for dels at opnå statsborgerskab – og dels for overhovedet at man kunne fungere i samfundet. Man insisterede ingen steder på at opnå en slags ligestilling mellem sit eget oprindelige sprog og engelsk – og vi ved, at efter bare én generation blandt indvandrere døde de gamle sprog ud til fordel for engelsk. Mahathir peger på, at fordi sproget er en så uadskillelig del af kulturen, og fordi den amerikanske kultur er skabt mellem en blanding af en distinkt angelsaksisk kultur og træk af ikke-britisk indflydelse, så har man på denne baggrund været i stand til at skabe en amerikansk kultur og et nationalt fællesskab. Derudover har der været et undervisningssystem, som udelukkende var baseret på det engelske sprog samt en undervisning i den nye nations historie. Disse faktorer har ifølge forfatteren skabt ikke blot det nationale fællesskab, men også respekten for de symboler, der inkarnerer dette fællesskab, så som først og fremmest forfatningen, nationens historie osv. Men Mahathir peger desuden på, at et aspekt som ’loyalitet’ er er den egentlige syreprøve på, om et sådant multikulturelt fællesskab – et fællesskab på tværs at etniske og religiøst skel – kan stå sin prøve, således at alle uden undtagelse bliver opfattet som en del af dette fællesskab som sande amerikanere, og ikke som andenrangsborgere eller invandrere, der blot opholder sig i USA af økonomiske grunde. Og her nævner han amerikanernes vilje og evne til at solidarisere sig med og være loyale overfor deres multikulturelle nation imod de etniske fællesskaber, som de kommer fra - eller som deres forfædre kommer fra - i en situation, hvor der opstår en krise eller sågar en krig. Denne vilje og evne til at identificere sig med det multikulturelle samfund, dette nationale fællesskab mellem flere etniske grupper, mod det samfund, som man selv eller ens forfædre kommer fra, forekommer det, at Mahathir anser som den virkelige prøve på, om dette multikulturelle fællesskab er sandt – eller om det er overfladisk og blot bundet sammen af opportunistiske, økonomiske interesser. Spørgsmålet er naturligvis først og fremmest om i hvor høj grad Mahathir har ret, og i givet fald, om hvad en sådan opgave som at skabe et multikulturelt fællesskab kræver af de forskellige etniske kulturer – og ikke mindst, om det vil være muligt for disse kulturer at ændre sig, og investere deres loyalitet i det projekt, det er at bygge et fællesskab på tværs af religion, etnicitet og kultur? Hvad er det man må ændre hos sig selv og i sin kultur for at indgå i denne nye syntese? Hvad må man frasige sig, hvilken loyalitet må man opgive og på hvilken måde må man i det hele taget ændre sit syn på verden? Forudsætninger for at stille disse spørgsmål og svare på dem er dog, at individet allerede er befriet fra sine etniske bånd og frit kan tage stilling, ellers vil alle svar blive utroværdige. Og det er indlysende, at tiden efter den 11. september har aktualiseret dette tema for muslimer i Vesten – før var det blot et tema blandt flere, nu er det blevet det helt overskyggende. Og i det omfang muslimer ikke selv stiller sig disse spørgsmål bliver de i hvert fald mindet om dem fra det omgivende samfund. Deres afklaring i forhold til hvilke bånd de har til deres gamle kultur og deres nye hjemland kan afgøre, om de måtte kunne slippe ud af den belejring, som de nu er blevet omkranset af. Mahathir nævner om den tidlige indvandring til Malaya, længe inden briterne kom og åbnede for kinesisk og indisk masseindvandring, at de første kinesiske og indiske handelsfolk, der slog sig ned ved Malakkastrædet efterhånden antog malajkulturen og sproget på bekostning af deres oprindelige skikke – men dog beholdt deres egen religion, og at dette ikke førte til nogen konflikter mellem dem og det oprindelige, eller ”definitive folk”, malajerne. Er det ganske enkelt hvad der skal til for at skabe et multikulturelt og harmonisk samfund, også i vores dages borgerlige demokratier – at invandrere antager det nye hjemlands sprog og kultur? Men i hvilken grad? Mahathir nævner det som et positivt træk ved de handelsfolk, der slog sig ned i det muslimske samfund og lod sig assimilere i forhold til sprog og kultur – men ikke i forhold til religionen. Kan man sige, at dette forhold også vil skulle gælde i et omvendt forhold, at muslimer i Europa skal lade sig absorbere til en sådan grad, at kun deres religion vil adskille dem fra det omgivende samfund, og i givet fald hvilke kompromiser skal muslimer i så fald indgå? Mahathir opererer med begrebet om ”det definitive folk” i sin behandling af det multikulturelle samfund. Herved forstår han det folk, som oprindelig har defineret landet som en stat med en regering der har magten, og som rent faktisk danner en national enhed, og som bestemmer i landet (herved underforstår han i bogen det muslimske malayfolk, men han udtaler sig generelt, så i europæisk sammenhæng vil det sige de enkelte nationale folk i Europa, ifølge forfatterens logik). Og når det kommer til undervisningssystemet i det multikulturelle samfund, så præciserer han, at udover selvfølgelig at formidle og promovere viden, så er det også undervisningssystemets rolle at opdrage de studerende til at blive borgere i det samfund, som de lever i. Og herunder, at give dem en viden og følelse af, at de tilhører et nationalt fællesskab. Og det er her han opererer med begrebet om ”det definitive folk”, for som han skriver, så er det undervisningssystemets rolle at fortælle de studerende, at de nu tilhører ”det definitive folk”, og at de selv nu indgår i ”det definitive folks” historie – her begynder ifølge Mahathir den opdragelse, der skal sikre, at alle føler sig som en del af det nye multikulturelle fællesskab. Men dette fællesskab er også eksklusivt – for det udgøres kun af ”det definitive folk” og ingen andre, og for at tilhøre dette fællesskab, må man identificere sig med dette ”definitive folk”. Undervisning i kulturfagene skal derfor propagere at nationen tilhører ”det definitive folk”, og identifikationen med dette folk må derfor være fuldstændig og uden reservationer af nogen art fra invandrernes og deres efterkommeres side – og man kan ikke identificere sig med andre fællesskaber, sine gamle hjemlande eller andre nationale fællesskaber. Mahathir skriver; ”At identificere sig med det definitive folk er at acceptere dets historie, dets geografi, dets litteratur, dets sprog og dets kultur, og at afvise alle andre tilhørsforhold”. Dette kan lyde ganske bombastisk i europæiske ører. Kan man sige, at disse definitioner har nogen relevans for de euroæiske indvandrersamfund i dag, og i givet fald i hvor høj grad? Mahathir skriver generelt om disse definitioner, men i en kontekst i 1969, hvor det malaysiske samfund er præget af etniske uroligheder og vold og splittlse. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Mahathir ikke nævner religion, som et område man skal indgå kompromiser i forhold til, vel at mærke ikke til en sådan grad, at han mener man på nogen måde skal frafalde den som et løsen for at tilhøre sit nye hjemland. Men implicit kommer man ikke udenom, at en udlægning af en religion, der fastlægger regelsæt for hvordan man må omgås individer som ikke tilhører religionen, hvilken forbindelse man må indgå med dem og hvordan man skal hæge om sin tros dogmer og deres gyldighed i et multikulturelt samfund må finde sin begrænsning. Lad os være specifikke, som journalisten Steven Gan siger i mit interview med ham; vi må tale om islam. Men det kan alligevel lede en til at antage, at Mahathir anser netop religionen som den inderste personlige kerne, som det egentlige suveræne hos individet, og som intet samfund kan gøre krav på at intervenere i forhold til – vel at mærke når religionen finder sin plads; Inden for murene og mellem individerne inden for murene. Uddrag fra ”Timerns Bro”, som udkommer hos Lindhard & Ringhof, primo september 2006

Nils Bredsdorff: En respektfuld og høflig ytringsfrihed findes ikke


Satiriske tegninger af religiøse personer eller institutioner er in for tiden. Den franske tegner Siné lavede i 60'erne en berømt tegning af en 'indfødt', der tilbad sin stammes Gudinde eller totem, mens et kobbel af præster omkring et stort kors med Jesus på var ved at kvæles af grin over den primitives religion. Det var også dengang meget provokerende og forhånende over for en religiøs minoritet. Samme tegner lavede også provokerende og forhånende satire over for så hellige institutioner som fædrelandet, hæren og den mandlige potens, som faldt andre slags minoriteter for brystet. Adskillige af hans pornografiske tegninger har præster og den katolske kirke som mål. Han var yderst populær blandt venstreintellektuelle og kulturradikale. 

For at komme i stemning til en undersøgelse af ytringsfrihedens grænser i almindelighed og Jyllands-Postens berygtede 12 tegninger af profeten Muhammed i særdeleshed, er det velgørende at kaste blikket på slutsekvensen i Monty Pytons Life of Brian eller billeder fra Jens Jørgen Thorsens film Jesus vender tilbage, samtidig med at Trille synger Jesper Jensens sang om "Ham Gud", der eddermame er svær at få smidt ud. 

Debatten, der fulgte de 12 billeder af profeten (hvoraf mindst to gør grin med J-P's projekt), bringer mindelser fra en i omfang langt større, men dog i princippet nøjagtig ensartet sag. Med de islamistiske bevægelsers dødstrusler mod tegnerne er parallellen blevet tydeligere: For 15 år siden udsendte Salman Rushdie sine Sataniske vers og modtog efter en verdensomspændende kampagne med bogafbrændinger, mord og kæmpedemonstrationer en fatwa fra Irans ayatollah Khomeini. Rushdies norske forlægger, William Nygaard, blev forsøgt likvideret i 1993, men overlevede lige netop. Så heldige var to moderate, muslimske gejstlige i Belgien ikke, de blev skudt i marts 1989. Rushdie gik under jorden i flere år. 25 norske muslimske foreninger lagde sag an mod forlaget. Ord for ord gentages nu det politisk-religiøse spil 
I vrimlen af muslimske bandbuller mod De sataniske vers fremstod de mest fornuftige og moderate med krav om undskyldning og tilbagetrækning af bogen. Udsagnene synes at have genvundet deres aktualitet og være kopieret direkte af danske muslimske foreninger og en række, fortrinsvis muslimske staters ambassadører og ministre, som nu vil forelægge de 12 tegninger for FN. Det drejer sig hovedsagelig om lande, der har underskrevet Cairo Deklarationen om Menneskerettigheder i Islam fra 1990. Over for hver af de kendte rettigheder - herunder ytringsfriheden - gør deklarationen opmærksom på, at rettighederne ikke gælder, hvis de strider mod den koranbaserede ret, dvs. Sharia: "Everyone shall have the right to express his opinion freely in such manner as would not be contrary to the principles of the Shari'ah" (Artikel 22 stk.1). Den religiøse lov står over loven og rettighederne.

Læser man Rushdie-sagens tilsvarende dokumenter nu, bliver det tydeligt, hvor katastrofal vankelmodighed og eftergivenhed over for censurkrav og krav om undskyldning for at have brugt ytringsfriheden upassende, ville have været. Den historiske distance gør billedet knivskarpt - et knæfald for bogbrænding og censur dengang ville have haft uoverskuelige effekter. Den aktuelle debats krudtrøg slører perspektiverne og gør vankelmodighed til tænksomhed og principløshed i forhold til den konkrete ytringsfrihed til human tolerance - ytringsfriheden er altid også konkret. Det kommer tydeligt frem i den behandling islam- og mellemøsteksperten Jørgen Bæk Simonsen giver sagen. Han forsøger at bagatellisere sagen ved at glemme Rushdie og formulerer, hvad der kunne være en fælles udtalelse for mange kritikere af J-P og